Den lukkede dør

19 07 2014

Da jeg besluttede, at vi skulle gifte os, var det på baggrund af en følelse i mig.

Ægteskab var det rigtige, en bekræftelse på lillesub og jeg som par. En bekræftelse overfor hinanden om, at vi mener forholdet alvorligt.

Nogen vil måske se det som en tom gestus: Man lover jo så meget, og eftersom man nemt kan blive skilt, så er det vel så som så med det forpligtende.

Det er ok med mig, hvis nogen tænker sådan, men for mig var beslutningen et håndslag, og det betyder noget for mig. Samtidig lukker beslutningen døren til fortiden.

Dette sidste, at lukke døren til fortiden, var jeg ikke bevidst om, det er kommet til efterfølgende.

Den lukkede dør har den konsekvens, at jeg på mange måder er i nyt territorium, fordi mange af mine tidligere erfaringer om parforholdet ikke længere duer.

Jeg er nu i et konfirmeret forhold, hvor jeg er dominant, og hun er submissiv, og det er et forhold, hvor vi dyrker perversiteten så gennemført, at jeg for få år siden ville have nægtet at tro det muligt.

Det betyder, at alle mine egne selvopstillede regler for, hvordan jeg skal agere i dette seksuelle univers ikke længere holder.

Det begynder at gå op for mig, at ægteskabets håndslag, netop i vores forhold, frisætter mig for alle bekymringer om jalousi og stereotype opfattelser af rollerne.

Hun er lykkelig og stolt, når hun kan gøre mig glad. Jeg er lykkelig og stolt, når hun kan gøre mig glad.

Og hun gør mig glad, når jeg kan udforske min seksualitet uhæmmet og med hendes fulde vidende og forståelse.

Allerhelst ville jeg altid have hende med til alt, men det er ikke altid det rigtige at gøre, og det er i orden.

Det er i orden, det ødelægger ikke vores kærlighed, det gør den stærkere.





Mens vi venter

12 07 2014

Usikkerhed – jeg er vant til at håndtere usikkerhed.

Mine reaktioner kender jeg, og de svinger fra stoisk ro til irrationel handling.

Jeg overvejer, og så slår jeg i bolledejen, med intuitionen, for at se hvad der sker.

Og på den måde plejer knuderne at blive løst. Langsomt glider de op og hverdagen vender tilbage.

Men det er aldrig rart, og det er slet ikke rart, når usikkerheden slider på min lillesub, som ikke er skabt til at håndtere den. Hun er skabt til at være alt for sine kære, hun er ikke skabt til at bære verdens byrder, og derfor rækker jeg ud og gør mit til at tage fra for hende.

Men jeg må bare indse, at jeg ikke kan kravle ind i hendes sjæl og suge usikkerheden ud. Sådan fungerer det ikke, og den eneste vej frem er at stole på hinanden.

-Lad mig gå foran, hold min hånd, og tænk kun på at være sød ved mig, formanede jeg

Og det hjalp, lidt.

Projektet handler om at få hende installeret, så hun kan yde sit bidrag. Et bidrag som er nødvendigt for vores hverdag og for hendes selvrespekt. Og det accepterer jeg, selvom hun for altid har min respekt ved bare at være den, som hun er.

Mens jeg skiftevis har slået i bolledejen og spillet cool i kampen med projektet, så er der også sket bevægelser i vores sorte liv, og på en måde kan man godt sige at det hele hænger sammen, projektet og det sorte liv, for sådan er det hos os.

Vi er fucked up!

Egentlig er det uhyggeligt.

Ingen af de regler, som jeg møjsommeligt har opstillet for mig selv og min ageren i parforholdet synes at være valide længere.

Vi er blevet et, hun og jeg alene i stuen, og med hende så langt inde under huden på mig, er jeg fri til at gøre alt, og den frihed kan godt være skræmmende.





Med verden som baggrund

6 07 2014

Vi sad i en have, og omkring os var hendes familie.

Der var sol og en grøn græsplæne, og der var lår. Hvide bare lår, som var min kones, men de var ikke helt hvide, for en hånd havde strøet de skønneste fregner ud. Små pletter, der i hvide bomuldsfaldskærme var dalet ned og landet nonchalant.

Gjort af en nonchalant hånd, der i et anfald af skaberlyst havde formet en lille pige, hvis lige, der selvfølgelig ikke findes, og som er noget ganske særligt.

Det er i øjeblikke som dette, med hele verden som baggrund og låret med fregnerne som forgrund, jeg mærker det.

Kærligheden og den mening, som den bringer mig.

Ellers er vi i en turbulent tid. Projektet har taget en drejning, og vi er blevet udfordret, seriøst udfordret, men jeg ser ingen sprækker.

Vi står det igennem, og vi tror på fremtiden.





Projektet

30 06 2014

Lillesub og jeg er i gang med et særligt projekt.

Det er et projekt, der, som, hvis det lykkes, vil forme vores fremtid i årene fremover, og det vil cementere vores liv som et, hvor vores særlige optagethed af vores seksualitet vil være omdrejningspunktet – 24/7.

Om projektets karakter kan jeg ikke sige mere nu, blandt andet fordi der stadig er en usikkerhed med hensyn til, om det overhovedet lykkes.

Netop denne usikkerhed, har præget den forløbne uge, og usikkerheden har tappet vores energi, og den har presset vores forhold på en måde, som vi ikke har oplevet før.

I lang tid tolkede jeg lillesub, som faldende ud af sin submissive rolle, men det var en fejlfortolkning.

Det var rigtigt set, at hendes submissivitet overskyggedes af hendes forsvar mod andre mennesker, som behandlede hende grimt, men hendes submissivitet i forhold til mig var der hele tiden, jeg fokuserede bare på det forkerte, fordi denne mere aggressive side af hende forekom mig så fremmed og vel egentlig også frastødende.

Men det er mig, der må forstå at bære hende igennem dette pres, så vil harmonien igen indfinde sig.

I vores seksualitet er der også sket et skred. Hun giver mig alt, og jeg mener virkelig alt. De erfaringer, som jeg har fra fra mit tidligere ægteskab omkring et parforhold, er nu ubrugelige.

Vi er der, hvor ingen af os har været før. Vi er os to, et par, og vi må lære at finde vores egen vej.

Selv er jeg umættelig i mine krav, men som jeg begynder at se, hvor dybt hendes ønske om at glæde mig stikker, så omsættes min umættelighed til en vidunderlig følelse af frihed, der breder sig ud i mig som en varm glæde ved hende, min kone, lillesub.





Ferietid

22 06 2014

Når jeg ser tilbage til tiden 2006 / 2007, så forstår jeg nu fuldstændigt, hvordan de følelser, der rasede i mig, varslede et opbrud.

Det var begyndelsen til en ny tid, til en ny epoke, i mit liv.

Netop nu, her til morgen, sidder jeg med udsigten til en dejlig lang ferie, men det bliver igen en ferie, der står i projekternes tegn. Projekter, der må forekomme mange mennesker helt vanvittige, men som ikke desto mindre giver mening for mig, og for min kone.

Man kan sige, at det handler om at gribe dagen, og det gør jeg nu. Jeg griber den med hele min intellektuelle formåen og med al den erfaring, som jeg har samlet op.

Men jeg griber den fuldt og helt, for det, som jeg lærte der tilbage i nullerne, var, at jeg visner, hvis jeg ikke træder ud og tager det, som jeg vil have.

Det er essensen af dominans, opfyldelsen af et egoistisk behov.

Et behov for hvad? Ja, tit kan jeg ikke forklare præcis, hvad det er, som jeg kræver, jeg sidder blot med en stærk fornemmelse af, at det her vil jeg simpelthen have.

Og jeg er parat til at satse, min kone, mine børn, mit hus, mit job.

Man kunne sige, at jeg er en gambler, men jeg ser ikke mig selv sådan.

Jeg hader risikoen for at miste kontrol, men i visse sager er præmissen simpelthen er, at jeg vil have det på en bestemt måde, uanset hvad oddsene er.





Incognito

15 06 2014

Der var et leben af folk på gaden.

Frokost, de havde frokost, og det var en oplagt dag at søge ud blandt de mange fortovscafeer og restauranter på, for vejret var skønt. Majvejr med varm sol og en behagelig brise.

Selv havde jeg spist, og jeg stod foran en kældernedgang, hvor jeg for anden gang trykkede hårdt på klokken. Den lyste, men jeg hørte ingen lyd, og derfor bankede jeg på ruden.

En ældre herre lukkede op, og han mumlede noget om, at man skulle trykke hårdt på klokken.

-Jeg trykkede hårdt, forsikrede jeg

Jeg måtte erlægge fem hundrede kroner, og så fik jeg en plastikkasse til mit tøj.

Da jeg trådte ind i rummet sad der allerede seks andre nøgne mænd, og jeg slog mig ned i den eneste tilbageværende ledige stol. Jeg satte mig på det håndklæde, som jeg havde fået af den ældre herre.

Ingen sagde noget, men jeg følte mig alligevel foranlediget til at nikke rundt, og nogle nik og forsigtige smil kom retur.

Smil, eller nærmere små korrektioner af læberne stilling. Lige nok til at jeg fik fornemmelsen af accept.

Velkommen i klubben.

Der kom to mere, og de stillede sig op i døråbningen til det næste lokale. De lod begge deres håndklæde hænge ned, så det dækkede deres nøgne skridt.

Spændingen var intens, og jeg kunne mærke en behagelig varme af forventning fylde min krop.

Så endelig puslede det ved en dør langt inde i det andet lokale. Døren gik op, og en rødhåret kvinde kom ind.

-Hej, sagde hun med en dejlig glad stemme.

Hendes “hej” blev signalet til opbrud, og vi strømmede alle ind hendes rum. De nærmeste mænd hjalp beredvilligt kvinden med at få hendes ben op i de to læderstropper, der endte med at holde hende helt åben.

Så begyndte det – gangbanget.

En sær disciplin indenfor perversionerne. En horde af mænd om en kvinde, der har sex med dem alle. Vaginalt, oralt, analt.

Og vores rødhårede gangbangtøs tilbød det hele.

Det varede lidt, inden det blev min tur. Jeg var endt bagerst i køen, fordi jeg havde taget den dårligst placerede stol tidligere, men det gjorde ikke noget.

Jeg kunne lide at se den rødhårede gangbangtøs blive kneppet, mens hun suttede en pik og gned en anden.

Og dette syn af den fine blege pige mellem ni nøgne mænd fik min erektion til at vokse frem, mens jeg gennemtrængtes af en nydelsesfuld fornemmelse.

Mens jeg stod og gned mig selv, fik jeg den tanke, at kvinden mindede om min kone.

Ja for helvedet! Min kone, der var en lighed, og denne tanke gjorde det så meget desto federe, da en kontorist med en fodboldvom sendte imponerede kaskader i gangbangtøsens ansigt.

Faktisk æggede det mig så meget, at jeg fulgte hans eksempel og tømte mig ud over hendes ansigt og over de røde lokker.

Jeg forlod selskabet som den først, og straks da jeg var tilbage på gaden ringende jeg min kone, lillesub, op, men hun tog ikke telefonen.

 





Den empatiske dyssociale

8 06 2014

Det er tydeligt for mig, hvor godt hun trives.

Selvfølgelig har hun dage, hvor hun er træt eller bekymret, men hele hendes grundstemning er den af glad tilfredshed.

Midt i sin underdanighed har hun fundet det liv, der giver hende en platform at stråle fra.

Hun er noget, hun har en mission, og hun har en mand, der elsker hende for den særlige person, som hun er.

Vi lever 24/7 dominans og underkastelse, men det er sjældent, at jeg slår hende. Det er simpelthen ikke nødvendigt længere, for vi er perfekte i rollerne. Hver især gør vi det, som vi skal, og dermed er der balance.

Nej, når jeg slår hende, er det nu kun som optakt til sex, for det ophidser mig, at slå og ydmyge hende, før jeg bruger hende.

Det er et særligt rum, som den seksuelle ophidselse trækker mig ind i, og hun bliver trukket med, for vi oplever erotikken sammen i dette sadomasochistiske rum, som mand og kone.

Men på sin vis kan man sige, at det hele tiden er min egoistiske higen efter tilfredsstillelse, der driver vores liv fremad.

Mig, altid mig, og grænserne brydes ned, mens jeg maser fremad og udrydder de sidste rester af moralske forhindringer.

Og hvor man skulle tro, at jeg derved ville bryde hende ned, ødelægge hende, så har jeg i stedet bygget hende op til en kvinde, der er tilfreds med sig selv og med sit liv.

Men betyder det i det hele taget noget for mig, hvordan hun har det?

Ja, det betyder alt for mig, at hun har det godt.

Hun skal have det godt, og dette ønske om, at hun skal have det godt, former mine valg. Min dominans skal tage hensyn til, at hun skal have det godt.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 48, der følger denne blog

%d bloggers like this: