Den forfærdelige sommer

18 05 2013

Jeg havde glemt, hvor forfærdelig sommeren er.

Kraftigt sollys, der løber ind i mig og får det hektiske til at eksplodere i et virvar af ukontrollabel energi.

Lidet ønsker jeg det, men jeg har ingen fri vilje, jeg må bare kaste mig ud i lynene, der efterlader mig kørt op og hungrende efter mørke og stilhed.

Men intet forandres. Intet kommer, hverken stilheden eller mørket. I stedet er det hjertebanken og kropsrystelser, der tvinger mig til at virre med hovedet og tænke, at jeg må tage mig sammen.

Og der er ikke andet at stille op. Jeg tager mig sammen, samler tøjlerne op og rider videre i et sindssygt ridt.





Kierkegaards år

17 05 2013

Det er Kierkegaards år, og det gør det dejlig allestedsnærværende, at kunne læse belærte menneskers formidling af filosoffen.

F.eks. læste jeg, at Kierkegaards filosofi er rettet imod individet, hvilket vist var problematisk.

Hvorfor egentlig? Jeg er kun blevet fænget af Kierkegaard, fordi han sætter jeg’et, dvs. mig i centrum. Dybest set interesserer jeg mig kun for mig selv.

Hvem er jeg så?

Det har jeg efterhånden en ret god ide om, og jeg er langt fra altid køn – men jeg har ikke lyst til at være anderledes.

Der er brug for den anden side til at sparke liv i lortet, så dagen kan bringes i skred, og så Hestekastanjen ved søerne igen bliver et betagende syn.

Uden den anden side, er alt bare leverpostej.





Submissivtet på prøve

11 05 2013

I denne tid er hendes submissivitet på en hård prøve. Det er ikke eskapader, udenomsknepperi eller lignende, der er problemet, men hendes arbejde, der dræner alt ud af os.

Det kravler ind gennem hendes ører og udfolder sig inde i hendes hoved som et hornorkester, der varmer op. Tubaer, trækbasuner, trompeter, trommer og fløjter.

Alle stemmer de deres eget instrument i trut og fløjt, og når Master kræver sit, bliver det netop den ekstra lyd, der får larmen til at vælte ud gennem hendes lille mund som sur tale.

Kønt er det ikke, og det får mig til at tvivle på hele projektet.

Larmen flytter over til mig, og pludselig er jeg omgivet af børn, forældre og larm, der ikke var her før.

Vores koncentration om stilheden og perversionen udebliver, og hvordan kommer man så videre derfra?

Et par ideer synes at konkretisere sig





Mit hvide rum

6 05 2013

Jeg har et hvidt rum.

Lyset kommer ind fra et skråt vindue og reflekteres i et hvidt gulv af fliser. Væggene er hvide, og i modlyset ses kun de hvide spots fra loftet.

Derinde er vi hvide.

Hvide nøgne kroppe, der er fri for farvede hæmninger.

I spejlet ses jeg.

Svulmende muskler, som jeg lader hende slikke.

Alt lader jeg hende slikke.

Jeg regerer i det hvide rum, og hun følger.

Dominansen gør mig høj.

Over hendes mund sænker jeg mig ned, og mens jeg fyldes, skyder hun gult ud i rummet.

Følelsen er af velvære.

Gennemsyrende velvære i hvidt.





Rødt møke

5 05 2013

Lyset vil ikke gå væk. Det er forårets lys, der vækker mig inden uret, og som holder mig svævende i en hektisk rytme. Det er som om verden invaderer mit rum, uden jeg kan forhindre det. En invasion af indtryk og en labyrint af fortolkninger, der holder mig kørende i dagevis. En lang technofest, hvor jeg er narkomanen, der glider fra bane til bane, holdt oppe af et fjoget udtryk i ansigtet. Der er så lidt plads i mit rum, at jeg er begyndt at tale højt for mig selv i bilen. Ordene, der svæver i kabinen, presser sig tilbage og ind ad en anden indgang, der kræver min opmærksomhed, og sådan får jeg lidt styr på det. Lige netop længe nok, til jeg kan lede efter mørket. Et rødt mørke, hvor intet forstyrrer, hvor begær og smerte driver dagen fremad i et langsomt pace, og hvor hver ejakulation tegner sig foran mig i slow.  En hvid, salt søjle, der spreder sig ud over rødt læder og gennempiskede kroppe og sætter sig i klumper i rødt hår, eller som hvid stearin over en eng af fregner. Og så starter filmen igen. I mørke, hvor jeg mærker en puls, som kun slår hver anden dag. Tunge pulsslag, på de ulige dage, som ikke længere har noget navn, men bare opstår, når pulsen slår. På de lige dage er der ingenting, kun helt ro og et mørke, som jeg nyder. En overfrakke af behagelighed. En overfrakke, som man kan sidde indeni, mens man venter på næste slag, der indvarsler endnu en dag i et rødt mørke, hvor erektionen kommer med slaget og ejakulationen varer resten af dagen.





Krise

23 04 2013

På en måde kan man godt tale om en krise.

Lillesub og jeg har været igennem en krusning, som var ubehagelig for mig, især fordi jeg blev oprigtig ked af det.

Hvor var hendes glade smil, hvor var hendes hengivne imødekommenhed?

Jeg lagde hovedet på skrå og betragtede hende.

Jeg betragtede hende i smug og i fuld åbenhed.

Jeg betragtede hende, når jeg kom hjem.

Jeg betragtede hende, når vi kørte i bil.

Og jeg mærkede hende, når jeg krammede hende blidt, og når jeg krammede hende hårdt.

Men hun var der ikke. Ikke som hun plejede at være.

Så lige pludselig kom det igen, her i weekenden.

Smilet, den løbende pige, imødekommenheden, alt var tilbage.

Sådan er det, når man går forbi hinanden.

Jeg troede, at hun tvivlede på min kærlighed.

Troede hun, at jeg begærede en anden kvinde med lige så stor kærlighed, som jeg begærer hende, min lillesub? Især dette forestillede jeg mig, og det sårede mig, for nok leger vi med andre kvinder, men der er kun en lillesub for mig.

Hun og jeg for altid.

Og sådan er det, for hun havde ikke tvivlet, hun havde haft andre bekymringer og savn.

Bekymring for vores kæledyr og savn for sin søn, som lockouten har sendt på landet.

Savn og bekymring. Byrder, som vi kunne have delt, hvis vi bare havde talt om det, og det har vi nu.

- Du må aldrig gemme din bekymring, sig det til din Master, altid!

Og så kan vi komme videre.





Det forestående forår

14 04 2013

Jeg fornyede mit domænenavn i sidste uge. Egentlig udløb det først om to måneder, men jeg valgte at gøre det nu, så skal jeg ikke spekulere mere på det.

To år betalte jeg for, så Greyindarkness står altså ikke lige for at lukke ned.

Der er lidt længere mellem indlæggene for tiden, men det har sine årsager.

Netop nu bruger jeg al fritid på mit næste store skriveprojekt. Der sker det, at projektet samler et kritisk moment, og så skal det simpelthen gøres færdigt. Der er jeg så nu, over bakken og i gang som ”skrivefabrik”.

At skrive er at nå helt ind i sin egen sjæl. År efter vender jeg tilbage for at se på begivenheder, der betød noget. Det gør ikke nær så ondt længere, men der findes stadig begivenheder, som jeg skal bekæmpe.

Bekæmpe så de ikke hopper op og får sortsynet og sarkasmen til at forpeste mig.

Så er det dejligt, at lillesub kommer hjem i aften. Jeg savner hendes lille betuttede ansigt, de mange fregner og de tynde øjenlåg, der er så tynde, at de lyser rødt i kanten.

Røde af det blod, der løber i hende, og som redder mig, når de mørke tanker presser sig på, altid.

Men det er lyst i dag, foråret er på vej, og lur mig, om der ikke ligger fire eller måske fem sider i den gamle mands fingre her til morgen, og så skal jeg have strøget en skjorte til i morgen, og så skal jeg i gang med en ny uge, hvor jeg skal sparke røv, på den første som jeg møder på min vej.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 27 other followers

%d bloggers like this: