Weekendfred

20 09 2014

Da jeg var helt lille, lærte min mor mig, at man skulle bede til Vorherre hver aften ved sengetid. Det var ikke en specielt organiseret bøn, man skulle bare folde hænderne og indlede med: ”Kære Vorherre”, og så kunne man sige tak, eller ønske sig nogle ting, der gerne måtte ske.

Jeg tror altid, jeg har fulgt denne rutine, selvom jeg ikke kan udelukke, at der har været perioder, hvor jeg har glemt det … jeg tror det nu ikke.

I et stykke tid har jeg sagt: ”Tak fordi jeg mødte lillesub”.

Sådan føler jeg det hver dag, taknemmelighed.

Vi har ikke så meget sex sammen i øjeblikket, men der er meget, meget, sex i vores liv. Vi er gledet ind i en rutine, hvor jeg til fulde kan nyde drømmen:

-En submissiv og villig kone, der gør mig lykkelig.

Pornotøsen har vi også fundet en løsning på. Jeg dyrker hende alene, og jeg må indrømme, at det tænder mig at misbruge denne langlemmede pige helt igennem.

På den ene side er hun totalt uden følelser overfor andre, og det er derfor lillesub har det svært med hende. Men netop denne ligegyldighed overfor andre gør hende sublim til at omsætte sin egen lyst til total egoistisk liderlighed, der begynder med en kusse, der tapløber ned på hendes parketgulv, mens hun står nøgen og venter på, at jeg lukker mig ind i hendes lejlighed.

Painslut, helt igennem, og det er for mig en fin adspredelse, men  jeg kan godt føle tomhed bagefter.

Dog fungerer fint i forhold til lillesub. Hun under mig disse seancer, og hvad pornotøsen angår, så har jeg en klar fornemmelse af, at også hun er ganske god tilfreds.

Hvor er vi så på vej hen, min kone og jeg?

Jo, vi er ikke på vej nogen steder hen, vi er sammen lige nu og her, og så kan man ikke få det bedre.





På restaurant

7 09 2014

Jeg kommer direkte fra IKEA i Gentofte. Klokken er ved at være 20, og jeg er ret sulten.

IKEA-turen var en adspredelse, og jeg fik købt diverse småting, som stod noteret på min notesblok.

Det er en plan, noget af den står på min notesblok, men det meste findes i mit hoved. Der er altid en plan derinde, og den er som regel genial.

Jeg parkerer på Nørrebro og går så hen for at hente hende fra arbejde.

Hun er glad, da vi mødes. Træt, glad og sulten.

Nørrebros lyde er fra unge menneskers snak på cafeerne, og det efterlader mig med en følelse af ikke at høre til.

I hvert fald ikke den aften.

Så vi kører til Østerbro, hvor bilen mere eller mindre af sig selv finder Randersgade.

Vi ser på hinanden og smiler.

I Randersgade findes en sexklub, der primært frekventeres af biseksuelle mænd, og vi kommer der. Jeg kan godt lide stedets lummerhed, der absolut er i en klasse for sig.

Vi bevæger os mod et torv med cafeer, men så får jeg øje på et skilt.

- Jeg har lyst til Pizza, siger jeg.

Stedet er en indisk pizza-og-diverse-restaurant. Med bestilling via Just-Eat, men også med mulighed for “spise her”.

-Jeg lukker klokken ti, siger ejeren.

Men han bliver alligevel glad, da vi bestiller til ”spise her”.

En mand kommer ind og bestiller en sandwich. Vi kan høre en ”swisssh”-lyd, da han knapper en dåsesodavand op for at drikke den i ventetiden.

Vi spiser uden at sige noget. Lyset er mest blåhvidt fra blinkende fra lysstoffrør, men lidt  kulør iblandes fra det røde plast, der danner  Coca-Cola-logoet på køleskabet med drikkevarer.

Overtøjet har vi beholdt på, og til vores mad drikker vi Zero, direkte fra flasken, min plastprop ligger på bordet, og min BOSS-cap hænger på min stol. Hun er i sin blomstrede Desigualfrakke, og mønstret synes at leve under pizzamandens belysning.

Jo, der hører vi til, og vi lever.

Der, med mørket udenfor, kommer lykken kravlende til mig. Jeg tror den kommer fra gulvet, hvor Inderen har viftet den op, mens han fejer ude i baglokalet.

Sønnen sidder og ser sur ud, de sidste pizzaer er vist bragt ud, og for lidt siden måtte han tage en reprimande fra sin far. En reprimande på indisk, men jeg forstod godt, hvad den sagde.

-Tag dig sammen, bliv nu voksen!

Fædre behandler deres sønner ens over hele verden, og måske var det Inderens optagethed af sønnens dannelse, der gjorde, at han overså lykken.

Den blev ligesom viftet hen over gulvet og lige i favnen på lillesub og mig, for vi er altid parate til den.

Jo, lykken er lige der, hvor vi er.





Sexpol

30 08 2014

Aftenshowet onsdag d. 27. august bragte et indslag om en bog: ”Orgasmeland” af journalist og forfatter Lea Korsgaard, som selv præsenterende sin bog i aftenshowet.

-Godt gået, tænkte jeg fra min plads i sofaen.

For jeg blev grebet af indslaget. Er jeg stødt på fru Korsgaard tidligere, nøgen? Måske, jeg kan ikke placere det, nej sikkert ikke.

Sådan er det med aftenshowet. Lidt tændt bliver jeg altid, men lige netop dette indslag gik dybere.

Det var interessant at høre om Sexpolorganisationen, og det var nyt for mig, at der har fandtes en sådan politisk gruppering i tredivernes København. En gruppe, der prædikede socialisme og seksuel frigørelse.

Det fik mig til at reflektere på en måde som er uvant for mig med aftenshowet. Normalt ser jeg programmet for at nyde tidens kvinder i nylonstrømpelår og deres patter bag strikbluser.

Så sidder jeg der i sofaen med den ene hånd i bukserne, indtil jeg, som regel ret hurtigt, falder i en vidunderlig dyb søvn, som kun Aftenshowet kan fremkalde.

Men i onsdags faldt jeg ikke i søvn.

Værten, Louise Wolf, spurgte sin gæst, om hvad hun havde fået ud af studierne i arkiverne.

Og så skete der noget med Lea Korsgaard, som med et drømmende udtryk kastede sig ud i en ret lang monolog:

”Det har været helt rørende at møde nogle Mennesker, der havde evnen til at forestille sig, at verden kunne se helt anderledes ud, og at vi kunne få en smukkere og bedre og mere retfærdig verden og virkelig var total indstillet på at kæmpe for den verden med næb og klør …

Det synes jeg har været vildt inspirerende, fordi vi i dag ikke har den kampvilje, synes jeg, selvom der sådan set er nok at kæmpe for…”

-Fuck, det var sgu godt sagt, der er bid i hende Korsgaard, tænkte jeg begejstret.

Næste indslag i aftenshowet var om ”et vasehysteri – Kählergate”, og det blev annonceret i en tekst nederst i skærmen, mens Lea Korsgaard bragte sin fantastiske monolog.

Jeg sad der i sofaen (med begge hænder i fri luft), og jeg blev kun lidt sur over den åndssvage annoncering af dette næste indslag om en total ligegyldig ting.

Opium for masserne, det er hvad chefjurist og –ideolog, producerer, men onsdag d. 27 august ramte hun alligevel noget hos mig.

Sexpol, en gruppe der troede på det rigtige i, at man skal komme i kontakt med sit ægte indre jeg gennem sin seksualitet. Det synspunkt passer virkelig godt til mig, og tak til Public Service, der bragte mig på sporet af denne gruppe, sexpol – Orgasmeland skal være mit eneste julegaveønske. Jeg køber den nok selv, og beder lillesub om at give mig den.

Savnet af oprøret. Det savn, som Lea Korsgaard giver udtryk for i interviewet, det føler jeg også i mig, og det skal have afløb – i fiktionen …..





Alenetanker

23 08 2014

Hun var ude i går, sammen med en veninde.

Selv var jeg i stuen, og som augustmørket faldt på, tvang jeg mig selv i gang med mit selvbygprojekt.

-Hvad fanden er det, som du har kastet dig ud i? sagde jeg højt til mig selv, og jeg gentog det, mange gange.

Men det var kun brok, for inderst inde har jeg en plan, som jeg følger, og som jeg aldrig tvivler på.

Jeg får det fikset.

På jobbet fikser jeg det, og hjemme fikser jeg det.

Men det tapper mig, og jeg greb mig selv i at længes efter de rolige timer, hvor jeg udfolder min kreativitet uden nogen bindinger af nogen art. De øjeblikke, hvor jeg skaber kun drevet af min egen intuition og egoisme.

Sådan har jeg skabt hende, min kone, min slavinde.

Jeg mærker, hvordan hun stråler af stolthed over det, som hun kan præstere.

Hun er helt klart blevet langt mere selvstændig, og det er mig, der har formet hende sådan.

Og det er dejligt.

Følelsen er gennemstrømmende glæde over min pige, som jeg har formet og fået til at blomstre, og jo mere selvstændig hun er, jo mere mærker jeg, at hun tilhører mig, jo mere mærker jeg hendes ubegrænsede kærlighed til mig.

Og hun er smuk, og hun er mild, og det gør mig glad.

 





Kunstner på hårdt arbejde

17 08 2014

Det er fredag, og en hektisk arbejdsdag er slut. Weekenden venter, men først er der endnu en opgave at løse.

En privat opgave, der tager sit udspring i mine nyerkendte evner indenfor kunsten.

Min kones arbejdskollega vil gerne have taget nogle erotiske fotos til sin datingprofil.

Hendes lejlighed ligger ikke langt fra mit job, og jeg spadserer derhen.

Min kone, lillesub, er der allerede, da jeg ankommer.

Kollegaen viser sig at være en barmfager kvinde i halvtredserne og efter de indledende høflighedsfraser pludrer hun lystigt.

-Jeg har lidt mave, hvis brysterne skal se godt ud, må jeg holde dem sådan her, siger hun.

Et par vidunderlige H-skålsbryster blafrer pludselig mindre end tyve centimeter fra mit ansigt, og jeg må med værdig stemme give min mening til kende.

-Ja-eh, det ser meget godt ud sådan.

Lillesub har også klædt om, og hun er nu i hofteholder og sorte nylonstrømper. Vi vil også skyde et par pigesex billeder, til eget brug.

-Uha nu kommer han igen, mænd skal ikke have bukser på her, kvidrer kollegaen, da jeg går ind i omklædningsrummet, hvor jeg har stillet min projektør.

Jeg overhører invitationen, og koncentrerer mig om kamera og lyssætning.

Det næste stykke tid instruerer jeg kvinden gennem diverse positurer og langsomt begynder jeg at få brugbare fotos i kassen. Fotos, som kan skæres til, så hun får det rette erotiske udtryk.

For hun har en lækker side, det har alle kvinder, den skal bare blotlægges og fremhæves.

Jeg finder mig selv helt nede på maven, hvor jeg i søgeren ser nylonstrømpeben, en glat kusse og et par fantastiske patter.

-Der skal sperm på dem, siger hun pludselig.

Og så voldtager de mig.

Ja, for at gøre en lang historie kort, så hiver de tøjet af mig, og lidt efter ridder kollegaen mig, mens lillesub krammer hendes bryster.

Kameraet ligger passivt hen på gulvet, og i mit eget projektørlys ser jeg lillesub få slikket fisse, mens jeg banker mig helt i bund i kollegaen.

Sperm får hun også, på patterne, og det lykkes mig, at generere tilstrækkeligt med selvdisciplin, så den ikke går til spilde.

Kameraet bliver bragt til live igen, jeg får stillet skarpt og præsterer et foto, hvor glassurhvid sperm hænger i tunger på de frodige solariebrune bryster.

-Sådan, så er det i kassen, siger jeg.

I bilen på vej hjem, snakker vi oplevelsen igennem.

-jeg er så glad for at du fik fremmed fisse, siger lillesub.

-Hun er sgu da en knag, min dejlige pige, tænker jeg.





Kulminationen

9 08 2014

Lettelsen sidder i mig, og lettelsen gør mig træt. Træt som når man har været under intenst pres i ugevis, og presset så pludselig forsvinder.

Man kan læne sig op ad lettelsen, man kan kramme den, og man kan falde i søvn til den.

Og netop trætheden gennemsyrer mig fra inderst til yderst.

Mine lægge er ømme, men er først og fremmest trætte.

Mine fingre smerter, men er først og fremmest trætte.

Mine fødder svier, men er først og fremmest trætte.

Og med lettelsens træthed tager jeg trinnene ned i kælderen, åbner døren og kalder.

-Hej skat, det er mig.

Hun kommer mig i møde, hun er nøgen og om håret har hun svøbt et håndklæde.

Den lille badede krop emmer lyserødt imod mig, og hendes smil indtager hele hendes dejlige ansigt.

Hun er en dygtig pige, min dygtige pige.





At turde

2 08 2014

Økonomisk usikkerhed er et vilkår i min hverdag, men sådan har det ikke altid været.

Da jeg begyndte mine universitetsstudier, valgte jeg karrierevej først og fremmest ud fra mine interesser, og selvom mit endemål var ret klart for mig, så valgte jeg ikke den mest optimale taktik for at nå det mål.

Jeg valgte en ret traditionel tilgang, og det sikrede mig et hus, en bil og sommerferier ved solrige strande, men det begrænsede i sidste ende mine egne muligheder for at nå helt til tops.

Og måske var det naturligt, for måske var min karrieremæssige drøm ikke risikoen værd.

Mit møde med min nye kone, lillesub, ændrede alt. Hun var kulminationen på en erkendelse af, at der findes noget, som er en risiko værd.

Ændringerne er ikke sket eksplosionsagtigt, men ved en række valg, som er taget kun med tanke for optimering af lykken, og for mig er lykken knyttet til friheden.

Friheden til at vælge det optimale frem for det fornuftige.

Jeg tager stadig velovervejede beslutninger, men min risikovillighed er øget, og jeg kan mærke at denne risikovillighed er stigende.

Hvad har det givet mig?

En høj grad af tilfredshed.

Mit liv er mere usikkert nu, men jeg har aldrig været lykkeligere.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: