På en måde kan man godt tale om en krise.
Lillesub og jeg har været igennem en krusning, som var ubehagelig for mig, især fordi jeg blev oprigtig ked af det.
Hvor var hendes glade smil, hvor var hendes hengivne imødekommenhed?
Jeg lagde hovedet på skrå og betragtede hende.
Jeg betragtede hende i smug og i fuld åbenhed.
Jeg betragtede hende, når jeg kom hjem.
Jeg betragtede hende, når vi kørte i bil.
Og jeg mærkede hende, når jeg krammede hende blidt, og når jeg krammede hende hårdt.
Men hun var der ikke. Ikke som hun plejede at være.
Så lige pludselig kom det igen, her i weekenden.
Smilet, den løbende pige, imødekommenheden, alt var tilbage.
Sådan er det, når man går forbi hinanden.
Jeg troede, at hun tvivlede på min kærlighed.
Troede hun, at jeg begærede en anden kvinde med lige så stor kærlighed, som jeg begærer hende, min lillesub? Især dette forestillede jeg mig, og det sårede mig, for nok leger vi med andre kvinder, men der er kun en lillesub for mig.
Hun og jeg for altid.
Og sådan er det, for hun havde ikke tvivlet, hun havde haft andre bekymringer og savn.
Bekymring for vores kæledyr og savn for sin søn, som lockouten har sendt på landet.
Savn og bekymring. Byrder, som vi kunne have delt, hvis vi bare havde talt om det, og det har vi nu.
- Du må aldrig gemme din bekymring, sig det til din Master, altid!
Og så kan vi komme videre.
Seneste kommentarer