Glæden ved parforholdet

25 10 2014

Jeg sad foran computerskærmen. Udenfor var det mørkt, men det gule lys fra min lille bordlampe brød skærmens kolde, blålige glød og gav mig fornemmelsen af varme.

Dejlig mørk varme og dejlig mørk ro.

Lillesub lå i sengen. Hun sov, og da jeg så mod hende, kunne jeg fange hendes røde hår, og de fregnede ben, som hun havde stukket ud fra dynen.

Selv mærkede jeg også trætheden komme, men først skulle jeg have overstået det kødelige.

På skærmen havde jeg fundet porno, amateur creampie gangbang, et tema, der i øjeblikket fascinerer mig meget.

Jeg satte hovedtelefonen på mit hoved og startede filmen. I en rutinebevægelse trak jeg vielsesringen af og lagde den ved siden af computeren.

Der var intet symbolsk i handlingen, den var helt igennem praktisk funderet.

Vielsesringen giver mig nemlig af og til hudafskrabninger på penisskaftet under onanien, især når jeg er for længe om at komme.

Lidt efter var det overstået.

Jeg fik tørret min mave og mine fingre af for sæd, og jeg rejste mig, gik i køkkenet og smed det sammenfiltrede køkkenrullepapir i skraldespanden.

Lampen slukkede jeg, så greb jeg dynen og hoppede i seng, men så slog det mig.

Vielsesringen!!

Hurtigt var jeg oppe igen, famlede mig rundt i mørket ved skrivebordet, fandt den og satte den på.

Sådan! Så kunne jeg sove.

Den betyder noget for mig, og jeg vil ikke sove uden at have den på. Ringen er for hende, for os, og glæden ved at eje den, og hende, kan ikke beskrives.

Mens jeg ventede på søvnen kom tankerne til mig, og de var især centreret omkring de forandringer, som brylluppet har afstedkommet.

Hun stiller ingen krav, overhovedet, men alligevel kan jeg mærke store forandringer.

Jeg oplever aldrig mere trangen til at have kærlige følelser mod en anden kvinde end min kone.

Hun og jeg er alene i stuen nu, og selvom jeg sagtens kan tænke på fortidens dejlige minder, så ønsker jeg aldrig at være alene i stuen med nogen anden kvinde end min kone.

Nogen gange har jeg fornemmelsen af at være tom. Fornemmelsen af at være fyldt af en tom ro, og på et tidspunkt var jeg bange for, at jeg var ved at udvikle en depression, og derefter, at jeg måske var ved at miste grebet, miste min sadisme, min romantiske hang til brusende kærlighed og mit sexdrive. Men det var en helt forkert slutning, det er der stadig, alt sammen, men det er kun rettet imod min kone.

Vi er ægtefolk, vi stoler på hinanden, og med tilliden kommer overskuddet til at slappe af, overskuddet til at flyde med dagene og til at forstå, at selvom jeg ikke har en aftale med et nyt par eller med en ny slavinde, så er jeg ikke ved at falde af på den, men jeg er blot faldet til ro, fordi hun er med mig.

Vores datingprofiler, som vi har haft gennem 5 år, slettede jeg lige inden, jeg skiftede til amateur creampies. For jeg behøver ikke længere den bekræftelse, der ligger i at tage en ny kvinde, og jeg indser vel også, at al den energi, som jeg lagde i disse events, holdt mig fra den uudtømmelige kilde af kærlighed, der som en rød hårtop, og fregnede ben, aldrig er mere end en armslængde væk.

Jo, jeg kom vidt omkring, mens jeg ventede på søvnen, men så kunne jeg også mærke den var på vej.

Som min sidste handling, nåede jeg at finde vej mellem hendes lokker og kysse hende på munden. Hun gav sig og krabbede forsigtigt bagud mod mig.

Mens varmen fra hendes krop lagde sig omkring mig, faldt jeg i søvn.





Forargeligt genbrug

12 10 2014

Jeg bryder mig ikke særligt meget om Dirch Passer. Hans komiske talent er ubestrideligt, og det anerkender jeg, men De folkekomedier og andre falden-på-halen produktioner, som han medvirkede i, fik jeg nok af i min barndom, nu hænger de mig ud af halsen.

Lillesub, derimod, elsker Dirch og folkekomedierne, og da jeg i går så, at DR1 sendte ”Bussen” med Dirch, så besluttede jeg at dele sol og vind lige.

Hun er min dejlige pige, og hun fortjener at kunne hygge sig en lørdag aften i selskab med Dirch.

Heldigvis bor vi i et ”alrum”, for så kunne vi sidde i hver sin ende af stuen og alligevel være sammen.

Mens hun klukkede til Dirch, så jeg på min computer først noget af dokumentaren om Gasolin’ og bagefter første tredjedel af Dommedag nu (”Apocalypse now” af Francis Ford Coppola).

Jeg ved det, det er gamle travere, som jeg har lovprist før, men jeg kan alligevel ikke lade være med at citere Kim Larsen fra dokumentaren:

-Du er ikke en fri mand, hvis du ikke tager chancer.

For mig giver det mening, man skal være parat til at tage en chance, ellers er man ikke en fri mand, så er man bare et skvat – eventuelt i en bortforklarende indpakning.

At tage en chance er ikke det samme som at være dumdristig. At tage en chance er at kaste sig ud i noget, hvor man, selv efter mange analyser, ikke kan være helt sikker på, at udfaldet vil blive som man ønsker det.

Hvordan passer så Dommedagen ind i lommefilosofien?

Jo, vores trygge verden, hvor vi omgives af hyldemetre af skrevne regler, og endnu flere uskrevne, er aldrig mere tryg, end at den kan bringes til fald af en kugle.

Og den voldelige konflikts vanvid er fantastisk beskrevet i Dommedag Nu. En sort verden, hvor den mørke side kan foldes ud, og det appellerer virkelig til mig på sådan en aften, hvor DR styres af en kvinde, og hvor alt hvad hun kan komme op med er genudsendelsen af en dansk folkekomedie.





En vigtig beslutning

4 10 2014

Klokken er 0820, da jeg låser døren op til mit kontor. Jeg ser frem til en relativ fredelig dag, uden nogen programsatte møder. Det er papirbunkerne og så hængepartierne, der skal have min opmærksomhed, men først er der en ting, som jeg skal have ordnet.

Mens computeren starter op, finder jeg min sekretær.

-Kaffe? Spørger jeg

-Det lyder lækkert, svarer hun med et smil.

Hun betjener min kaffemaskine og rækker mig en kop. Snart sidder hun overfor mig, også med en kop i hånden.

I dag har hun valgt at iklæde sig en stram stofkjole, som på smukkeste måde fremhæver hendes silikonepatter.

I min hulhånd får jeg fornemmelsen af det struttende kød, og jeg kan næsten høre svirpet i lokalet, når jeg pisker hen over disse menneskeskabte konvekse buer.

Sorte nylonstrømper, har hun valgt til kjolen, og hun sætter sig sådan, at jeg kan følge de frække lår et stykke opad, indtil kjolekanten dækker udsynet, men det er ligegyldigt, for jeg ved, hvad der ligger længere inde. En dryppende våd, glat fisse og et nydeligt rundt hul bagtil, hvor hendes omhyggelige barbering har efterladt små hårløse hårsække, der lige akkurat kan fornemmes, når jeg rimmer hende.

-Du, jeg har noget, som jeg skal sige dig, indleder jeg.

-Ja-eh?

Hun ser spørgende på mig.

-Jeg må aflyse vores aftale om to uger, forklarer jeg.

-Jamen det er helt i orden, svarer hun.

-Og der kommer ikke flere aftaler, fortsætter jeg.

-Det bestemmer du, jeg har været glad for det, vi har prøvet.

Hun smiler, er afslappet, og jeg bliver glad.

Glad, fordi jeg er lettet. Ikke over hendes reaktion, men over min beslutning, som er god. Jeg giver hende et kram.

-Du skal have et kram, forklarer jeg.

Vi hyggesnakker videre, og derefter bruger vi tid på åbne opgaver, som vi skal have løst. Ti minutter senere forlader hun mit kontor.

Om aftenen, da jeg er alene med min kone, lillesub, giver jeg hende oplysningen.

-Jeg har besluttet ikke at have flere seancer med pornotøsen, siger jeg.

Lillesub bøjer hovedet, men jeg for alligevel indtrykket af, at hun løsner op.

Det er min beslutning, der har ikke været noget krav eller pres fra min kone, eller fra pornotøsen for den sags skyld.

Nej presset kommer indefra.

-Lad os ikke glemme, hvorfor vi er her. ”Hun og jeg alene i stuen”!

jeg tænker sætningen, mens jeg stryger lillesub over håret, måske kan hun læse mine tanker, for jeg fornemmer, at hun forstår meningen.





På sporet af O

27 09 2014

Telefonen ringer på mit kontor, det er hende.

-Han er gået, siger hun.

Jeg er midt i fredagens store bunke af opgaver, men jeg giver mig tid til hende, der er noget med hendes stemme, noget inderligt.

Hun har brug for mig, det mærker jeg, og jeg ved hvorfor.

-Han havde brændenælder med, og nåle, hvisker hun.

Da jeg første gang læste hendes profil bemærkede jeg: ”Jeg er ikke til nåle eller klemmer”, og det er rigtigt, men alligevel ikke helt rigtigt, for hun er til sin Master og til alt, hvad han udsætter hende for.

Og brændenælderne, og nålene, gør hende bange, og pivset, og liderlig.

Det fortæller jeg hende i telefonen, og imens kan jeg mærke erektionen vokse i mine bukser. Jeg håner hende, bliver hårdere i min stemme.

-Du blev liderlig, er det ikke rigtigt? Råber jeg i røret.

-Mmmmm jo-eh, stammer hun.

Så roser jeg hende.

-Du er en dygtig pige, og jeg er meget tilfreds med dig, siger jeg.

Da jeg har lagt på, sidder jeg med en voldsom længsel efter hende, og en lykkefølelse. Jeg kan kun udtrykke det på den måde, at jeg elsker hende, og jeg elsker hun er sub, og jeg elsker hun er billig, og jeg elsker hun bliver liderlig, af de ting, som jeg forlanger af hende.

På vejen hjem samler jeg hende op, som vi har aftalt. Jeg kysser hende, og styrer bilen væk fra Indre by og sætter kursen mod Amager.

Jeg vil have detalter.

-Mine patter var ildrøde, de svier og min røv svier, forklarer hun.

-Hvordan kom han? spørger jeg videre.

Snart er vi igennem oplevelsen, og bagefter griner vi sammen. Da vi køber take-away-mad, bestiller jeg også en flaske hvidvin, som er til hende. Børnene er hjemme, og efter maden kaster vi os alle ud i hver vores gøremål. Men hele tiden kan jeg mærke den.

Lykken!

Da jeg går i seng, er hun allerede faldet i dyb søvn. Mine tanker falder på O’s historie, som jeg er begyndt at se anderledes på.

Før har jeg koncentreret mig mest om ydmygelsen af O, men da søvnen kravler ind mod mig, får jeg fornemmelsen af, at der gemmer sig noget mere.

Sir Stephen og O’s mærkværdige forhold. Hvad får han ud af at byde hende væk?

Ord bliver det ikke til, men det sidste jeg fornemmer, før søvnen tager over, er en forståelse ledsaget af en varm følelse for kvinden ved min side. Min lille pige, min slavinde, min elskede.





Weekendfred

20 09 2014

Da jeg var helt lille, lærte min mor mig, at man skulle bede til Vorherre hver aften ved sengetid. Det var ikke en specielt organiseret bøn, man skulle bare folde hænderne og indlede med: ”Kære Vorherre”, og så kunne man sige tak, eller ønske sig nogle ting, der gerne måtte ske.

Jeg tror altid, jeg har fulgt denne rutine, selvom jeg ikke kan udelukke, at der har været perioder, hvor jeg har glemt det … jeg tror det nu ikke.

I et stykke tid har jeg sagt: ”Tak fordi jeg mødte lillesub”.

Sådan føler jeg det hver dag, taknemmelighed.

Vi har ikke så meget sex sammen i øjeblikket, men der er meget, meget, sex i vores liv. Vi er gledet ind i en rutine, hvor jeg til fulde kan nyde drømmen:

-En submissiv og villig kone, der gør mig lykkelig.

Pornotøsen har vi også fundet en løsning på. Jeg dyrker hende alene, og jeg må indrømme, at det tænder mig at misbruge denne langlemmede pige helt igennem.

På den ene side er hun totalt uden følelser overfor andre, og det er derfor lillesub har det svært med hende. Men netop denne ligegyldighed overfor andre gør hende sublim til at omsætte sin egen lyst til total egoistisk liderlighed, der begynder med en kusse, der tapløber ned på hendes parketgulv, mens hun står nøgen og venter på, at jeg lukker mig ind i hendes lejlighed.

Painslut, helt igennem, og det er for mig en fin adspredelse, men  jeg kan godt føle tomhed bagefter.

Dog fungerer fint i forhold til lillesub. Hun under mig disse seancer, og hvad pornotøsen angår, så har jeg en klar fornemmelse af, at også hun er ganske god tilfreds.

Hvor er vi så på vej hen, min kone og jeg?

Jo, vi er ikke på vej nogen steder hen, vi er sammen lige nu og her, og så kan man ikke få det bedre.





På restaurant

7 09 2014

Jeg kommer direkte fra IKEA i Gentofte. Klokken er ved at være 20, og jeg er ret sulten.

IKEA-turen var en adspredelse, og jeg fik købt diverse småting, som stod noteret på min notesblok.

Det er en plan, noget af den står på min notesblok, men det meste findes i mit hoved. Der er altid en plan derinde, og den er som regel genial.

Jeg parkerer på Nørrebro og går så hen for at hente hende fra arbejde.

Hun er glad, da vi mødes. Træt, glad og sulten.

Nørrebros lyde er fra unge menneskers snak på cafeerne, og det efterlader mig med en følelse af ikke at høre til.

I hvert fald ikke den aften.

Så vi kører til Østerbro, hvor bilen mere eller mindre af sig selv finder Randersgade.

Vi ser på hinanden og smiler.

I Randersgade findes en sexklub, der primært frekventeres af biseksuelle mænd, og vi kommer der. Jeg kan godt lide stedets lummerhed, der absolut er i en klasse for sig.

Vi bevæger os mod et torv med cafeer, men så får jeg øje på et skilt.

- Jeg har lyst til Pizza, siger jeg.

Stedet er en indisk pizza-og-diverse-restaurant. Med bestilling via Just-Eat, men også med mulighed for “spise her”.

-Jeg lukker klokken ti, siger ejeren.

Men han bliver alligevel glad, da vi bestiller til ”spise her”.

En mand kommer ind og bestiller en sandwich. Vi kan høre en ”swisssh”-lyd, da han knapper en dåsesodavand op for at drikke den i ventetiden.

Vi spiser uden at sige noget. Lyset er mest blåhvidt fra blinkende fra lysstoffrør, men lidt  kulør iblandes fra det røde plast, der danner  Coca-Cola-logoet på køleskabet med drikkevarer.

Overtøjet har vi beholdt på, og til vores mad drikker vi Zero, direkte fra flasken, min plastprop ligger på bordet, og min BOSS-cap hænger på min stol. Hun er i sin blomstrede Desigualfrakke, og mønstret synes at leve under pizzamandens belysning.

Jo, der hører vi til, og vi lever.

Der, med mørket udenfor, kommer lykken kravlende til mig. Jeg tror den kommer fra gulvet, hvor Inderen har viftet den op, mens han fejer ude i baglokalet.

Sønnen sidder og ser sur ud, de sidste pizzaer er vist bragt ud, og for lidt siden måtte han tage en reprimande fra sin far. En reprimande på indisk, men jeg forstod godt, hvad den sagde.

-Tag dig sammen, bliv nu voksen!

Fædre behandler deres sønner ens over hele verden, og måske var det Inderens optagethed af sønnens dannelse, der gjorde, at han overså lykken.

Den blev ligesom viftet hen over gulvet og lige i favnen på lillesub og mig, for vi er altid parate til den.

Jo, lykken er lige der, hvor vi er.





Sexpol

30 08 2014

Aftenshowet onsdag d. 27. august bragte et indslag om en bog: ”Orgasmeland” af journalist og forfatter Lea Korsgaard, som selv præsenterende sin bog i aftenshowet.

-Godt gået, tænkte jeg fra min plads i sofaen.

For jeg blev grebet af indslaget. Er jeg stødt på fru Korsgaard tidligere, nøgen? Måske, jeg kan ikke placere det, nej sikkert ikke.

Sådan er det med aftenshowet. Lidt tændt bliver jeg altid, men lige netop dette indslag gik dybere.

Det var interessant at høre om Sexpolorganisationen, og det var nyt for mig, at der har fandtes en sådan politisk gruppering i tredivernes København. En gruppe, der prædikede socialisme og seksuel frigørelse.

Det fik mig til at reflektere på en måde som er uvant for mig med aftenshowet. Normalt ser jeg programmet for at nyde tidens kvinder i nylonstrømpelår og deres patter bag strikbluser.

Så sidder jeg der i sofaen med den ene hånd i bukserne, indtil jeg, som regel ret hurtigt, falder i en vidunderlig dyb søvn, som kun Aftenshowet kan fremkalde.

Men i onsdags faldt jeg ikke i søvn.

Værten, Louise Wolf, spurgte sin gæst, om hvad hun havde fået ud af studierne i arkiverne.

Og så skete der noget med Lea Korsgaard, som med et drømmende udtryk kastede sig ud i en ret lang monolog:

”Det har været helt rørende at møde nogle Mennesker, der havde evnen til at forestille sig, at verden kunne se helt anderledes ud, og at vi kunne få en smukkere og bedre og mere retfærdig verden og virkelig var total indstillet på at kæmpe for den verden med næb og klør …

Det synes jeg har været vildt inspirerende, fordi vi i dag ikke har den kampvilje, synes jeg, selvom der sådan set er nok at kæmpe for…”

-Fuck, det var sgu godt sagt, der er bid i hende Korsgaard, tænkte jeg begejstret.

Næste indslag i aftenshowet var om ”et vasehysteri – Kählergate”, og det blev annonceret i en tekst nederst i skærmen, mens Lea Korsgaard bragte sin fantastiske monolog.

Jeg sad der i sofaen (med begge hænder i fri luft), og jeg blev kun lidt sur over den åndssvage annoncering af dette næste indslag om en total ligegyldig ting.

Opium for masserne, det er hvad chefjurist og –ideolog, producerer, men onsdag d. 27 august ramte hun alligevel noget hos mig.

Sexpol, en gruppe der troede på det rigtige i, at man skal komme i kontakt med sit ægte indre jeg gennem sin seksualitet. Det synspunkt passer virkelig godt til mig, og tak til Public Service, der bragte mig på sporet af denne gruppe, sexpol – Orgasmeland skal være mit eneste julegaveønske. Jeg køber den nok selv, og beder lillesub om at give mig den.

Savnet af oprøret. Det savn, som Lea Korsgaard giver udtryk for i interviewet, det føler jeg også i mig, og det skal have afløb – i fiktionen …..








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 50, der følger denne blog

%d bloggers like this: