Savn

13 04 2014

I haven begynder klematissen at skyde, og mens jeg ser disse friske skud på et stillads af det forgangne års visne grene, så mærker jeg utålmodigheden.

Det grå og kolde forår trænger ind. Jeg bliver trist, jeg mærker savnet, og så er det, utålmodigheden sætter ind.

Hun er her ikke, min kone, og jeg savner hende rigtig meget, og jeg vil have hende her. Lige nu og her, alene.

Jeg savner hende ikke kun, fordi hun ikke her her, men også fordi jeg i mit professionelle virke er hængt helt op, og jeg gør det for vores skyld.

Jeg knokler for det, vi har sammen, men mens jeg gør det, så adskilles vi, og jeg bliver utålmodig efter at kræve hende tilbage.

Mens jeg sad alene i aftes, så jeg porno. Grotesk porno, virkelig bizar og extrem porno, men jeg forstod den. Jeg forstod, hvorfor voksne mennesker vil indlade sig på disse mærkværdige lege.

Det er i dette rum uden grænser, at hengivenheden og opofrelsen er ærlig. Det er i dette rum, hvor jeg kunne leve for altid, og det er nok i den tanke, at hun og jeg er ens.

Og skal jeg eksemplificere det, så bliver det med en søndagsoplevelse, med vores ven.

Han og jeg trådte ind i en klub, hvor et svagt rødt lys ledte os rundt til firsermusik. Og mens KLF spillede fra højtalerne, gik jeg nøgen rundt og så mig selv i spejle, der fik min hud til at blusse og mit hjerte til at slå, som var det den allerskønneste sommer på den allerførste feriedag.

Lykke, og her i dette rum, i disse gange, til denne musik kunne vi godt bo. Hver dag i et liv med svagt rødt dagslys, nøgenhed og velvære.

Vores ven smilede ad min påstand, og så rystede han på hovedet, og vi hilste farvel.

Hjemme krammede min kone mig, da vi gik i seng, og så kyssede vi og drømte sammen om det, som kan være svært at forstå.





Domina

5 04 2014

Jeg besøgte for et års tid siden en professionel domina. Det var ikke første gang, at jeg prøvede det, langt fra, men min kone blev alligevel lidt betuttet, da jeg bagefter fortalte hende om det.

Det var svært for hende at få den viden, fordi hun samtidig vidste, at hun aldrig ville kunne give mig det, som en domina kan. Min kone er gennemført submissiv og masochist, og hun vil aldrig kunne switche.

Men det kan jeg? Switche?

Ja, og nej, for følelsen er ikke den af underkastelse for mig. Det er noget andet, som trækker. Dominaens udstråling, hendes påklædning, som hos dem, jeg søger, altid er lak eller læder. Og højhælede stiletstøvler og glinsende numsehuller og våde skeder.

Ja, der er helt bestemt noget oralt over min dominafetich, for jeg vil føle hende med min mund. Jeg vil føle hendes krop, hendes støvler, hendes numsehul, hendes kusse og hendes kropsvæsker.

Og så vil jeg mærke smerten, når hun slår mine kugler, eller tager mig med en strap-on.

Det paradoksale opstår, når jeg med pornofilm gejler mig selv op til disse fantasier. I det ene øjeblik, vil jeg ligge under hende, og i det næste vil jeg stå ved siden af og se hende spule en sølle mand. Og når hun puler ham, så ler jeg og tænker:

-Ja, det er fedt, knep ham, svinet.

Og havde jeg været der, ville jeg med glæde hjælpe hende med at tryne slaven.

Jeg snakker med min kone om disse fantasier, og den plan, som jeg har.

Når jeg har fundet det rette domina, og her må jeg indrømme, at jeg nok søger tilbage til en af de to, som jeg har været allermest tilfreds med, så vil jeg arrangere en ganske speciel seance.

Min kone skal med. Hun skal sidde nøgen og lænket, mens hun ser sin mand lege sin fantasi ud. Og fantasien bliver så meget desto stærkere ved, at hun er med.





Fisse

29 03 2014

Hun ligger ved min side i sengen. Hun sover, selv er jeg vågen.

Det er tidlig morgen, men på denne årstid titter et svagt lys alligevel frem.

Jeg vågnede, fordi jeg skulle tisse, men nu vil jeg gerne sove en time eller to mere. Jeg kan bare ikke sove.

Det er liderligheden, der holder mig vågen. Mine tanker bliver tiltagende perverse, jeg tænker på sidste weekend, hvor jeg tvang pornotøsen til at posere nøgen, mens hun tissede, og jeg tænker på, hvordan jeg tvang min kone til at sidde fastspændt i lænker og se på, mens jeg brugte pornotøsen helt igennem. Konen lignede sgu en citron, men jeg ved bedre. Hun var godt nok presset over ydmygelsen, men hun var også våd.

Så tænker jeg videre. På porno, og på sadistiske klips, og på ydmygelser, mest af kvinder.

Og så må jeg have fisse.

Jeg kører først mig selv hård, så slår jeg hendes dyne til side, vrikker hendes ben i stilling, og trækker hendes trusser af.

Det gør ondt på pikhovedet, da jeg presser mig gennem hendes hanekam af skamlæber, og denne modstand ophidser mig.

Sjovt nok er hun pjask våd, og hun klynker, mens hun halvt sovende begynder at reagere på mit forlangende.

Jeg afleverer en doven klat på hendes mave, og lægger mig så pustende om på siden igen.

-Må jeg åbne terassedøren og få lidt luft? spørger hun.

-Gør hvad du vil, siger jeg og lægger mig til at sove.

Det har hjulpet og langsomt kommer roen til mig.





De vigtige valg

22 03 2014

Snart skal jeg træffe en vigtig beslutning. Den er jobrelateret, men den har også betydning for vores videre liv.

De ting, der sker i mig op til beslutningen træffes, kender jeg vældig godt, for jeg har prøve det mange gange før. Min rationelle tankegang positionerer mig, så jeg garderes bedst muligt i forhold til at væld af scenarier.

Men dagen oprinder, og den endelige beslutning efterlader færre åbninger bagefter. Sådan må det nødvendigvis være, for ellers behøvede jeg ikke bruge så meget mental energi på det.

Det sjove er, at beslutningen i virkeligheden er truffet for længe siden. Min intuitive side ved præcis, hvad jeg vil, men min rationelle side argumenterer for og imod i månedsvis.

Erfaringen siger mig dog, at den intuitive side altid til sidst får sin vilje, og det er der en grund til.

Uanset konsekvenser, så er det kun valgene, som min intuitive side træffer, som jeg bagefter respekterer i mig selv.

Man kan sige, at det kun er de valg, som jeg intuitivt fornemmer er de rigtige, som jeg bagefter kan leve med, også selvom de sagtens kan bringe mig megen sorg og ærgrelse.

Mit liv med lillesub er blevet til gennem intuitive valg, og det har mere end noget andet vist mig, at det er den rigtige vej.

Vi er på mange måder i uprøvet område, så der er i den grad brug for intuitionen.

I denne weekend har jeg brug for at udleve min dominans på en måde, hvor hun ydmyges, og hvor der bringes andre ind i legen.

Derfor skal vi i dag have en slave på besøg, og jeg glæder mig til at se ham bedække lillesub, og jeg glæder mig til at se ham spjætte, mens jeg slår på hans opstrammede nossesæk.

I morgen er det pornotøsen, som lillesub elsker at hade. Og det skal hun få lov til. Hun skal få lov til at sidde med et sug af vrede i maven, mens pornotøsen gives lejlighed til at kæle master, alt det hun vil, hvis hun på sin side først lever op til mine sadistiske og perverse forventninger.

Og længere fremme?

Jo længere fremme er der altid os to. Lillesub og mig, men der er også noget mere, for jeg kan mærke, at den endelige hvile ikke skal opnås efter tyve år med fast løn og pension.

Men her er vi ved intuitionens grænse, den fortæller mig ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre, men udpeger blot retningen ud i tågen.





To som elsker hinaden

15 03 2014

Det meste af dagen opholdt jeg mig på vejen.

-On the road, som man siger

Landskabet tog sig betagende ud på den kedelige made, som Danmark ofte gør. Goldt på en martsdag, hvor vintersæds spirer var et grønt lagen, der ledte tankerne hen på udkant.

Jeg var på udkanten, og mens jeg kørte, tænkte jeg på hende. Min kone, der havde sagt farvel til mig om morgenen.

Træt kom hun mig i møde. Kun i trusser og med sit lange røde hår om skuldrene og med en figur!

Ja, jeg tænkte på hendes figur.

Jeg tænkte på hvor smukt hendes talje tegnes, når hun står overfor mig, og hvor perfekte hendes bryster er.

En håndfuld med lysrøde vorter, der nonchalant kigger ud til siderne i en perfekt vinkel.

Ved en rasteplads kørte jeg ind. Jeg måtte tale med hende, fortælle det til hende.

-Jeg tænker på dig.

Bagefter kunne jeg køre videre, men jeg længtes efter hende, rigtig meget. Og så tænkte jeg på os, og der hvor vi er kommet til.

Ja, vi har taget chancer, men vi har vundet. Hun stråler af selvtillid og stolthed. Hun er stolt over at være min kvinde, men hun er også stolt over at være sig selv. Stolt over at kunne gøre sin herre glad og over at kunne give sit vigtige bidrag til, at vores liv fungerer.

Vi dyrker ydmygelse, smerte, dominans og underkastelse, men vi lykkes kun, fordi vi er to, der respekterer hinanden, og som kærer sig om hinandens ve og vel.

Vi er gode ved hinanden, det er grundlaget for vores kærlighed.





Moderne brugsgenstande

8 03 2014

Jeg fangede et lækkert foto i avisen. Det var en reklame for en udstilling, som nationalmuseet har lavet i anledning af kvindernes internationale kampdag.

Der er noget dobbelt over fotoet. Noget vamp-agtigt, men der er også noget dukkeagtigt.

Og når jeg forfølger denne tråd, så når jeg frem til min indre konklusion.

Kvinden som udstillingsdukke, det tænder mig i den grad.





Min hjemmegående underdanige kone

1 03 2014

Vi lever i et 24/7 dominans og underkastelsesforhold. Vi er også et gift par, hvilket for os betyder, at vi har givet hinanden hånd og ring på den evige kærlighed.

Til døden os skiller – det er vores ærlige udgangspunkt.

I vores samliv er det seksuelle en vigtig del af dominansen og underkastelsen. Det behøver ikke være på den måde, men det er det altså for os. Også i det seksuelle matcher vi hinanden, for vi tænder begge på SM, og hvad der er afledt af dette.

Vi missionerer ikke, og vi holder vores samlivsform relativt meget for os selv. Dog ved vi godt inderst inde, at vores store børn og vores øvrige familie må have regnet ud, at vi er, skal vi sige, lidt afvigende. Men ingen har spurgt ind til det, og ingen har stødt os ud.

Hvorfor ønsker jeg at bestemme over min kone?

Jeg tror, det kan koges ned til en forestilling om, at hun derved bliver en del af mig selv. Hun er med mig i alt. Hun er aldrig en begrænsning, og derfor elsker jeg hende ligeså højt, som jeg elsker mig selv.

Hvorfor ønsker hun at være sin mand underdanig?

Jeg tror, det er, fordi hun opnår den højeste lykke, når hun kan glæde sin mand fuldt ud. Hun får et menneske, som hun kan bruge al sin energi på at glæde, for sådan er hendes underdanige sind. Og samtidig slipper hun helt for at bruge tid på spekulationer om økonomi, indretning, tøjvalg osv. Hendes mand giver hende instrukser om alt, og hun lever derfor i ubekymrethed.

Prøv at forestille dette – total ubekymrethed!

På det seneste har jeg gjort en interessant iagttagelse.

Det begyndte med, at jeg konstaterede, at min kone blev slidt op af sit arbejde som Sosu-hjælper. Jeg besluttede derfor, at hun ikke skulle forny sin kontrakt. I stedet skulle vi klare os helt af min løn, som blev suppleret ved at hun tog enkelte vagter.

Jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at kaste os ud i noget så usikkert uden en form for prøveperiode, så hun havde en tremåneders periode, hvor hun var på arbejdsløshedsunderstøttelse. Dette betød, at jeg var beskæftiget med at skrive ugentlige ansøgninger for hende samt sørgede for, at hun kom velforberedt til samtalerne i A-kassen.

Som ventet fandt hun ikke noget nyt fuldtidsjob, og i januar loggede jeg ind med hendes NemID og satte krydset på Jobnet. Hun var ikke længere jobsøgende, og bagefter sendte jeg en e-mail i hendes navn og meldte hende ud af A-kassen.

Der er nu en arbejdsløs mindre i statistikken, men det er altså ikke, fordi hun har fået job, det er fordi hun er blevet hjemmegående husmor.

Altså næsten, for hun har som nævnt deltidsjob på 6-7 timer ugentligt.

Nu kommer så min observation, som handler om omgangskredsens reaktion.

De spammer os med velmenende råd.

-Har du prøvet på Frederiksberg, der skulle forholdene være bedre.

-Hvad med plejehjemmet, hvor mor ligger, der mangler de vist personale?

-Der er også jobmulighed indenfor specialpleje, handikappede, alkoholikere.

Ja, forslagene er mange, men det er som om, de ikke hører efter.

Hun har jo et fuldtidsjob!!!

Hun er hjemmegående, og hun passer sin Herre, og vi har det fantastisk.

Vi er ikke gået bankerot, og hun skal aldrig mere arbejde på fuldt tid. Når børnene er fløjet helt af reden om 7-8 år, så stopper hun også sit deltidsjob, og så skal vi leve fuldt ud af min løn.

Min konklusion er, at det ikke er bekymring for vores økonomi, der får vores omgangskreds til at reagere som den gør. Det er selve tanken om, at et menneske ikke udfører lønarbejde, der nager. Det er tanken om, at hun er afhængig af mig, det er den tanke, der nager dem.

Men for helvedet, er det bedre, at hun nedslides på en underbemandet plejehjemsafdeling?

For mig var valget nemt. Det er naturligvis mit ansvar at sørge for, at det hele hænger sammen, ligesom det er mit ansvar at sørge for, at hun ikke kommer i klemme, hvis jeg skulle gå hen og dø før hende.

Det kan sagtens give mig brydninger, men det tuder jeg ikke over, for sådan er det, når man vil være en mand, der bestemmer.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 43, der følger denne blog

%d bloggers like this: