Kvinden i buret

27 05 2012

Jeg læste en levnedsbeskrivelse af Jussi Adler-Olsen, det var vist i weekendavisen.

Han er en fin fyr, ham kan jeg godt lide.

Specielt kan jeg godt lide hans uakademiske tilgang til litteraturen. Ingen litteraturvidenskab eller forfatterskole har spoleret ham.

Men kan han skrive?

Min cand.mag ven mener det ikke. Hans svigerinde, der også er cand. mag i dansk, mener derimod at Jussi Adler-Olsen skriver godt.

Forhåbentligt er hendes standpunkt en hævn, en mulighed for at hævde sig overfor sin ellers dominerede svoger.

Ellers står det sløjt til med fagligheden på danskstudiet.

Min søster gav mig tre bøger af Jussi Adler-Olsen, og jeg har nu læst tyve sider fra ”kvinden i buret”.

Ren tortur, og jeg ser nu tydeligt, hvorfor det Knausgaard og ikke Jussi Adle-Olsen, som har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.

Han er nu stadig en fin fyr, Jussi Alder-Olsen.  Jeg kan stadig lide ham og hans uakademiske tilgang.

Hans store salgstal er heller ikke overraskende.

Det vil altid være nemmere at sælge kassettebånd  med Jodle Birge end LP’er med Carl Orff.

Udfordringen af det bestående er for mig det spændende.

Paradigmebrud, latterliggørelse af den finkulturelle elite.

Men det kræver mere end blot kvinden i buret.





Amatørsex på Gl. Hellerup

26 05 2012

I ugens løb har jeg fra sidelinjen fulgt festen omkring skoleafslutningen på Gl. Hellerup gymnasium.

Som daglig nyder af porno, der med håndholdt og lysforstærket kamera dokumenterer sex mellem mennesker i college sovesale eller på mørke parkeringspladser, så forarges jeg naturligvis ikke.

Det er da et helt fantastisk stunt, at kidnappe et helt gymnasiepublikum og tvinge dem til i fællesskab at overvære grundlaget for forplantningen, samlejet!

Under CPH Pix så min kæreste og jeg filmen Loops af Steen Schapiro og Sebastian Solo.

Filmen har almindelige mennesker i rollerne, og de dyrker fetich inspireret sex, mens der snakkes hverdagsagtigt over sekvensen.

Konceptet som sådan skal jeg ikke forholde mig til, det var udmærket underholdning, og så var det porno i fint selskab, kulturelitens.

Første scene var en SM scene, og da nålene trak blod kunne jeg ud af øjenkrogen se en kvinde føre sine hænder op til øjnene, mens hun hold ansigtet til siden.

- Ja for helvedet, SM gør sgu da ondt. Derfor er det så fedt. Jeg kan lide, det gør ondt på kællingen!

Rektor på Gl. Hellerup kom op og køre i mediemøllen.

- Hvordan kan det tillades? Burde I ikke kontrollerer filmene inden?

Filmcensur hedder det og var perfektioneret i den gamle østblok.

Min oplevelse i biografen og historien om amatørsex på Gl. Hellerup udstiller en afstand mellem mig selv og mainstream.

Jeg er blevet ekstrem.

Skal jeg holde fanen højt? Eller skal jeg leve i diskretion med min seksuelle ekstremisme?

Der gives ikke et klart svar, men det er værd at reflektere over.





Noget rådent på Universitetet

24 05 2012

Arbejdet har budt mig en interessant oplevelse.

Afdækning af ellers skjulte magtstrukturer samt udstilling af en marionet.

Hvis jeg graver lidt flere måneder tilbage, så er jeg vel også blevet klogere på andres syn på mig som professionel person.

En diplomat snarere end en krigsherre.

Lidt såret stolthed har jeg også lidt under, for jeg så nok mere mig selv som en retfærdig Bismarck.

En retfærdig jernnæve.

Men hvad, det er jo rigtig nok, og diplomaten passer i virkeligheden godt med mine værdier.

Hellere diplomat end blindt brushoved.

Hellere diplomat end tam nikkedukke.

En diplomat skal netop kende magtstrukturerne i det spil, der spilles, og dermed er jeg nu godt klædt på.

Følg pengene, så ved du, hvem der bestemmer!

Det må siges at være en evig gyldig sandhed.





Fantomsmerter

20 05 2012

Stjernerne lyste over os. En guirlande af pærer i et spejlende loft.

Hun lå under mig. Lingeriet a la 1950 og penisattrappen i hendes mund satte fetich scenen.

Så gled jeg ned på hende, og hun i mig, og vi blev en krop.

Tankerne strømmede alle samme vej. Fantasier mod tilfredsstillelsen.

Ingen irriterende spørgsmål, om hvad andre mon tænkte. Ingen irriterende tvivl, om hvordan man bør være.

Som mand, som far, som sadist, som menneske.

Jeg var mig selv helt igennem.

Bagefter hang vi ud i en lædersofa med udsigten til en menneskelig nålepude.

Jeg lo, mens puden græd.

Der var et nyt par, deres første gang. Jeg fornemmede en uregelmæssighed, som en sko, der næsten passer, men som alligevel viser sig for snærende.

Svært at sige, hvem der var skoen, men jeg tror det var ham.

Mon de også vil erfare, at vejen hjem, vejen til at finde sig selv er belagt med stor smerte?

Smerten er prisen, og den forsvinder aldrig helt.

Altid sidder den der, en fantomsmerte efter lemmer man måtte brække af. En dump påmindelse om, hvor dyrebar friheden til at være sig selv er.





Indtryk fra en majmorgen

18 05 2012

En krydderbolle og en kop kaffe.

Information bladres hen på bogtillægget.

Erik Valeurs bog ”Det syvende barn” er igen at finde på Arnold Buscks bestsellerliste, mens hverken Helle Helle eller Jousefine Klougart har været på den længe.

Hvorfor mon det er sådan?

Min underdanige kæreste ristede krydderbollen og smurte den med honning. Lyden af hendes bad kommer til mig gennem loftet, hvor afløbsrøret løber.

Jeg konstaterer, at køkkenbordet er som støvsuget, ikke en eneste  brødkrumme afslører, at hun har håndteret bagværk.

Jo, hun læser også min blog.

På min chaiselong ligger Knausgaards første bind. Det er nu gennemlæst, og konklusionen har ikke ændret sig. En pivskid og en kujon, det er, hvad første bind beskriver.

Men er vi ikke alle sådan, pivskidder og kujoner?

Det er vi nok mere eller mindre, men det er i krisen, man skal se sin sande natur.

Min egen krise er overstået, og min kæreste reddede mig det sidste stykke, da hun for snart tre år siden kom ind i mit liv.

Jeg var ved at forstå livets realitet, og med hende faldt det på plads.

Det handler om ansvar. For sit eget liv og for andres.

Jeg fik taget en HIV-test i sidste uge.

Jeg tænker i dekader nu. Havde jeg ikke mødt lillesub, så tror jeg faktisk ikke, jeg havde orket at tage en dekade mere.





Regler for en tæve

15 05 2012

En tæve skal være glad, hengiven og lydig.

Derved bliver den en del af familien.

Aldrig må man begå den fejl, at lade tæven tage styringen, og altid må man være parat til at køre langt ud på landet og efterlade den, hvis opdragelse skønnes nyttesløs.

Min tæve er sædvanligvis dygtig.

Den lader sit hår farve, når dens herre er træt af dens stadig flere grå lokker.

Den sidder glad ved sengekanten, mens dens master tilfredsstilles i et fremmet hul.

Den bøjer hovedet i ydmyg accept, når jeg påpeger brødkrummer, der ikke skal flyde på køkkenbordet eller indprenter, at armaturet altid skal tørres grundigt af efter bad.

Min tæve skal også være fit.

Det kan ikke nytte noget, at den ad libitum kaster sig over fødselsdagsboller, lagkage og glaseret svin.

En sådan ligegyldighed er en hån mod mig, dens herre!

Flovheden var konkret, til at føle på, men den har forstået budskabet, det er jeg sikker på.





Hjertets løjerligheder

12 05 2012

Jeg sad fast i trafikken ved Østersøgade klokken 1705.

Og så på en fredag!

Irritationen blev undertrykt, og jeg accepterede, at magistraten nok er nødt til at tillade alle disse vejarbejder af hensyn til almenvellet.

Samtidig indså jeg, at jeg for fjerde gang på en dag ville komme i sidste øjeblik til en deadline.

Morgenen var begyndt i Sverige, hvor jeg kom tre minutter for sent til Øresundstoget, som jeg måtte se glide af sted på en baggrund af svenske marker med gule blomster.

At det var fredag ænsede jeg næsten ikke.

Mandag, tirsdag, hvilken ugedag, det var, gav ingen mening for mig. Det hele løb ud i et.

Hektisk skønt på den ene side, men også svært skræmmende på den anden.

Sommetider mærker jeg en boblen i halsen. En boblen, der udløses i brystkassen ved et vitalt organs kolbøtte.

Ekstrasystoler, altså ekstra hjerteslag, har jeg besluttet mig for.

Mit heftige koffeinforbrug spiller formentlig ind.

Sædvanligvis ufarligt, men hvad nu, hvis hjertet pludselig en dag stopper midt i en saltomortale?

Næ, man skal værdsætte de gule kornmarker, pausen langs Østersøgade og selve det, at kunne huske forskel på ugens dage.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.