Greyindarkness

Er vi alle ikke ofre for vores egne dæmoner? Ofre for vores egne fordomme? Hvem evner at se gennem normernes slørende linse, at skønheden kommer indefra og handle derefter?

Hun beskrev sig selv som submissiv med hang til at gå i stuepige uniform og håndjern. Hun søgte manden i sit liv, manden, der ville elske hende og slå hende i kærlighed til deres fælles lykke.

Hun var sosuassistent, enlig mor og lidt ordblind. Hendes stemme lød i telefonen som en slidt halvtredsårig storrygers skønt hun kun var syvogtredive.

Profilteksten ramte mig, jeg genkendte noget, som jeg havde længtes efter i meget lang tid. Jeg genkendte noget, som jeg kun troede et eneste menneske kunne bringe mig. Et eneste menneske, som jeg havde valgt at fornægte og som i konsekvens heraf for altid ville forblive en drøm.

Det var mørkt og regnede bravt, da hun kom ud fra en kedelig treetagers boligblog. Jeg sad i bilen og gad knap nok stå ud. Hun kunne vel selv tilbagelægge den korte afstand fra gadedøren til bilen? Jeg fik et glimt af hende, da hun passerede opgangens vindue på første sal. Et stort smukt hår og en spinkel skikkelse. Jeg røg op, og med hamrende hjerte flåede jeg bildøren op og tumlede ud i den mørke november aften, hvor regnen rikochetterede på min spejlblanke isse.

Min far gemte sikkert en paraply i bagagerummet, men jeg havde ikke tid til at se efter. Jeg løb  og nåede hende halvvejs mellem bilen og gadedøren. Jeg hilste høfligt og gav hende et kram.

Pretty Woman – det var hvad der fløj igennem mit hoved. En usleben juvel. Lidt kiksede grå ruskindsstøvler med stilethæl, sorte nylonstrømper, en mørk frakke, der gik til livet og lårkort strikket sort nederdel. Vulgært og kikset på samme tid, men alligevel tændte det mig dejligt.

Hun lyttede benovet til mig mens vi spiste tre retters menu på Italiensk restaurant, hun svarede bare “ja”, da jeg bad hende sætte sig nøgen ved siden af mig i min stue, Hun kastede sig på gulvet om morgenen så hendes røde hår smukt spredte sig ud over fyrretræsgulvet og hendes bøjede hvide ryg knejsende tog imod min fodsål som morgenhilsen.

Jeg kørte hende hjem, hun kyssede mig i ekstase og udtalte med tårer i øjnene:

“Jeg vil så gerne se dig igen, men sig det ærligt, hvis vi ikke ses mere”

Vi skal ses igen, lovede jeg hende, det var ærligt, men jeg kunne også mærke panikken.

Ja til hende er det endelige farvel til mit tidligere liv. Det er farvel til tyve års partnerskab med en dejlig kvinde, det er farvel til to års længsel efter hende jeg alligevel ikke kunne få. Jeg frygtede at jeg stadig ikke er parat til afskeden.

De første timer i mit eget selskab gik med at spekulere på en vej ud. Tankerne fulgtes på vej af utallige små sms beskeder. “Jeg tænker på dig og savner dig så meget. Du er så dejlig og så nem at holde af”.

Som timerne gik, forduftede panikken. Er det ikke på tide at bevise, at du har lært noget af de sidste års stroppetur i livets hårde skole?

Ægthed, åbenhed og tålmodighed. Små skridt i den rigtige retning. Opmærksomheden rettet imod de nære og dejlige øjeblikke.

Hvor længe er det lige siden du sidst har sovet i en alt for smal seng med armene om en nøgen kvinde, hvis åndedræt får glæden til at strømme igennem dig?

Hvor længe er det lige siden du sidst har fået spontan erektion ved ordlyden af en sms, der blot i små søde uskyldige ord beskriver hendes glæde ved dig?

Måske er det den endelige test! Kan du få øje på drømmekvinden, hvis hun står lige foran dig forklædt som ordblind sosuassistent?

**********************************

Jeg bestod testen. Hun er så smuk og skøn. Jeg er på rette vej.