Det er i adskillelsen samhørigheden afsløres. Er Det blot ord, der holder os sammen, eller er der noget dybere?
Jeg sidder i sofaen – alene. Jeg har børnene og netop derfor er vi for første gang i fire uger ikke sammen i weekenden.
Endnu en sms tikker ind. Det er lillesubs tyvende sms i dag. Jeg mærker telefonens brummen i min bukselomme, venter et øjeblik og lader en blanding af glæde og farligt hovmod strømme igennem mig. “Hun er stadig derude” – ja det er hun og hun er min.
Følelsen af afslappet ro har fulgt mig siden jeg fandt hende og det er i denne ro hovmodet lige titter frem. Det er i orden for jeg er opmærksom på det og jeg lader det ikke gribe mig. Hun fortjener, at hendes mand og herre har ro i sjælen, hun fortjener at selvtilliden stråler ud af hendes herre. Selvtilliden forstærker hans mandighed, gør ham så smuk og attraktiv, at hun i benovet stolthed må knibe sig selv i armen med spørgsmålet “drømmer jeg eller er jeg vågen”.
Der er ingen tvivl i mit sind, hun er drømmekvinden. I stille ydmyghed fremmaner jeg hende for mit indre øje. Hendes lille hvide spinkle krop, hendes smukke store røde hår, hendes selvudslettende væsen.
Jeg drømmer om de gange hun med glæde har placeret sin hånd på mine ømme nakkemuskler. Tålmodigt lindrer hendes nænsomme masserende hænder mine smerter.
Alt for mig. I berøringen strømmer kærligheden mellem os. En kærlighed så ægte, at jeg fra min ensomme plads i sofaen bliver helt rørt.
Ja, det er kærlighed. Vi er skabt for hinanden og jeg elsker hende.
Seneste kommentarer