Greyindarkness

Jeg husker ikke præcis, hvornår jeg købte DVD-boksen, men det ligger formentlig omkring to år tilbage i tiden.

En tre disk antologi omfattende Van Helsing fra 2004 instrueret af Stephen Summers, Bram Stoker’s Dracula fra 1992, instrueret af Francis Ford Coppola samt Mary Shelley’s Frankenstein fra 1994 instrueret af Kenneth Branagh.

Som altid lå der noget dybere bag mit indkøb, som formentlig er blevet gjort i Bilka Fields en dag jeg stod i en lang kø til handicapkassen, som er den eneste udgang, der levner plads til et minimum af privatsfære i køhelvedet.

Det var i virkeligheden kun Dracula versionen, som jeg var interesseret i. Filmen er fra 1992 og langt fra noget mesterværk. Special effects er ikke af den standard man ser i tidssvarende film, historien er gammel og filmen er en genfortolkning. Nuvel Francis Ford Coppola leverer trods alt et hæderligt håndværk og så møder vi spændende skuespillere. For eksempel møder vi Keanu Reaves i rollen som advokatopkoblingen Jonathan Harker. Han er et godt valg til rollen, som altså ligger år før Keanu Reaves succesfulde optræden som hovedpersonen i The Matrix. Dracula spilles af Gary Oldman, som kendes fra sin rolle som politichef i den nyeste Batman serie samt som Harry Potters gudfar Sirius Black. Professor Abraham Van Helsing spilles med vanlig sikker hånd af Anthony Hopkins.

Filmen er spækket med smukke unge kvinder og så er vi ved at være ved grunden til jeg snuppede DVD-boksen.

Jeg huskede svagt, at jeg en sen aftentime – sikkert lige før årtusindskiftet – dumpede ind midt i filmen, der blev vist på en af mine kabel-TV kanaler. Før årtusindskiftet, er også før min selvopfattelse som sadist blev skabt.

Skønt mit sind siden puberteten var præget af fragmentariske perversioner og bizarre lyster, så var det netop fragmenter. Mørke sider i mit sind, som jeg fra tid til anden lod komme til udtryk ved onani i pornobiografer eller ved besøg hos prostituerede.

Det var disse mørke sider, som Draculafilmen øjeblikkeligt talte til, da jeg i ensomhed sad sent i sofaen og nød stilheden efter børnehelvedet var afsluttet med aftenputningen, der havde taget min daværende hustru med i søvnen.

I forgårs, næsten ti år efter mit første møde med filmen og måske fire år efter jeg købte DVD-boksen, tog jeg mig endelig tid til at se hele filmen i et stræk. Jeg så den alene og med ro i sjælen. Børnene er blevet ældre og konen er flyttet.

Endelig havde jeg tid og fred.

Francis Ford Coppola slipper af sted med ganske meget i filmen. Sadisme udstilles gennem fortællinger om Dracula, der gennem tiderne har yndet at spidde sine ofre levende. Eller hvad med scenen, hvor Dracula perverst leende slikker ragekniven ren for blod efter Harker har skåret sig ved barberingen? Et dejligt gys – hvilken sadist kunne ikke få tanken: ”ridse i sin slavinde så små bloddråber piblede frem?”

Sex med dyr – næste lige så forkætret som pædofili. Alligevel lykkes det Francis Ford Coppola at lave en biograffilm til det brede publikum, hvori et dyr (hund? abe? Døm selv) har sex med en smuk blond pige. Nuvel, bæstet er den onde Dracula, der har ladet sig transformere til et bæst og derved glider det ned.

Jeg har set det meste indenfor pornogenren inklusiv filmklip, hvor kvinder har sex med hunde, heste og så galt grise. Jeg ser det som en del af min dannelse at gøre mig bekendt med disse afarter af det bizarre univers. Jeg bliver nok aldrig selv nogen iscenesætter af tilsvarende seancer for min slavinde. Jeg bryder mig ikke om husdyr. Jeg er utryg ved dem og derfor har jeg egentlig ikke lyst til at komme dem nærmere i den virkelige verden end, når jeg passere en tøjret hund, der sidder og fryser på den frostkolde jord foran indgangen til Super Brugsen.

Det interessante ved bæstet i Francis Ford Coppolas film er dets repræsentation af den onde. Det har jeg ikke selv overvejet før. Ydmygelsen af offeret er åbenlys, men at dyret også kunne repræsentere en magtudfoldelse, kunne være en del af dominansen, den tanke havde jeg ikke tænkt før, jeg bagefter reflekterede over scenen.

Pædofili smutter også gennem censuren, idet både Dracula og hans kvindelige horedjævle ynder at bringe børn til deres midte for i dekadente scenerier at årelade de grædende stakler.

Selvfølgelig er der også almindelige smukke sexscener præsenteret i den til tider ret smukke form, der netop er acceptabel for en film til det brede publikum. Keanu Reaves tager en omgang med tre skønne kvindelige vampyrer og lidt uskyldigt pigekysseri mellem de to veninder Lucy og Mina garneres filmen også med.

Bram Stoker’s Dracula er altså en film, der kan tale til de mørke sider samtidig med at den er socialt acceptabel.

For mig var det største ved filmen dog skildringen af den uendelige kærlighed mellem Dracula og hans Hustru, der var reinkarneret i Minas skikkelse fem hundrede år efter hendes død. En kærlighed, der var stærkere end døden og som i slutningen udfriede Dracula for hans vandring som levende død.

Det ramte mig dybt. Ja, kærligheden er værd at søge efter. På tværs af tiden, på tværs af baggrund og social status.

Uden kærlig giver ingenting mening.

Jeg har genfundet kærligheden og derfor kan jeg leve igen.