Greyindarkness

Jeg skrev engang i en profil, at bizarsex var et turn-on for mig.

Glad var jeg, da en sød masochistpige en dag sendte mig et brev og forespurgte om uddybning af begrebet ”bizarsex”.

Jeg udpenslede i detaljer, hvordan bizarsex især omfattede urinleg, men at det også kunne dreje sig om at give slavinden et lavement f.eks. som forberedelse til analsex. Det slog mig i min naivitet først bagefter, at forespørgslen måske var et udtryk for en vis nervøsitet for hvad netop dette turn-on indebar.

M-pigen takkede pænt for min forklaring og det var så slutningen på den korrespondance.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg overtisser på min første date. Det er bare en fascination, som jeg lejlighedsvis må udleve. Behøver min kvinde at kunne rumme denne del af mig?

Da jeg sad med en brat afsluttet korrespondance ærgrede jeg mig, for jeg mente da nok, at jeg ville kunne indgå i et forhold med en kvinde, der ikke tændte på bizarsex.

Det er det, som ensomheden og desperationen gør ved en. Man bliver kompromissøgende. Man tvivler på sit eget værd og man tvivler på om der overhovedet findes et match.

Lillesub kendte ikke til betydningen af bizarsex, men hun blev ikke forskrækket, da jeg i åbenhedens navn fortalte om denne del af mig selv.

Hun rummer mig, fordi kærligheden findes mellem os.

Vi udforskede sammen trygt det mærkelige univers, som mest bekvemt betrædes bag bruserforhængets beskyttende ramme. På den måde opdagede jeg hvor meget jeg elsker hende, når hendes små stærke hænder vasker min nøgne krop i sæbe og nænsomt skyller mig ren bagefter med det dejlige varme vand.

Sådan er der på den anden side. På den anden side af skilsmissen, på den anden side af hækken, på den anden side af ensomheden.