Greyindarkness

Lyden af mænd, der dør i kugleregn lyder beroligende i baggrunden.

Jeg sidder ved min lille pult i hjørnet af stuen. Et trist januargråvejr ligger som en fugtig uldfrakke over den borgerlige parcelhusidyl.

Krigens lyde skabes af barnesoldaten, der fra en fjern fremtid er vendt tilbage til anden verdenskrigs rædsler. Med sikker hånd tager han kill efter kill og gør sit indhug i den fremstormende røde hær. Historien betyder ikke noget for ham, hans koncentration er rettet imod de mange fælder og baghold, der med en gruopvækkende regelmæssighed tvinger ham til at holde genopståelsespauser.

Fra min plads i stuen er krigslydene forbundet med en vidunderlig glæde og dyb ro. Han kræver intet af mig og dog glædes han ved mit selskab.

Mine egne tanker kan løbe uforstyrret. Ikke et eneste gran af dårlig samvittighed rammer mig. Han laver det han elsker allermest og i dag er han ikke alene som ellers. Hans far er med ham endskønt vi ikke sidder i samme rum.

To frænder, to ensomme tankestrømme og dog så nær.

Det er skønt at kunne rejse med ham, men han vil aldrig kunne udfylde savnet af en voksen at dele oplevelsen med.

Det er dette hul lillesub skal fylde ud. Det er i det rum, i mit sinds vidstrakte marsklandskab min slavinde tavst skal svæve med mig.

Billetten indløser hun ved at opgive sig selv. Ingen forventninger overhovedet har hun til mig. Min blotte tilstedeværelse er hendes glæde. Der, hvor ellers næsten ingen får lov til at komme, kan hun komme med.

Jeg kan slet ikke beskrive den glæde det er for mig, at kunne dele den del af mit sind med nogen.