Vi så Steven Shainbergs film The secretary forleden aften.
Filmen indtager en særlig plads i min bevidsthed, fordi den blev introduceret for mig gennem intellektuel påvirkning fra BDSM-interesserede i den første SM-klub, jeg sammen med min tidligere kone blev medlem af tilbage i 2003.
The secretary er interessant fordi den i skikkelse af stueren biograffilm præsenterer tanken om BDSM som 24/7 livsstil for et bredere publikum.
I sammen moment må det også indrømmes at filmen dyrker stereotypiske klicheer, der ikke yder BDSM-samfundet den fulde retfærdighed.
Lee Holloway, er den kvindelige hovedrolle (spillet af Maggie Gyllenhaal – senest kendt som Rachel fra The Dark Knight). Hun springer i filmen ud som submissiv og masochist. Formentlig for at give en forklaring på hendes ”mærkværdige” trang fremstilles hun som personlighedsforstyrret cutter.
En opvækst med overpylrede forældre, hvor faderen i tilgift er alkoholiseret og voldelig over for sin hustru, skal forklare, hvorfor Lee i desperation kalder på hjælp gennem selvmutilering og deraf afledt smerte.
Fænomenet er skam reelt nok. Det ses blandt andet hos personer, der som led i en afvigende personlighed ikke mærker livet. Der er ikke tale om den depressives anhedoni, men snarere om en manglende følelse af at mærke livet. Smerten bringer livet tilbage i personens bevidsthed og man kunne lidt provokerende opkaste det håb, at fremtiden vil byde på progressive psykoterapeuter, der tør foreslå sadomasochistisk afstraffelse af sådanne mennesker som led i deres behandling. Lidt på samme måde, som man tidligere praktiserede at give neurotikerne en på kassen for at bryde den onde cirkel.
Nuvel, man må nok erkende, at der absolut ikke er noget videnskabeligt belæg for at påstå, at mennesker med personlighedsafvigelser er overrepræsenterede bland BDMS-folket. BDSM appellerer til et bredt udsnit af mennesker og man kan kun glæde sig over, at vi som subkultur ofte er mere tolerante overfor anderledes end det opleves i den ”normale” verden.
Netop derfor er det lidt ærgerligt at Lee absolut skal fejle noget.
Hver gang jeg ser filmen får jeg øje på nye aspekter. Denne gang sad jeg især tilbage med et større fokus på Hr. Grey.
Da jeg i sin tid skulle finde en blogidentitet valgte jeg netop at lade mig inspirere af Hr. Grey. Ikke fordi hans karaktertræk mindede særligt meget om mine egne. Heller ikke fordi han som dominant og sadist imponerede mig. Årsagen er den simple, at de fleste andre kendte S-personers identitet allerede var taget. Det, sammenholdt med at filmen betød noget for min identitetsfølelse som dyrker af BDSM, gjorde udslaget.
Det slog mig denne gang ved mit gensyn med filmen i hvor høj grad Hr. Grey udvikler sig som historien skrider frem. Indledningsvis har han svært ved at acceptere sit tidsfordriv med at genere sine sekretærer med underlige opgaver. Ophidselsen, som deres accept af hans magt fremkalder, dulmer han ved fysisk træning. Langsomt træder han mere i karakter og slutningen er netop hans egen accept af, at han i Lee har fundet den submissive person, der muliggør et forhold, hvor hans underlige lyst kan danne udgangspunkt for en smuk kærlighed.
Hr. Grey spørger: ”Are you sure you want to be my secretary?”.
Lee svarer med et dybtfølt “ja”. Faktisk udtrykker hun for sig selv, hvor stærkt hun ønsker ikke bare at blive Hr. Greys sekretær, hun ønsker at blive den bedste sekretær for ham.
Bedre kan den submissive sjæl ikke krænges ud. Det er netop denne trang til at være alt for sin udkårne, som gør mig så blød i forhold til den submissive.
Det er så smukt.
Hold nu op Grey – Hun var sgu ikke helt normal hende sekretæren, hverken i den ene eller anden ” verden”
Men ellers tror jeg vi er mange “underlige” personager i dette univers, hvilket jeg så igen ikke oplever som noget negativt nødvendigvis. Det bliver vel i grunden først sygt i det øjeblik man ikke kan fungere som menneske eller skader andre med sin underlighed.
Hvem gider i øvrigt være “normal” – jeg har hørt det er lidt små kedeligt
Hej Zehn
Hvem er egentlig normal? Diagnosegruppen, som
personlighedsforstyrrelserne hører til, må i høj grad siges at være kultur og samtidsbetinget.
Det ligger nemlig meget tungt for så vidt angår at pege på konkrete organiske årsager til disse tilstande. Altså årsager, som lader sig pege ud ved en forandret struktur eller funktion i hjernen.
Der er selvfølgelig ingen tvivl om at de pågældende tilstande er socialt invaliderende for dem som rammes, fordi de stikker ved siden af i samfundet.
Altså, Lee er ”underlig” og ”afvigende” ingen tvivl om det. Min pointe var bare, at det ikke nødvendigvis er derfor hun holder af at leve som submissiv.
Tak for kommentaren
Hilsen
Grey
Jeg fik set filmen for nylig, og kunne egentlig ret godt lide den. Er selv meget plain vanilla, når det kommer til sex, og selve pointen i det spil, der foregår mellem d/s, ift. mere eller mindre ‘bevidste’ fejltagelser og derpå følgende afstraffelse, er – ihvertfald sådan rent lystmæssigt – gået over hovedet på mig. Den dynamik giver filmen et fedt indblik i. Og selv som ‘udenforstående’ for hvem filmen ikke kan siges at ramme ned i nogen lystcentre, er den faktisk rigtig fin og godt skruet sammen.
Nå, det var ikke pointen. Der hvor jeg er uenig i din analyse, er når du skriver:
“Formentlig for at give en forklaring på hendes ”mærkværdige” trang fremstilles hun som personlighedsforstyrret cutter.”
Plotmæssigt er Lees transformation faktisk ret meningsfuld. Hun går fra at være drevet af en søgen mod smerte som dødsdrift, til at være en selvbevidst kvinde, som aktivt tilvælger det spil, som _hun søger_ i samværet med Grey. Mens det jo i begyndelsen af filmen er alt rigeligt “bare” at forsøge at påføre sig selv skade i ensomhed, når virkeligheden bliver for brutal, sker der jo en tydelig transformation efter Grey forbyder hende at påføre sig selv skade i afmagt. Hvis manuskriptforfatteren skulle have skåret mere ud i beton, at deres samvær er i radikal modsætning til hendes selvskadende adfærd, skulle de altså have bruge en brolæggerjomfru
Noget andet er, at uden netop det element, at hun har haft denne adfærd (og at Grey ved det!), ville Greys tvivl ift. at være sammen med hende 24/7 ikke være meningsfuld. Han afviser hende endegyldigt – og ikke som del af et spil – fordi han netop er oprigtigt omsorgsfuld på sin egen måde, og absolut ikke ønsker at fungere som en selvødelæggelses-substitut. Hele scenen med Grey som voyuer til opgøret med den forlovede giver – imo – kun mening, hvis Grey _netop_ har et enormt behov for, at hun skal demonstrere hvor totalt og fuldstændigt hun vælger ham. Fordi hun vil ham – _ikke_ fordi han vil skade hende.
Uden det element af usikkerhed om Lees motiver, som hendes selvskadende adfærd indledningsvist indebærer, havde filmens plot ‘blot’ været historien om en – trods alt grundlæggende – selvsikker ung kvindes opdagelse af sin sande seksualitet, fortalt lige ud af landevejen. At introducere usikkerheden og tvivlen i form at hendes forhistorie – både hos seeren og Grey – gør filmens transformation af hendes karakter, og dermed også slutningen, langt mere tilfredsstillende.
Hej Darko
Tak for en lang og god kommentar.
Tekstanalyse (og filmanalyse) er, som jeg forstår det, ikke en eksakt videnskab og jeg vil lade din analyse stå uimodsagt – så kan andre læsere selv analysere videre
Mange hilsner
Grey