Tak for en lang og god kommentar.

Tekstanalyse (og filmanalyse) er, som jeg forstår det, ikke en eksakt videnskab og jeg vil lade din analyse stå uimodsagt – så kan andre læsere selv analysere videre

Mange hilsner
Grey

Nå, det var ikke pointen. Der hvor jeg er uenig i din analyse, er når du skriver:

“Formentlig for at give en forklaring på hendes ”mærkværdige” trang fremstilles hun som personlighedsforstyrret cutter.”

Plotmæssigt er Lees transformation faktisk ret meningsfuld. Hun går fra at være drevet af en søgen mod smerte som dødsdrift, til at være en selvbevidst kvinde, som aktivt tilvælger det spil, som _hun søger_ i samværet med Grey. Mens det jo i begyndelsen af filmen er alt rigeligt “bare” at forsøge at påføre sig selv skade i ensomhed, når virkeligheden bliver for brutal, sker der jo en tydelig transformation efter Grey forbyder hende at påføre sig selv skade i afmagt. Hvis manuskriptforfatteren skulle have skåret mere ud i beton, at deres samvær er i radikal modsætning til hendes selvskadende adfærd, skulle de altså have bruge en brolæggerjomfru

Noget andet er, at uden netop det element, at hun har haft denne adfærd (og at Grey ved det!), ville Greys tvivl ift. at være sammen med hende 24/7 ikke være meningsfuld. Han afviser hende endegyldigt – og ikke som del af et spil – fordi han netop er oprigtigt omsorgsfuld på sin egen måde, og absolut ikke ønsker at fungere som en selvødelæggelses-substitut. Hele scenen med Grey som voyuer til opgøret med den forlovede giver – imo – kun mening, hvis Grey _netop_ har et enormt behov for, at hun skal demonstrere hvor totalt og fuldstændigt hun vælger ham. Fordi hun vil ham – _ikke_ fordi han vil skade hende.
Uden det element af usikkerhed om Lees motiver, som hendes selvskadende adfærd indledningsvist indebærer, havde filmens plot ‘blot’ været historien om en – trods alt grundlæggende – selvsikker ung kvindes opdagelse af sin sande seksualitet, fortalt lige ud af landevejen. At introducere usikkerheden og tvivlen i form at hendes forhistorie – både hos seeren og Grey – gør filmens transformation af hendes karakter, og dermed også slutningen, langt mere tilfredsstillende.

Hvem er egentlig normal? Diagnosegruppen, som
personlighedsforstyrrelserne hører til, må i høj grad siges at være kultur og samtidsbetinget.

Det ligger nemlig meget tungt for så vidt angår at pege på konkrete organiske årsager til disse tilstande. Altså årsager, som lader sig pege ud ved en forandret struktur eller funktion i hjernen.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om at de pågældende tilstande er socialt invaliderende for dem som rammes, fordi de stikker ved siden af i samfundet.

Altså, Lee er ”underlig” og ”afvigende” ingen tvivl om det. Min pointe var bare, at det ikke nødvendigvis er derfor hun holder af at leve som submissiv.

Tak for kommentaren

Hilsen
Grey

Men ellers tror jeg vi er mange “underlige” personager i dette univers, hvilket jeg så igen ikke oplever som noget negativt nødvendigvis. Det bliver vel i grunden først sygt i det øjeblik man ikke kan fungere som menneske eller skader andre med sin underlighed.

Hvem gider i øvrigt være “normal” – jeg har hørt det er lidt små kedeligt