Jeg er træt, meget træt.
Jeg hiver sengetæppet af min dobbeltseng, som nu står i stuen ved siden af min skrivepult.
Jeg tilbereder mad, spiser, ser TV, hører musik og sover i dette rum – min stue. Jeg har valgt det sådan for at søge tilbage til det simple, det spartanske.
Skjorten knappes op. Ned langs midtlinjen og ved ærmerne. I en uordentlig bevægelse lirker jeg mig ud af det grå stykke klæde og smider det sammenkrøllet på gulvet ved siden af sengetæppet.
Buksebælte, bukseknapper. Op med dem og så kan jeg vrikke mig ud af mine sorte Lewis 501 jeans. Strømperne ryger af i farten med en indøvet detalje, hvor jeg kan træde dem af i det øjeblik bukserne forlader benet.
Jeg slukker min lille messinglampe med ferskenfarvet skærm. Det er givetvis en fejl, at den er hos mig endnu, for det er vist hendes, min ekskones.
Jeg smyger mig op i sengen og trækker dynen med det slidte violette dynebetræk over mig. Jeg ligger på den yderste plads. Dynen ved siden af er lillesubs, jeg har ikke rørt den siden hun sov hos mig sidst. Den ligger sirligt urørt og det skal være sådan til hun igen kommer på besøg og skal sove hos mig iført sine lænker.
I mørket kan jeg se ud i haven. Jeg har ladet lamelgardinerne være trukket fra. Jeg kan lide at ligge under den lune dyne og betragte det sære hvide lys, som sneen giver. I stærk kontrast til den sorte februarnat.
Idet jeg døser hen undrer jeg mig over min fuldstændige mangel på savn af min ekskone. Jeg undrer mig over den ro, som ensomheden, den lune dyne og sneens hvide skær i nattemørket giver mig.
Det er som om jeg er nået til vejs ende. En mærkelig følelse af ligegyldighed – det skræmmer mig lidt.
Jeg tænker så på lillesub.
Hun nævnte noget sidst vi var sammen. Hun havde tænkt på, at hendes eksmand måske gerne ville have hendes søn oftere, hvis vi engang flyttede sammen. Hun er nu en dybsindig lille pige. Det er sjældent hun kommer med forslag, men når hun gør, rammer hun plet.
Jeg ser hende for mig. Pervers tæve, forskræmt pige, kærligt ventende. Hun formår at slå i dynen af ligegyldighed og det er derfor jeg elsker hende.
Jeg elsker hende fordi hun når ind til mit ligegyldige hjerte.
Jeg sejrede over mig selv, men sejren var dyr. Jeg ville gøre det igen, men jeg ville ønske jeg havde gjort det langt tidligere.
Her i det hvide nattemørke indser jeg hvor uretfærdige mine selvbebrejdelser var. Jeg føler en gennemsyrende lede ved min tidligere livsledsager og jeg skammer mig over, at det tog mig så lang tid at få modet til at lade leden udfolde sig.
En krig er slut. Sejrherren står tilbage og betragter slagmarken med faldne. Venner og fjender ligger forvredne og lemlæstede side om side.
Når jeg ser tilbage i det perspektiv virker det hele ørkesløst og uendelig ligegyldigt
Jeg er træt, meget træt.
Tak for dine ord. Tak fordi du vil dele dine tanker. Tak for nu…
Din kommentar fik mig til at læse mit eget indlæg en gang mere.
Dette indlæg er et af de sjældne, hvor jeg ved senere gennemlæsning virkelig føler, at jeg er lykkedes perfekt med at udtrykke den stemning, som var i mig, da jeg satte mig til tasterne.
Din kommentar rører og glæder mig meget.
Mange hilsner
Grey
Jeg syntes det er et voldsomt indlæg.
På mange måder. Og jeg kan mærke, at jeg har svært ved at følge det og også undrer mig en smule.
Jeg tror på, at vi møder dem vi skal på givne tidspunkter i tilværelsen. Alle, fordi vi skal lære et eller andet af dem eller af samværet med dem.
I det lys, syntes ethvert møde som noget positivt for mig og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke føler lede eller ligegyldighed over for et eneste af de mennesker, der har været tættere på mig. Heller ikke dem, der har gjort mig ondt, for også dette skete, for at jeg skulle lære et eller andet.
Dem jeg har holdt af, men ikke længere har tæt på mig, enten fordi de eller jeg valgte det såden er alle nogen, jeg på et givent tidspunkt har – netop holdt af.
Så kan det godt være jeg er endt med at holde mindre af dem – men engang gjorde jeg og den følelse respekterer jeg retrospektivt.
Eller også er det bare mig, der har det svært med begrebet som lede og ligegyldighed og skam. Jeg kan ikke bruge dem til noget – der er ingen fremdrift eller respekt i dem.
Nej du – jeg tror lige netop du forlod din kone på det tidspunkt det skulle ske. Du nåede et punkt, tog et afsæt og så er den ikke længere. Du holdt af hende engang formoder jeg, alene for det bør hun vel have en smule respekt ?
Jeg kan godt følge din argumentation.
Mit mål er udelukkende at dokumentere de følelser, som opstår udenfor min viljes kontrol.
Tak for kommentaren
Hilsen
Grey
Det er muligt du mener dine følelser er udenfor din viljes kontrol – men hvordan du foreholder dig til dem og agerer på dem, er bestemt noget du og alle vi andre kan styre.
Måske er ligegyldigheden ikke den ægte følelse…. men en måde at lægge isolering omkring smertelige følelser? Følelsesstorme og følelsesløshed behøver ikke være hinandens modsætning …. sorg…. ville måske være den ægte følelse? Der er mange måder at beskytte sig selv på… i øvrigt er følelsesløshed en frygtelig pinagtig tilstand ligesom ligegyldighed vel også er det…. der er meget sort og koldt og frossent i dine beskrivelse af det ydre…. som smitter af på den indre tilstand du beskriver. (Well done!!) Du udtrykker lidt bitterhed og ærgrelse over dig selv, at du ikke kom til dit beslutning før…. men omvendt så gav du ikke op for tidligt. Det kan man godt tillade sig at være stolt af… at det fik alle de chancer det fortjente…
Dbh/Irene
Kære Zehn og Irene
Tak for jeres gode kommentarer.
Lige på stående fod har jeg egentlig ikke noget at tilføje til min tidligere kommentar – måske der kommer noget, når jeg har tænkt lidt mere
Mange hilsner
Grey
Betragtende stemningen når jeg læser, giver mig flashback til dengang min tilværelse var præget af pligt ægteskabet, ærgelser, oprør, smertelig ensomhed i tosomheden…
Kære Mr. Grey.
Dine ord gav mig et øjeblik af en gemt del af mig selv.. tak.
Din kærlighed til lillesub, kan jeg kun glædes og frydes over.. den er smuk.
Måske stejler Zehn over ordet “ligegyldighed” … Tror måske det ville bløde op, hvis du brugte et andet ord … Men så ville det ikke være dig længere … Ikke hensætte os – dine læsere – i den stemning du var i, da du skrev indlægget …
Kære ven,
Jeg har valgt at give dig en award – du kan finde den her: http://slavindelaura.wordpress.com/2010/02/13/woaw/ For at modtage den skal du linke til mig som har givet dig den, sætte den på din blog – skrive 7 ting om dig selv og sende den videre til 7 andre.
Rigtig hjerteligt tillykke med den.
Knus
-o- har også sat pris på Grey, men det er sekundært. Til tider rammes man af alle mulige følelser i sit indre – det er med til at afspejle det faktum at man er menneske. En flot beskrivelse – en vignet vil jeg næste kalde teksten.
Husk, at observer følelsen – ikke forstørre og ikke formindske den. Den ér.
Jeg tror jeg kan genkende følelsen af ligegyldighed. for mig er det ikke ensbetydende negativt. Mere at der ikke længere er følelser i klemme overfor den person, ligegyldigheden nu rammer. Kærligheden, længslerne, sorgen, tabet, vreden er væk og tilbage er en mere ligegyldig, eller konstaterende følelse af her er man over for det menneske, som ikke længere påvirker en følelsesmæssigt.
En frihed for historikken af det der var fælles følelser og det der var løsrivelsen af følelserne af det fælles…
At man er fri.. og fri til at kunne se mere nøgternt tilbage på det der var, uden være klemt eller rammes af de gamle følelser… men bare konstatre man er kommet sig, kommet videre og er fri.. det der på profiler vist kaldes fri af tidligere forhold!?
Jeg kan genkende det i den frihed jeg føler når jeg tænker over min eks. Jeg har bådet tilgivet mig selv og der fundet friheden til at gå videre med mit liv, nyde det til fulde uden lade mig hindre af gamle møsntre og følelser
Det er sådan jeg forstår Greys ord og brug af ligegyldighed… at være fri.
LilleQ
Kære du
Jeg har nomineret dig til en Blogpris http://3.bp.blogspot.com/_JeZdbPClXrA/S3PbUWmIRkI/AAAAAAAAA28/gaq9_UVHuMY/s1600-h/kreativbloggerbillede1-150×150.jpg
FordI:næste naturlige valg er Mr. Grey, som var den første blog om erotisk dominans jeg fulgte. Det har i den grad været forunderligt at følge hans rejse: http://greyindarkness.com/
Du skal skrive syv ting om dig selv, og derefter nominere syv prisværdige blogs, som du værdsætter.
Forunderlig dag
Freja
Kære Mr Grey
Et på alle måder stærkt blogindlæg ..
Du skriver, “Jeg føler en gennemsyrende lede ved min tidligere livsledsager”.. Det er din følelse og den skal ikke “bortforklares”.. men en overraskende og deprimerende sætning…
Som sædvaneligt Mr. Grey et særdeles ligsgivende indlæg. Der netop ikke er deprimerende. Vi bliver depressive, når vi undertrykker (depress) sider af os selv, som vi ikke tør vedkende os. At bære lede, ligegyldigheden, hadet, fortrædslysten åbent i erkendelse, omkring hvilke sider vi alle rummer er i særdelseshed at påtage sig livkraften.
Man kan godt være i en læreproces og hade, være rasende, ligegyldig overfor tidligere partnere. For netop deri ligger transformationskraften. Tilgivelse som direkte vej, er noget opreklameret lort, der har hevet utallige mennesker ind i depressionens dødhed, fordi de netop ikke turde lade sig mærke med de destruktive kræfter, der ligger førend en tilgivelse… der findes så mange pseudo-tilgivelser derude, pænt pakket ind i taknemmelighed mod en person, der lærte en noget… pseudo-tilgivelsen giver sig udslag i konstant påmindelse om, at det er prisværdlgt at tilgive… følgesvenden er tristhed, lavt selvværd, isolation, og opgivenhed…
Ægte liv ligger i, at turde rumme alt. Grey er en usædvanelig mand, fordi han bemærker sig selv, italesætter det, og bevarer sin proces.
Forunderlig dag
Freja
Det har du ret i Freja.
Det er ikke prisværdigt at tilgive..
At tilgive er enden af en lang proces, hvor had, vrede, angst, kærlighed, håbløshed, magtesløshed, befrielse osv osv har bemægtet sig i en.
Når man er ved enden af den lange proces kan man opdage en tilgivelse, af mangel på bedre ord, hvor man i kraft at det nye i en kan give slip og se sig tilbage uden at lammes men fornemme afstanden i var og er nu.
LilleQ
LilleQ
Præcis. Sand tilgivelse ligger i at have turde at mærke alle de følelser, der ikke var muligt i situationen. At mærke dem, som rettigheder, man tager tilbage. Når disse følelser er erkendt og anerkendt, forløses de, og energierne frigives.
Når der ikke længere er energi hængende i det dér var, opstår sand tilgivelse, der hvor man ikke længere er emotionelt bundet til det forgangne.
Freja
Kære Alle
Jeg har læst alle kommentarerne og det glæder mig, at min tekst opildner til debat.
Hanne skrev i en tidligere kommentar, at jeg virkede forandret. Måske har hun ret og der er i hvert tilfælde et punkt, hvor jeg ikke er som tidligere.
Jeg føler ikke længere samme behov for at forsvare mine synspunkter og sindsstemninger.
Jeg har stadig en stærk lyst til at udtrykke mig i blogform, men altså ikke samme trang til at argumentere for mine udgydelser. I må derfor bære over med mine lettere tandløse svar.
Til gengæld værdsætter jeg meget jeres mening, det er berigende for mig (og andre læsere).
Mange hilsner
Grey
Ps en særlig tak til Freja for nomineringen.