”Jeg mødte hende på nettet”. Det er min befriende simple forklaring til min far, min søster og andre, der spørger.
Hvordan finder to så forskellige mennesker en fælles tråd? Hvordan opstår pludselig den magiske kærlighed ud af skærmens gule tekst på sort baggrund?
Forklaringen er ligetil. Dybt forankret i vores sjæle ligger drømmen om livet på en anden måde.
Livet, hvor jeg bestemmer, hvor jeg slår og hvor hun adlyder. Hvor hun adlyder som guddommelig engel næsten nøgen, kun iklædt en hvid krøllet skjortebluse eller som liderlig horetæve med glat kusse og højhælede sko, på ryggen blandt mænd, der passivt spiller vores spil.
Mange farer lurer og den faste adskillelse med hverdagens ubarmhjertige puls er det værste.
Alene i mørket, en møgdag, tvivlen på livet, tvivlen på retningen.
Telefonen er livlinen. Hendes lidt pibende bange stemme, når jeg taler i et bestemt stemmeleje. Fast messende, uden mumlen. Klar tale om hvordan hun skal være, hvad hun skal gøre, hvad hun har gjort forkert. ”Nej”, ”Ja”, ”Ja”… hendes tale er bekræftelse eller accepterende negationer. Svag stemme, hvor brødebetynget gråd truer med at bryde løs sekundet efter.
Jeg kan få lyst i selvsamme øjeblik hendes pibestemme udsender det første spæde ”ja”. Lyst til at kneppe hende, lyst til at slå hende, lyst til at leve sammen med hende.
”Du kan jo godt lide at få en lussing?” – hun svarer bekræftende med tilføjelsen ”Jeg er holdt op med at spekulere på hvorfor jeg har det sådan”
Jeg er også holdt op med at spekulere på hvorfor jeg har det sådan, at jeg kan få lyst til hele livet blot fordi hun er sådan.
Jeg spekulerer på, hvorfor det ofte er sådan (det er ihvertfald hvad jeg læser ud af utallige blogs med temaet) at kaos råder, så såre der ikke er dominans, afstraffelse, hed sex i lange baner og deslige på programmet?
Hvordan kan det være, at hverdagen og dens mange små sysler, kedelige såvel som forunderlige hjørner ogalt det andet, ligesom ikke syntes af noget.
Vi er da ikke KUN seksuelle væsener, udelukkende i live i organsmisk ekstase, eller er vi?
Hej Zehn
Det fremgår heller ikke så tydeligt af indlægget, men i vores konkrete tilfælde er vi adskilt i dagligdagen, fordi vi ikke bor sammen. Det giver uvægerligt et afbræk i forholdet, hvilket mange i samme situation formentlig vil genkende.
Det er dette afbræk, som jeg gerne vil fremhæve i sætningen om dagligdagen.
Mange hilsner
Grey
Hvis man har været tryg i et forhold længe kan man sagtens påskønne hverdagen – det er man jo også ligesom nødt til – men så forekommer den ekstatiske nyforelskede rus jo også så fjern, at man næsten forekommer uvirkeligt. Genoplever/genopdager man den vildeste forelskelse, så vil tanken om, hvordan det vil (og det vil det jo) aftage og blive til måske perler af hverdage, men dog hverdage… FRYGTELIG! Men det er som når man snakker med folk uden børn om at have børn. Det kommer for dem let til at lyde skrækkeligt og fyldt med afsavn og afkald på personlig frihed osv. som det mest centrale. Det er svært at formidle kvaliteten i forældreskabet på en overbevisende måde, for uindviede…
…. vist ikke videre klart…. men et forsøg
/Irene
Jeg syntes ikke hverdagen er frygtelig – slet ikke.
Det er ganske vist ikke altid den er vanvittigt spændende, men jeg holder også af de mindre sprælske af slagsen.
Hvis jeg kun kunne nyde og holde af de mere “glamourøse” tidspunkter i livet, så ville 3/4 af det samlede liv gå min næse forbi, enten i venten på noget der skal ske, eller i længsel tilbage.
Nej, jeg kan sgu godt lide hverdagen og alle dens små finurligheder
Jeg forstår…
Kære Laura
Det ved jeg du gør – håber alt er godt hos dig.
Kh
Grey