Jeg sidder på lokum og læser i biblioteksbogen ”Danske forfatterskaber 1985-2005”. Jeg er halvvejs og på side 223 har jeg indsat et bogmærke i form af et afrevet stykke af lokalavisen.
Den afrevne lokalavis skal minde mig om, at Helle Helle ”zoomer ind på perspektiver i tilværelsen som normalt ikke får taletid. Hvordan ser tilværelsen f.eks. ud fra en rødspættes synspunkt?”
Jeg kan mærke det er slut nu, Katrine Marie Guldager er den sidste forfatter, som jeg orker at læse om. Cand Phil og elev fra forfatterskolen, præcis som hovedparten af de øvrige forfattere, der er beskrevet i bogen. Mens jeg sidder på tønden akkompagneret med lyden fra flyvemaskinerne der starter og lander på CPH, får jeg læst mig gennem et afsnit fra Utterslev mose, hvor en rodløs strømlinet kvinde i læderstøvler både hader og elsker sit bohemeagtige mandebekendtskab, der som indbildt kunstmaler lever et lige så rodløst liv i terpentin dampe og cigaretrøg.
Historien fanger mig faktisk, men dens højglanspolerede tekst irriterer mig også.
Selvhøjtidelig sprogekvilibrisme, hvor nerven mangler, præcis som den mangler hos alle de andre levebrødsforfattere, der på forfatterskolen har lært at udtrykke sig med alvidende fortæller, med knæk og bræk prosa eller hvad det nu hedder.
Min interesse for litteraturen er afledt af mine blogskriverier samt mit skriveri for at redde livet.
Jeg viste en af mine tekster til min cand. mag. fætter.
”Du skriver godt, men du bruger også nogle mærkelige konstruktioner”.
Han måtte på sin egen drævende facon medgive, at min tekst indeholdt noget særegent, som han ikke var stødt på før.
Jeg tog glad i mod hans kritik og benyttede mig af mit bedste trick fra min professionelle verden.
Bare snak kritikeren efter munden og tag så hele skidtet med hjem. Læs kritikken i små stykker, vent til vreden har fortaget sig og tag så fat på at sortere skidt fra kanel.
Det slår mig, at jeg i min position netop kan tillade mig at holde fanen højt.
Jeg skal ikke leve af at skrive, jeg skal skrive for at leve.
I blogverdenen findes andre der skriver for at holde livet ud og måske er det netop i den verden, at man finder det uspolerede og den sande nerve.
Det er i hvert tilfælde der, jeg har læst nogle af de mest sigende og medrivende tekster.
Helle Helle …
Elsker hendes måde at skrive på … Elsker at følelserne beskrives i handlinger …
Elsker hendes langsommelighed …Måske er jeg ikke”dannet” nok? :O)
… Jeg har i blogverden fundet noget af det mest “ægte” … Men også noget af det mest uægte/konstruerede … De blogs jeg nyder mest, er dem der bruger bloggen som en slagt udvidede hjerne/hjerterum … frirummet hvor de skriver lige dét, de tænker!
Hej Branie
Det er lidt uretfærdigt af mig, at kritisere Helle Helle, for jeg har ikke læst andet af hende end nogle udklip.
Faktisk er det ikke så meget disse forfatteres udmærkede arbejder, der fik mig til tasterne, mere selvhøjtideligheden, som osede ud af den litterære analyse i den bog, som jeg læste.
Dernæst, så slog det mig, hvor vanskeligt det er, at skrive medrivende fiktion. Ordene, kompositionen, håndgrebene kan mestres til perfektionisme uden det giver garanti for et troværdigt resultat.
Og – hvis du elsker Helle Helles tekster, så er det pragtfuldt og jeg er nok bare en sur gammel mand *S*
Mange hilsner
Grey