Hendes røde hår var alt, som tittede op over dynekanten. Det var lørdag, det var morgen og klokken var hen ved halv ni. Jeg kunne ikke sove længere og var stået ud af sengen. Jeg var netop kommet ind i stuen efter det obligatoriske morgen toiletbesøg.
Der var helt stille i stuen og fra de hvide lamelgardiner strømmede et skønt hvidt morgenlys ind i rummet. Efter flere uger med tågedis og overskyet kunne end ikke de tillukkede lamelgardiner holde den blå himmel og den smukke sol ude. Jeg kunne skimte sceneriet gennem de små sprækker mellem lamellerne.
I samme øjeblik jeg trykkede på kaffemaskinen vågnede hun. Den maskinelle larm fra Nespressoapparatet var for megen støj og hun vendte sig i dobbeltsengen. Dynen gled lidt ned og jeg kunne skimte hendes kridhvide hud og hendes tusindtallige små brune fregner. Små flade ansamlinger af pigment, som af en eller anden mærkelig årsag gør mig voldsom liderlig, når jeg betragter hende.
Der er noget frivolt, vulgært over hvide kvinder med fregner. De er nærmest per definition nogle perverse lystige tæver.
Det kan jeg godt lide.
Jeg smilede til hende og satte mig ved min computer, idet jeg stillede den dampende varme kaffe på min skrivepult. Hun rejste sig, skiftede stilling i sengen, så hun kom ned i den ende, der var nærmest mig. Hun så på mig med et kærligt blik og rakte hånden ud for at berøre mit lår.
Hun ved det ikke endnu, men jeg må have en snak med hende om dette.
Jeg ønsker stilheden og jeg ønsker hendes nærhed. Hun må ikke forstyrre mig. Jeg må ikke distraheres, jeg skal have fornemmelsen af, at hun er der uden at være der.
Det er svært, det indrømmer jeg. Derfor skænder jeg heller ikke på hende.
Jeg gengældte hendes berøring og accepterede, at det ikke blev dette øjeblik, hvor jeg kom til at opleve hende tavs ventende ved min side. Det var i orden, for jeg ved hun har det i sig.
Ellers er det tomheden, som optager mig. Tomheden som i virkeligheden har fulgtes med mig længe, men nu kan jeg isolere den, føle den, adskille den fra alle de andre følelser. Tomheden er nok min sorg over at have mistet.
Mistet min familie, mistet kærligheden.
Jeg har nu fundet hende, hvis røde hår tittede op over dynen. Hun er rigtig for mig, det kan jeg mærke, men det er ikke hendes opgave at fordrive tomheden.
Faktisk skal tomheden nok slet ikke fordrives, den skal bæres.
Bæres på ranke skuldre, men der er jeg ikke helt endnu.
[...] mit indlæg ”Tomheden skal bæres” antyder jeg en kritik af hende fordi hun ikke kan lade mig være mens jeg arbejder. Der er tale [...]