Jeg sidder ved det hvide laminatbord, gennem altanens plastafskærming kan jeg skimte den disede tøvejrsdag.
Hun ligger ved min side i sin sorte stuepigeuniform i lak. Hendes fregnede ansigt stirrer udtryksløst tilbage til mig. Jeg nyder synet af hendes slanke glatte ben.
Vi øver os på det, som er allersværest.
At opfylde min drøm om hun og jeg alene i stuen. Hun er der kun for mig, jeg er der kun for mig selv. Jeg ønsker at være alene, jeg ønsker fred, jeg ønsker harmoni. Jeg ønsker at være alene uden at være det.
Hvem ville kunne leve med det? At være med uden at være der?
Det kan hun godt og jeg tror også jeg selv tør tage skridtet og udleve det.
Naturlig respekt for andre mennesker gør drømmen svær at udleve. Det kræver en uhørt tillid til hende, at tro hun virkelig ønsker at opfylde denne drøm for mig.
Hun rører på sig, det ødelægger illusionen et øjeblik, men hurtigt er vi tilbage.
Det er i dette rum jeg kan tænke de ærlige tanker.
Tristheden, som følger mig. Den er placeret nu. Jeg elskede min ekskone meget højt, det var en dyb kærlighed og et dybt kammeratskab. Det forsvandt og tristheden skyldes dette tab.
Jeg sidder stadig tilbage med en underlig undrende fornemmelse. Hvad skete der egentlig?
Sidst jeg tænkte på min ekskone følte jeg intet og sådan er det. Hende, min ekskone, som jeg ser for mig nu, vækker ikke noget godt i mig. Det burde ikke overraske mig, for det er den tilbagevendende erfaring, jeg igen og igen gjorde i forsøget på at genfinde kærligheden.
Det er ikke hendes skyld, det er ikke min skyld, det er ikke nogens skyld.
Konsekvensen af tidens ubønhørlige tikken kan ikke altid tillægges bestemte personer og deres handlinger. Et lille fnug, der falder og som for længst er glemt, ryster i kaos og frembringer langt ude i fremtiden en altfortærende orkan.
For et kontrollerende menneske er det bare så svært at leve med.
På bagkanten af kvindernes internationale kampdag tænker jeg. Hvem – manden eller kvinden – skal ligge tavst og vente? Det er vel egentlig ikke afgørende, når blot begge ønsker at finde og nyde øjeblikket sammen.
Dette øjeblik over alt andet. Øjeblikket, hvor kærligheden er dets eneste begrundelse.
Det er så nemt at lade sig lokke på afveje for derefter at konstatere, hvor uendeligt svært det er at genfinde det smukke øjeblik, hvor man er der betingelsesløst for hinanden.
“…Det er så nemt at lade sig lokke på afveje for derefter at konstatere, hvor uendeligt svært det er at genfinde det smukke øjeblik, hvor man er der betingelsesløst for hinanden.”
- betyder det, det jeg tror?
Er savnet og længslen efter dét, der var, stor og uhåndterbar for tiden?
Kære Mr. Grey, -o- nyder stadig at læse dine ord og -o- har længe afholdt sig fra at kommentere dine tanker. Men -o- spekulerer på hvor meget Grey har lært af sin proces?
Dit forhold til din ekskone er ikke sort og hvidt – du kan sikkert føle dig tømt for følelser når du ser hende, men følelserne er der – tristhed, forundring – der er ikke helt tomt. Og tristheden er alene en afspejling af dine egne forventninger til hvad du syntes burde have været og har ikke særligt meget med din ekskone som menneske at gøre.
Du skal prøve at fjerne sløret af dine egne forventninger og se din ekskone som det menneske hun er, og alene fordi hun er et menneske fortjener hun at blive mødt med ømhed og kærlighed som alle andre mennesker. Der er ikke noget tab, der er en ændring af en relation – tabet opstår udelukkende i din egen forventning om at du kan fastholde en relation – at du ejer den.
Du kan lege alt det du vil med din sub, I kan tilfredsstille hinandens behov – det er en service I yder for hinanden. Men I kan aldrig fastholde relationen i et statisk greb. Du kan ikke tabe kærligheden, da du ikke besidder den i første omgang – du kan ændre din relation og din vilje til at servicere din partner, men kærligheden er altid tilstede- den er et fundamentalt udtryk mellem mennesker og det er alene din egen angst der hindrer dens udtryk.
Tilgiv -o- at hun igen leverer en gang hippiesnak i Greys kommentarboks, men -o- synes mennesker har det med at påføre sig selv en unødvendig lidelse.
Grey, slip angsten og se dig selv og dine omgivelser som de er – rene relationer. Du lægger selv forventninger ind i dem.
Jeg kunne ikke være mere enig o.
Men man skal ofte ud på den anden side, for at kunne se det på den måde. For smerten i bruddet har også ret og jeg syntes det er lige så vigtigt, at man giver sig selv den tid det tager med sorgen, afmagten, savnet (eller manglen på det) vreden og hvad der ellers kan være, inden man begiver sig ud i, at redefinere tingene – ellers risikerer vi ikke at få de følelser bearbejdet.
Men ellers er jeg fuldstændigt enig. Jeg tror også at særligt mænd har det svært med denne proces.
Kære Branie, Zehn og ~O~
Nej savnet og længslen er ikke uhåndterbar. Jeg er bare blevet bedre til at forstå og isolere de følelser, der vedrører netop sagnet.
Hvad man ikke kan læse ud af mit indlæg er, at jeg i høj grad var (og er) inspireret af et DR2 indslag “Kærlighedens bud” hvor forfatteren Sissel-Jo Gazan taler med Rigshospitalets præst Christian Juul Busch.
Præsten udtrykte, hvordan man må være parat til at bære sin sorg for at kunne nyde kærlighedens glæde.
For mit vedkommende kan jeg ret præcist datere mit tab til år 2003 om end jeg ikke den gang konstaterede tabet som en enkeltstående begivenhed, hvad det jo heller ikke var.
Det er bare sådan nu, at når jeg mærker længsel og savn efter den kærlighed jeg følte til min ekskone og savn efter det liv, som vi havde, så er det altid begivenheder i tiden før 2003, som jeg mindes.
Mine handlinger i en lang periode derefter var alle forsøg på at genskabe, hvad vi havde den gang.
Nu er jeg kommet så langt, at jeg helt i hjertet accepterer, at den tid ikke kan bringes tilbage. Det betyder bare ikke, at jeg ikke alligevel længes efter det.
Her er det så, at ~O~ vil have mig til at give slip. At lade være med at fastholde.
Det er helt i tråd med Buddhistisk lære, men jeg er ikke buddhist. Jeg kan faktisk bedre forlige mig med det kristne livssyn, som det kommer til udtryk ved Christian Juul Busch i den omtalte DR2 udsendelse.
Jeg må bære sorgen. Den skal ikke håndteres, løses, eller bortdrives. Den skal bæres og med den kan jeg også bære glæden ved den tid der var.
Min lillesub er ikke en del af den periode, hun er en del af min fremtid og hver dag får vi mere og mere sammen. Det er skønt, men hun er der ikke for at bortdrive min sorg. Hun er der for at give mig en fremtid.
Tusind tak for jeres kommentarer og god søndag
Hilsen
Grey
Åh Grey, du træder tæt og alligevel ved siden af. Du kan sagtens bevare dit kristne sind og alligevel slippe. Jeg skriver ikke, du ikke skal bære sorg, det er menneskeligt at bære sorg – men vær bevidst at det du sørger over, er din egen konstruktion.
Det der var, det der er og tanken om det der skal komme er din egen opfattelse og jeg ville blot bede dig om at sætte din ekskone på linie med andre mennesker du møder, for på den måde vil du give hende langt mere kærlighed end nu, hvor hun blot er en konstant påmindelse om en konstruktion du havde og som du føler du har mistet. Derfor har den reelt ikke så meget med din ekskone at gøre og hun fortjener alene fordi hun er menneske at blive mødt åbent.
Øv dig lidt i det og din sorg vil mildnes.
Grey må have en smiuk søndag.
Kære Mr Grey
En lille hilsen..
Af forskellige årsager er jeg langt fra din “verden” og langt fra blogverden – alligevel må jeg en gang imellem vende tilbage og læse dine ord.
Hver gang forundres jeg over at jeg forstår til trods for at det er så fjernt. Hver gang føler jeg et sug i maven…
Dejligt at du har fundet “hende” der beriger dit liv.
vh. Hanne
Tak -O-
Jo, jeg forstår godt dine ord og de giver mening. Jeg øver mig hver dag.
@Hanne
Tusind tak for kommentaren
Hilsen
Grey