Livet er ikke det samme længere, det er forandret og til det bedre, det må være den uundgåelige konklusion.
Bedre på den måde, at jeg ikke længere rammes af vemods sting ved tanken om det, som engang var.
Tanken om min ekskone, Tanken om min første submissive pige.
Tanken om at checke ud, om muligheden for selv at bestemme smertens varighed er på samme måde holdt op med at titte frem. Netop denne tanke gjorde mig meget skarpere på de følelser, som suicidale personer må indeholde. En nøgtern bevidsthed om den ultimative løsning, bagdøren.
Sjovt nok en rar tanke i situationen.
Det mest uhyggelige var nok flash for mit indre øje, hvor mit corpus dinglede i et blåt nylonreb fikseret til fyrretræstrappens øverste gelænderstave. Uhyggeligt på grund af synets realisme, eller rettere surrealisme – jeg vidste jo godt, at det aldrig ville blive virkelighed. Måske var det også årsagen til, at jeg i det hele taget tillod mig selv at fantasere om denne endlössung.
Nu forekommer dette syn ikke længere. Hvornår holdt det op? Det kan jeg faktisk ikke huske, men jeg tror det er måneder siden sidst.
“Ikke at vælge er også et valg” – et udsagn, som jeg ofte blev konfronteret med i tiden, hvor jeg vaklede mellem ægteskabet og skilsmissen.
Indlysende vrøvl. Et ordspil, som er svært at gendrive, men ikke desto mindre noget være vrøvl.
Refleksionen har bragt det vindende argument til mig.
Sagen er at den, at valget skal være et eksistentialistisk valg, ikke bare et valg, der ikke ændrer en tøddel, ikke bare et omkostningsfrit valg. I min indre diskussion har jeg drevet det vidt. Draget paralleller til termodynamikkens love, Gibbs fri enegi, ligevægt, entropi og entalpi. En akademisk diskussion for de få, men konklusionen er af almen gyldighed.
Et eksistentialistisk valg har gennemgribende konsekvenser for en selv og for ens nærmeste.
Konsekvenserne er smertelige eller kan blive det. Selv lykkelige eksistentialistiske valg gemmer på en potentiel smerte. Ikke i nuet, ikke i dag, men potentielt i morgen.
lillesubs og mit forestående eksistentialistiske valg er at forenes som samlevende
Lige nu flyder vi med dagene. Behageligt kærlighedsfyldt samliv hver anden weekend. Vi kan blive ved sådan, men så når vi aldrig længere – og hvad så?
Det er det evige spørgsmål – hvorfor risikere det eksistentialistiske valg?
fordi det er i valget og valgets konsekvens at vi kan mærke at vi er i live….
Måske netop fordi vi er mennesker og ikke kan andet, det ligger i vores natur at risikere, at udforske og derigennem udvikle os…
Har selv været der hvor jeg så mig selv død, borte med den “forventede” frihed fra et liv fyldt med lidelse, sorg og fortvivelse…
Dejligt for dig at du nu ikke har de tanker mere.
Jeg læser tit din blog, du skriver meget flot og dybt, en glæde at følge med i dine ærlige tanker omkring livet…tak fordi jeg må følge med.
venligst tøss19
Kære Laura og tøss19
Mange tak for jeres kommentarer
Hilsen
Grey
[...] Mere tid 15 08 2010 Selvmord, jeg har skrevet om det før og alligevel når jeg at lave et helt indlæg, før jeg tager mig sammen til at google mig selv for at finde de samme tanker formuleret lidt anderledes i mit aprilindlæg ”Det eksistentialistiske valg” [...]