Ferietid, dyngerne på skrivebordet efterlades, en hurtig tur i fitnessrummet og så går turen hjemad over langebro.
De to rødder venter hjemme, jeg glæder mig, selvom det faktisk er næsten et år siden jeg har været sammen med dem længere end fem dage i træk.
Det er svært for lillesub og mig i denne tid.
Vi må undvære samværet, vi må undvære lænker, vi må undvære lædermasker, vi må undvære opvågnen med den anden ved sin side.
For seks måneder siden ville jeg hu-hej flytte sammen med hende, vi skulle holde ferie sammen. Hun, jeg, hendes søn, mine drenge.
Mig og tre drenge på fuld tid!
Jeg, der næsten mistede lysten til at være sammen med mine egne børn overhovedet.
Det var en dårlig ide.
Lillesub og jeg har fundet noget rigtig smukt sammen.
Det skal næres og udvikles.
Det skal ikke kvæles ved at presse kernefamiliens idealer ned over drømmen om hun og jeg alene.
Vi skal nok finde vores vej, hvis vi blot levner tid. Hvis vi blot husker, at den fælles drøm er livet på den anden side.
Dét, er så fuldstændig helt og aldeles et indlysende klogt valg – og jeg synes det er så befriende at høre en sige det højt, for det er jo sådan det er med børn. De får det bedste frem i en – men de får ved gud osse det værste frem i en! Og når de gør det, viser man sidder af sig selv, som så absolut ikke fremmer den intense betagelse af partneren….
Det er til gengæld en stor gevinst for jer at i begge har børn, for det er kun når man selv har børn – at man forstå og anerkender – hvorfor det er, at de kære små altid rykker ind på førstepladsen – osse foran den elskede – for det er jo bare sådan det er! Så det kommer til at gå fint når I er sammen med alle børnene, men nej, det haster ikke. Det vil jeg virkelig give dig ret i!
Hej Irene
Tak for din kommentar.
Jeg tror det er vigtigt at erkende disse tanker for sig selv. Derved lettes frustrationen og man kan være mere nærværende bagefter.
Hilsen
Grey