Greyindarkness

Vi mødtes på en cafe, fordi jeg gerne ville fortælle hende om de af mine planer, som vedrører hende og drengene.

En cafe!

Hvorfor ikke hos hende, hvorfor kunne vi ikke gå en tur?

Hun stod spids og anspændt foran cafeen, da jeg ankom på cykel.

Ikke en antydning af et smil, heller ikke selvom jeg med vilje lavede mit gamle kiksede hilsetrick, som ellers altid får hende til at komme med en sjov bemærkning og et smil.

Vi snakkede, jeg fortalte, hun replicerede og kom med enkelte spydige kommentarer.

“Jeg føler du har udnyttet mig de sidste to år”

Hun har ret, sådan er det. Jeg har udnyttet hende.

Jeg behøver ikke undskylde overfor mig selv og jeg forsøgte heller ikke bortforklare endsige antyde, at jeg forstod hendes standpunkt.

Intention er hvad der betyder noget og intentionen kan andre aldrig med sikkerhed kende, de kan kun aflæse mine handlinger, resten må de slutte sig til.

Kun jeg kender intentionen bag de ting, som jeg gjorde.

Nu er der gået en nat siden vi skiltes, jeg ser forløbet som en film, jeg kører sekvenser i slow, jeg zoomer ind på detaljer.

Sitren omkring hendes øjne, sitren ved hendes mundvig, et enkelt smil, hendes skifte mellem forsigtighed og direkte fjendtlighed.

Jeg har gjort hende ondt og jeg forstår nu til fulde betydningen af sætningen, som jeg læste i en bog om buddhisme:

“For den, der har truffet en egentlig eksistentiel beslutning er ingen pris og intet afsavn i den konkrete verden for stort.”

Hun og hendes venner må tro om mig, hvad de vil, kun jeg kender min sande intention og med den skal jeg stå til ansvar.