Greyindarkness

Jeg kom hjem til et overophedet hus.

Dages indelukkethed havde øget koncentrationen af støvkorn, der kildrede i min næse.

Jeg lavede hurtigt gennemtræk, åbnede døren til terrassen og gik ud på de slidte fliser.

Trods støvlugten var det dejligt at være hjemme. Før ferien var jeg fast besluttet på at sælge det, nu er jeg helt vendt rundt. Pludselig elsker jeg mit hus.

Haven stod smukt og magnoliaen synets grønnere end nogensinde.

Jeg har fulgt den nøje dette år.

Tretten smukke hvide blomsterkroner tidligt i april. I maj stod kun det inderste grønne af bladkronerne tilbage og i slut juni faldt de alle af som på kommando. Så skød hun med nye teleskopagtige grønne knopper fra hver side af alle grenspidserne.

Et træ i udfoldelse, hvert år sin generation af skud, hver sin generation af minder.

Jeg ringede min far op. Han var på plejehjemmet, jeg kunne høre min mor le fjollet i baggrunden.

For mig er hun allerede død, men helt død er hun vel ikke, når man kan høre hendes stemme i telefonen.

Han tog imod invitationen og kiggede forbi på vejen hjem.

Han medbragte et eksemplar af Weekendavisen, hvor han ville have mig til at læse bagsideartiklen. En sortsynet borgerlig journalist udbredte sig om, hvorfor Danmark allerede er i afgrunden.

Nederst på side to var der en artikel, som nøje beskrev, hvorfor den stagnerende arbejdsløshed er fejlfortolkning.

Svagt stigende aktivitet, øget optimisme, uændret arbejdsløshed, bedre huspriser. Alt er det blot sikre tegn på at dommedag er nær.

Mig siger det, at de økonomiske modeller intet er værd.

Enhver dommedagsprofet kan risikofrit udbrede sig om den økonomiske fremtid, men sandheden er, at ingen har en underbygget teori at hænge profetierne op på.

Jeg tænkte på min psykolog, da jeg i en E-mail aflyste min tid og fortalte jeg havde besluttet at blive skilt.

“Always follow your instinct” var hans svar.

Det lyder pludselig som et meget fornuftigt råd.