Greyindarkness

Lykkefølelsen var meget intens i går aftes på min aftenrunde omkring huset.

Den bløde frodige grønne plæne, den mørkeblå himmel, det store piletræ, der vogter grænsen til dobbelthusøen.

Jeg sugede det hele til mig og blev belønnet med den vidunderlige gysende mellemgulvsfornemmelse, som jeg har savnet så meget.

Lykke, ja sådan føler jeg. Der er tale om en vending i min opfattelse af livet og dets muligheder. En vending, som paradoksalt nok kom efter ferien med drengene, hvor humøret endte med at være i bund.

Netop forholdet til drengene er blevet godt.

Den yngste krammede mig ved min hjemkomst i fredags, han havde savnet mig. Lørdag elskede han mig, da jeg smurte makrel og leverpostejmadder til ham.

Den store fik hjælp med matematikken.

To forskellige eltakster aftegnet i et koordinatsystem. Ved hvilket forbrug bliver takst-1 dyrere end takst-2?

Hans tegning var for upræcis, så jeg viste ham hvordan man løser problemet nøjagtigt ved en simpel førstegradsligning.

Han kunne nogenlunde følge løsningen af ligningen, men hvordan fandt jeg på at sætte de to udtryk lig hinanden?

Se det er en virkelig pædagogisk udfordring. Hvordan overfører jeg det, som falder let for mig, til ham for hvem det falder svært?

De driller mig fra tid til anden godmodigt med Hulken i mig.

Den utrolige Hulk, manden der transformeres fra en rar videnskabsmand til et rasende muskelbundt.

Godmodigt drilleri på en sørgelig baggrund.

Jeg var jo Hulken, et jaget ulykkeligt dyr, der følte han skulle have svar på alting, der følte det var hans ansvar at kernefamilien blev bevaret perfekt.

Det kunne være endt galt, men det gjorde det heldigvis ikke.

Den skønne sensommer morgenstund bekræfter mig i, at så længe viljen findes, er det aldrig er for sent at forandre sig.