Hendes søn, to pensionistforældre og så selvfølgelig hende, som havde travlt med hakkebøffer, pandesauce og medisterpølse med bearnaisesovs specielt for fødselaren, der blev syv år.
For mig var det en overvindelse at komme. Jeg har det fint med sønnen og med forældrene, men børnefødselsdag en onsdag aften fik det til at nive i maven. Det var dårlige minder fra min fortid, som spøgte.
Hun tog smilende imod mig. Hendes store røde hår sad lidt skævt, hendes stramme kjole var lidt krøllet og de højhælede sko var allerede smidt.
En mor mærket efter en lang dag på jobbet efterfulgt af en hundrede procents indsats som forældreslave for sin herskersøn.
På den måde er hun som andre mødre.
Jeg faldt hurtigt til rette, jeg befandt mig vel i selskabet.
Snart blev jeg involveret i samling af min gave – Lego Hero Factory.
Som far til to drenge har jeg en stor rutine i samling af legetøj under maksimalt pres.
Det pres, der opstår, når fødselaren ivrigt snakker og hiver i delene mens man forsøger at følge tegningen.
Sjovt så forskellige børn alligevel er.
Min ældste har aldrig selv samlet Lego. Min yngste så på i mange år, hvorefter han nærmest fra den ene dag til den anden selv tog ansvaret.
Fødselaren i går var anderledes på en interessant måde. Han fulgte ivrigt med indtil han pludselig samlede dele, som han kendte og kunne overskue.
Hovedet i masken, samling af et ben, armen sat på kroppen.
Det blev et udpræget teamwork. Jeg skabte den tryghed, der gav ham modet til at byde ind.
Hans fingre greb smådelene, drejede dem rundt, forsøgte sig hid og did. I den udforskende leg ligger kimen til vigtig teknisk snilde.
En helt anderledes tilgang end man ser hos den jævnaldrende nynnende pige, der drømmende reder manken på My Little Pony.
Et barn var ikke en del af drømmen, børn var til dels årsagen til min skilsmisse, men så længe jeg ikke lover mere end jeg kan holde, så går det fint.
Ihh hvor jeg kender det – jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over mit tætte forhold til barnet som tillidsfuldt suger min viden til sig. Børn var heller ikke en del af min drøm, men fulgte med manden.
Kan kun håbe det bliver lettere at finde ro og balance i alle de vigtige dele i ens drøm, så man kan rumme de dele man ikke drømte om som alligevel er der.
Og ja, men går hen og bliver ret så skrap til at samle klodser – har to store æsker på samvittigheden nu *G*
Hej Laura
Nej det er jo ikke børnenes skyld at man føler sådan.
Børnene er dejlige, men jeg tror det er vigtigt at erkende overfor sig selv, at man ikke helt kan leve op til forestillingen om den perfekte (pap)forældre.
Først ved at forholde sig ærligt til problematikken kan man finde en god løsning.
Tak for kommentaren
Mange hilsner
Grey