Greyindarkness

Biler som sådan siger mig ikke noget.

Bilen er et redskab på linje med en laptop, en opvaskebørste eller et kondom.

Indrettet til at udfylde en bestemt funktion, opfylde et bestemt behov.

Mens de fleste kan se det absurde i at pakke en Nokia mobiltelefon ind i guldetui oversået med Wesselton VVS brillanter, så findes mange fornuftsblinde mennesker, der falder i svime over brede dæk, alufælge og racerudstødning.

Derfor var jeg lige ved at grine højt, da sælgeren glad berettede om den lille Suzulki Swifts bestykning med sænket undervogn, 2 tommers udstødning og en helt unik nummerplade, som ingen ville kunne glemme.

Jeg bevarede fatningen og spurgte bekymret til den sænkede undervogn. Ville jeg køre fast i snedriver om vinteren?

Et kort øjeblik så han rådvild ud, men genvant så initiativet.

Nej selvfølgelig ville jeg ikke køre fast for det forhindrede de vinterhjul, der fulgte med i pakken.

Egentlig var jeg gået ud for at finde et køretøj til omkring 100 kilo kroner. Plus minus det løse.

Minimale vedligeholdelsesudgifter, god brændstofsøkonomi og et bagagerum, hvor jeg ville kunne transportere en nyindkøbt opvaskemaskie fra El-Giganten.

Min erfaring siger mig nemlig, at netop opvaskemaskinen brænder sammen med tre til fire års mellemrum.

Nu sad jer i den store udstillingshal og overvejede en pygmæbil gejlet op som var den designet til en lærling, der endelig skal have sin første fede øse.

Sælgeren var flink og dygtig, men det var ikke hans argumenter, der endte med at flytte mig.

Det var lillesub, der stilfærdigt påpegede, at jeg jo ikke var ”familiefar” mere.

Nej, hvis jeg virkelig ønsker at lægge fortiden bag mig, så kan det ikke nytte noget, at jeg vælger bil efter de ugentlige kernefamilieindkøb i Bilka Fields eller sommerens faste transporter med grenaffald til genbrugspladsen.

Så derfor sprang jeg til og spenderede 180 kilo kroner på en lille perlemorsfarvet sag med metallak.

Det er en dejlig følelse, men så heller ikke mere.

Nu vil jeg bare nyde at være selvkørende.