I adskillelsen kan jeg reflektere.
Jeg savner tosomheden i mørket, jeg savner hendes totale afhængighed af mig, hendes hengivenhed, hendes frygtsomme følgen af mine sadistiske perversiteter.
Hendes tårer, hendes kys af mine fødder, hendes bøjede ryg får det skønneste sug af kærlighed til at gyse igennem mig.
En vidunderlig og uimodståelig trang til at beskytte hende, til at forsørge hende, vækkes af hendes sårbarhed.
Jeg hader adskillelsen og alligevel er det den, der gør vores samliv muligt.
Små oaser af samhørighed i hverdagens sandede ørkenvind.
Suk…. ja, “lykken må vandre på gløder”. Men de der glimt I får sammen “holder” ud over den begrænsede tid de udspiller sig i. De er langtidsholdbare. Tidsubegrænsede. Evige.
Tak Irene og godt nytår til dig
Hilsen
Grey