Små oaser

26 12 2010

I adskillelsen kan jeg reflektere.

Jeg savner tosomheden i mørket, jeg savner hendes totale afhængighed af mig, hendes hengivenhed, hendes frygtsomme følgen af mine sadistiske perversiteter.

Hendes tårer, hendes kys af mine fødder, hendes bøjede ryg får det skønneste sug af kærlighed til at gyse igennem mig.

En vidunderlig og uimodståelig trang til at beskytte hende, til at forsørge hende, vækkes af hendes sårbarhed.

Jeg hader adskillelsen og alligevel er det den, der gør vores samliv muligt.

Små oaser af samhørighed i hverdagens sandede ørkenvind.


Handlinger

Information

2 responses

27 12 2010
Irene

Suk…. ja, “lykken må vandre på gløder”. Men de der glimt I får sammen “holder” ud over den begrænsede tid de udspiller sig i. De er langtidsholdbare. Tidsubegrænsede. Evige.

31 12 2010
Grey

Tak Irene og godt nytår til dig

Hilsen
Grey

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: