“Du kommer da til at savne mig, ikke?”, hun så på mig med våde øjne, der kiggede ud over den sårbare røde øjenlågsrand.
Synet af den tynde gennemskinnelige hud på netop disse øjenlåg rammer mig altid lige i hjertet.
Jeg sank, krammede hende og forsikrede om, at jeg selvfølgelig kommer til at savne hende.
Om et par timer rejser jeg, det bliver en lang tur, transatlantisk forretningsrejse med returdato om en uge.
Jeg savner hende allerede, på samme måde som jeg savnede hende i går og dagen før.
Jeg savner de korte øjeblikke, som hun giver mig, hvor vi er helt alene i vores eget univers.
Hun og jeg alene, jo drømmen holder, men den føles altid for kort, altid længes jeg.
Seneste kommentarer