Greyindarkness

”Kvinder forklarer hvorfor de ikke anmelder voldtægt”, står der at læse på Politikens netavis i dag.

Artiklen opsummerer en undersøgelse, der påviser en underapportering af voldtægter og voldtægtsforsøg mod kvinder.

Når man læser artiklen, vil man bemærke fremhævelsen af den ringe effekt anmeldelse af voldtægt har. Ifølge artiklen er det nemlig kun en tredjedel af anmeldelserne, som fører til retsforfølgelse.

Er det et problem?

Jeg noterer mig i hvert tilfælde, at artiklen er en del af en tendens, hvor den svære bevisbyrde i denne form for kriminalitet særligt problematiseres.

Forbrydelser skal efterforskes og mistænkte pågribes, men sigtelse og dom skal bygge på beviser, sådan fungerer et retssamfund.

Desværre vil mange voldtægter foregår under omstændigheder, hvor det kan være vanskeligt at løfte bevisbyrden, men det må efter min bedste overbevisning ikke lede til, at vi som samfund går på kompromis med retssikkerheden.

Når WikiLeaks grundlægger, Julian Assange, udleveres til Sverige, fordi hans sure eksbolleveninder mener han uberettiget dyrkede usikker sex med dem, så ved jeg sgu ærlig talt ikke, om jeg skal græde eller le.

Men når unge drenge tilbringer tid som voldtægtsdømte i spjældet for senere at løslades, fordi de erkendes som ofre for falske anklager, så er der ingen tvivl, jeg tuder!

Sådanne eksempler fortæller mig, at det er rigtigt at slå et slag for retssikkerheden, også selvom det omhandler alvorlige forbrydelser, med svære omkostninger for ofrene.