Information bragte for nyligt artiklen ”Kvinder til magt og mænd til fald” af Louise Vogdrup-Schmidt (Information, Weekend 7-8. Januar 2012).
Måske var det weekendkuller, måske var det noget andet, men jeg røg straks i det krigeriske blækhus og forfattede en kommentar.
Specielt finalen er jeg meget stolt af.
Med henvisning til 1970ernes Kristelige Folkeparti, kernefamiliens vogter, foreslog jeg partiet et slogan, som måske kunne have frelst dem fra spærregrænsen:
”kærlighedsfamilien! Nærvær og sammenhold – et attraktivt alternativ til en ensom tilværelse som robochick.”
Powerkvinden er robochick’en, som naturligvis subtilt refererer til splatter science fiction filmen, RoboCop, fra 1987.
Med ”robochick” er niveauet lagt, og de fleste læsere af min blog vil nemt kunne gætte sig til essensen i resten af min perfide kommentar.
Jeg sendte dog aldrig kommentaren ind.
Da jeg stod op om søndagen, syntes jeg pludselig, at Information er en lorteavis, og at det er fjollet, at lade sig irritere over en artikel, som har en overmoden kvinde i lidt lummer positur som blikfang.
Faktisk var der også en anden årsag.
Jeg har misforstået bogen ”Manddomsprøven – powerkvinderne kommer”, som er omdrejningspunkt for debatten.
Forfatterne, Erik Holm og Lars Henriksen, udgiver bogen på Kristeligt Dagblads Forlag, og deres pointe er vist slet ikke, at powerkvindens opståen er uproblematisk (vurder selv).
.
.
Efter således at have kloget mig lidt på baggrunden, så virker det nærmere som om, de to forfattere er på korstog til fordel for kernefamilien.
De har resigneret, manden har tabt til Robochick, og så er det bedre at han opfører sig “moderne”, så familien ikke går itu.
Min stilfærdige bekymring går i virkeligheden på det flertal af kvinder, som ikke er “power”, men som slås med stress og lavt selvværd.
De synes ligesom glemt i debatten, selvom de formentlig er powerkvinderne overtallige.
Interessant. Jeg har selv tænkt over det i hvert fald et par gange indenfor den sidste uges tid, hvor jeg er stødt på påfaldende kompetente, temmeligt dominerende og næsten skræmrende imponerende kvinder og på meget, venlige, mindre sikre, ja næsten underdanige mænd, som ikke havde nær så godt styr på det de lavede, som kvinderne havde det.
På tv blev jeg helt trist over at se Mette Blomsterberg forvandle den ellers så fornøjelige og tilpasse James Price til den Golden Retriever jeg gik tur med som barn, som netop hed James. Jeg blev faktisk helt ked af det….
Og som den bitre krone på kvindens sejr, så var der en ung mor i min nærhed som faldt om med en prop i hjernen, da hun hentede sit barn i børnehaven den anden dag…..
Jeg ved ikke hvad man skal gøre ved det, hvis man kan gøre noget. Jeg vil sige, at den perfekte powerkvinde er en skræmmende størrelse. Umenneskelig blank og ulykkeligt isoleret i ophøjet korrekthed og dygtighed. Kvinderne overgår mændene på de områder de har tilkæmpet sig. De er på toppen….. og prisen de betaler for at være der er høj. For de er der kun, hvis de er helt perfekte. Og perfekthed er en statisk og uvirkelig størrelse.
Jeg vil sige, at jeg i eget tilfælde har vundet min milde, venlige, sympatiske, tålmodige og rolige chefs respekt. Han er omgivet af powerkvinder, med hyænelatter, men han klarer det med stor værdighed. Han er går ikke imod og undgår modgang, men han sælger ikke ud og han har en urørlig integritet under det lidt undselige.
Kvinder har brug for mænd de kan respektere og det er mænd som ikke vælter i storm, som ikke lader sig skubbe rundt med, som er i balance og overskud. Som er rolige og kloge og faderlige. Voksne, Drengerøve er morgenmad for powerkvinder….
Men man måtte jo ikke sige…… “ta´ jer nu sammen mænd” i følge indslaget. Men så måske…. bliv voksen! Der var også engang at kvinderne var som børn, fordi de troede det var det de skulle være. Det var da de holdt op med det, at verden ændrede sig for dem.
Mange hilsner Irene
Årh hold op . James nyder det i fulde drag de hygger sig – seriøst:)
Hvornår blev det i øvrigt kvindernes ansvar at mændende tager sig lidt sammen ? Hvorfor skal de partout resignere, for ellers kan de arme drenge ikke finde ud af det?
Det synes jeg i grunden er mere interessant…