Den 20. marts 2010 skrev jeg indlægget ”Blå Skærm”, som er et af mine mest viste indlæg. Det handler om min demente mor, som jeg fra tid til anden besøger på plejehjemmet.
Der er mange modstridende følelser i mig overfor min mor. Jeg bebrejder hende mange ting, men hun er stadig den eneste, jeg savner at kunne ringe til.
Der er givetvis mange i min tidligere omgangskreds, familien, der fordømmer de valg, som jeg har truffet de senere år.
Få ringer spontant til mig, og ad omveje falder der lejlighedsvis brokker, der afslører fordømmelsen.
Det første, der griber mig, er vreden, så arrogancen, men så kommer forståelsen og med den tilgivelsen.
”Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre”.
Og sådan kan jeg vende mig imod mig selv, og min egen pligt.
Jeg mærker ubehaget, når jeg længe har undgået hende, og jeg mærker lettelsen, når jeg har holdt hendes hånd.
Jeg besøger hende oftere nu, og det håber jeg at blive ved med.
Sidst sad jeg ved hendes side, hun skiftevis græd og lo, men egentlige ord er det slut med.
Hun rystede i angst, da jeg pludselig lagde armen om hende.
-Jeg er kun dit barn, og dog indgyder min omfavnelse dig skræk.
-Herregud mor, hvilke dæmoner slipper en fremmed mands berøring fri i dit indre?
Det får jeg aldrig at vide, og det er nok også bedst sådan.
Kære Mr. Grey !
Jeg forstår dig så godt, og føler med dig.
Jeg selv, kunne ikke besøge min far på plejehjemmet fordi jeg græd så meget. Så en dag sagde han, ud i det blå “sikken en skæbne”.
Da tog jeg den beslutning at besøge ham lige så meget jeg kunne, selvom jeg græd. Og den dag jeg tog til mit hjemland for at sige farvel til ham i kisten, lod jeg alle mine tårer og ord flyde med ham til en anden verden. Men kan stadigvæk fælde en tåre.
Sentimentalt nok, så siger det at vi skal nyde hver eneste dag, og takke.
Kærligst fra Hara.
Kære Grey, at have sluppet behovet for andres anerkendelse er svært, men vist lykkes dig. Du lytter til dig selv i stedet for andre. Og lader måske din indre pligtetiker vælge for dig.
Rørende er det og svært, når vores forældre ikke mere kan være det, men bliver så skrøbelige.
Irene
Kære Grey.
Hvad har du lyst til at købe i den butik der hedder “Mor”?
Jeg mistede min mor for mange år siden, mens hun stadig var i levende live. Min vrede mod hende blev lettere at bære, da jeg erkendte at uanset hvor meget, jeg ønskede at hun bare ville blive rask og være min mor, så var der ingen vej tilbage. Jeg ville så gerne have de få øjeblikke med hende, hvor hun var nærværende og hvor jeg fik en fornemmelse af at hun faktisk elskede mig.
Størstedelen af tiden med hende var anstrengende og en kamp indeni, fordi jeg forbandet gerne ville gøre det rigtige og hvad der blev forventet.
Jeg savnede hende hver gang, når jeg havde set hende. Skiftevis blev jeg vred og ked af det, fordi hun intet filter havde for hvad hun kunne finde på at sige.
Min mor fik fred for 5 måneder siden. Jeg satte hele min hverdag i standby for at være hos hende den sidste måned hun havde tilbage. Det var ikke hendes behov eller andres forventning – Men MIT behov. Hun skulle ikke have lov at tage herfra uden mig ved hendes side. Jeg ville vise hende at uanset hvor utaknemmelig og ond hendes sygdom havde gjort hende, så elskede jeg hende.
Mens jeg sad dér og ventede sammen med hende, så tilgav jeg hende. Jeg havde ikke noget behov for at snakke med hende om det, men jeg tog tit hendes hånd og ønskede at hun måtte komme herfra med fred i sindet.
Idag savner jeg stadig min mor. Men jeg gjorde det JEG havde behov for, når jeg i perioder af mit liv valgte hende fra, for at samle overskud til at finde ud af, hvad jeg nu kunne købe i den butik der hedder “Mor”. Min far og mine søskende gjorde det på deres måde og vi respekterede hinandens forskellige valg og dét gjorde os stærke sammen.
Den betingelsesløse kærlighed vandt på trods af meget ringe odds for at se den. Jeg ønsker det samme for dig og at du stadig bliver ved med at tage din mors hånd. Det er ikke op til andre at bedømme hvad dine behov er, uanset om det er et fravalg eller et tilvalg.
Kære Alle tre
Tusind tak for jeres gode og indlevende kommentarer.
Som I måske kan mærke, så er emnet “min mor” noget, som jeg har svært ved at berøre. Jeg kan skrive blogindlæg om det, men der er stadig noget, der knaser.
Jeres kommentarer er meget vigtige for mig, men jeg kan bare ikke give mere uddybende feedback end min korte kommentar her.
Mange hilsner
Grey