Det går fremad for mig med ”Lyst og forbrydelse”, og jeg er nu godt inde i Jeromes historie, som jeg har kunnet spore tilbage til de Sades ”La Nouvelle Justine ou Les Malheurs de la vertu”.
Jeg vil ikke bruge mere energi på research, blot konstatere, at den megen tid Donatien Alphonse François, Marquis de Sade tilbragte i fængsler har gjort hans skrifter lidt vanskelige at stedfæste.
I parentes kan vi også bemærke, at de Sade allerede for mere end 200 år siden satte en trend med hensyn til at slå igennem som forfatter fra fængselscellen. En trend Jønke, Lundin og nu Breivik har videreført.
Nå, men Jerome lægger ikke fingrene imellem. Han hylder pædofili, incest og nekrofili.
Mindre perverse sysler som afføringssex og urinsex indgår også i hans CV.
Når jeg læser ordene, rammes jeg af en blanding af vantro og ophidselse. Jo, der er mange ting, som jeg genkender fra mit eget seksuelle univers.
Hvad, jeg ikke genkender, er Jeromes manglende evne til at føle kærlighed. Jerome er dyssocial, han er psykopat, og det behøver en sadist altså ikke at være.
Interessant er også den lethed, hvormed hans biseksualitet berøres.
Jerome både giver og tager den i røven, det er han ikke skamfuld over, en rigtig sadist har ingen hæmninger, han drives kun af sit eget begær.
I går besøgte jeg, lillesub og vores S-ven en homoklub.
Marquis de Sade er fascinerende i hans råhed og brutalitet men sm leg har i dag sjældent noget med ham at gøre. Hans version er følelseskold og uden realitetssans. Men han er god til at pirre fantasien
Hej Adelena
Jeg kan ikke være andet end enig med dig, men det kan man jo også læse af mit indlæg.
For mig er det meget interessant at læse Marquis de Sade og så dels genfinde mig selv og dels finde de sider, hvor jeg slet ikke kan se mig selv.
Og så er der det med at pirre fantasien, for sådan virker noget af hans tekst helt klart på mig, men omvendt er jeg aldrig i tvivl om, hvad der kan udleves og hvad der kun kan være fantasi
Tak for din kommentar, som satte skrivelysten i gang
Hilsen
Grey
Måske er Sade i virkeligheden rigtig god til selvrefektion som sadomasochist – man spørger hele tiden sig selv hvor grænsen går. Jeg tror der er mange som ikke tænder på hans version af sadisme, selvom de ser sig selv som sadomasochist. Og det er måske der at jeg ægrer mig over at han stadig har en stor plads i sadomasochismens referenceramme. For han er en kompleks forfatter, hvor man aldrig helt kan være sikker på om han mener det alvorligt… For Sade som menneske var utrolig kærlig og elskende, omend han var dumdristig, egoistisk og hæmningsløs.
Men jeg beundrer ham ekstremt meget. Han rusker alt hvad han kan – i den hykleriske verden omkring ham. Han er en liderlig filosof først og fremmest – mere end en pornograf
Hej Adelena
Jeg er nu gået i gang med sidste kapitel i den omtalte bog. Kapitlet “Juliette i Venedig”, som er et uddrag af et større værk. Jeg overraskes stadig, men især synes jeg at det sjove er, at se teksterne som mere end bare “porno”.
Jeg sidder også lidt tilbage med en irriterende følelse: “Hvorfor har jeg ikke læst dette før?” f.eks. da jeg var 13 år? At man kan digte sådanne perversiteter i 1700-tallet kunne have hjulpet mig med at fokusere min seksualitet langt tidligere.
Tak for kommentaren
Hilsen
Grey
Det er utroligt at Sade stadig er provokerende og grænseoverskridende idag, men det må være en stor grund til at man ikke lærer ham at kende tidligere – for den sags skyld overhovedet ( han hører jo til de sene oplysningsfilosoffer, selvom han ikke rigtig anderkendes som filosof…) Jeg har altid haft stort behov for at intellektualisere og få en dybere forståelse af bdsm og jeg er derfor stødt på Sade forholdsvis tidligt. Men jeg fik først et rigtigt indblik i hans univers på et fag på litteraturvidenskab på Københavns Universitet – jeg var helt oppe at ringe, et fantastisk fedt og anderledes kursus – Sade efter Sade hed det. Det tog fat i alle de store tænkere, som har behandlet Sades tekster som mere end stødende pornografi. Især kan jeg anbefale Bataille, hvis du vil læse hvad andre får ud af Sade
Hej Adalene
Sjovt du nævner det, for jeg har bestemt bidt mærke i de lange passager, som er ren filosofi. Den perverse sadist, der holder lange filosofiske foredrag for Juliette og hendes veninde f.eks. Et andet sted var der, hvad jeg anser for en reference til Kant, som jo må være samtidig med de Sade.
Tak for kommentaren
Hilsen
Grey