Skolehysteri

10 08 2012

Der var tøser i den sene deadline i går!

Med fjernbetjeningen i den ene hånd, skrotum i den anden og så dynen godt omkring hagen, nulrede jeg mig lyksalig gennem duellen.

En karrierekvinde mod en borgmester, en blå imod en rød, en mor imod sig selv.

Jeg ville ikke være foruden Anna Sophia Hermansens blog i Berlingske. Jeg elsker hendes webbillede, og jeg trykker tit på det.

Lille, spinkel – og lidt vred, sådan kan jeg godt lide hende.

Hendes trivielle neoliberale tanker gider jeg ikke læse, dem er der ikke noget nyt eller overraskende i.

Men hun er godt blikfang for en husar som mig.

Anne Sophia har endelig kapituleret overfor det håbløse skolesystem. Sønnen er røget i privatskole, og det var det, som deadlineslaget stod om i går aftes.

Den blå blogger var angrebslysten og lod naturligvis ikke sin modpart komme til orde.

Pludselig fik jeg et deja vu.

Det var ikke Anna Sophia Hermansen overfor Anne Vang, det var mig selv og min ekskone overfor den svært fede kvindelige skoleinspektør.

Min eks og jeg sang samme sang som Anne Sophia. Vi lyttede ikke, men kørte på igen og igen.

En dårlig leder, dårlige ansatte, dårlig skole – naturligvis pakket ind i et formfuldendt og uangribeligt akademiker sprog.

Sønnike kom på privatskole, men hjalp det så?

Det brød i hvert tilfælde et akut dødvande, men her retrospektivt forstår jeg, at jeg vendte det blinde øje til det åbenlyse.

Hvis der altid er vand i kælderen, er det måske bedre at lave kloakken end at fyre viceværten.

Vi har en pligt til at tage os af vores børns uddannelse, men hvorfor gør vi det så ikke?

Hvorfor tror vi, at man kan betale sig til en løsning, når det, som i virkeligheden kræves, er engagement fra en mor og en far.

Engagement, som naturligvis har en pris.

Vi har en pligt til at tage os af ungernes uddannelse, men vi har ikke en pligt til at pleje egen karriere.

Hvorfor siger Anne Sophia ikke sit job op og står klar hjemme om eftermiddagen med drømmekage og lektiehjælp?

Den voldelige Brian, der skider i håndvasken og truer hendes slappe søn med bank – hvad med ham, Brian?

Hvorfor inviterer Anne Sophia ham ikke på Lalandia, hjælper ham til at forstå de svære danske bøjninger og læser højt af Kejserens nye klæder for ham og sønikke?

Hvis Brian kunne rettes ind som veluddannet mønsterborger, så er en karriere et lille, men værdigt, offer i den sammenhæng.

Næ, new pubic management er en gang øregejl, der gør det nemt at lukke øjet for det oplagte.

Man får ikke en bedre skolegang ved at hakke på lærerne. Man får en bedre skolegang ved at afstemme krav, forventninger og ressourcer.

Og hvis vi forældre virkelig mente noget med vores interesse for børnenes skolegang, så sagde vi jobbet op, flyttede i et billigt hus på landet og brugte al vores tid på at skabe et godt læringsmiljø for ungerne.

Men det gider ingen mand, og det gider de neoliberale kvinder heller ikke, for det kolliderer med projekt migselv.

Altså er der kun en udvej for at redde samvittigheden:

Påstå dårlig skoleledelse, ringe faglighed og en pengegrisk lærerforening.


Handlinger

Information

One response

17 08 2012
Zehn

Hvor er jeg dog enig! og hvor er jeg ærgerlig over at jeg ikke sådan lige kan dele den på facebook, for det ville jeg bare så gerne! men……;)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 50, der følger denne blog

%d bloggers like this: