Greyindarkness

Drengene kommer i eftermiddag, så jeg købte ind i går aftes, i Kvickley.

-Hej!  råbte en pigestemme samtidig med, at en hånd klappede mig på skulderen

Jeg opfattede en blond hestehale og et ungt smilende pigeansigt. Mit senile hjerne var fanget i forkerte omdrejninger og først efter et mentalt gearskift, forstod jeg sammenhængen.

Pigen var nogle venners datter, og hun arbejdede åbenbart i Kvickley nu.

Tænk at hun nu er så gammel! Hun er lidt yngre end min egen ældste søn, så hun er vel femten år.

Det var en stolt og glad pige, der klappede mig på skulderen, og jeg blev faktisk lidt rørt over, at hun på den måde havde overrasket mig.

Henne ved kassen opdagede jeg så pludselig hendes forældre, mine venner.

De stod og spejdede, diskret troede de nok, men deres opførsel var påfaldende. De var tydeligvis ikke på indkøb.

Det var deres datters første dag på arbejde, og nu ville de lige se, at alt var ok!

På parkeringspladsen, i bilen på vej hjem og under dynen, mens jeg forsøgte at falde i søvn, rumsterede dette optrin i mig.

Hvilken bizar, nærmest barok opførsel af disse forældre.

Jeg kan godt forstå deres stolthed, og personligt ville jeg både være stolt over, at mit barn nu kan tjene penge selv, og samtidig glæde mig over, at dagen snart er nær, hvor jeg ikke behøver købe mad til hende længere.

De penge er bedre brugt til andre ting. En ferie, en ny bil, eller noget fetichudstyr.

Nej, jeg forstår det ikke.

Den bedste gave man kan give sit barn må være erkendelsen af, at vi dybest set er alene.

Hvis man kan vågne op hver morgen og se sig selv glad alene på en øde ø, så er man klar til at møde verden.

Kærlighed og kundskaber kan man gavmildt dele ud af et rent hjerte.

Aldrig giver man med en bagtanke, for det behøver man ikke, man er stolt som et individ, der kan tage vare på sig selv. Fysisk som mentalt.