Afdækning af ellers skjulte magtstrukturer samt udstilling af en marionet.

Hvis jeg graver lidt flere måneder tilbage, så er jeg vel også blevet klogere på andres syn på mig som professionel person.

En diplomat snarere end en krigsherre.

Lidt såret stolthed har jeg også lidt under, for jeg så nok mere mig selv som en retfærdig Bismarck.

En retfærdig jernnæve.

Men hvad, det er jo rigtig nok, og diplomaten passer i virkeligheden godt med mine værdier.

Hellere diplomat end blindt brushoved.

Hellere diplomat end tam nikkedukke.

En diplomat skal netop kende magtstrukturerne i det spil, der spilles, og dermed er jeg nu godt klædt på.

Følg pengene, så ved du, hvem der bestemmer!

Det må siges at være en evig gyldig sandhed.

Hun lå under mig. Lingeriet a la 1950 og penisattrappen i hendes mund satte fetich scenen.

Så gled jeg ned på hende, og hun i mig, og vi blev en krop.

Tankerne strømmede alle samme vej. Fantasier mod tilfredsstillelsen.

Ingen irriterende spørgsmål, om hvad andre mon tænkte. Ingen irriterende tvivl, om hvordan man bør være.

Som mand, som far, som sadist, som menneske.

Jeg var mig selv helt igennem.

Bagefter hang vi ud i en lædersofa med udsigten til en menneskelig nålepude.

Jeg lo, mens puden græd.

Der var et nyt par, deres første gang. Jeg fornemmede en uregelmæssighed, som en sko, der næsten passer, men som alligevel viser sig for snærende.

Svært at sige, hvem der var skoen, men jeg tror det var ham.

Mon de også vil erfare, at vejen hjem, vejen til at finde sig selv er belagt med stor smerte?

Smerten er prisen, og den forsvinder aldrig helt.

Altid sidder den der, en fantomsmerte efter lemmer man måtte brække af. En dump påmindelse om, hvor dyrebar friheden til at være sig selv er.

Information bladres hen på bogtillægget.

Erik Valeurs bog ”Det syvende barn” er igen at finde på Arnold Buscks bestsellerliste, mens hverken Helle Helle eller Jousefine Klougart har været på den længe.

Hvorfor mon det er sådan?

Min underdanige kæreste ristede krydderbollen og smurte den med honning. Lyden af hendes bad kommer til mig gennem loftet, hvor afløbsrøret løber.

Jeg konstaterer, at køkkenbordet er som støvsuget, ikke en eneste  brødkrumme afslører, at hun har håndteret bagværk.

Jo, hun læser også min blog.

På min chaiselong ligger Knausgaards første bind. Det er nu gennemlæst, og konklusionen har ikke ændret sig. En pivskid og en kujon, det er, hvad første bind beskriver.

Men er vi ikke alle sådan, pivskidder og kujoner?

Det er vi nok mere eller mindre, men det er i krisen, man skal se sin sande natur.

Min egen krise er overstået, og min kæreste reddede mig det sidste stykke, da hun for snart tre år siden kom ind i mit liv.

Jeg var ved at forstå livets realitet, og med hende faldt det på plads.

Det handler om ansvar. For sit eget liv og for andres.

Jeg fik taget en HIV-test i sidste uge.

Jeg tænker i dekader nu. Havde jeg ikke mødt lillesub, så tror jeg faktisk ikke, jeg havde orket at tage en dekade mere.

Derved bliver den en del af familien.

Aldrig må man begå den fejl, at lade tæven tage styringen, og altid må man være parat til at køre langt ud på landet og efterlade den, hvis opdragelse skønnes nyttesløs.

Min tæve er sædvanligvis dygtig.

Den lader sit hår farve, når dens herre er træt af dens stadig flere grå lokker.

Den sidder glad ved sengekanten, mens dens master tilfredsstilles i et fremmet hul.

Den bøjer hovedet i ydmyg accept, når jeg påpeger brødkrummer, der ikke skal flyde på køkkenbordet eller indprenter, at armaturet altid skal tørres grundigt af efter bad.

Min tæve skal også være fit.

Det kan ikke nytte noget, at den ad libitum kaster sig over fødselsdagsboller, lagkage og glaseret svin.

En sådan ligegyldighed er en hån mod mig, dens herre!

Flovheden var konkret, til at føle på, men den har forstået budskabet, det er jeg sikker på.

Og så på en fredag!

Irritationen blev undertrykt, og jeg accepterede, at magistraten nok er nødt til at tillade alle disse vejarbejder af hensyn til almenvellet.

Samtidig indså jeg, at jeg for fjerde gang på en dag ville komme i sidste øjeblik til en deadline.

Morgenen var begyndt i Sverige, hvor jeg kom tre minutter for sent til Øresundstoget, som jeg måtte se glide af sted på en baggrund af svenske marker med gule blomster.

At det var fredag ænsede jeg næsten ikke.

Mandag, tirsdag, hvilken ugedag, det var, gav ingen mening for mig. Det hele løb ud i et.

Hektisk skønt på den ene side, men også svært skræmmende på den anden.

Sommetider mærker jeg en boblen i halsen. En boblen, der udløses i brystkassen ved et vitalt organs kolbøtte.

Ekstrasystoler, altså ekstra hjerteslag, har jeg besluttet mig for.

Mit heftige koffeinforbrug spiller formentlig ind.

Sædvanligvis ufarligt, men hvad nu, hvis hjertet pludselig en dag stopper midt i en saltomortale?

Næ, man skal værdsætte de gule kornmarker, pausen langs Østersøgade og selve det, at kunne huske forskel på ugens dage.

Ph.d-stipendiat Ole Henrik Hansen lykkedes med at komme i den skrevne og talte presse, hvor han præsenterede resultater fra sin forskning.

Pædagogerne er dovne! Det var vist menigmands konklusion.

- Danske vuggestuer er så elendige, at en stor del af dem burde lukke, citeres Ole Henrik Hansen selv for at have sagt.

En talsmand for pædagogerne forsøgte at angribe undersøgelsen, men mislykkedes.

Ministeren kaldte på handling, kontrolskemaer var vist på tale.

Lad os nu dvæle et øjeblik ved det mest viste klip fra Ole Henrik Hansens undersøgelse.

Drengen med bussen!

En lille dreng søger beskyttende hjælp hos en pædagog i forsvar for den legetøjsbus, som han har bemægtiget sig.

Den opmærksomhedskrævende dreng afvises og mister bussen til en større dreng.

Velkommen til verden! Hvis du vil have noget, må du slås for det, hvad nyt er der i det?

Selvfølgelig er det trist at se en tøsedreng udstillet for åben skærm, men kan det virkelig bruges til at konkludere noget som helst?

Formidlingsmæssigt er Ole Henrik Hansen en mester, men det er en sørgelig tid for evidensbaserede beslutninger.

Man træder ind gennem en dør i sjælen, man skal være to.

Der er ingen spørgsmål, ingen forklaringer, kun leg med kroppe.

Sådan er dominansen i mine lykkeligste øjeblikke.

Jeg skal ikke overvinde, ikke besejre, kun lede mod min tilfredsstillelse.

Engang havde jeg mange fordomme om min dominans.

Noget, jeg skulle leve op til, noget, jeg ikke kunne hige efter, noget, jeg skulle forsvare og forklare.

Nu, hvor jeg har fundet mit hvide rum, giver alt sig selv.

.

.

(Min tekst fik mig pludselig til at tænke på Carlos Perons dejlige nummer, så det røg med til illustration)

Det er solskin, eftermiddag, og på min vej ned ad Blegdamsvej mødes jeg af en hob af forskellige mennesker.

Der er for eksempel to unge mænd, der bærer en ramme Sommersby cider. Jeg når lige at spekulere over det mærkværdige i, at disse ungersvende slæber dette fisefornemme champagne surrogat med til kampdagen.

En rigtig arbejder drikker HOF!

Så er jeg ved Trianglen og kan begynde turen ad Østerbrogade mod kiosken.

Lidt længere nede end Århusgade, der, hvor et blåt skilt over LOTTO reklamerne fortæller, at der bor en psykolog.

Jeg skulle til samtale, redde mit ægteskab.

Vid dette: En psykolog kan ikke give svar, men hjælpe med at stille spørgsmål.

En måned senere gik mit ægteskab i stykker.

Forleden var jeg så til skolehjemsamtale. En af de lejligheder, hvor jeg nu møder min ekskone.

Det er begyndt at blive kærkomne lejligheder. Jeg bliver glad ved at se hende, og vi småsludrer om mangt og meget.

Da vi sagde farvel, kaldte hun mig ”Gamle swinger”, med et glimt i øjet.

Jeg blev rørt og havde stor lyst til at fortælle hende mange ting, forklare mine handlinger, men jeg undlod.

Den virkelige smerte, det virkelige bedrag, opstod i forsøget på at redde forholdet.

Den virkelige fejl var forsøget på at nå hinanden igen, når nu vi var blevet så forskellige.

Det tror jeg godt, vi begge ved nu, men det kunne vi ikke se dengang.

En lærers sygdom, og en klasse uden ledelse endte i halvfjerdserne med at blive placeret i et lokale med en 16-mm fremviser, der i to timer blandede Jørgen Leths karakteristiske fortællerstemme med Eddy Merckxs, synlige lidelser på en forårsdag i helvedet.

.

.

Jeg var vel omkring de fjorten år gammel, og mens larmen tog til omkring mig, sugede filmen mig ind.

Fantastisk film, fantastisk stemme.

Rytteriets karikatur, skandalen med den farvede tjenestekvindes datter: ”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil.” alt dette er for mig blot forskellige belysninger af stor kunstner, et eksempel til at følge.

Hovedpersonen har genvundet fodfæstet og udstiller nu på Gammel Strand.

Ministeren er forarget: ”Jørgen Leth er naiv.”

Ingen ung sort kvinde kan føle kærlighed til en gammel hvid mand.

Men i det groteske ligger også det smukke.

Selvfølgelig kan en ung negerpige føle sig tiltrukket af en rig gammel og hvid verdensmand.

Den messende stemme, de beroligende hænder, den senile krop.

Et kunstværk til forførelse, et kunstværk til at eje et kort sekund før forrådnelsen for alvor sætter ind.

Bragt i hinandens nærhed, hinsides fordomme, ses ting, som er os andre skjult.

I mine øjne har mesteren ingen fejl.

-Hej!  råbte en pigestemme samtidig med, at en hånd klappede mig på skulderen

Jeg opfattede en blond hestehale og et ungt smilende pigeansigt. Mit senile hjerne var fanget i forkerte omdrejninger og først efter et mentalt gearskift, forstod jeg sammenhængen.

Pigen var nogle venners datter, og hun arbejdede åbenbart i Kvickley nu.

Tænk at hun nu er så gammel! Hun er lidt yngre end min egen ældste søn, så hun er vel femten år.

Det var en stolt og glad pige, der klappede mig på skulderen, og jeg blev faktisk lidt rørt over, at hun på den måde havde overrasket mig.

Henne ved kassen opdagede jeg så pludselig hendes forældre, mine venner.

De stod og spejdede, diskret troede de nok, men deres opførsel var påfaldende. De var tydeligvis ikke på indkøb.

Det var deres datters første dag på arbejde, og nu ville de lige se, at alt var ok!

På parkeringspladsen, i bilen på vej hjem og under dynen, mens jeg forsøgte at falde i søvn, rumsterede dette optrin i mig.

Hvilken bizar, nærmest barok opførsel af disse forældre.

Jeg kan godt forstå deres stolthed, og personligt ville jeg både være stolt over, at mit barn nu kan tjene penge selv, og samtidig glæde mig over, at dagen snart er nær, hvor jeg ikke behøver købe mad til hende længere.

De penge er bedre brugt til andre ting. En ferie, en ny bil, eller noget fetichudstyr.

Nej, jeg forstår det ikke.

Den bedste gave man kan give sit barn må være erkendelsen af, at vi dybest set er alene.

Hvis man kan vågne op hver morgen og se sig selv glad alene på en øde ø, så er man klar til at møde verden.

Kærlighed og kundskaber kan man gavmildt dele ud af et rent hjerte.

Aldrig giver man med en bagtanke, for det behøver man ikke, man er stolt som et individ, der kan tage vare på sig selv. Fysisk som mentalt.