Tynd rækker faktisk ikke, jeg vil nærmere sige afpillet.

Hendes afblegede hår stod uregerligt som candyfloss omkring hendes ansigt, hendes hud var gusten bleg, huden sad stramt over knoglerne i hendes arme, hendes ben kunne ikke fylde de lårlange lakstøvler ud.

lillesub mente bagefter, at hun lugtede af alkohol. Selv bemærkede jeg det ikke, men det ville ikke undre mig alt taget i betragtning.

En afdanket luder, en afdanket pervers luderso, fuck det tænder mig!

Hun havde stadig den samme herre og det var gennem ham, at jeg havde etableret kontakten.

Snowball, to kvinder, der deler en ejakulation. Deres ønske, som var helt fint med mig.

Jeg ville på min side se de to ludere slikke fisse og så ville jeg tage min skalp, kneppe hende mens lillesub så på.

Jeg nød synet af kvinderne sammen, jeg fik min skalp og da orgasmen nærmede sig var luderen parat. Ikke en dråbe gik til spilde.

Pigerne delte snebolden i et inderligt tungekys.

På et øjeblik og helt overraskende for mig gik luderens herre fra tomgang til ekstase – mere sne fald i kaskader.

Så faldt roen endelig fald over os.

Det huer ikke min pige og jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg må bare prøve luderen igen.

Bilen er et redskab på linje med en laptop, en opvaskebørste eller et kondom.

Indrettet til at udfylde en bestemt funktion, opfylde et bestemt behov.

Mens de fleste kan se det absurde i at pakke en Nokia mobiltelefon ind i guldetui oversået med Wesselton VVS brillanter, så findes mange fornuftsblinde mennesker, der falder i svime over brede dæk, alufælge og racerudstødning.

Derfor var jeg lige ved at grine højt, da sælgeren glad berettede om den lille Suzulki Swifts bestykning med sænket undervogn, 2 tommers udstødning og en helt unik nummerplade, som ingen ville kunne glemme.

Jeg bevarede fatningen og spurgte bekymret til den sænkede undervogn. Ville jeg køre fast i snedriver om vinteren?

Et kort øjeblik så han rådvild ud, men genvant så initiativet.

Nej selvfølgelig ville jeg ikke køre fast for det forhindrede de vinterhjul, der fulgte med i pakken.

Egentlig var jeg gået ud for at finde et køretøj til omkring 100 kilo kroner. Plus minus det løse.

Minimale vedligeholdelsesudgifter, god brændstofsøkonomi og et bagagerum, hvor jeg ville kunne transportere en nyindkøbt opvaskemaskie fra El-Giganten.

Min erfaring siger mig nemlig, at netop opvaskemaskinen brænder sammen med tre til fire års mellemrum.

Nu sad jer i den store udstillingshal og overvejede en pygmæbil gejlet op som var den designet til en lærling, der endelig skal have sin første fede øse.

Sælgeren var flink og dygtig, men det var ikke hans argumenter, der endte med at flytte mig.

Det var lillesub, der stilfærdigt påpegede, at jeg jo ikke var ”familiefar” mere.

Nej, hvis jeg virkelig ønsker at lægge fortiden bag mig, så kan det ikke nytte noget, at jeg vælger bil efter de ugentlige kernefamilieindkøb i Bilka Fields eller sommerens faste transporter med grenaffald til genbrugspladsen.

Så derfor sprang jeg til og spenderede 180 kilo kroner på en lille perlemorsfarvet sag med metallak.

Det er en dejlig følelse, men så heller ikke mere.

Nu vil jeg bare nyde at være selvkørende.

Mit liv er i balance, jeg behøver ikke nogen mere, jeg hviler i mig selv, jeg frygter intet og jeg værdsætter livet.

Hendes ord en tidlig lørdag morgen vakte noget i mig.

Nu, hvor jeg endelig er fri af mine egne dæmoner, nu hvor jeg endelig er fri for angsten for at være alene, angsten for at stå frem og tage livet som det kommer, så er jeg endelig der, hvor jeg kan se kærligheden som det den er.

En inderlig lyst til at være sammen med et andet menneske simpelthen fordi det gør en glad.

Hendes ord udtalt efter hun forskrækket slog øjnene op som afslutningen på et forfærdeligt mareridt.

Tanken om at jeg ikke ville have hende, end ikke i drømme kunne hun forestille sig det omvendte, at hun ikke ville have mig.

Først ved min afvisning, ville hun bøje hovedet og gå bort.

Jeg er lykkelig for indsigten, jeg er lykkelig for, at jeg er klar til at tage imod hende.

For mig var det en overvindelse at komme. Jeg har det fint med sønnen og med forældrene, men børnefødselsdag en onsdag aften fik det til at nive i maven. Det var dårlige minder fra min fortid, som spøgte.

Hun tog smilende imod mig. Hendes store røde hår sad lidt skævt, hendes stramme kjole var lidt krøllet og de højhælede sko var allerede smidt.

En mor mærket efter en lang dag på jobbet efterfulgt af en hundrede procents indsats som forældreslave for sin herskersøn.

På den måde er hun som andre mødre.

Jeg faldt hurtigt til rette, jeg befandt mig vel i selskabet.

Snart blev jeg involveret i samling af min gave – Lego Hero Factory.

Som far til to drenge har jeg en stor rutine i samling af legetøj under maksimalt pres.

Det pres, der opstår, når fødselaren ivrigt snakker og hiver i delene mens man forsøger at følge tegningen.

Sjovt så forskellige børn alligevel er.

Min ældste har aldrig selv samlet Lego. Min yngste så på i mange år, hvorefter han nærmest fra den ene dag til den anden selv tog ansvaret.

Fødselaren i går var anderledes på en interessant måde. Han fulgte ivrigt med indtil han pludselig samlede dele, som han kendte og kunne overskue.

Hovedet i masken, samling af et ben, armen sat på kroppen.

Det blev et udpræget teamwork. Jeg skabte den tryghed, der gav ham modet til at byde ind.

Hans fingre greb smådelene, drejede dem rundt, forsøgte sig hid og did. I den udforskende leg ligger kimen til vigtig teknisk snilde.

En helt anderledes tilgang end man ser hos den jævnaldrende nynnende pige, der drømmende reder manken på My Little Pony.

Et barn var ikke en del af drømmen, børn var til dels årsagen til min skilsmisse, men så længe jeg ikke lover mere end jeg kan holde, så går det fint.

Den bløde frodige grønne plæne, den mørkeblå himmel, det store piletræ, der vogter grænsen til dobbelthusøen.

Jeg sugede det hele til mig og blev belønnet med den vidunderlige gysende mellemgulvsfornemmelse, som jeg har savnet så meget.

Lykke, ja sådan føler jeg. Der er tale om en vending i min opfattelse af livet og dets muligheder. En vending, som paradoksalt nok kom efter ferien med drengene, hvor humøret endte med at være i bund.

Netop forholdet til drengene er blevet godt.

Den yngste krammede mig ved min hjemkomst i fredags, han havde savnet mig. Lørdag elskede han mig, da jeg smurte makrel og leverpostejmadder til ham.

Den store fik hjælp med matematikken.

To forskellige eltakster aftegnet i et koordinatsystem. Ved hvilket forbrug bliver takst-1 dyrere end takst-2?

Hans tegning var for upræcis, så jeg viste ham hvordan man løser problemet nøjagtigt ved en simpel førstegradsligning.

Han kunne nogenlunde følge løsningen af ligningen, men hvordan fandt jeg på at sætte de to udtryk lig hinanden?

Se det er en virkelig pædagogisk udfordring. Hvordan overfører jeg det, som falder let for mig, til ham for hvem det falder svært?

De driller mig fra tid til anden godmodigt med Hulken i mig.

Den utrolige Hulk, manden der transformeres fra en rar videnskabsmand til et rasende muskelbundt.

Godmodigt drilleri på en sørgelig baggrund.

Jeg var jo Hulken, et jaget ulykkeligt dyr, der følte han skulle have svar på alting, der følte det var hans ansvar at kernefamilien blev bevaret perfekt.

Det kunne være endt galt, men det gjorde det heldigvis ikke.

Den skønne sensommer morgenstund bekræfter mig i, at så længe viljen findes, er det aldrig er for sent at forandre sig.

Jeg kommer altid til tiden, aldrig for tidligt, aldrig for sent. Det er sådan jeg er, når det gælder aftaler.

Butikkens navn kunne være afledt af en berømt Amerikansk jernbanelinje, men om det rent faktisk er den, som ejerinden i sin tid havde i tankerne, da hun navngav den, tvivler jeg egentlig på.

Uanset hvad, så får navnet mig altid til at rejse tilbage i tiden til DR monopolets dage og tankerne ender med Judy Garlands sang fra en westerninspireret MGM musical.

Frisørens to unge piger, den nyuddannede og så eleven, kender med garanti intet til det historiske aspekt, dertil er deres intellekt for utrænet.

Vi er alle udstyret med talgkirtler omkring hårrødderne og selv efter mandens hormonbestemte skaldethed vedbliver disse holokrine kirtler at udsende en smørende fedtet cellemembranderiveret substans.

Skønt dets naturlige ophav ønsker jeg ikke frisørelevens fine små pigefingre skal røre ved mine afsondringer, derfor beder jeg altid om hårvask.

Pigerne tror sikkert, jeg ønsker hårvask, fordi jeg nyder deres hovedbundsmassage, fordi mit ansigt derved kommer helt tæt på deres bare armes glatte hud, fordi jeg derved diskret kan se deres ungpigebryst gennem ærmegabet, når de rækker ind over mig for at indstille opsamlingsbakken korrekt ved min nakke.

Deres fordomme er naturligvis urimelige og ubegrundede.

Hvordan så jeg egentlig selv på en moden flot kvinde i fyrrerne, da jeg var teenager?

Jeg havde lyst til at kneppe hende, så enkelt kan det udtrykkes.

Mon min teenager frisørelev har lyst til jeg skal kneppe hende?

Egentlig tror jeg piger tænker anderledes, det ligger lidt i deres køn. De skal holde manden på afstand og så endelig til sidst give slip. Først da, skal de få lyst til samleje og sprede ben.

Der ligger noget imellem disse ekstremer. Den afvisende bly og så den faldne lystne kvinde, og det som ligger imellem har jeg vanskeligt ved at beskrive, fordi det netop er særegent for kvinden.

Jeg forestiller mig, at de i dette rum har en dejlig følelse af spænding, en mulighed, der kan forblive en mulighed for evigt og som kun udløser denne dejlige følelse så længe den netop kun er en mulighed.

Glæden ved en uskyldig flirt kunne måske være den enkle beskrivelse.

Hun var træt sidst jeg var der, hendes fingre gennemførte den hovedbundsmassage, som de undervises i på frisørskolen, men hun gav mig lidt ekstra, hun svømmede hen, blev ved lige en tand længere end nødvendigt.

Måske det er min muskuløse overkrop, min handlekraft, min erfaring.

Muligheden af at kunne udskifte elektrikeren med en erfaren intellektuel alfahan, måske var det hendes følelse af spænding en torsdag eftermiddag tæt ved lukketid?

Hvad tænkte jeg?

Jeg forestillede mig, at jeg smurte hende nogle lussinger mens hun kæmpede imod mig.

Det fungerede ikke rigtigt for mig, hun er for fin, men jeg glæder mig til om to uger, hvor hun igen skal massere min hovedbund.

Jeg lagde mærke til ham med det samme han entrerede S-toget. Han satte sig yderst på et tomt sæde, lod sit sorte gadekryds af en hund finde plads på gulvet foran sig.

Jeg husker min lette overraskelse, da han betænksomt tog skoene af, inden han hvilede fødderne på sædet overfor.

Han knappede en Tuborg dåseøl op, lænede sig tilbage og nød indholdet i fulde drag.

Jeg drikker ikke mere, men det er præcis i sådant et øjeblik jeg godt kan savne det.

Jeg kunne næsten mærke den beroligende følelse, der spreder sig i kroppen på forkanten af den opadgående alkoholpromille.

Vi nåede endestationen og manden forsvandt i mængden.

Jeg rendte ind i ham ti minutter senere på min spadseretur. Han gik foran med hunden, som ikke var i snor.

Pludselig kom en anden hundeejer forbi med sin lille terrier hanhund pænt i kontrol ved den selvudrullende snor i et lille plasthåndtag. Den ældre herre, som holdt snoren, hev lidt nervøst i sin hund mens den ivrigt snusede til den løse sorte tæve.

Manden fra toget udsendte en række kommandoer på dansk, bøjede sig forover og hev lidt i sin tæves halsbånd. Så gik han tilfreds videre med den snorløse hund klinet til sine bukseben.

I al sin usselhed var der dog en under ham. Hans sorte tæve. Selv en åbenlys misbruger og bistandsklient står hævet over dyret. Det ligger i selve hundeejerkonceptet, der er tale om en laverestående race, som det er tilladt at kommandere med og bestemme over.

Bestemme over liv og død i bogstaveligste forstand for det er hundeejeren der skaffer husly og mad. Det er ligeledes hundeejeren, der mod betaling kan få slukket livet i hunden ved en injektion af stærkt sovemiddel fra den store flaske på dyrlægens konsultationsbord.

Måske det er disse kendsgerninger, der gør, at min kæreste lillesub kan lide at være min tævehund.

Jeg opdagede det ved et tilfælde og siden har denne praksis pirret os begge.

Egentlig kan jeg ikke udstå hunde, jeg undgår helst kæledyr, så jeg er langtfra en rutineret hundeejer.

Det går dog fremad. Jeg har købt en lyserød madskål med inderskål af stål.

For tiden pønser jeg på, hvordan jeg skal få lavet en hundegård.

Hunde logrer med bagdelen, stikker kådt tungen ud og slikker hinanden i røven.

Jo, jeg glæder mig til at opdrage mere på min lille tævehund.

Der er kun en løsning.

Jeg flytter kladden til papirkurven, rejser mig og vender min opmærksomhed mod hende.

Hun ligger i sengen lige ved siden af min skrivepult. Hendes røde hår flyder ud over det sorte lagen og afgrænser hendes hvide fregnede ansigt. Indramningen fuldendes af læderhalsbåndet.

Hun er låst fast til mig, bogstaveligt for stålkæderne er låst om hendes håndled med Burg Wachter dirksikre hængelåse.

Kæden slutter ved min betonvæg, hvor endnu en hængelås fæstner den til et hvidlakeret ståløsken, solidt indsat i muren med en ekspansionsbolt.

Jeg sætter mig ved hende alt imens Pink Floyd lyder fra højtalerne.

”We don’t need no education, we don’t need no thought control”

Hvor er det sandt og hvor savner jeg oprøret.

Jeg griber om hendes ene bryst, hun brummer veltilpas, smiler til mig gennem lokkerne.

I går slikkede hun en stram fisse, der dryppede med min sperm.

Om ikke så mange timer er det slut.

Jeg kører hende hjem og så tager vi fat på den del af vores liv, hvor børn og arbejde tager fokus.

Otteogfyrre timer i vores egen verden er ikke nok. Hvordan skaffer jeg mere tid?

Det er min altoverskyggende aktuelle udfordring.

En ting er, at hun ikke kunne beherske sig i forhold til fødselsdagslagkage, Sommersby og hvidvin, men at forsøge at luske det forbi sin herre er næsten utilgiveligt.

Jeg lod min vrede løbe gennem telefonen, jeg nedgjorde hende til hun skammede sig. Hendes stemme var spag og ydmyg. Det gjorde mig bedre tilpas.

Bagefter forestillede jeg mig den gysen, den knugende fornemmelse i mellemgulvet, som hun blev efterladt med, da røret var lagt på.

Jeg nød det på en dejlig frydefuld måde, så ramtes jeg af et sug af kærlighed.

Den lille, lille pige, hvor er hun dejlig.

Fliserne rengøres et par gange om ugen. Der fyldes op med sæbe og papir, men alligevel er den ene sæbeautomat altid ude af drift og ofte kan jeg ikke få engangspapirhåndklæderne ud af en ellers ny dispenser.

Toiletrullen er der heldigvis sjældent noget galt med. Den er lukket inde i en hvidemaljeret blikdåse.

Lyset slukker automatisk hvis man ikke har bevæget sig et stykke tid. Sensoren sidder udenfor det aflukkede toilet, så man kan ikke bare vifte med armene og udvirke lysets genkomst.

Et CO2 besparende tiltag eller et forsøg på begrænsning af slendiran i det offentlige?

For mig er det et problem, hvis jeg er længe om at komme.

Det er så stressende at onanere i mørket på det aflukkede toilet.

Ja, for selvom jeg er en voksen og fornuftig mand, så kan lysten komme over mig.

Så står jeg i det slidte toilet og onanerer mens sekunderne tæller ned inde i den infrarøde lysafbryder.

Lillesub er faktisk altid med bag mine lukkede øjne, det er ikke småting, som hun må stå model til.

Jeg kan lide, når det gør ondt på hende og jeg kan lide, når hun ydmyges.

Jeg kan lide at fantasikneppe en gammel vanilla veninde. Lillesub ligger fikseret i kæder og må høre kællingens hånlige latter mens hun forlyster sig med lillesubs vidunderlige kæreste.

I kontrovers på DR2 den første august overværede jeg en debat med et panel, som havde Anne Sophie Hermansen med.

Det fangede mig, for jeg kan lide at irritere mig over hende. Hun ser sgu godt ud og så irriterer hun mig så dejligt!

I panelet var også en lille mand, som jeg ikke havde hørt om før

Christopher Arzrouni, som vist havde en tilknytning til Jyllandsposten.

“Det handler om at passe sin have” var hans indledningsargument. Han havde fire børn og derfor kun tid til pligter, ikke til lyster. Alligevel var han godt tilfreds.

Det var den lære han havde udtrukket af en ungdom i fattigfirserne.

Tid til haven og pligter, ikke plads til lyster, en doktrin hans fire børn skulle opdrages efter, i den bedste mening forstås.

Så slipper man også for at finde sig selv onanerende om kap med lyseslukkeren på arbejdspladsens toilet.