Slavinde

25 04 2012

Slavinde!

Egentligt er det et mærkeligt ord, der for mig først og fremmest giver associationer til kolonitidens slaveri, til bommuldsplantager, til udnyttelse og menneskelig ondskab.

Der var også humane slaveejere, herremænd, der var splittede mellem at forfægte deres retmæssige ejerskab og så forholde sig til deres hjerte.

Altså, det forhold, at et menneske som regel godt kan se noget grundlæggende forkert ved slaveri, noget fundamentalt forkert ved, at mennesker er ufrie.

Min kæreste er min slavinde, og i avisen kunne man i artikel om os med rette skrive, at hun er min sexslave.

For mit ejerskab gælder alt, også, og måske især, i det seksuelle.

Sådan vil vi gerne have det, og det er sådan vi aftalte det med hinanden, da vi mødtes gennem et fetichdatingsted.

Når vi smelter sammen i herre og slavinde forestillingen, så bliver vi et væsen, vi bliver komplette.

Det er ikke en leg med magten som sådan, for hun ønsker at blive ledt og jeg ønsker lede. Vi leger altså ikke, vi er sådan, men kun os to sammen.

Hvorfor så dette fokus på det seksuelle?

Det kan kun blive et bud, for nogen skudsikker forklaring har jeg ikke.

Men vi er to meget seksuelle personer. Daglig sex og tilfredsstillelse er en stærk drivkraft for os begge, og for mig personligt, har det fulgt mig siden min første ejakulation.

Når jeg presser min røv mod hendes tunge, når hun rimmer mig, da kan jeg få ud-af-kroppen oplevelser.

Øjeblikke, hvor modsætningsfyldte tanker i mit sind, aversionen og den parakdoksale fryd ved ydmygelsen, pludselig smelter sammen og bliver til et uendeligt øjeblik af lykke.

Når vi ikke er sammen, ser hun porno.

Tyske Lili, der rimmer eller bliver tisset på af onde mænd.

Hun kan vælge alt på nettets uendelige pornohylder, men hun vælger netop Lili.

Det er derfor, jeg elsker hende.





Highlander

21 04 2012

Den store marmortrappe lignede sig. Brede trin og i centrum en rød løber holdt fast med messinglister.

Der lød dæmpet snakken oppefra, og da jeg nåede helt op på etagen, så jeg, at der var dækket op til cirka tredive personer.

Foredraget ville altså blive velbesøgt.

Sildebensparketten tog imod mig, til venstre stod et bord med sodavand og glas, men der ikke var nogen whisky at se.

Hvor var maltwhiskyen, som selskabets bestyrelse bruger det meste af deres tid på at udvælge?

For mig har netop kombinationen af whisky og videnskabeligt foredrag stået som selskabets egentlige berettigelse.

Et oprør, det useriøse lige i ansigtet på lærdommen. Et åndehul, der forbinder nutiden med den tid, hvor professoren havde hushold. Hjemmegående kjolekone og tiende, der måtte stå til rådighed.

Foredragsholderen var der allerede. En kvinde sidst i trediverne.

Jeg mødte hende i 2003 i Orlando, i Florida.

Dengang stod hun udfordrende foran mig. Lille, blond, lårkort og fræk.

- Fortæl mig, hvordan jeg kommer frem i verden, jeg er parat til alt, sagde hendes kropssprog.

Nu, ni år senere, er hun stadig blond, lille, men med trætte, buttede kinder. Jo, det er gået hende godt.

Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle gøre af mig selv, så jeg vandrede tilbage på trappen.

- Nå, der er andre unge, sagde en pige i trediverne henvendt til mig.

Hun var kommet op af trappen med en veninde. De var ph.d.-studerende hos foredragsholderen.

- Her er jo mest gamle mænd, uddybede hun.

Hun havde en antydning af overskæg og en lidt hjulbenet gang, men ellers var hun en nydelig kusse.

Jeg rankede mig op, smilede og fik samtalen ledt hen på noget andet, noget fagligt.

Det var ikke venlighed eller konversationslyst, der drev pigen, næ, hun var simpelthen ude for at skabe kontakter til karrieren.

Men hvorfor omtalte hun mig som ung?

Fordi jeg ser ung ud. Jeg er veltrænet, jeg klæder mig i G-Star Raw, og så hjælper fru Botox med at holde panderynkerne væk.

Tøjet og den glatte hud kan dog ikke ændre på realiteterne. Jeg orker ikke flere konversationer for at skabe kontakter,  jeg orker ikke se flere fremstormende håb presse sig ind blandt os andre selvoptagede, miskendte genier.

Når jeg tager til træning om eftermiddagen, mærker jeg min læg smerte ved fiberskaden, der aldrig læges.

Når jeg får en sur e-mail, skvulper mavesyren i et festfyrværkeri af halsbrand

Når jeg kommer hjem fra en hård dag, sidder jeg lammet foran fladskærmen med nyhederne som virkningsløs terapi.

Hver dag tænker jeg på alle de døde, alle dem, der forsvandt fra en glad dreng med livet foran sig.

Ingen krige, ingen trafikuheld, bare tidens ubønhørlige arbejde. Farmor, mormor, onkel, svigermor, professorens datter, kollegaen.

Men der er en dag i morgen. Der er lillesub, og der er mig.

Der er os i et mørkt rum med en sort lædermadras, med støn og duften af nyslået græs.

Jeg elsker stadig morgendagen, men jeg begynder endelig at forstå, hvorfor det alligevel ikke må være så fedt at være Highlander.

.





Rig, fed og nuttet?

19 04 2012

Min skrivecoach gjorde mig opmærksom på Politikens Forlags romankonkurrence.

Skriv en samtidsroman og vind en kvart million kroner.

-Fed ide, pengene er så godt som mine, tænkte jeg.

Der er måske behov for lidt simpel opstramning i min skrivestil, men det burde være en smal sag.

En god blogven gav mig en privat kommentar til min korte novelle: ”Det sidste møde

Når jeg i mod slutningen af novellen pludselig smider ord som ”røvhul” og ”kusse” ind, så virker det anmassende, som forfatterens forsøg på at presse sin mening igennem.

For en sikkerheds skyld, læste jeg så novellen igen. Jeg elsker den novelle, min skrivestil har fundet sit leje, og dermed er der vel ikke mere at sige om den sag.

Hvad skulle jeg egentlig med en kvart million kroner?

For det første ville det nok glæde min lille, fede bankrådgiver, der bekymret ser på mig og hændervridende begræder husprisernes fald, mens han diskret banker med kuglepennens spids på oversigten over mine afdragsfrie F1-lån.

Men den glæde skal han ikke have. Så er jeg meget mere på linje med Thomas Rathsack.

Hos frisøren læste jeg i Euroman, at han havde købt en ny BMW for de penge, jægerbogen havde indbragt.

Jeg er mere til en Porsche Cayenne, men tanken om en fed bil, en rigtig pussy magnet, kan jeg godt følge!

Problematikken er klassisk for kunstnere.

Hvordan opnås bred anerkendelse, når man i sagens natur nødvendigvis må være smal i sin kunst.

Ja, for hvis man ikke tør bryde grænser, være smal og anderledes, så ender man som brødrene Price.

Rig, fed og nuttet.

Jeg har som sådan mit på det tørre, og dermed har jeg en ekstra pligt til at turde.

Politikens litterære X-factor konkurrence er altså ikke vejen for mig, det har jeg allerede indset.





Skolopendre og andre mangeben

17 04 2012

Der er da ikke noget, der hedder et ”hundredeben”?

Næ, jeg har hørt om tusindben. Altså små kryb, insekter, med så mange ben, at man ikke gider tælle. Man afrunder til tusind for at være large.

Det viser sig så, at der findes både millepede og centipede blandt myriapoda.

Centipeder er vel dem, som vi på dansk betegner som skolopendere.

Der er altså tale om arthropoder.

Blandt pattedyrene har man hidtil ikke kendt tilsvarende lemmerige arter, men det gør man så nu.

Da min ældste søn første gang omtalte filmen: The Human Centipede, blev jeg nervøs. Hvad pokker er det for noget snuff, de ser!

Jeg gav et foredrag om forskellen på fantasier og virkelighed, men sad tilbage med en ubehagelig fornemmelse.

På Politikens netsider fandt jeg så i weekenden en henvisning til denne berygtede mund-til-anus film, og jeg blev straks erotisk opstemt.

.

.
Det er kunst, der rykker!

Freden faldt over mig, min søn er alligevel ikke pervers.

Han er blot kunstinteresseret som sin far, og derfor pønser vi på sammen at tage ind og se instruktørens opfølgning.

The Human Centipede II





Everybody’s free to feel good

13 04 2012

Som påskefrokosten skred frem, indtrådte en velkendt forandring blandt de tilstedeværende.

En form for rastløshed, der dels kommer af at have siddet for længe og dels kommer af løssluppenheden, som alkoholen bringer.

Jeg frygtede denne transformation, for jeg var jo ædru og dermed ude af fase, ude af synk, som man siger.

Ædrueligheden virker som en spændetrøje, det har den altid gjort for mig, og derfor elskede jeg den frihed, som fuldskab giver.

Frihed til at hoppe fjollet rundt til musik, til at kramme, til at kysse og til at se en verden fuld af mulig kærlighed.

Længe cirklede de nu oprejste mennesker omkring problemet. Værten og en skolekammerat dansede mand med mand, men det blev aldrig rigtig farligt.

Først, da værten bød sin kone op, skete der noget. Trægt kom andre par på gulvet.

Satans, jeg er så fucking dårlig til at danse.

Det vil sige, jeg danser fortræffeligt, når jeg er beruset.

Lillesub så kærligt på mig.

- Vil du danse med mig, spurgte hun.

Jeg så på hende, og en stemme lød i mit indre:

- Gør en ting, der skræmmer dig, hver dag.

Jeg dansede, min kæreste blev glad, og det gjorde jeg også.

********************

.

Tak til Mary Schmich for sunscreen teksten, til Baz Luhrmanm for  musikvideoen og til det lille mirakel, der gjorde mig opmærksom på sangens eksistens.

.





Den mørke side i det godes tjeneste

9 04 2012

Hun lå lænket i sengen. Nøgen bortset fra sorte selvsiddende strømper.

Det var påskelørdag, og det var formiddag med et koldt solskin bag lamelpersiennerne.

Jeg sad ved min skrivepult og havde endelig igen fået gang i skriveriet. Jeg ligesom red på en bølge i mit projekt, der ellers længe havde føltes som en blindgyde.

Det meste af tiden bemærkede jeg hende slet ikke, kun lejlighedsvis fangede hendes bevægelse følsomheden i mit perifere synsfelt, og jeg drejede ansigtet.

Logrende, hvis man da kan logre i liggende stilling.

Hun var tændt, men det var betydningsløst. Selv var jeg blevet tilfredsstillet tidligere med porno, mens hun sad ventende ved min side med et stykke køkkenrulle i hånden.

Det er nemmere sådan, ikke noget mas med kvindens orgasme, blot mandlig udgydelse og så videre til dagens program.

Jeg kom endelig til en pause i min inspiration og gik i stedet i gang med korrekturen. Da den var tilendebragt, irriterede hun mig, der ude i periferien, og jeg rejste mig for at hente pisk og spanskrør.

Det skulle være nu.

Lidt efter var jeg helt nøgen og kørt op.

Hun lå hulkende på ryggen, og jeg kunne se en rød streg, der gik fra venusbjerget og hen over hendes klitorisforhud.

Den korte læderpisk! For fanden, det må sgu have gjort ondt.

Jeg kyssede det strittende væv, og så tog jeg hende.

Hun kom kort efter, og så græd hun. Græd som pisket.

Hver gang jeg ser denne gråd, så bliver jeg blød helt ind i hjertet og ønsker brændende at bære hende på vat og bomuld gennem livet.

I vores kærlighed forenes de værste og de bedste sider til en gennemstrømmende kærlighedsenergi.

Sådan er det for os, andre har det sikkert anderledes.





Påskeyoga

7 04 2012

Jeg vågnede første gang klokken seks. Kvalmen bølgede frem og tilbage drevet af delvist fordøjede fødestumper, der skvulpede i bunden af mit spiserør.

Jeg drikker ikke alkohol, så der var ingen tømmermænd, men til gengæld er kombinationen af en fed påskefrokost og en galdeblære fyldt med småsten dårlig.

Langfredag blev tilbragt med de samme mennesker, som jeg beskrev for nogle måneder siden.

Denne gang var oplevelsen dog en helt anden.

Måske var det bare mig, der var i et bedre lune, men jeg tror faktisk, det er rigtigt, når jeg fornemmer, at stemningen var mere afslappet og glad i går.

Efter at have lyttet til lillesubs rolige søvn, listede jeg på toilettet, hvor jeg forsøgte at slippe af med overskuds kartoffelsalaten den naturlige vej.

Det hjalp at bladre i sidste nummer af Elle, hvor en slank ung pige i gule sommergevanter fangede min interesse.

Så læste jeg lidt tekst i modebladet og begyndte straks at irritere mig. Hvorfor dropper de ikke de intetsigende udgydelser og bruger pladsen til flere modefotos?

Jeg er ked af at skulle sige det, men det journalistiske hold bag det danske Elle gør mere skade end gavn.

Så er vi ved sagens kerne, for netop disse evindelige analyser forsøger jeg at holde op med.

Analyser af magasiner, af bøger, af venner, af bekendte, af kønsroller, af politik, af finanskrisen – stop med det mr. Grey!

Det er næste skridt i min personlige udvikling.

Hvis jeg vil bryde mine egne paradigmer og løfte mig op på et niveau med Buddha eller Gandalf, så må jeg kunne suge ting ind gennem mit intellekt, bearbejde det og så i værdig overbærenhed afstå fra bedrevidende konklusioner.

Det er faktisk sværere end som så, denne selvopfundne Yogapraktik, men jeg tror, det vil gavne mig.

I analysen og konklusionen ligger nemlig en stillingtagen, der fastlåser mig i vanemæssige tankegange.

Jeg vil ikke fastlåses, jeg vil frisættes.





Livsens ondskab

3 04 2012

Cyklisterne havde grøn pil, jeg holdt i højresvingsbanen ved krydset Amagerboulevard og Amagerfælledvej.

Netop det kryds betyder meget for mig.

- jeg er et svin, tænkte jeg.

Så var den sidste cyklist væk, og jeg kunne følge bilen foran mig.

Det med svinet var en nøgtern konstatering. Jeg var ikke flov, kom ikke med bortforklaringer, konstaterede bare fakta.

Der er ikke hændt noget særligt, faktisk er jeg i dejlig balance. Alle de onde ting er overstået, jeg har en dejlig kæreste, og de fleste ting er der styr på, men jeg har det altså i mig.

Jeg kan være et svin.

Jeg snød min eks, snød så vandet drev, det var retfærdiggjort ved smerten og den manglende kærlighed, men jeg snød, det kan der ikke røres ved.

Jeg har det altså i mig, den mørke side.

Men jeg er også god.

Det gode og det onde, det lyse og det mørke. Er det ikke her livsgnisten er?

Gnisten i brydningen hos et menneske, der lever.

Lever på godt og ondt.





Livsfarligt singleliv

1 04 2012

I tiden op til og efter min skilsmisse havde jeg en tvangsrutine, hvor jeg ustanseligt spejdede efter kvinder, der kunne blive min nye livsledsagerske.

En orientalsk ung pige i regionaltoget, en ny sekretær i administrationen, en studerende på afdelingen.

Hver gang samme rutine.

Kunne det være hende? Forsøgte jeg at afgøre, mens jeg i fantasien placerede os sammen i allehånde situationer.

Tvangsrutinen forsvandt, da jeg fandt min kæreste. Nu er det en helt anderledes mand, der møder fremmede kvinder.

Jeg glædes ved mødet, men der er kun en dyrebar, kun en livsledsager.

Når jeg nu igen nævner denne iagttagelse, så er det, fordi min nysgerrighed er pirret.

Hvorfor denne sygelige higen efter en partner? Hvorfor ikke flirte mere med singletilværelsen?

Kan det være sådan, at vi og andre tvekønnede dyr fra naturens side er indkodet med et program, der får os til at hige efter en mage? Det er en nærliggende tanke, der støttes af talrige naturudsendelser på National Geographics Channel.

Kan det også være sådan, at manglen på en partner er dårligt for os? At det stresser os og gør os syge?

Lidt søndags Google-gymnastik sendte mig først til dating.dk (bemærk her hvor useriøs de sponsoreret links gør søgemaskinen) og dernæst til flere artikler, der lovpriste singletilværelsen.

-Single ser jeg som et powerbrand, citeres en kvinde for i Information

I Psykolog Nyt refereres til en Australsk undersøgelse, der gør op med fordommene om singler. De er faktisk slet ikke ulykkelige.

Men de lever kortere fortælles en passant.

Er det virkelig rigtigt? Lever singler kortere end mennesker i parforhold?

Jeg kastede mig ud i søgning i PubMed databasen, hvilket ikke var helt nemt.

Emnet var uvant for mig, og dermed ramte jeg ikke den rigtige jargon i min søgning, men efter lidt øvelser lykkedes det.

”Marital status mortality”, ledte mig for eksempel til en interessant metaanalyse fra 2007

Konklusionen er klar, parforholdet beskytter imod død.

Powersingler brænder med andre ord ud før tiden.

I mit eget personlige erfaringsunivers passer det fint med den ro, der er fulgt med kæresteforholdet.

En lære kunne være: Lev stærkt sammen, lev lykkeligt og bliv smukke seniorer.





Et lem til forskel

30 03 2012

Det er nu, efter en måneds læsning, lykkedes mig at komme næsten hundrede sider ind i Karl Oves skriveprojekt.

Teksten er som sådan ikke direkte kedelig, og jeg ser den træge fremgang mere som et udtryk for min travlhed med andre ting end et udtryk for bogens manglende kvaliteter.

Ellers bemærker jeg forfelter af varierende længde, relativt komplicerede sætningsopbygninger og så tegnsætning uden startkomma før ledsætninger.

Jeg læser om Karl Ove Knausgårds kamp for at lære. Jeg vil lære, hvorfor netop han er blevet så succesfuld med sin bog.

Allerede nu står det klart, at jeg selv har skrevet samme historie som Karl Ove.

Og, hvis vi er to, er vi garanteret rigtig mange mænd, der i midtvejskrisen har skrevet om børnene, som vi ikke orker, og om kællingen, som ikke siger os noget mere.

Banaliteter og første lektion er, at eftersom Karl Ove kom først med sine seks monstrøse bind, så er mulighederne for, at andre kan følge efter, ligesom eftertrykkeligt udtømte.

Det er ikke nødvendigvis dårligt, for hvad efterlader Karl Ove?

Et indtryk af en usikker høj mand, med en skæv erigeret pik, der kommer for tidligt.

Her er så anden lektion.

Karl Oves typiske læser er en kvinde, der med glæde identificerer sig med det uperfekte, der gemmer sig i en ellers på overfladen perfekt person.

-          Jeg er ikke god nok, tænker hun.

Derfor er det i hendes optik godt, at Karl Ove heller ikke er god nok, og at han tilmed har skrevet flere tusind sider om sin utilstrækkelighed.

Tredje lektion må blive, at jeg skal forsøge at differentiere mig fra Karl Ove.

Her kan jeg så konstatere, at mit erigerede lem står snorlige ud fra kroppen, er pinligt tykt og kommer til tiden.

Det er da et godt udgangspunkt.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.