Solariets pris

19 01 2012

Jeg slukker stearinlysene og finder min frakke frem.

Mens jeg snører støvlerne, undrer jeg mig over noget mærkeligt blafrende udenfor hoveddørens matterede rude.

Sne! Kæmpe store snefnug.

Vidunderlig sne, som hæver mit humør.  En tiltrængt afvigelse fra det grå januar.

Jeg er fremme efter kun to minutters kørsel, to kabiner er i brug, men der er heldigvis en fri tilbage.

Der er meget tøj, der skal af, og jeg når kun lige at smide mig nøgen og frysende på glaspladen, før radio Voice tænder sammen med den kraftige lilla sol.

Syv minutter får man, så er det ud igen. Aftørring må man selv stå for.

Jeg savner tiden, hvor en læspende afbleget solbrun blondine sad i receptionen og stimulerede fantasierne, mens jeg forsøgte at bekæmpe erektionen bag foldedøren.

Sollys, det er hvad man trænger til!

Jeg hverken ryger eller drikker, og så vil jeg skide på eksvidenskabsjournalistens ensidige kræftkampagne.

Hun får garanteret lønbonus, hver gang hun optræder i TV.

Den spraglede blå skjorte, kombineret med min dejlige bronze teint.

Det er noget, der giver fugt i kontordamernes fundament!





En sand mester

16 01 2012

Min søn fik syv for begge sine sidste danske stile. Det er meget glædeligt, for han er kravlet fra et 2-tal i skriftligt dansk sidste år midt i niende klasse, til nu altså syvtaller, i tiende.

”De kan ikke lide min skrivestil”, var hans forklaring på, at det ikke blev til endnu mere.

Jeg har læst hans værker, og jeg må indrømme, at de ikke er specielt strømlinede. Men hvor især grammatikken og stavningen godt kunne tåle afpudsning, så har hans skrivestil nu noget over sig.

En sær form for spring, der med lidt modning godt kunne blive til noget særegent, let og moderne. Jeg kan bare ikke hjælpe ham, for jeg kan ikke sige præcis, hvor han skal sætte ind.

Problematikken er interessant. Jeg genkender nemlig tilsvarende problemer hos mig selv.

Både her på bloggen og fra venner, som jeg har bedt om en mening, er der kommet samme analyse.

Midt i et til tider nærmes overrealistisk univers mangler læseren et ståsted, noget at identificere sig med. Balancen tipper med provokationen, og lysten til at smide bogen væk bliver påtrængende.

Vejen mod forbedring er belagt med problemer.

Vælger man at efterligne kendte idealer, forsvinder man nemt i strømmen.

Vælger man at stå udenfor, afvises man nemt som talentløs.

At sætte kursen er heldigvis ikke svært.

Enhver ægte kunstner anerkender kun en sand mester, sig selv.





Åsen

15 01 2012

Åsen fik jeg af dig.

Rødmen i goldt vintermørke, smuk hele vejen rundt på årstidernes karrusel.

I stuen krammede vi.

Der findes et lillebitte hul, en åbning, der trods sin lidenhed snildt lader to elskende passere.

På den anden side er der kun os, og så det begær, der springer mellem os. Gnister slået i fryd ved vores egoistiske kærlighed.

Ensomhed og længsel omsat til fredfyldt samhørighed.

Du havde ondt i armen, så i læggen.

Symptomer, men på hvad? Jeg ryster i skræk ved dæmoniske billeder.

Jeg slår det hen, og ved daggry er det glemt.

En svane på den sarte is.

Åsen siger noget til mig, og Jeg lover den at passe på dig.





Robothøns og kyllingemænd

13 01 2012

Information bragte for nyligt artiklen ”Kvinder til magt og mænd til fald” af Louise Vogdrup-Schmidt (Information, Weekend 7-8. Januar 2012).

Måske var det weekendkuller, måske var det noget andet, men jeg røg straks i det krigeriske blækhus og forfattede en kommentar.

Specielt finalen er jeg meget stolt af.

Med henvisning til 1970ernes Kristelige Folkeparti, kernefamiliens vogter, foreslog jeg partiet et slogan, som måske kunne have frelst dem fra spærregrænsen:

”kærlighedsfamilien! Nærvær og sammenhold – et attraktivt alternativ til en ensom tilværelse som robochick.”

Powerkvinden er robochick’en, som naturligvis subtilt refererer til splatter science fiction filmen, RoboCop, fra 1987.

Med ”robochick” er niveauet lagt, og de fleste læsere af min blog vil nemt kunne gætte sig til essensen i resten af min perfide kommentar.

Jeg sendte dog aldrig kommentaren ind.

Da jeg stod op om søndagen, syntes jeg pludselig, at Information er en lorteavis, og at det er fjollet, at lade sig irritere over en artikel, som har en overmoden kvinde i lidt lummer positur som blikfang.

Faktisk var der også en anden årsag.

Jeg har misforstået bogen ”Manddomsprøven – powerkvinderne kommer”, som er omdrejningspunkt for debatten.

Forfatterne, Erik Holm og Lars Henriksen, udgiver bogen på Kristeligt Dagblads Forlag, og deres pointe er vist slet ikke, at powerkvindens opståen er uproblematisk (vurder selv).
.

.
Efter således at have kloget mig lidt på baggrunden, så virker det nærmere som om, de to forfattere er på korstog til fordel for kernefamilien.

De har resigneret, manden har tabt til Robochick, og så er det bedre at han opfører sig “moderne”, så familien ikke går itu.

Min stilfærdige bekymring går i virkeligheden på det flertal af kvinder, som ikke er “power”, men som slås med stress og lavt selvværd.

De synes ligesom glemt i debatten, selvom de formentlig er powerkvinderne overtallige.





Frie viljer forpligtet overfor hinanden

11 01 2012

I efteråret spidsede det til med min ældste søn, som var aggressiv og truende overfor sin mor og lillebror.

Det foregik kun, når han var hos min ekskone, hos mig var der ingen problemer, og dermed kunne jeg nemt afvise at blande mig.

”Det er ikke mit problem!”

Bag facaden argumenterede jeg med mig selv. Løsningen, at han flyttede fast hen til mig, forekom mig lidet attraktiv. Nu havde jeg endelig fået styr på mit liv, ingen grund til ændringer i samværet.

Min ekskone blev noget muggen, men ellers var der ingen, der anfægtede mit synspunkt, bortset fra mig selv.

Som ugerne gik gnavede det irriterende i mig.

Da han næste gang gik amok, gjorde vi forældre fælles sag.

Jeg var indstillet på, at han alligevel skulle bo hos mig. Det endte ikke sådan, han lovede bod og bedring, og det har holdt sådan nogenlunde indtil nu.

Brudstykker af denne historie har jeg lempet ud her på bloggen før, og når jeg nu igen fremstiller forløbet, så er det fordi, jeg i går næsten nåede til slutningen af Immanuel Kants bog ”Grundlæggelsen af sædernes metafysik”, som han udgav i1785.

Det er berigende at opdage, at de tankerækker, som jeg selv har puslet med for eksempel vedrørende problemet med min rolle i forhold til min store søns problemer, genfindes i Kants bog.

Omvendt er det lidt skuffende, at måtte indse i hvor høj grad Kant formulerer sig svævende og hævet over de blindgyder, som min stadig betydelige selvoptagethed tvinger mig selv ind i.

Nuvel, jeg har sgu en pligt til at interessere mig for min søns færd i livet. Øv, bøv, det kan ikke være anderledes, uanset hvor irriterende det kan forekomme.

Vi er frie viljer kun bundet af de regler vi selv sætter. Men Kant kan bevise, at fornuftsvæsener kun kan vælge regler, som er pligter (imperativer) og som kan være alment gyldige.

Hvis alle følger pligterne, så vil der ikke være behov for rettigheder.

Joakim B. Olsen har følgelig pligt til at interesserer sig for Carinas velbefindende. Til gengæld har Carina også pligt til at forsørge sig selv.

At diskutere rådighedsbeløbets størrelse er at lade sig vildlede af erfaringen.

Pligter kan komme i konflikt med hinanden, når det sker, opstår etiske dilemmaer.

Her er det så Søren Kierkegaard træder til, i det etiske valg, vælges den person man rettelig er.

Jeg har det faktisk godt med mit valg, når nu det ikke kan være anderledes!





Åndssløve underholdningsnarkomaner

8 01 2012

“Mit smukke genom” er en bog skrevet af videnskabsjournalisten og forfatteren Lone Frank.

Bogen burde oplagt være læst af mig, men det er den altså ikke.

Jeg kan godt lide hende, Lone.

Hun var i DR2 i en glimrende udsendelse, der portrætterede hendes skabelse af bogen i skyggesiden af hendes sygdom, depressionen.

Hun er en pæn pige, energisk og selvstændig, lige til at træde på.

Faktisk kastede hun sig efter eget udsagn også i grams til en intellektuel mand, hun mødte på sin vej, hun kunne ikke sige nej!

I udsendelsen interviewede hun en buddhistisk munk.

Depression er vestens sygdom, som vi fejlagtigt tror, skal behandles med medicin. Næ, den lagenklædte, skaldede herre, smilede overbærende, han havde forklaringen.

Vi skal ind til sindet!

Jeg garanterer, at Buddha selv ville falde direkte i depressionens mørke, hvis han var udstyret med de rigtige, forkerte gener og desuden fik et lille skub i livets tivoli.

Strøm mod hans kranium kunne måske hjælpe, mens alverdens afholdenhed og stirren i væggen kun ville gøre det værre.

Det bedste ved Lone Franks DR2 udsendelse var hendes ærlighed med sin skuffelse over dårlige salgstal for den ellers anmelderroste bog.

”Hvorfor helvede køber folk den så ikke? Hvorfor læser de dårlige krimier og lortebøger?”, siger hun mod slutningen af udsendelsen.

Hun har jo ret!

Folk er åndssløve underholdningsnarkomaner, der helst vil gå i graven med en ubrugt storhjerne.

Men så må man jo bare lære lektien.

Enten skriver man smalt til egen netudgivelse, eller også må man lirke sin lødige litteratur ind mellem X Factor og Dan Brown.

Hvordan gør man det?

Hvis du ved det, så send mig svaret, jeg lover ikke at give det videre.





Afsat

7 01 2012

Der sker noget mærkeligt med mig i denne tid.

Når jeg læser Elle, siger de smukke modelpiger mig ikke længere noget. De er smukke, men uinteressante.

En svulmende lækker ny kollega, kun tomhed.

Mine studiner, fantasien om deres submissive sind – opløst, fordampet. De er unge piger, der skal være kærester med unge mænd.

Pornofilmene viser kun én kvinde. Hende, min egen lillesub.

I Fields, hvor er de?

Kvinderne, der altid så på mig med sultne blikke? Har de opdaget det? Afslører jeg så tydeligt mig selv?

Jeg ser kun én pige, min kæreste, og det skræmmer mig lidt.





Godtnok

5 01 2012

Gennem tiden har jeg drøftet herre / slavinde forholdet med en del submissive kvinder. Mange blandt dem peger på 1950’erne som et ideal med hensyn til samlivet.

En pæn kjolekone, der dygtigt passer hjem og børn, og som naturligvis er manden underordnet i alt.

Hvorfor 1950’erne?

Et muligt svar fandt jeg på siden Leksikon.org i et indlægget ”kvindearbejde”.

Leksikon.org lægger ikke skjul på, at de ikke er politisk neutrale, men jeg har ingen grundt til at betvivle oplysningerne, der beskriver, hvordan danske kvinder gennem tiden har været beskæftiget på arbejdsmarkedet.

Interessant nok, så er netop tiden fra midt 1950’erne til midt 1960’erne den periode, hvor flest kvinder har været hjemmegående husmødre.

Simpelthen fordi mange lønarbejdende mænds indtægt var steget til et niveau, hvor den kunne forsørge en hel familie.

Det er altså tilsyneladende gået tilbage siden.

For mit vedkommende forestillede jeg mig, som nybagt ægtemand, aldrig, at min (eks)kone skulle gå hjemme. Selvfølgelig skulle hun arbejde og gøre karriere.

Vi havde brug for pengene til hus, bil og charterferier.

I dag er børnepasning (pædagogarbejde), ældreomsorg, pasning af syge og behandling af syge typiske kvindefag.

Finansindustri, IT-entreprenørvirke og virksomhedsledelse er omvendt typiske mandefag.

Kvinderne er med andre ord kommet på arbejdsmarkedet for at passe de børn, de ældre og de syge, som der ikke længere er nogen hjemme til at tage sig af.

Husholdningen er typisk et fællesprojekt, hvilket hjælpes på vej af adgangen til billige og næsten grydeklare madvarer i supermarkederne.

Man behøver ikke længere sylte frugtavlen.

Til gengæld må man leve med fedtet støv mellem lamelpersiennerne, dyner, der aldrig bliver luftet og tæpper der aldrig bliver banket.

Hjemmet forfalder under samme doktrin, der præger konkurrencestaten: ”Vi gør det så godt vi kan, under hensyn til konkurrenceevnen”.





Almanak

3 01 2012

Smerterne i ryggen er taget til og suppleres af almindelig sygdomsfølelse.

Aids, lymfom, mavekræft. Mulighederne er mange, og her til morgen blev mine værste anelser bekræftet.

Smittet med en sygdom overfor hvilken lægevidenskaben er magtesløs.

Den dårlige søvn, det vantynde snot, de fyldte bihuler. Diagnosen er nu ligefor: Forkølelse!

Skabet bød på penicillin, 1 Million enheder. ”Til eget brug”. Ja, det er sgu tiltrængt.

Monsterpillen skylles ned i c-vitaminholdig juice med frugtkød. Forkølelsen er ligeglad, men måske det kan hjælpe på den urinrørssvien, som har plaget mig nogle dage!

Det er januar, det er mørkt, og hvert sekund er en pine.

Kun en lindring findes.

Almanakken!

Hver januar, samme ritual.

Af sted til Nakskov gymnasiums almanak for at minde mig selv om,  at på fredag begynder det endeligt at blive lyst tidligere, og d. 31. januar kan jeg med lidt held begynde at fornemme lysning under spadsereturen omkring Sortedammen.





Godt nytår

31 12 2011

Foden trykkede uvilkårligt kraftigere på speederen, mens jeg efter bedste evne sang med på omkvædet: ”Working nine to five” i sangen med Dolly Parton.

Hun har en dejlig klar stemme, men det, der virkelig optog mig, var mit fremkaldte billede af en lille sammenpresset kvinde med blond hår, svulmende røde læber og kæmpe store, struttende patter.

Ja, jeg ved det er plat, men sådan tænkte jeg.

Hjemme røg jeg straks på youtube, men glæden ebbende efterhånden ud, og jeg røg ind i lidt research for at afklare, om fru Dolly mon havde gennemgået brystforstørrende operationer.

Når jeg nævner det her på årets sidste dag, så er det, fordi året for mig har været en kulmination, hvor jeg gennem mit nu helt faste og etablerede BDSM-parforhold har fundet dejlig fred i min seksualitet.

Jeg befinder mig vel og forsøger nu kun sjældent at forstå, hvorfor jeg er som jeg er.

Youtube turen efter et glimt af Dollys attributter ledte mig dog tilfældigt til et klip med Suzi Quatro fra 1973.

Dengang havde vi kun én radio i huset og et sort-hvid TV. Jeg skulle i seng efter børnetimen, og min mor frarådede mig ofte at ryge hash, når jeg blev stor.

En af mine venner havde plakater af glitterrockstjerner på sin væg, også en plakat med Suzi Quatro. Her mange år efter husker jeg, at det kildede i maven, når jeg betragtede læderkvinden på hans væg.

Døm selv, men jeg forstår sgu godt, hvorfor det kildede hos lille Grey!

Godt nytår til alle.

.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.