Jeg sveder i min fine jakke, som rygsækkens remme uundgåeligt krøller. I bussen fylder jeg to pladser. Jeg skal have plads til både sportstaske og rygsæk.

Jeg holder et par fridage hos lillesub, jeg medbringer oppakning.

Jeg slider mig op ad terrazzotrinnene, mens opgangen genlyder hult af mine skridt.

Hun lukker mig glad ind.

Fin blå blomstret kjole, fine sorte laksko, hvor de rødlakerede negle kan ses i snuderne. Udslået, men alligevel opsat hår, opdelt bagtil så det røde vandfald bruser fra toppen nedover en stille flydende rød sø.

Det giver hende et meget ungdommeligt look, nærmest søndagsskoleagtigt. Søndagsskole som i det lille hus på prærien.

Hun har foretrukket den frisure på det seneste, fordi jeg roste den meget, det ved jeg godt.

Hun serverer mad for mig, vi spiser, nyder tosomheden.

Siden jeg ankom, har hun hele tiden lagt op til mig, lagt op til sex.

Cirklet sin tunge rundt i min mund, gispet og stønnet ved hver omfavnelse, gnedet sit underliv mod mit, så jeg kunne mærke strithårene fra den usoignerede kusse gennem stoffet.

Hvordan skal en træt jeg kunne matche denne brusende lidenskab?

Jeg beordrer hende nøgen, isætter hundelænken i hendes halsbånd, lægger mig helt afklædt på sofaen, lader hende massere mine ømme lår og balder mens TV2 nyhederne dækker mit umiddelbare behov for opdatering på verden.

Vi går i soveværelset, jeg forlanger hende på ryggen, hovedet langt ud over kanten, benene spredt.

Min pik er halvfed, jeg mærker trangen til hende, jeg mærker trangen til den særlige form for sex, som vi dyrker, men jeg mangler lige at tænde helt.

Jeg mangler at fortrænge en dags arbejde, jeg mangler at fortrænge begyndende bekymringer fra et job, der er ved at vågne fra feriestemningen.

Så rækker jeg ud efter masken. Lædermaske, sort, glat med lynlås i nakken, to cirkulære huller til øjnene, et ovalt hul til munden. Jeg trækker den over hovedet, lirker den på plads og lyner den så meget i nakken som det er muligt.

Mit univers er forandret. Lydene fra legene børn på området mellem højhusene høres ikke mere, min egen vejrtrækning er blevet hvæsende, mit synsfelt indsnævret.

Jeg bemærker med tilfredshed hendes gispen, et frygtens gisp, et forventningens gisp.

Maskemanden er en ond mand.

Min pik er helt stiv, lysten bruser i min krop, jeg finder vej dybt ned i hendes hals.

Hun sprutter hivende efter vejret hver gang jeg trækker mig ud, savl siler ned over hendes ansigt, en sur lugt indikerer mavesaft.

Jeg griber pisken, slår uden varsel direkte på hendes uopvarmede kusse.

Hun tænder ikke på smerte, så derfor giver det ingen mening at varme hende op.

Hun tænder på min magt, på at jeg bruger den.

Kussen, så brysterne. Hun ruller omkring i et forsøg på at undgå mig. Jeg kaster mig over hende, griber i hendes overarm, vi ender i en akavet stilling med hende liggende på siden og med mig siddende overskrævs.

Jeg tvinger hende det sidste stykke om på maven og presser mig ind. Jeg glider ind uden modstand, hendes hul er et søle af safter.

Tuben med eksplorationscreme er indenfor rækkevidde, jeg lader en stor kold klat falde mellem hendes balder, så presser jeg mig ind i hendes anden åbning. Ingen skånsel, direkte ind i en glidende bevægelse.

Hun hulker, slår de knyttede næver i madrassen, men jeg er ligeglad.

Bag masken er hendes beklagelser forvrængede, de ophidser mig blot.

Lidt senere ligger vi helt udasede på sengen.

Dyner, håndklæder, maske, piske, lænker. Kaos er spredt omkring os, vi er forløste, det var skønt at slippe den side løs igen.

“Jeg kan godt lide du er hård ved mig, når du tager mig”

Ja, Maskemanden lever kun, når han er sammen med sin sub.

Han spiller Basketball, min store søn, han er en af landets bedste spillere i sin aldersgruppe.

Hvordan kan han overhovedet blive bedre?

Jeg er hans private coach og største fan, følgelig havde jeg gjort mig nogle tanker, for også jeg så ham gerne en tand bedre.

Jeg skrev en seddel med tekniske betegnelser. Offence, defence, fast break…

Vi drøftede mine råd, men et råd stod over dem alle.

Selvtillid, han skulle spille med større selvtillid.

Hvordan lærer man sin søn noget, som hans far efter seksogfyrre år stadig ikke er sikker på han mestrer?

Selvtillid handler om at turde stå frem, gå efter det, som man allermest ønsker og ikke frygte konsekvenserne af fiasko.

Er jeg der nu?

Jeg er tæt på, men jeg kender den lurende fare for tilbageslag.

Den lurende defensive tankegang, der langsomt dræner selvtilliden og umærkeligt reducerer ens opfattelse af hvad der er muligt.

Den er tyk, meget tyk. Hovedet glinser og først ved nærmere granskning lægger man mærke til at manden sidder på toilettet.

Der er formentlig tale om et skud med en mobiltelefon. Han er iklædt en pæn hvid og blåstribet skjorte og et matchende slips. Bag ham skimtes toiletpapirrullen. Han skyder underlivet frem og holder sin manddom med venstre hånd.

Der er tale om et profilbillede og profilens indehaver tilbød sig i min indbakke for en af vores parprofiler.

Jeg må tilstå, at jeg elsker synet af en fed stiv pik, jeg elsker endnu mere synet af en fed stiv pik, der tømmer sig i hendes mund til det løber over alle breder.

Jeg kunne ikke stå for tilbuddet og lavede en aftale.

Han kom som aftalt, i går, tirsdag aften.

Lillesub stod midt i stuen. Mut, nøgen, det røde hår redt stramt tilbage i en hestehale, iført de sorte ludersko med høje stilethæle, lænket til muren med en seks meter lang rustfri stålkæde.

“Er hun lydig?”

Han er ikke til SM og hans spørgsmål var et kikset og totalt malplacerede forsøg på at virke herskeragtig.

Jeg tog over, fik hende løst op og placeret på alle fire midt i stuen på sengen, som kun var beklædt med et sort stræklagen.

Lidt tøven ved livremmen, så tittede kalorius frem. Lidt efter smed han shorts og skjorte.

Jeg havde været lidt betænkelig, profilen indikerede at han havde passeret de halvtreds år, men han skuffede ikke, han leverede varen.

Det monstrøse lem holdt sig rankt og glinsende lige indtil han tømte sig i hendes mund.

Hun sluger kun mig, så hun pressede sæden tilbage gennem mundåbningen. Tyk hvid sæd løb i to strømme, en fra hver mundvig og ned over hendes kinder.

For satan, hvor var det frækt.

Hun er verdens mest vidunderlige pornotøs.

“Hvor er vi heldige at vi har det sådan”

Vi lå på sofaen, vores pik var smuttet igen og vi småsludrede.

Hun hentydede til vores sexliv. Vi er heldige, at vi ikke må nøjes med lilletirsdag, hvor vi har missionærstillingen med slukket lys og storelørdag, hvor vi tager den med tændt lys.

Til morgen faldt jeg over Metroexpres på vej til jobbet. Der var en artikel om par der tog på sexkursus for at peppe voksenlivet op.

En mand fortalte, hvordan hans ekskone nægtede at have sex når børnene var i huset – så det blev ikke til så meget.

Lillesub er ordknap, men når hun siger noget rammer hun plet.

Hun er godt nok en pornotøs, men en velbegavet en af slagsen.

Jeg sidder i bar overkrop ved computeren, jeg sveder, men humøret er i bedring

De sidste dage var hårde, jeg ved ikke hvorfor samværet med mine drenge fik melankolien til at rulle i mig. Vi havde det jo dejligt, men samtidig så jeg frem til deres afsked.

Måske det netop er denne erkendelse, der lå bag de triste tanker.

Jeg glæder mig til hverdagens puls, arbejdets rytme, samværet med lillesub.

Det er på det opadgående humør, at alt er muligt og de nye ideer opstår.

Jeg kan mærke det bliver en god uge

Jeg har kun fireogtyve timer tilbage sammen med drengene, fireogtyve timer tilbage af ferien sammen med dem.

Melankolien har indhentet mig, det gjorde den vel egentlig for et par dage siden, efter mit møde med min eks.

Her i heden er melankolien kvalmende og selvmedlidenheden har accentueret den tinnitus, der er begyndt at optræde i mit højre øre.

Jeg er ikke sikker på, hvornår det begyndte, men hver nat, når jeg lægger hovedet på puden er den der.

Jeg er begyndt at vænne mig til det, det er ikke noget jeg gider få undersøgt, jeg kender allerede svaret, tinnitus af uforklarlige årsager.

Det er nok en følge af at blive gammel.

I flere dage har jeg haft en trang til at tage til genmæle overfor min eks, ikke for at såre hende, men for at bedre forholdet mellem os.

Jeg savner noget, jeg savner det, der fulgte med forholdet for mange år siden.

Jeg savner ubekymretheden, jeg savner trygheden ved den anden

Jeg savner bare ikke hende

Der er ingenting tilbage

Kun en stegende hede

Underdanig i dagligdagen og underdanig i vores seksualitet.

Det paradoksale ligger i, at jeg tilsyneladende drages af livsnormer, som hersker indenfor den fundamentalistiske tolkning af koranen og for den sags skyld også det gamle testamente.

Det er paradoksalt fordi jeg er frihedselskende og fordi jeg tror på værdien af det enkelte menneske.

I mit forsvar af min egen livsstil kommer jeg nemt til at tage mig ud som en islamisk fundamentalist, fordi islamismens fundamentalisme holdes op som skrækeksemplet på en norm, der forherliger kvindeundertrykkelse.

Forleden lånte jeg bogen ”Værdier” af Birgit Bertung, som er filosof, forfatter og medlem af Søren Kierkegaard selskabets bestyrelse. Bogen skæmmes lidt af forfatterens hang til sarkasme i forhold til koranen, men ellers er det en udmærket bog til hurtigt at bringe en up-to-date med hensyn til menneskerettighederne set i forhold til det nye testamente og koranen.

Jeg købte umiddelbart forfatterens udlægning af forskelle mellem protestantisk kristendom baseret på det ny testamente og så fundamentalistisk praktiseret islamisme.

Koranen er sandheden, alt er guds vilje også at manden står over kvinder og børn, samt at manden har ret til at straffe kvinden korporligt. Dette er i modsætning til kristendommens næstekærlighedsfilosofi og respekt for det enkelte menneskes vilje.

Her er vi ved sagens kerne.

Det enkelte menneskes ret til at vælge, det er noget ophøjet for mig.

Jeg og min kæreste kan vælge vores måde at leve på. Så længe vi gør det af fri vilje, har ingen ret til at pege fingre ad os.

Det frie valg behandler Birgit Bertung også i sin bog, idet hun imødegår det argument, at muslimske kvinder jo kan hævde selv at vælge deres livsstil inklusiv at være manden underdanig og gå tildækket af slør i det offentlige rum.

Birgit Bertung skriver:

”Hvis man fra barnsben har fået gentaget til bevidstløshed, at kvinder kommer i helvedet, hvis de ikke tildækker sig – er der så tale om et frit valg?”

Næ, det kan man vel ikke sige at der er.

Jeg kunne til gengæld spørge:

”Hvis man fra barnsben har fået gentaget til bevidstløshed, at kvinder kommer i feminismehelvedet, hvis ikke de lever som frigjorte karrierekvinder – er der så tale om et frit valg?”

Religionen fylder ikke meget i vores samfund, det gør til gengæld den doktrin, som ligger bag krav om ligeløn, deling af barselsperiode mellem mand og kvinde, kønskvotering til fordel for flere kvinder i virksomheders bestyrelser, positiv særbehandling af kvinder ved besættelse af stillinger i det offentlige.

Feminismen er blevet vores samfunds fundamentalisme, der holdes frem som en sandhed givet ved en højere magt.

En cafe!

Hvorfor ikke hos hende, hvorfor kunne vi ikke gå en tur?

Hun stod spids og anspændt foran cafeen, da jeg ankom på cykel.

Ikke en antydning af et smil, heller ikke selvom jeg med vilje lavede mit gamle kiksede hilsetrick, som ellers altid får hende til at komme med en sjov bemærkning og et smil.

Vi snakkede, jeg fortalte, hun replicerede og kom med enkelte spydige kommentarer.

“Jeg føler du har udnyttet mig de sidste to år”

Hun har ret, sådan er det. Jeg har udnyttet hende.

Jeg behøver ikke undskylde overfor mig selv og jeg forsøgte heller ikke bortforklare endsige antyde, at jeg forstod hendes standpunkt.

Intention er hvad der betyder noget og intentionen kan andre aldrig med sikkerhed kende, de kan kun aflæse mine handlinger, resten må de slutte sig til.

Kun jeg kender intentionen bag de ting, som jeg gjorde.

Nu er der gået en nat siden vi skiltes, jeg ser forløbet som en film, jeg kører sekvenser i slow, jeg zoomer ind på detaljer.

Sitren omkring hendes øjne, sitren ved hendes mundvig, et enkelt smil, hendes skifte mellem forsigtighed og direkte fjendtlighed.

Jeg har gjort hende ondt og jeg forstår nu til fulde betydningen af sætningen, som jeg læste i en bog om buddhisme:

“For den, der har truffet en egentlig eksistentiel beslutning er ingen pris og intet afsavn i den konkrete verden for stort.”

Hun og hendes venner må tro om mig, hvad de vil, kun jeg kender min sande intention og med den skal jeg stå til ansvar.

Hun er i min periferi, hun nusser med madlavningen, jeg kan høre en stille klirren fra køkkenet gennem den åbentstående terrassedør.

Det sker pludseligt, min mørkeste side får hul igennem.

Muligheden for at kombinere forretning med perverse mørke oplevelser vælder op i mig.

Jeg vil se Thailand, jeg vil opleve Pattaya, jeg vil sidde på en snusket bar omgivet af små villige thaitøser eller, på den mest beskidte dag, af ladyboys.

Jeg vil mærke ophidselsen, jeg vil stå i dilemmaet, hvem skal jeg vælge, der er så mange muligheder, jeg kan mærke blodet pulserer imod mine trommehinder, jeg vil, jeg vil, jeg vil.

Hun skal vide det. Jeg har oplevet meget, men jeg har aldrig været i Thailand og det trofæ vil jeg også have hængende på den mørke væg i mit sind.

Hun skal vide det, jeg vil italesætte det og dermed gøre det muligt.

Vi sidder ved bordet og spiser de håndmadder, som hun sirligt har smurt.

Så fortæller jeg hende mit ønske, min vilje.

Hun ser ned, nikker i accept, jeg opdager hun skjuler gråden.

Jeg nøder hende, hvad er der galt?

”Du skal passe på dig selv”

Hun nægter mig intet, hun ved det er mit sinds natur, men hun kan ikke skjule sin frygt.

Frygt for at miste mig, til sygdom, til vold, til hvad der måtte møde mig på vejen.

Jeg mærker en klump i halsen, mine talte ord og hendes frygt for sin masters velbefindende rører mig.

Begæret viger, fornuften tager over.

Jeg lover mig selv og derefter hende, at jeg aldrig vil tage af sted.

Det vil ske igen, det ved jeg. Lysten vil bruse igen, men hun vil beskytte mig, den lille mutte pige vil beskytte mig.

Livet er så smukt, det vil jeg prøve at huske, når de grimme sider titter frem

Hver aften siger jeg godnat til drengene, de finder selv i seng.

Faktisk går de langt senere i seng end jeg og hver morgen finder jeg dem sovende udasede på deres værelser på førstesalen.

Jeg nyder de tidlige afledte stille timer indtil de vågner.

Inden jeg falder i søvn på mit værelse, tager jeg en tur rundt om profilerne og mine ynglings pornosites.

Det er tydeligt at fraværet af lillesub har påvirket mig, mine fantasier bliver vildere og vildere.

Det er i disse mørke alenetimer betydningen af min seksualitet står helt tydeligt frem.

Driften er meget stærk og den præcipiterer, udfælder, billeder af et perverst og kinky univers, mit univers.

Jeg tænker på hende og jeg glædes, fordi hun forstår mit univers, fordi hun tænder på mit univers.

Forløsning i seksualiteten er en forudsætning for den inderlige kærlighed.

Sådan tror jeg det hænger sammen.

De to rødder venter hjemme, jeg glæder mig, selvom det faktisk er næsten et år siden jeg har været sammen med dem længere end fem dage i træk.

Det er svært for lillesub og mig i denne tid.

Vi må undvære samværet, vi må undvære lænker, vi må undvære lædermasker, vi må undvære opvågnen med den anden ved sin side.

For seks måneder siden ville jeg hu-hej flytte sammen med hende, vi skulle holde ferie sammen. Hun, jeg, hendes søn, mine drenge.

Mig og tre drenge på fuld tid!

Jeg, der næsten mistede lysten til at være sammen med mine egne børn overhovedet.

Det var en dårlig ide.

Lillesub og jeg har fundet noget rigtig smukt sammen.

Det skal næres og udvikles.

Det skal ikke kvæles ved at presse kernefamiliens idealer ned over drømmen om hun og jeg alene.

Vi skal nok finde vores vej, hvis vi blot levner tid. Hvis vi blot husker, at den fælles drøm er livet på den anden side.