Jeg vil ikke bruge mere energi på research, blot konstatere, at den megen tid Donatien Alphonse François, Marquis de Sade tilbragte i fængsler har gjort hans skrifter lidt vanskelige at stedfæste.

I parentes kan vi også bemærke, at de Sade allerede for mere end 200 år siden satte en trend med hensyn til at slå igennem som forfatter fra fængselscellen. En trend Jønke, Lundin og nu Breivik har videreført.

Nå, men Jerome lægger ikke fingrene imellem. Han hylder pædofili, incest og nekrofili.

Mindre perverse sysler som afføringssex og urinsex indgår også i hans CV.

Når jeg læser ordene, rammes jeg af en blanding af vantro og ophidselse. Jo, der er mange ting, som jeg genkender fra mit eget seksuelle univers.

Hvad, jeg ikke genkender, er Jeromes manglende evne til at føle kærlighed. Jerome er dyssocial, han er psykopat, og det behøver en sadist altså ikke at være.

Interessant er også den lethed, hvormed hans biseksualitet berøres.

Jerome både giver og tager den i røven, det er han ikke skamfuld over, en rigtig sadist har ingen hæmninger, han drives kun af sit eget begær.

I går besøgte jeg, lillesub og vores S-ven en homoklub.

Der er mange modstridende følelser i mig overfor min mor. Jeg bebrejder hende mange ting, men hun er stadig den eneste, jeg savner at kunne ringe til.

Der er givetvis mange i min tidligere omgangskreds, familien, der fordømmer de valg, som jeg har truffet de senere år.

Få ringer spontant til mig, og ad omveje falder der lejlighedsvis brokker, der afslører fordømmelsen.

Det første, der griber mig, er vreden, så arrogancen, men så kommer forståelsen og med den tilgivelsen.

”Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre”.

Og sådan kan jeg vende mig imod mig selv, og min egen pligt.

Jeg mærker ubehaget, når jeg længe har undgået hende, og jeg mærker lettelsen, når jeg har holdt hendes hånd.

Jeg besøger hende oftere nu, og det håber jeg at blive ved med.

Sidst sad jeg ved hendes side, hun skiftevis græd og lo, men egentlige ord er det slut med.

Hun rystede i angst, da jeg pludselig lagde armen om hende.

-Jeg er kun dit barn, og dog indgyder min omfavnelse dig skræk.

-Herregud mor, hvilke dæmoner slipper en fremmed mands berøring fri i dit indre?

Det får jeg aldrig at vide, og det er nok også bedst sådan.

Jeg glædede mig pludselig over, at jeg ikke bor i Singapore.

En østat, der giver høje bøder for at spytte tyggegummi på gaden, og som for lidt mere alvorlige forbrydelser, f.eks. vandalisme, tildeler retfærdige stokkeslag.

En mand, der har lånt Lolita i tre måneder for derefter at hjemtage Marquis de Sades ”Lyst og forbrydelse” ville givetvis have kandideret til en kammeratlig samtale hos østatens ordensmagt i bygningen ved siden af biblioteket.

Sjovt nok er Marquiens skrifter udgivet på dansk hos forlaget, Tiderne Skifter, (Siderne klistrer blandt forlagsvenner). Et forlag, som vel er de intellektuelles forlag, og som gerne sætter seksualitet, ligestilling og kønskamp til debat gennem dets udgivelser.

Lyst og forbrydelse indeholder tre Maquies de Sade fortællinger, og jeg er kun en tredjedel inde med min læsning, hvorfor jeg skal afstå fra en længere udredning eller beskrivelse.

Her rækker det at klargøre, at værkerne opererer med en alvidende fortæller, der afgør, hvem der er god, og hvem der er ond.

I dag er vi alle veluddannede og behøver ikke at blive instrueret i, hvem der er gode, og hvem der er onde.

Derfor ville teksterne aldrig være fundet publiceringsværdige som originale førsteudgivelser ved de intellektuelles forlag.

Oversættelsen og genudgivelsen retfærdiggøres netop ved, at en sand intellektuel forstår at sætte sin læsning i perspektiv, forstår at nærme sig værket ud fra dets samtid.

Enhver er sin egen lykkes smed!

Sådan stiller de Sades skrifter æstetikeren på spidsen, dog med den krølle, at den højeste lykke skal søges opnået gennem forfølgelse af ens egne mest perverse lyster og i disrespekt for andres integritet.

Ser man de Sade som en samfundsdebattør og samfundsrevser, så indser man, at hans skrifter rækker langt videre end blot lummer pornografi.

Paradokset og udfordringen for den gode vilje er, at mens vi har pligt til at tilgive og vende den anden kind til, så lever forbryderne et liv i luksus i jagten på total tilfredsstillelse.

Se dig omkring og gendigt de Sade for dig selv her i tiernes samfund.

Hvem er forbryderen?

Er det krænkeren fra underdanmark? Eller er det finansfyrsterne i det globaliserede pyramidespil?

Hvem er det, der virkelig voldtager, røvpuler og efterlader os udslukte med angst for fremtiden?

(For omtale af “Lyst og Forbrydelse” fra Tiderne Skifter se Information december 2007)

En periode, hvor min kæreste og jeg fortsætter forholdet som hidtil, altså som kærester med hver sin matrikel.

Det smarte ved en sådan proklamation er, at man sagtens kan snakke drømme, mens man udsætter beslutningen, der i dens definitive karakter altid rumme muligheden for fiasko, muligheden for, at man, stillet overfor valget af fast tosomhed, løber forskrækket væk.

Vi er nu seks måneder inde i status quo-perioden, og på stilfærdig vis er beslutningen taget.

Vi vil flytte sammen efter sommerferien. Bekvemt passer det også med skolernes sommerferieafslutning.

Der var ingen fanfarer, middage på fine restauranter eller lange taler. Det var en gradvis proces, hvor vi til sidst stod på den anden side og indså, at vi havde taget beslutningen.

Jeg har selvfølgelig også testet beslutningen for at se, om den kan bære.

Først en forsigtig fod og så hele vægten, og det bærer uden problemer.

Hvordan ville mit liv se ud uden lillesub?

Min stue ville pludselig være kedelig afpillet. En gildesal, hvor festen var blevet aflyst.

Jeg ville sidde apatisk med udsigt til guirlander af spindelvæv og groteske hvide kroge i betonen.

Hvide kroge til lænkning af spøgelser, der koldt ville puste gåsehud på mine aldrende arme og minde mig om perversionernes endestation, ensomheden.

En alenemand uden lyst til at lede efter andre kvinder og uden præcist mål.

Nej, jeg ville ikke orke, eller have lyst til, igen at åbne mig i breve til kvinder, som jeg måske, eller måske ikke, en dag ville møde.

På en måde er det paradoksalt.

Jeg savner hende, og jeg glæder mig til jeg en dag skal komme hjem til en rengjort stue, med friske blomster og duften af biksemad med spejlæg, men alligevel synes jeg, der er noget trist dybt inde et sted.

Men glæden er der også, og glæden springer fra hendes fine røde øjenlågsrand, der omkring de blide øjne viser vejen mod en dejlig og meningsfyldt fremtid.

Mens jeg snører støvlerne, undrer jeg mig over noget mærkeligt blafrende udenfor hoveddørens matterede rude.

Sne! Kæmpe store snefnug.

Vidunderlig sne, som hæver mit humør.  En tiltrængt afvigelse fra det grå januar.

Jeg er fremme efter kun to minutters kørsel, to kabiner er i brug, men der er heldigvis en fri tilbage.

Der er meget tøj, der skal af, og jeg når kun lige at smide mig nøgen og frysende på glaspladen, før radio Voice tænder sammen med den kraftige lilla sol.

Syv minutter får man, så er det ud igen. Aftørring må man selv stå for.

Jeg savner tiden, hvor en læspende afbleget solbrun blondine sad i receptionen og stimulerede fantasierne, mens jeg forsøgte at bekæmpe erektionen bag foldedøren.

Sollys, det er hvad man trænger til!

Jeg hverken ryger eller drikker, og så vil jeg skide på eksvidenskabsjournalistens ensidige kræftkampagne.

Hun får garanteret lønbonus, hver gang hun optræder i TV.

Den spraglede blå skjorte, kombineret med min dejlige bronze teint.

Det er noget, der giver fugt i kontordamernes fundament!

”De kan ikke lide min skrivestil”, var hans forklaring på, at det ikke blev til endnu mere.

Jeg har læst hans værker, og jeg må indrømme, at de ikke er specielt strømlinede. Men hvor især grammatikken og stavningen godt kunne tåle afpudsning, så har hans skrivestil nu noget over sig.

En sær form for spring, der med lidt modning godt kunne blive til noget særegent, let og moderne. Jeg kan bare ikke hjælpe ham, for jeg kan ikke sige præcis, hvor han skal sætte ind.

Problematikken er interessant. Jeg genkender nemlig tilsvarende problemer hos mig selv.

Både her på bloggen og fra venner, som jeg har bedt om en mening, er der kommet samme analyse.

Midt i et til tider nærmes overrealistisk univers mangler læseren et ståsted, noget at identificere sig med. Balancen tipper med provokationen, og lysten til at smide bogen væk bliver påtrængende.

Vejen mod forbedring er belagt med problemer.

Vælger man at efterligne kendte idealer, forsvinder man nemt i strømmen.

Vælger man at stå udenfor, afvises man nemt som talentløs.

At sætte kursen er heldigvis ikke svært.

Enhver ægte kunstner anerkender kun en sand mester, sig selv.

Rødmen i goldt vintermørke, smuk hele vejen rundt på årstidernes karrusel.

I stuen krammede vi.

Der findes et lillebitte hul, en åbning, der trods sin lidenhed snildt lader to elskende passere.

På den anden side er der kun os, og så det begær, der springer mellem os. Gnister slået i fryd ved vores egoistiske kærlighed.

Ensomhed og længsel omsat til fredfyldt samhørighed.

Du havde ondt i armen, så i læggen.

Symptomer, men på hvad? Jeg ryster i skræk ved dæmoniske billeder.

Jeg slår det hen, og ved daggry er det glemt.

En svane på den sarte is.

Åsen siger noget til mig, og Jeg lover den at passe på dig.

Måske var det weekendkuller, måske var det noget andet, men jeg røg straks i det krigeriske blækhus og forfattede en kommentar.

Specielt finalen er jeg meget stolt af.

Med henvisning til 1970ernes Kristelige Folkeparti, kernefamiliens vogter, foreslog jeg partiet et slogan, som måske kunne have frelst dem fra spærregrænsen:

”kærlighedsfamilien! Nærvær og sammenhold – et attraktivt alternativ til en ensom tilværelse som robochick.”

Powerkvinden er robochick’en, som naturligvis subtilt refererer til splatter science fiction filmen, RoboCop, fra 1987.

Med ”robochick” er niveauet lagt, og de fleste læsere af min blog vil nemt kunne gætte sig til essensen i resten af min perfide kommentar.

Jeg sendte dog aldrig kommentaren ind.

Da jeg stod op om søndagen, syntes jeg pludselig, at Information er en lorteavis, og at det er fjollet, at lade sig irritere over en artikel, som har en overmoden kvinde i lidt lummer positur som blikfang.

Faktisk var der også en anden årsag.

Jeg har misforstået bogen ”Manddomsprøven – powerkvinderne kommer”, som er omdrejningspunkt for debatten.

Forfatterne, Erik Holm og Lars Henriksen, udgiver bogen på Kristeligt Dagblads Forlag, og deres pointe er vist slet ikke, at powerkvindens opståen er uproblematisk (vurder selv).
.

.
Efter således at have kloget mig lidt på baggrunden, så virker det nærmere som om, de to forfattere er på korstog til fordel for kernefamilien.

De har resigneret, manden har tabt til Robochick, og så er det bedre at han opfører sig “moderne”, så familien ikke går itu.

Min stilfærdige bekymring går i virkeligheden på det flertal af kvinder, som ikke er “power”, men som slås med stress og lavt selvværd.

De synes ligesom glemt i debatten, selvom de formentlig er powerkvinderne overtallige.

Det foregik kun, når han var hos min ekskone, hos mig var der ingen problemer, og dermed kunne jeg nemt afvise at blande mig.

”Det er ikke mit problem!”

Bag facaden argumenterede jeg med mig selv. Løsningen, at han flyttede fast hen til mig, forekom mig lidet attraktiv. Nu havde jeg endelig fået styr på mit liv, ingen grund til ændringer i samværet.

Min ekskone blev noget muggen, men ellers var der ingen, der anfægtede mit synspunkt, bortset fra mig selv.

Som ugerne gik gnavede det irriterende i mig.

Da han næste gang gik amok, gjorde vi forældre fælles sag.

Jeg var indstillet på, at han alligevel skulle bo hos mig. Det endte ikke sådan, han lovede bod og bedring, og det har holdt sådan nogenlunde indtil nu.

Brudstykker af denne historie har jeg lempet ud her på bloggen før, og når jeg nu igen fremstiller forløbet, så er det fordi, jeg i går næsten nåede til slutningen af Immanuel Kants bog ”Grundlæggelsen af sædernes metafysik”, som han udgav i1785.

Det er berigende at opdage, at de tankerækker, som jeg selv har puslet med for eksempel vedrørende problemet med min rolle i forhold til min store søns problemer, genfindes i Kants bog.

Omvendt er det lidt skuffende, at måtte indse i hvor høj grad Kant formulerer sig svævende og hævet over de blindgyder, som min stadig betydelige selvoptagethed tvinger mig selv ind i.

Nuvel, jeg har sgu en pligt til at interessere mig for min søns færd i livet. Øv, bøv, det kan ikke være anderledes, uanset hvor irriterende det kan forekomme.

Vi er frie viljer kun bundet af de regler vi selv sætter. Men Kant kan bevise, at fornuftsvæsener kun kan vælge regler, som er pligter (imperativer) og som kan være alment gyldige.

Hvis alle følger pligterne, så vil der ikke være behov for rettigheder.

Joakim B. Olsen har følgelig pligt til at interesserer sig for Carinas velbefindende. Til gengæld har Carina også pligt til at forsørge sig selv.

At diskutere rådighedsbeløbets størrelse er at lade sig vildlede af erfaringen.

Pligter kan komme i konflikt med hinanden, når det sker, opstår etiske dilemmaer.

Her er det så Søren Kierkegaard træder til, i det etiske valg, vælges den person man rettelig er.

Jeg har det faktisk godt med mit valg, når nu det ikke kan være anderledes!

Bogen burde oplagt være læst af mig, men det er den altså ikke.

Jeg kan godt lide hende, Lone.

Hun var i DR2 i en glimrende udsendelse, der portrætterede hendes skabelse af bogen i skyggesiden af hendes sygdom, depressionen.

Hun er en pæn pige, energisk og selvstændig, lige til at træde på.

Faktisk kastede hun sig efter eget udsagn også i grams til en intellektuel mand, hun mødte på sin vej, hun kunne ikke sige nej!

I udsendelsen interviewede hun en buddhistisk munk.

Depression er vestens sygdom, som vi fejlagtigt tror, skal behandles med medicin. Næ, den lagenklædte, skaldede herre, smilede overbærende, han havde forklaringen.

Vi skal ind til sindet!

Jeg garanterer, at Buddha selv ville falde direkte i depressionens mørke, hvis han var udstyret med de rigtige, forkerte gener og desuden fik et lille skub i livets tivoli.

Strøm mod hans kranium kunne måske hjælpe, mens alverdens afholdenhed og stirren i væggen kun ville gøre det værre.

Det bedste ved Lone Franks DR2 udsendelse var hendes ærlighed med sin skuffelse over dårlige salgstal for den ellers anmelderroste bog.

”Hvorfor helvede køber folk den så ikke? Hvorfor læser de dårlige krimier og lortebøger?”, siger hun mod slutningen af udsendelsen.

Hun har jo ret!

Folk er åndssløve underholdningsnarkomaner, der helst vil gå i graven med en ubrugt storhjerne.

Men så må man jo bare lære lektien.

Enten skriver man smalt til egen netudgivelse, eller også må man lirke sin lødige litteratur ind mellem X Factor og Dan Brown.

Hvordan gør man det?

Hvis du ved det, så send mig svaret, jeg lover ikke at give det videre.