Et råd fra fysioterapeuten var det afgørende skub, men hun har luftet det før, og jeg har altså nu tilladt det.

Snart fylder hun fyrre år, og hun kender min hang til unge, spinkle piger.

Træning slider på kroppen, og trætheden sætter sig hurtigt, derfor må hun kun gå til fitness, når hun har fridag.

Arbejde og fitness på samme dag er for hårdt.

I begyndelsen faldt hun næsten i søvn under den massage, som hun plejer at give mig som akkompagnement til 19-nyhederne, men min regel for besøgene i fitnesscenteret, har hjulpet.

Der vil altid være otte år mellem os, og det er jeg tilfreds med, men i det næste tiår, er det vigtigt, at hun holder sig attraktiv.

Vi skulle gerne kunne tiltrække yngre bollevenner til udlevelse af vores sexfantasier, og der er lillesub et fremragende trækplaster.

Hun er næsten perfekt, men hvis jeg vandt i Lotto, ville jeg nok spendere en opstramning af hendes maveskind – og måske lægge lidt på brysterne.

Hvorfor taber piger sig egentlig altid også på brysterne, når de er på kur? Det er ikke retfærdigt.

Næ, hun måtte sgu godt have bryster som en Linse fra Bryggen!

Så endelig efter, hvad der syntes som en evighed, døde snakken ud.

Vreden brusede i mig, og inden jeg vidste af, hvad jeg gjorde, fandt jeg mig selv ekstemporerende gennem en anekdote, om dengang jeg var løjtnant i forsvaret.

Hver morgen titulerede min deling mig med et punktligt ”Godmorgen hr. Løjtnant!”

Koldkrigslogikken er altid grim at se på, og pludselig var der helt stille.

De måbende ansigter fortalte mig, at en dårlig stemning var ved at bygge sig op.

Rutinen klarede det videre forløb til en tilfredsstillende afslutning, men her flere dage efter sidder oplevelse stadig i mig.

Hvorfor tier de ikke stille, når vi skal i gang?

Der gives et svar, som bare ikke er simpelt, men interesserede kan ekstrahere det i historien for perioden fra ungdomsoprøret og frem til i dag.

Ansvaret er mit.

Det var ressourcestærke unge mennesker som mig selv, der tilbad Klaus Riskjær, Thatcher og Reagan. Det var unge mennesker som jeg selv, der troede på, at grænseløs frihed er ensbetydende med friheden til at skide på andre.

I min litterære udvikling giver novellen mig mulighed for at arbejde med min skrivestil samt kæle mere for teksten.

I forhold til en roman, så er novellen derimod hurtigt overstået, og jeg bliver straks belønnet med den tilfredshedsfølelse, der følger udgivelsen på min OpenBooks side.

Det er sgu OK!

Novellen, som jeg udgiver i dag, ”Det sidste møde”, blev dejlig kort.

Hvorfor det endte sådan, skal jeg ikke kunne sige, men pludselig føltes det rigtigt at gøre den kort. Jeg skal dermed også give den mine varmeste anbefalinger til smartphone læsning.

Perfekt til et lokumsbesøg eller turen mellem to metrostationer.

Lancering er vanen tro med teksten af første afsnit.

God læsning.

******************

Der fandtes en lille syrenlund, hvor bierne om sommeren summede flittigt i de hvide blomster, og hvor gamle tjæremættede sveller omkransede en lille sandkasse. Der var sjældent børn i sandkassen, men derimod kunne man godt træffe mennesker på bænken. Et kærestepar, der holdt i hånd, eller som den dag, en midaldrende mand med azurblå øjne.

Download hele novellen i pdf format her.

Download hele novellen i epub format her.

Eller kom tilbage en anden dag og hent novellen sammen med mine andre noveller på OpenBooks.

Tilbage er kun en lille pulserende glød et sted mellem hjertet og venstre binyre.

Jeg røg engang cigaretter. Prince Light, som jeg hentede i 10-styks pakker og nød alene på mit kollegieværelse.

Med røgen bølgende omkring mig og med en kop kaffe i hånden fulgte kvalme og mavekramper. Gennem mit vindue kunne jeg se en pige i spisesalen, helt ovre på den anden side af jorden.

På Østerbro brugte jeg min feriegirokupon til et besøg på et bordel. Jeg blev klædt i lakkjole og kaldt slave.

Det kunne jeg godt lide, men hvorfor fandt jeg aldrig ud af. Resten af feriepengene gik til et par sko, Timberland med kraftig sål.

Så vandrede jeg videre i en mærkelig verden, mens mit hår faldt af, og min usikkerhed øgedes.

Men helt derude, hvor man tror, det er løgn, skal man hanke op i sig selv og fortsætte.

Jeg burde ikke være overasket og er det vel egentlig heller ikke, kan bare konstatere, at arbejdet som vanligt kræver meget lige nu.

Lyspunkter er der dog også.

Det er endelig lykkedes mig at slå igennem som debattør i den offentlige debat, godt nok ikke om ligestilling eller pervers seksualitet, men det er trods alt et fremskridt.

Fagligt har jeg også haft succes. Et treårigt projekt er afsluttet med et godt resultat.

Sådan er det indenfor mit fag. En lang ørkenvandring kun afbrudt af enkelte lyspunkter, og dem må man så nyde i fulde drag!

I går havde jeg to vidt forskellige præsentationer. Begge var tilfredsstillende for mig, og det var de, fordi jeg bagefter kunne stå inde for mig selv.

Ved sidste præsentation fulgte jeg en kollega, der duknakket havde taget imod en tvær sals hån.

Selv havde jeg planlagt et teknokratisk indlæg, men mine kollegaers uforskammede selvhøjtidelighed triggede noget i mig.

Spontant og på stedet korrigerede jeg mit oplæg og leverede en åndelig kindhest til de forkælede.

Så kan de sgu lære det!

Der var få klapsalver, så budskabet gik ind.

Hjemme i parcellen var det en tilfreds mand, der gik til ro.

Det varmer i en kold tid at være ærlig hele vejen igennem.

Jeg lod hende ligge der en stund.

Tit ser jeg på hende for at forvisse mig om, at hun er den rette.

Måske findes der smukkere kvinder, mere indbydende kvinder, mere selvstændige
kvinder, men der findes ingen som hun, og hun er den rette.

Undgå at give hele straffen i affekt. Nydelsen er så meget desto større for os begge, når straffen ophøjes.

Vi så Steen Schapiros Art Core Trilogi i går aftes, og herskerindens svirpende bullwhip inspirerede mig på en kildrende måde.

Jeg vil anskaffe mig sådan en pisk og to Barbiedukker, som jeg vil klæde nøgne, male kønsbehåring på og slå til måls efter.

Når dukkernes sorte kussehår er slidt af kommer turen til lillesub.

Jeg vil ikke bruge mere energi på research, blot konstatere, at den megen tid Donatien Alphonse François, Marquis de Sade tilbragte i fængsler har gjort hans skrifter lidt vanskelige at stedfæste.

I parentes kan vi også bemærke, at de Sade allerede for mere end 200 år siden satte en trend med hensyn til at slå igennem som forfatter fra fængselscellen. En trend Jønke, Lundin og nu Breivik har videreført.

Nå, men Jerome lægger ikke fingrene imellem. Han hylder pædofili, incest og nekrofili.

Mindre perverse sysler som afføringssex og urinsex indgår også i hans CV.

Når jeg læser ordene, rammes jeg af en blanding af vantro og ophidselse. Jo, der er mange ting, som jeg genkender fra mit eget seksuelle univers.

Hvad, jeg ikke genkender, er Jeromes manglende evne til at føle kærlighed. Jerome er dyssocial, han er psykopat, og det behøver en sadist altså ikke at være.

Interessant er også den lethed, hvormed hans biseksualitet berøres.

Jerome både giver og tager den i røven, det er han ikke skamfuld over, en rigtig sadist har ingen hæmninger, han drives kun af sit eget begær.

I går besøgte jeg, lillesub og vores S-ven en homoklub.

Der er mange modstridende følelser i mig overfor min mor. Jeg bebrejder hende mange ting, men hun er stadig den eneste, jeg savner at kunne ringe til.

Der er givetvis mange i min tidligere omgangskreds, familien, der fordømmer de valg, som jeg har truffet de senere år.

Få ringer spontant til mig, og ad omveje falder der lejlighedsvis brokker, der afslører fordømmelsen.

Det første, der griber mig, er vreden, så arrogancen, men så kommer forståelsen og med den tilgivelsen.

”Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre”.

Og sådan kan jeg vende mig imod mig selv, og min egen pligt.

Jeg mærker ubehaget, når jeg længe har undgået hende, og jeg mærker lettelsen, når jeg har holdt hendes hånd.

Jeg besøger hende oftere nu, og det håber jeg at blive ved med.

Sidst sad jeg ved hendes side, hun skiftevis græd og lo, men egentlige ord er det slut med.

Hun rystede i angst, da jeg pludselig lagde armen om hende.

-Jeg er kun dit barn, og dog indgyder min omfavnelse dig skræk.

-Herregud mor, hvilke dæmoner slipper en fremmed mands berøring fri i dit indre?

Det får jeg aldrig at vide, og det er nok også bedst sådan.

Jeg glædede mig pludselig over, at jeg ikke bor i Singapore.

En østat, der giver høje bøder for at spytte tyggegummi på gaden, og som for lidt mere alvorlige forbrydelser, f.eks. vandalisme, tildeler retfærdige stokkeslag.

En mand, der har lånt Lolita i tre måneder for derefter at hjemtage Marquis de Sades ”Lyst og forbrydelse” ville givetvis have kandideret til en kammeratlig samtale hos østatens ordensmagt i bygningen ved siden af biblioteket.

Sjovt nok er Marquiens skrifter udgivet på dansk hos forlaget, Tiderne Skifter, (Siderne klistrer blandt forlagsvenner). Et forlag, som vel er de intellektuelles forlag, og som gerne sætter seksualitet, ligestilling og kønskamp til debat gennem dets udgivelser.

Lyst og forbrydelse indeholder tre Maquies de Sade fortællinger, og jeg er kun en tredjedel inde med min læsning, hvorfor jeg skal afstå fra en længere udredning eller beskrivelse.

Her rækker det at klargøre, at værkerne opererer med en alvidende fortæller, der afgør, hvem der er god, og hvem der er ond.

I dag er vi alle veluddannede og behøver ikke at blive instrueret i, hvem der er gode, og hvem der er onde.

Derfor ville teksterne aldrig være fundet publiceringsværdige som originale førsteudgivelser ved de intellektuelles forlag.

Oversættelsen og genudgivelsen retfærdiggøres netop ved, at en sand intellektuel forstår at sætte sin læsning i perspektiv, forstår at nærme sig værket ud fra dets samtid.

Enhver er sin egen lykkes smed!

Sådan stiller de Sades skrifter æstetikeren på spidsen, dog med den krølle, at den højeste lykke skal søges opnået gennem forfølgelse af ens egne mest perverse lyster og i disrespekt for andres integritet.

Ser man de Sade som en samfundsdebattør og samfundsrevser, så indser man, at hans skrifter rækker langt videre end blot lummer pornografi.

Paradokset og udfordringen for den gode vilje er, at mens vi har pligt til at tilgive og vende den anden kind til, så lever forbryderne et liv i luksus i jagten på total tilfredsstillelse.

Se dig omkring og gendigt de Sade for dig selv her i tiernes samfund.

Hvem er forbryderen?

Er det krænkeren fra underdanmark? Eller er det finansfyrsterne i det globaliserede pyramidespil?

Hvem er det, der virkelig voldtager, røvpuler og efterlader os udslukte med angst for fremtiden?

(For omtale af “Lyst og Forbrydelse” fra Tiderne Skifter se Information december 2007)

En periode, hvor min kæreste og jeg fortsætter forholdet som hidtil, altså som kærester med hver sin matrikel.

Det smarte ved en sådan proklamation er, at man sagtens kan snakke drømme, mens man udsætter beslutningen, der i dens definitive karakter altid rumme muligheden for fiasko, muligheden for, at man, stillet overfor valget af fast tosomhed, løber forskrækket væk.

Vi er nu seks måneder inde i status quo-perioden, og på stilfærdig vis er beslutningen taget.

Vi vil flytte sammen efter sommerferien. Bekvemt passer det også med skolernes sommerferieafslutning.

Der var ingen fanfarer, middage på fine restauranter eller lange taler. Det var en gradvis proces, hvor vi til sidst stod på den anden side og indså, at vi havde taget beslutningen.

Jeg har selvfølgelig også testet beslutningen for at se, om den kan bære.

Først en forsigtig fod og så hele vægten, og det bærer uden problemer.

Hvordan ville mit liv se ud uden lillesub?

Min stue ville pludselig være kedelig afpillet. En gildesal, hvor festen var blevet aflyst.

Jeg ville sidde apatisk med udsigt til guirlander af spindelvæv og groteske hvide kroge i betonen.

Hvide kroge til lænkning af spøgelser, der koldt ville puste gåsehud på mine aldrende arme og minde mig om perversionernes endestation, ensomheden.

En alenemand uden lyst til at lede efter andre kvinder og uden præcist mål.

Nej, jeg ville ikke orke, eller have lyst til, igen at åbne mig i breve til kvinder, som jeg måske, eller måske ikke, en dag ville møde.

På en måde er det paradoksalt.

Jeg savner hende, og jeg glæder mig til jeg en dag skal komme hjem til en rengjort stue, med friske blomster og duften af biksemad med spejlæg, men alligevel synes jeg, der er noget trist dybt inde et sted.

Men glæden er der også, og glæden springer fra hendes fine røde øjenlågsrand, der omkring de blide øjne viser vejen mod en dejlig og meningsfyldt fremtid.