Greyindarkness

Jeg bruger ofte 24/7 D/s som tag. Varianter kan være 24/7, taken-in-hand, D/s med flere, men hvad lægger jeg egentlig i disse begreber? Hvorfor bruger jeg dem? Hvad betyder det for mig?

”Kærlighed”, så enkelt kan det siges.

Hendes totale underdanighed, hendes afgivelse af sin selvstændighed til mig fylder mig med kærlighed.

Det er ikke sexlyst, det er ikke magtsyghed, det er ikke trang til ydmygelse, som er det dominerende, men derimod en vidunderlig varm følelse af glæde kombineret med en ubændig trang til at passe på hende.

Sex er selvfølgelig en del af forholdet og netop min ret til at få opfyldt mine perverterede fantasier gennem min totale magt over hende, er med til at skabe følelsen af glæde.

Men, når jeg ser hende sidde nøgen i sofaen iført halsbånd, med det røde hår slået ud og med et lidt betuttet udtryk i øjnene, så er det ikke sex, som jeg tænker på.

Det er gennemstrømmende lykke og en ubeskrivelig stærk følelse af glæde.

I en e-mailkorrespondance med en submissiv kvinde på Scor tilbage i 2006 brugte jeg første gang begrebet ”drømmekvinden”.

Det var et udtryk, der for mig dækkede over usigelig lykke ved en tosomhed præget af ro og harmoni.

En tosomhed, der paradoksalt nok også omfattede brutal afstraffelse og pervers seksuel udnyttelse af hende, men dette var altid underordnet det essentielle:

”Hun og jeg alene i stuen”

Profilkvinden tilbage i 2006 var bestemt ikke til en gift mand med en besynderlig drøm om en ganske særlig kvinde, men hun blev alligevel en god cyberven, der gennem årene tålmodig sparrede med mig.

Gennem sin skepsis og min egen fortsatte udvikling nåede jeg frem til konklusionen, at min drømmekvinde var en dybt submissiv kvinde, der delte min egen interesse for SM og perverteret sex.

Jeg læste engang i en psykiatribog, hvordan sadomasochisme blev omtalt under seksuelle forstyrrelser.

Det blev understreget, at der eksisterede en sadomasochistiske subkultur, som ikke i sig selv frembød noget problem for dens tilhængere.

Nej, sadomasochisme og andre perversioner frembyder kun et problem i psykiatrisk forstand, når det optager personen i den grad, at personens normale virke i samfundet, i hverdagen, bliver hæmmet på grund af urealiserbare seksuelle drømme.

Vi taler altså ikke om forelskelser, eller lidt liderlighed, der kan ordnes med onani.

Nej, vi taler om forestillinger, hvor hele livet indstilles på en anderledes livsstil, hvor patienten for eksempel opbygger et velindrettet torturkammer i sin villa for derefter at sidde overskrævs på en tom gabestok, hvor han med suicidale tanker forgæves venter i depression på kvinden, der skal stikke hovedet ind i konstruktionen.

Jeg fik aldrig bygget torturkammeret færdigt, i øjeblikket er det kombineret DJ-værksted og tørrestue.

Til gengæld kunne psykiatribogen godt trænge til en opdatering.

Det er muligt at leve anderledes end mainstream, det kan godt lade sig gøre i Danmark og formentlig også i de fleste andre lande, men man er nødt til at se realiteterne i øjnene og handle derefter.

Et dybtfølt kærlighedsliv kræver fordybelse, og det hvad enten vi taler om et forhold baseret på traditionel monogami med missionærstilling, eller det drejer sig om et forhold baseret på sadomasochistisk sex med magtoverdragelse og mange partnere.

Fordybelse i partneren er svært, fordi den foregår i konkurrence med fordybelsen i karriere og børn.

Beslutningen om at blive skilt fra min ekskone var et eksistentialistisk valg. Et omkostningsfyldt valg, som var bydende nødvendigt.

Det var adgangen til forfølgelsen af drømmen om et særligt liv med en særlig kvinde.

Skilsmissen var et nødvendigt valg, men det var ikke et tilstrækkeligt valg.

Omlægning af karrieren er vel besluttet, og den er netop også et nødvendigt valg.

Det interessante er, at de nødvendige valg aldrig har været på min to-do liste, de har bare pludselig åbenbaret sig som uundgåelige og først retrospektivt, har jeg kunnet set logikken.

Fuldtids dominance and submission, med mig som den dominerende og min kvinde som submissiv, er altså kærlighed og lykke for mig.

Der er stadig knaster før vi virkelig har fuldtidsforholdet, men vi er på vej og med tålmodighed og gensidig tillid, skal vi nok komme derhen.