Det går fremad for mig med ”Lyst og forbrydelse”, og jeg er nu godt inde i Jeromes historie, som jeg har kunnet spore tilbage til de Sades ”La Nouvelle Justine ou Les Malheurs de la vertu”.
Jeg vil ikke bruge mere energi på research, blot konstatere, at den megen tid Donatien Alphonse François, Marquis de Sade tilbragte i fængsler har gjort hans skrifter lidt vanskelige at stedfæste.
I parentes kan vi også bemærke, at de Sade allerede for mere end 200 år siden satte en trend med hensyn til at slå igennem som forfatter fra fængselscellen. En trend Jønke, Lundin og nu Breivik har videreført.
Nå, men Jerome lægger ikke fingrene imellem. Han hylder pædofili, incest og nekrofili.
Mindre perverse sysler som afføringssex og urinsex indgår også i hans CV.
Når jeg læser ordene, rammes jeg af en blanding af vantro og ophidselse. Jo, der er mange ting, som jeg genkender fra mit eget seksuelle univers.
Hvad, jeg ikke genkender, er Jeromes manglende evne til at føle kærlighed. Jerome er dyssocial, han er psykopat, og det behøver en sadist altså ikke at være.
Interessant er også den lethed, hvormed hans biseksualitet berøres.
Jerome både giver og tager den i røven, det er han ikke skamfuld over, en rigtig sadist har ingen hæmninger, han drives kun af sit eget begær.
I går besøgte jeg, lillesub og vores S-ven en homoklub.
Seneste kommentarer