Jul og Kongehuset har de seneste år haft en dalende stjerne hos mig.
De royale kan jeg nemt undgå, mens julen er sværere at komme udenom. Ikke mindst nu, hvor vi er to voksne i huset igen.
Glædelige julehilsner, juleand og gavehungrende børn fylder mig med tristhed.
Jeg har ikke ødelagt mine egne børns illusion om kernefamilien for at sidde bag en ny decembernøgen liguster og foregive juleglæde.
-Tag du bare ned til dine forældre.
Jeg fortalte hende det, og hun blev ked af det.
Det forstår jeg godt, al den stund at hun helst vil være med mig, og at hun slet ikke vil se mig sidde alene juleaften.
For mig ville selve oplevelsen være vidunderlig. Stilhed bag legabetonen, en dr. Oetker pappizza og så noget musik, Pink Floyd, tror jeg.
Musik og så nogle gode skrivetimer bag pulten til juleånden kom på besøg.
Men denne Hr. Scrooge ville ikke frygte noget, ånden kunne vise, end ikke sin egen gravsten, for er det ikke den vej, vi alle skal?
Løsningen blev, at min gamle far gerne ville være julemand.
Vi finder en restaurant, der har åbent, og så julehygger vi sammen.
Det var pænt af ham, og jeg har lovet mig selv, at vende de døve øren til hans forherligelse af finanskapitalismen og den afledte nødvendighed af lønmodtager tilbageholdenhed.
Skidt med det, han er sgu en rar far.
Og dagen efter tager jeg turen ad E20 og henter min elskede. Så sidder jeg og smiler, mens jeg spiser sild og ser de omkringværende ændre form med snapsen.
Så er det på plads, nu mangler jeg bare julegaverne.
*****************
Greys juleopskrift:
Seneste kommentarer