Den glade juletid

21 11 2012

Jul og Kongehuset har de seneste år haft en dalende stjerne hos mig.

De royale kan jeg nemt undgå, mens julen er sværere at komme udenom. Ikke mindst nu, hvor vi er to voksne i huset igen.

Glædelige julehilsner, juleand og gavehungrende børn fylder mig med tristhed.

Jeg har ikke ødelagt mine egne børns illusion om kernefamilien for at sidde bag en ny decembernøgen liguster og foregive juleglæde.

-Tag du bare ned til dine forældre.

Jeg fortalte hende det, og hun blev ked af det.

Det forstår jeg godt, al den stund at hun helst vil være med mig, og at hun slet ikke vil se mig sidde alene juleaften.

For mig ville selve oplevelsen være vidunderlig. Stilhed bag legabetonen, en dr. Oetker pappizza og så noget musik, Pink Floyd, tror jeg.

Musik og så nogle gode skrivetimer bag pulten til juleånden kom på besøg.

Men denne Hr. Scrooge ville ikke frygte noget, ånden kunne vise, end ikke sin egen gravsten, for er det ikke den vej, vi alle skal?

Løsningen blev, at min gamle far gerne ville være julemand.

Vi finder en restaurant, der har åbent, og så julehygger vi sammen.

Det var pænt af ham, og jeg har lovet mig selv, at vende de døve øren til hans forherligelse af finanskapitalismen og den afledte nødvendighed af lønmodtager tilbageholdenhed.

Skidt med det, han er sgu en rar far.

Og dagen efter tager jeg turen ad E20 og henter min elskede. Så sidder jeg og smiler, mens jeg spiser sild og ser de omkringværende ændre form med snapsen.

Så er det på plads, nu mangler jeg bare julegaverne.

*****************

Greys juleopskrift:





Lurende dårskab

5 10 2012

Vi går i seng klokken 21. Vi står op klokken 0510. Vi afleverer i SFO’en klokken 0645. Vi kysser farvel ved hendes arbejde klokken 0730.

Ringen er sluttet, jeg er tilbage.

Tilbage til livet som farveløs bidragsyder til bruttonationalproduktet!

Jeg ser konturerne af faren, trivialiteten. Og jeg ser specielt den lurende dårskab hos mig selv.

Det er mit ansvar at lede os gennem almindelighedens ishav. Det er mit ansvar at finde oaserne i rutinens langstrakte ørkenlandskab.

Og der er en vej. Jeg mestrer hæmningernes repression og skabertrangens frisættelse.

Ja, vi har kærligheden, begæret og nu også litteraturen.

Det er snart weekend, i en lige uge. Det er børnefri med planlagt udlevelse af hæmningsløst begær.

Stille refleksion, os to alene, skal det også blive til.





Petgirl

22 02 2012

Vi er begyndt at snyde os til weekendsex i børneweekenderne. Et hurtigt besøg hos hende, hvor 7-Elevendonut og -romkugle holder ungersvenden fangen foran Cartoon Network.

Så ligger vi påklædt, krammende under dynen i værelset ved siden af, mens vi som to teenagere forløser hinanden.

Faktisk er det hende, som først forløser mig, og derefter sig selv.

Der er noget uhørt tilfredsstillende ved at aflevere det hele i hendes mund, oprydningen er hendes pligt.

Da hun var kommet i søndags gik hendes jeansrøv som halen på en kåd hundehvalp, og tungen hang langt ud af hendes glade ansigt.

Hvad fantaserer min kæreste egentlig om sådan en søndag formiddag med sin Master under dynen?

- Jeg er til hundeudstilling.

- Ja, og?

- Jeg viser mig frem foran den kvindelige dommer.

- Spændende!

- Og så ydmyger du mig ved at have sex med hende, mens jeg sidder ved siden af!

Da hun sagde det, var jeg ved at græde. Så dybt rørte det mig, jo sex og kærlighed hører sammen.

Det betyder alt, at vi kan mødes i det samme univers.

*****************************************************

Nå ja, petgirl, det er forresten lige os

.

.





Status quo periode

21 01 2012

I sommers proklamerede jeg en status quo-periode på 12 måneder.

En periode, hvor min kæreste og jeg fortsætter forholdet som hidtil, altså som kærester med hver sin matrikel.

Det smarte ved en sådan proklamation er, at man sagtens kan snakke drømme, mens man udsætter beslutningen, der i dens definitive karakter altid rumme muligheden for fiasko, muligheden for, at man, stillet overfor valget af fast tosomhed, løber forskrækket væk.

Vi er nu seks måneder inde i status quo-perioden, og på stilfærdig vis er beslutningen taget.

Vi vil flytte sammen efter sommerferien. Bekvemt passer det også med skolernes sommerferieafslutning.

Der var ingen fanfarer, middage på fine restauranter eller lange taler. Det var en gradvis proces, hvor vi til sidst stod på den anden side og indså, at vi havde taget beslutningen.

Jeg har selvfølgelig også testet beslutningen for at se, om den kan bære.

Først en forsigtig fod og så hele vægten, og det bærer uden problemer.

Hvordan ville mit liv se ud uden lillesub?

Min stue ville pludselig være kedelig afpillet. En gildesal, hvor festen var blevet aflyst.

Jeg ville sidde apatisk med udsigt til guirlander af spindelvæv og groteske hvide kroge i betonen.

Hvide kroge til lænkning af spøgelser, der koldt ville puste gåsehud på mine aldrende arme og minde mig om perversionernes endestation, ensomheden.

En alenemand uden lyst til at lede efter andre kvinder og uden præcist mål.

Nej, jeg ville ikke orke, eller have lyst til, igen at åbne mig i breve til kvinder, som jeg måske, eller måske ikke, en dag ville møde.

På en måde er det paradoksalt.

Jeg savner hende, og jeg glæder mig til jeg en dag skal komme hjem til en rengjort stue, med friske blomster og duften af biksemad med spejlæg, men alligevel synes jeg, der er noget trist dybt inde et sted.

Men glæden er der også, og glæden springer fra hendes fine røde øjenlågsrand, der omkring de blide øjne viser vejen mod en dejlig og meningsfyldt fremtid.





Frie viljer forpligtet overfor hinanden

11 01 2012

I efteråret spidsede det til med min ældste søn, som var aggressiv og truende overfor sin mor og lillebror.

Det foregik kun, når han var hos min ekskone, hos mig var der ingen problemer, og dermed kunne jeg nemt afvise at blande mig.

”Det er ikke mit problem!”

Bag facaden argumenterede jeg med mig selv. Løsningen, at han flyttede fast hen til mig, forekom mig lidet attraktiv. Nu havde jeg endelig fået styr på mit liv, ingen grund til ændringer i samværet.

Min ekskone blev noget muggen, men ellers var der ingen, der anfægtede mit synspunkt, bortset fra mig selv.

Som ugerne gik gnavede det irriterende i mig.

Da han næste gang gik amok, gjorde vi forældre fælles sag.

Jeg var indstillet på, at han alligevel skulle bo hos mig. Det endte ikke sådan, han lovede bod og bedring, og det har holdt sådan nogenlunde indtil nu.

Brudstykker af denne historie har jeg lempet ud her på bloggen før, og når jeg nu igen fremstiller forløbet, så er det fordi, jeg i går næsten nåede til slutningen af Immanuel Kants bog ”Grundlæggelsen af sædernes metafysik”, som han udgav i1785.

Det er berigende at opdage, at de tankerækker, som jeg selv har puslet med for eksempel vedrørende problemet med min rolle i forhold til min store søns problemer, genfindes i Kants bog.

Omvendt er det lidt skuffende, at måtte indse i hvor høj grad Kant formulerer sig svævende og hævet over de blindgyder, som min stadig betydelige selvoptagethed tvinger mig selv ind i.

Nuvel, jeg har sgu en pligt til at interessere mig for min søns færd i livet. Øv, bøv, det kan ikke være anderledes, uanset hvor irriterende det kan forekomme.

Vi er frie viljer kun bundet af de regler vi selv sætter. Men Kant kan bevise, at fornuftsvæsener kun kan vælge regler, som er pligter (imperativer) og som kan være alment gyldige.

Hvis alle følger pligterne, så vil der ikke være behov for rettigheder.

Joakim B. Olsen har følgelig pligt til at interesserer sig for Carinas velbefindende. Til gengæld har Carina også pligt til at forsørge sig selv.

At diskutere rådighedsbeløbets størrelse er at lade sig vildlede af erfaringen.

Pligter kan komme i konflikt med hinanden, når det sker, opstår etiske dilemmaer.

Her er det så Søren Kierkegaard træder til, i det etiske valg, vælges den person man rettelig er.

Jeg har det faktisk godt med mit valg, når nu det ikke kan være anderledes!





Vejen til det nye liv

18 12 2011

Jeg havde kun kendt min kæreste i lidt over to måneder, da jeg i januar måned foreslog, at vi skulle flytte sammen efter sommerferien.

Det er snart to år siden, og først nu begynder tanken rigtigt at give mening.

Hvorfor alt dette hastværk, og hvorfor gav vi op i første omgang?

Hastværket er nemt forklaret.

Jeg søgte en kæreste, der skulle blive min livsledsager, og derfor skulle jeg kunne se hende bo sammen med mig. Hvis jeg ikke kunne se den del igennem, da måtte jeg afbryde forholdet.

Jeg kunne sagtens se den del igennem, med hende og jeg.

Men der var også ungerne, hendes og mine. Det var straks noget andet, den del kunne jeg ikke forlige mig med.

Dels var der problemerne med min yngste, der ikke bryder sig om forandringer, men endnu vigtigere, jeg kunne ikke forlige mig med tanken om at have børn omkring mig det meste af tiden.

Det mindede mig for meget om det, som jeg var flygtet fra. Jeg turde ikke tage chancen.

Derfor endte jeg med at sætte det hele i bero, og det lettede. Stille og fredeligt kunne lillesub og jeg udvikle den vigtigste del, vores eget samliv.

Hvad er så forandret nu? Mange ting.

Jeg er blevet en sat mand, jeg har ikke lyst til andre kvinder. Det vil sige, jeg vil gerne kneppe dem sammen med lillesub, men jeg kan ikke se andre end hende som min livsledsager.

Jeg opdagede, at min tristesse når jeg var alene, havde ændret sig til et savn efter hende.

Endelig faldt også den vigtigste tiøre. Hvis vi skal flytte sammen, skal hun gå hjemme og være husmor. Det vil give netop den forandring, der betyder, at jeg ikke havner i den gamle parforholdsfælde, hvor madlavning, rengøring og tøjvask skal klares af to trætte voksne i deres fritid.

Med hendes husmoderhånd skabes den ro, der bringer harmonien ved samlivet tilbage til mig.

Det skal ikke være som før, det skal være anderledes, og nu ved jeg altså præcis på hvilken måde.

Jeg skal skabe rammerne, og i stedet for at reducere mine udgifter, skal jeg føre en keynesiansk, ekspansiv husholdningsøkonomi.

Jeg må ind til chefen i morgen og kræve lønforhøjelse.





Villa Fjolle

14 11 2011

Min selvcentrerede hjerne kværnede allerede før jeg slog øjnene op.

Drengene er i huset disse dage, så det var lige med at finde ind i rytmen. Håndklæder, rent tøj og varmede kanelgifler til autisten, mens hans svedige, snart syttenårige bror, bare skulle mindes om at det var tid til at stå op.

Jeg startede bilen klokken 0710. På Sjællandsbroen glædede jeg mig allerede til min spadseretur omkring Sortedammen.

Så slog det ned i mig.

Fuck, det er d. 14. november i dag – er det ikke?

Jo, det er vore toårsdag og som lovlydig bilist var det umuligt for mig at sende sms til lillesub før jeg var fremme.

Hun havde selvfølgelig allerede sendt mig tre smser, og hun havde selvfølgelig også husket vores toårs dag.

Er hun ikke dejlig!

Hvor står jeg så nu, to år efter?

Jeg står på tærsklen til fuldbyrdelsen.

Jeg er parat til at træde i karakter og vise dem, der er afhængige af mig, hvordan vores liv fremover skal være.

Nu er jeg parat til at skabe mit eget Villa Fjolle.

En tumleplads med Herreværelse, kamuflerede torturredskaber og hjerterum til meget mere.

Kvinden i huset er kombineret stuepige, sexslave og kone.

Husets øvrige gæster udgøres af en næsten normal (fraset hårfarven) otteårig bonussøn, en kornsnog, verdens bedste Halo spiller og en talentfuld ung mand, der ikke helt endnu er klar over hvad talenterne skal bruges til.

Det handler vist bare om at jeg tager ansvar – er det ikke der vi er?

(Check lige disse fantastisk flotte billeder af et arkitektonisk vidunder – opdaget ved en simpel googlesøgning!)





Menstruation for skilsmissepar

31 10 2011

Drengene er hos mig i disse dage.

Børneperiode, en slags menstruation for skilsmissepar. Hvis man tager det med højt humør og en bundprop, så går det alt sammen.

Vi er begyndt at ses i disse perioder, og i går var det mig der drev Swiften mod syd af E20.

Hun havde allerede sms’et klokken 0800. Hun var på vej i bad, hendes Master skulle jo komme!

Så bliver man faktisk blød om hjertet, og det var med fred i sindet at jeg købte basser hos 7-Eleven.

Lidt over ti var jeg fremme. Hendes søn sad stadig i nattøj, han blev glad for donut’en med sukker, og det gav tid til jeg kunne nyde min kaffe med hans mor i køkkenet.

Hun var dresset ud, som skulle hun til Manifest.

Stort udslået hår, sort på øjnene, sort satintop, sort lårkort nederdel, sorte selvsiddende strømper som nåede helt op til hendes varme skridt. Skoene var naturligvis de nye, super højhælede med blåt velour som gennemgående materiale.

Hun serverede min tebirkes og stillede sig helt hen til mig. Jeg lod min hånd glide hele vejen op. Vi endte med at kysse som fjollede teenagere.

Efter lidt frokost gav hun mig massage. Hendes søn undrer sig ikke mere. Han kalder mig onkel og accepterer at jeg åbenbart er meget syg i min ryg.

Klokken 1230 satte jeg kursen hjem. Mine to rødder så The Dark Knight da jeg kom hjem. Jeg selv agerede tjeneren, Alfred, ved at servere kanelgifler og mælk på en bakke. Det var dejligt at se filmen sammen med dem.

Hvorfor flytter vi ikke sammen, min kæreste og jeg? Det går jo godt for os!

Netop derfor, det går godt, og jeg vil ikke risikere at fucke det hele op, vi må være tålmodige, så kommer vores tid også.





Mit kald

10 07 2011

Der går rygter om, at Kim Larsen og Erik Clausen har tilbudt penge til løsning af konflikten i Ryesgade.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, men jeg synes vel, at de unge skal smides ud.

Hellere i dag end i morgen.

Grundet konflikten tager jeg en omvej.

Da jeg ser bygningen denne kolde vintermorgen, gribes jeg af glæde.

”Gid hun vil opsluge mig og beholde mig.”

I forgårs var det regnvejr og sommerferie.

Jeg lukkede døren til kontoret, stod et øjeblik og sugede indtryk til mig.

Det har været en dejlig ferie med drengene og jeg har det lidt ondt ved, at deres værelser snart er tomme igen.

Alligevel sniger jeg mig væk, ind på kontoret, undskyldningen er en kode i en mailbox, som ikke kan nås fra nettet.

Det er her, i bygningen, at jeg hører hjemme.

Mit arbejde er mit kald!

Det skal være svaret, næste gang nogen vil vide, om jeg dog ikke snart skal ”videre”.





Storbyferie

26 06 2011

Hun blev oprigtigt overrasket, da tatoveringen tittede frem på højre overarm.

Jeg havde haft min blazerjakke på, mens vi lavede forretninger, men tog den af, så hun kunne få en intravenøs adgang.

Hun vil sende prøvesvaret per e-mail.

Inden vi sluttede, sikrede jeg mig lige en stak syrepumpeblokkere, Pantoloc.

”Er du stresset?”

Jeg fortalte om det afviste manuskript, og hun foreslog dosisøgning til 40 mg, god ide.

Det er formentlig manuskriptsagen, der rider mig i underbevidstheden, men jeg er ikke helt sikker.

Ferien med drengene er en kendsgerning, og den var en fiasko sidste år, det kan også være det.

Denne gang har jeg grebet det anderledes an, der skal ske noget i ferien.

I morgen tager vi på en kort storbyferie, og lige nu sidder jeg lidt apatisk med tre tomme kufferter.

Sædvanligvis pakkede deres mor, min eks.

Det fungerer ikke rigtigt, så jeg har besluttet at smide underbukser, strømper og T-shirts, tre sæt af hver, i en fælles kuffert.

Hvis jeg har glemt noget, må det købes i Harrods.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: