Greyindarkness

Lyset er brudt gennem skydækket, da vi træder ud af bygningen. Formiddagen er næsten blevet til middag, man mærker tydeligt hvor meget solen betyder nu. Dens blotte tilsynekomst, endskønt gennem en let dis, har fordrevet den råkolde martsfornemmelse, som indledte dagen. Løfter om et spirende forår.

Vi misser med øjnene, to timer i bygningens biografagtige mørke har gjort vores nethinder hyper følsomme gennem en sindrig kemisk proces. På sekunder eksploderer nervesignalerne fra opticus, reflektorisk knibes vores øjenlåg sammen.

Kun et minut eller to, så letter fornemmelsen og vi kan leende se hinanden i øjnene. Jeg åbner bagagerummet, vores pose lægges ind, vi sætter os sammen ind i bilen.

Vi er en dejlig oplevelse rigere og dagen er endnu ung. Der er tid til stille samvær, en lur, aftensmad, hygge med hendes søn i lejligheden.

Hun er meget lykkelig, hun er min pige og ikke et eneste sekund har jeg tvivlet på hendes ægthed. Hendes tale er klar. ”Ja, ja” – aldrig en tvivl, aldrig en afslørende tøven.

Jeg indser betydningen af hendes accept – af min seksualitet, af vores seksualitet.

Har jeg ikke før benægtet, at divergens i opfattelsen af seksualiteten kunne fortrænge, endsige umuliggøre kærligheden? Det er forkert.

Accept og nydelse af fælles seksualitet er en absolut betingelse for kærligheden, sådan er det for mig.

Andre kan have det anderledes, men ikke mig. Lykken er at kunne dele de inderste drømme og fantasier uden angst for at såre eller blive såret ved hendes skjulte foragt.

En nødvendig betingelse, men ikke en tilstrækkelig betingelse – det er klart.

På ringvejen løber min mund uafladeligt. Dagens første enetale, som hun glad og benovet suger til sig.

Emnet er vores fremtid. Jeg forberedte egentligt talen i går, men jeg er glad for at den først kommer ud af mig nu. Oplevelsen i den mørke bygning har trimmet talen, så den er knap så dyster.

Jeg taler medrivende og med overbevisning. Det er når den side kommer frem i mig, at jeg kan få andre til blindt at følge mig i begejstring. En manisk person under kontrol. Manien, modsætningen til den dunkle tristesse, som jeg elsker at lege på kanten af.

Den vigtigste betingelse er til stede. Vores gensidige accept og forståelse af meningen med livet på den anden side.

Reglerne, hvor jeg bestemmer og hun følger. I dagligdagen og i udlevelsen af mine bizarre lyster. I udlevelsen, hvor jeg vil se hende glad og tændt – ægte tændt, som man kun kan være gennem den befrielse, som styringen er. Tændt, fordi man rummer drømme, man kun tør forløse ved onanien i alene stunder eller, når ens Master forlanger dem uhæmmet krænget ud.

Den vigtigste betingelse er bare ikke tilstrækkelig.

Vi er ikke alene.

I min vision om drømmekvinden havde hun ingen børn, jeg havde ingen børn, for dem havde jeg forladt i den dunkle stund.

Jeg lever og jeg er.

Mine børn er stadig med mig, jeg er glad for mit valg, jeg er glad for at jeg stadig kan høre larmen fra Call of duty.

Jeg har allerede beskrevet for hende hvordan vi forener vores familier. Hvordan vi kan leve på den anden side, mens vi samtidig kan leve normalt med vores børn. Det lader sig snildt gøre, det er kun et spørgsmål om hvornår.

Hvornår er vi klar? Hvornår er jeg klar?

Når jeg smækker døren i, må der ikke restere den mindste sprække, hvor tvivlen kan sive ind.

Når jeg smækker døren i, skal jeg falde til ro, det skal være det.

Slut, finale, hun og jeg sammen, sådan skal det ende.