Min far ringede forleden aften.
Det går kun en vej – ned ad bakke for min mor, som nu er på hjemmet.
Forvirret med et bøvet udtryk, uden mulighed for ro i sindet tripper hun af sted. Der er ingen grund til at låse døren for hun aner ikke længere, hvordan man betjener et håndtag. Man kan bare se på, observere konsekvenserne af den menneskelige “blue screen of death” – “A problem has been detected with your computer……”
Han ville lige nævne min mors stadigt forværrende tilstand og så ville han snakke lidt.
Snakke om vores kvinder. Han rejser snart på ferie til østen med sin nye veninde, mens jeg glæder mig til at låne hans bil til at køre syd for København, hvor min lille pige bor.
Jeg kunne jo også bruge hans bil til en tur til himmelekspressens ventesal for at besøge min mor – måske jeg gør det, så jeg kan øve mig på at tilgive. Tilgive hendes ligegyldighed, som næsten er det eneste jeg husker fra min ungdoms tid med hende.
Sjovt nok får jeg fra tid til anden en ubændig trang til at ringe min mor op. Trangen består et kort øjeblik, hvorefter jeg irriteres lidt over min egen tåbelighed. Ingen teleoperatør tilbyder endnu samtaler, som krydser rumtiden.
Trods min væmmelse er det alligevel hende, som jeg har lyst til at ringe til. Følelsen af en mors kærlighed fortaber sig nok aldrig og alle mødre elsker inderst inde deres børn, min mor elskede også mig.
“Hvordan går det med dig? For mig ville det være en stor omvæltning”
Min far spørger i telefonsamtalen til mig, til min ensomhed og til min lillesub, som han naturligvis ikke kender under dette navn. For ham er hun pigen syd fra København.
Jeg kan mærke, at han ønsker en lidt dybere samtale, men jeg åbner ikke op. Jeg svarer høfligt, at det går godt.
Han driller mig ofte godmodigt med, at jeg som teenager udtalte, at livet slutter, når man er halvtreds år gammel. Så har man udført sin mission. Børnene er ved at kunne klare sig selv, karrieren er på toppen.
Hans godmodige drilleri sigter naturligvis på, at få mig til at indrømme min ungdoms uerfarenhed, min ungdoms snævert syn.
Jeg griner høfligt med ham hver gang, men noget dementi bliver det aldrig til.
Jeg havde jo ret, det er sådan det er.
Der er ingen grund til at leve livet efter det fyldte halvtredsindstyvende år, måske ikke engang efter det femogfyrretyvende år.
Strukturreformer – et parti bliver mine tanker næppe til, men jeg indser min ungdoms klarsyn.
Jeg stirrer tomt ud i intetheden og så hører jeg det.
Et sted i mit sind kvidrer behageligt en lille spurv med rødt bryst.
Måske man alligevel kan fylde noget andet ind, som giver mening, hvis man tænker ud af kassen.
Det er vist det, som jeg gør – tænker ud af kassen.
Seneste kommentarer