Personligheden er noget grundfæstet, som fastlægges tidligt i barndommen, og som formentlig også er påvirket af genetikken.
Den måde vi reagerer på i kontakten med andre.
Nogle er fremfusende, nogle tilbagetrukne. Nogle føler angst og usikkerhed ved nye input, nogle drages af det ukendte.
Helt ekstreme forhold kan ændre personligheden, ellers er den stabil over tid.
Sådan fremlægges det i psykiatrien, og jeg har ingen grund til at betvivle denne fremstilling.
Faktisk støtter mine egne erfaringer, denne personlighedsopfattelse.
Efter at have gennemgået en årelang proces med skilsmisse, et nyt forhold og et nyt liv som dominant i et 24/7 D/s parforhold, så konstaterer jeg, at jeg ikke har forandret mig det mindste.
Jeg har de samme rare sider, og de samme mindre pæne sider, som altid har været i mig, så længe jeg kan huske.
Men noget er der sket.
Det går op for mig, at andres syn på mig har været ret så forskelligt fra min egen selvopfattelse.
Jeg har altid opfattet mig selv som en person, som andre havde respekt for. En person, der styrede og som andre rettede ind efter.
Det hænger sammen med en ukuelig selvgladhed og selvrespekt.
Min udviklingsproces har især åbnet mine øjne for andres opfattelse af mig.
Ufarlig!
Rar, dygtig, men ufarlig. Sådan har andres opfattelse været af mig i årevis, uden jeg selv har erkendt det.
Sjovt nok, så var denne personlighedsproblematik slet ikke en del af vejen fra det kærlighedsløse liv til der, hvor jeg er nu. Det fulgte ligesom med, ubemærket.
Jeg har ikke forandret mig, men andres syn på mig er ændret.
Det kulminerede ved et stunt, som jeg lavede sidste år. Man kan sige, at jeg sprang en bombe, som jeg udnyttede til at vise mit rigtige jeg.
Hvordan er det så?
Dejligt, men det er kommet med en pris.
Der er koldt på toppen, som man siger, og jeg er netop blevet mere alene.
Respekten er så at sige kommet med en pris af isolation.
Men sådan er det at gå foran, og endelig føler jeg en perfekt overensstemmelse mellem mit indre og mit ydre jeg.
Seneste kommentarer