De vigtige valg

22 03 2014

Snart skal jeg træffe en vigtig beslutning. Den er jobrelateret, men den har også betydning for vores videre liv.

De ting, der sker i mig op til beslutningen træffes, kender jeg vældig godt, for jeg har prøve det mange gange før. Min rationelle tankegang positionerer mig, så jeg garderes bedst muligt i forhold til at væld af scenarier.

Men dagen oprinder, og den endelige beslutning efterlader færre åbninger bagefter. Sådan må det nødvendigvis være, for ellers behøvede jeg ikke bruge så meget mental energi på det.

Det sjove er, at beslutningen i virkeligheden er truffet for længe siden. Min intuitive side ved præcis, hvad jeg vil, men min rationelle side argumenterer for og imod i månedsvis.

Erfaringen siger mig dog, at den intuitive side altid til sidst får sin vilje, og det er der en grund til.

Uanset konsekvenser, så er det kun valgene, som min intuitive side træffer, som jeg bagefter respekterer i mig selv.

Man kan sige, at det kun er de valg, som jeg intuitivt fornemmer er de rigtige, som jeg bagefter kan leve med, også selvom de sagtens kan bringe mig megen sorg og ærgrelse.

Mit liv med lillesub er blevet til gennem intuitive valg, og det har mere end noget andet vist mig, at det er den rigtige vej.

Vi er på mange måder i uprøvet område, så der er i den grad brug for intuitionen.

I denne weekend har jeg brug for at udleve min dominans på en måde, hvor hun ydmyges, og hvor der bringes andre ind i legen.

Derfor skal vi i dag have en slave på besøg, og jeg glæder mig til at se ham bedække lillesub, og jeg glæder mig til at se ham spjætte, mens jeg slår på hans opstrammede nossesæk.

I morgen er det pornotøsen, som lillesub elsker at hade. Og det skal hun få lov til. Hun skal få lov til at sidde med et sug af vrede i maven, mens pornotøsen gives lejlighed til at kæle master, alt det hun vil, hvis hun på sin side først lever op til mine sadistiske og perverse forventninger.

Og længere fremme?

Jo længere fremme er der altid os to. Lillesub og mig, men der er også noget mere, for jeg kan mærke, at den endelige hvile ikke skal opnås efter tyve år med fast løn og pension.

Men her er vi ved intuitionens grænse, den fortæller mig ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre, men udpeger blot retningen ud i tågen.





Det etiske valg

15 02 2014

I en periode var jeg meget optaget af etik. Ja, faktisk er jeg stadig optaget af etik, men nu er det vel nærmest et redskab, som kan tages frem til løsning af de dilemmaer, der altid kommer frem i tankerne fra tid til anden.

Det var uundgåeligt, at etikken måtte sætte et præg på min tale til bruden.

-I din tale var der både lidt Sartre og lidt Paulus, sagde en af vores venner bagefter.

Sådan havde jeg ikke selv tænkt det. Altså, jeg står helt ved det, som jeg sagde, men jeg tror egentlig aldrig jeg har læst noget af Sartre, og Paulus ligger vel tilbage til dagene i konfirmandstuen.

Der er formentlig tale, om at genopdage noget. At syntetisere ud fra småbidder, og så nå frem til samme konklusioner, og det glæder mig, for det understreger at jeg stadig besidder den form for intellekt, hvor intuitionen kan samle et billede ud fra småbidder, og det er en vigtig evne, som har mange anvendelsesområder. Samtidig gør det min intuition til et fantastisk redskab for mig.

Sjovt nok landede så, ud af det blå, et prøveeksemplar af en etikbog på mit bord i sidste uge. Jeg bladrede den gennem og fandt Sartre tolket i sidste kapitel, og Søren Kierkegaard i kapitlet før.

Denne fremstilling var dejlig let tilgængelig, og den hjalp til at pudse min etiske teori af.

For mig gælder at jeg træffer valg for at skabe mening, og jeg vælger i forhold til den moral, som jeg anerkender.

Og min moral er simpel.

Jeg vil ikke lyve, jeg vil ikke skade andre, jeg vil være til at stole på, og jeg vil kunne tilgive.

Ægteskabet er for mig et etisk skridt. Et ophøjet valg om hun og jeg.

Min seksualitet er også mit valg. Men seksualiteten er kun et etisk valg ved mit valg af lillesub som partner, fordi det samler vores kærlighed med vores ismer. Selve seksualiteten, vores måde at have sex på, er derimod æstetisk i sin karakter.

At kneppe gør mig glad, men det giver mig ikke ro. Selv ikke det mest perverse gangbang eller udnyttelsen af dusinvis af fremmede slavinder kan opveje den ro, som ægteskabet med lillesub giver mig, og jeg har valgt hende, ikke i opportunistisme, men fordi det er mit valg, som på en gang er intuitivt og samtidigt meget velovervejet.

Jeg bliver glad, når jeg kan dyrke pervers sex, men jeg bliver lykkelig ved visheden om, at vi kan dyrke pervers sex sammen.

Jeg vil udleve min seksualitet fuldt ud, og med hende. Jeg vil tvinge hende til at acceptere ting, der er svære for hende at acceptere, men intet andet, bliver som hun mit etiske valg, min beslutning om at sige “ja” til hende.

 





Og derefter ikke mere bryllupssnak

26 01 2014

Jeg kommer gående ad flisegangen mod vores hus. Det er bidende januarkulde, og nuancerne er grå. Jeg memorerer min tale, gommens tale til bruden.

- Jeg giver dig min kærlighed uden tanke for mig selv

Pludselig sker det.

 Midt i kulden, midt i det grå, forstår jeg, hvordan det hænger sammen.

Kærlighed skal gives uden tanke for sig selv. Når man kan gøre det, give kærligheden af et ærligt hjerte, så er man klar til at træde ud af sin egen skygge.

Jeg forstår, hvorfor det er lillesub, der nu er min kone.

Jeg forstår, hvorfor det tog mig seks år at nå hertil, og jeg forstår, hvorfor dette ægteskab har alle forudsætninger for at vare.

Det er stadig koldt, men da jeg drejer ansigtet mod himlen, ser jeg blå floder med skybredder badet i rød sol.

Morgenrøden, der hæver oplevelsen og giver mig fred.

Jeg kæmper mig gennem talen, holder pauser, hvor gråden hopper i mit bryst, og i finalen fucker jeg up og lader ordene trille forkert, men meningen er til at forstå, det mærker jeg.

Jeg bærer hende over dørtrinnet, og med en hjerne opfyldt af tusind stemmer, fotograferer jeg hendes kusse, som hun blotter ved at sprede ben. En rød mund og to hvide lår, midt i bryllupskjolens tyl.

-Kom, knep mig Master, siger læberne.

Og hun takker mig, igen og igen.

-Tusind tak, du har gjort mig så lykkelig, det har været den bedste dag i mit liv, jeg er en heldig pige.

Og nej, tænke jeg, du er ikke en heldig pige.

Vi er et heldigt par.





Og Gud synes om kærligheden

24 12 2013

I aften er det juleaften.

Om fire timer er alle børnene afleveret. Mine sønner vil være hos deres mor, hvor de altid er juleaften, og papsønnen vil være hos sin far.

Derefter er der kun os. Hun og jeg, alene i stuen.

Det er min gave til os begge, og jeg glæder mig som et lille barn til at åbne den.

Omkring mig ligger bunker af tasker med video-, foto- og lydoptageudstyr.  I flere uger har jeg forberedt mig. Tænkt over kameravinkler og lysfald. Jeg har lagt en plan for, hvordan jeg kan mørklægge stuen, hvilket er vigtigt, så lyset kan sættes præcist, som jeg ønsker.

Så lyset fanger det smukke, som jeg ser i hende.

Imens jeg knokler med det tekniske, laver Lillesub mørbradgryde til mig. Med kartoffelmos.

Maden serverer hun iklædt sin nye stuepigeuniform af lak. Hun vil bære hofteholdere, sorte strømper og højhælede sko.

Jeg tænker mere og mere udad. Jeg tænker positivt og fornøjet. Jeg fortrænger alt sortsynet og det sarkastiske lune.

Hvordan andre vil fejre deres jul er op til dem. Jeg er glad ved tanken om, hvordan familier omkring mig hygger sig med flæskesteg, juleand, gaver og sange om nisser.

Og jeg ved, at de også glæder sig ved tanken om mennesker der er anderledes. Mennesker, som også har en dejlig jul, selvom maden ikke har svær.

Som nu mig selv, der vil ydmyge min kommende kone, piske hende med spanskrør, så de røde striber antager en farve, der kan opfanges med den rette hvidbalance og foreviges som et kunstværk.

Jeg ved, at familier i det ganske land vil glædes ved mangfoldigheden, så mens de er oppustede af risalamande og stressede ved udsigten til gavebytning, så glædes de inderligt ved viden om, at der et sted er to isolerede mennesker, som udnytter deres talenter i kærligheden, som Gud synes er smuk.

Og derfor skal lillesub og jeg blive beriget også i det kommende år.

For til dem der har, til dem skal der mere gives.





Stemmer

25 08 2013

Teksten strømmede fra optagelsen og ind i mit hoved. Det var min tekst, og det var min stemme.

Jeg fulgte ordene på skærmen, mens jeg prøvede at føle lyden.

Hvordan føltes den?

Den føltes god, men med en skarp kant.

En knivsæg, der skar mig, lytteren, i strimler. Et stykke blankpoleret stål, der jog gennem alt, og efterlod et afpillet, forpustet stykke mark.

Så med et ændredes det. Jeg kan ikke forklare hvorfor.

Måske var det kærligheden i handlingen, eller måske var min machete simpelthen blevet sløv, og jeg havde grebet efter et andet værktøj, en anden stemme. Stemmen, der var tæt på det, som jeg efterstræber.

En blid stemme, der nænsomt viser det smukke, som er overalt, og som er selve grunden til, at jeg laver kunst.

En dejlig stemme. Fløjlsblød, men ikke kvalm. Udvidende, men ikke belærende.

En stemme, der indhyller lytteren og varmer et koldt sind. En stemme, som fortæller, at her er en mand, som er overens med sig selv.

Den har fundet mig. Fra mit indre, har den arbejdet sig vej ud, og den kalder på mig.

-Kom, vælg mig som din stemme, siger den.

Og jeg vil gerne, vælge den. Jeg vil gerne være overens med mig selv, jeg vil gerne vise mig selv og min verden, jeg vil gerne tilgive, jeg vil gerne være glad for andres entusiasme, og jeg vil gerne oprigtigt være tilfreds med min egen kreativitet.

Her til morgen er jeg alene i stuen, men i aften kommer lillesub hjem, og jeg glæder mig sådan.

Jeg glæder mig til hun kommer, og til jeg skal fortælle hende om den stemme, der er det liv, hvor jeg er overens med mig selv, og hvor vi sammen kan lytte, mens den tager os det sidste stykke vej hjem.





Mørkets haller

18 08 2013

Vi havde pornotøsen til middag. Kun middag og konversation.

I et anfald af inderlighed gav jeg hende chancen for at se ind i mig selv. En chance for at se derind, hvor lillesub færdes.

En drøm, insomnia, et mørkt slot med vægge af sten og fyldt med evig dekadence. At bo der og aldrig forlade mørket, det ville være usigelig lykke.

- Come on, få dig dog et liv, lo pornotøsen.

Jeg så på lillesub, og blev bekræftet.

Hun og jeg alene.

At træde ind i mørket som sig selv. Ingen rusmidler, ingen hæmninger, ingen frygt. Kun varm glæde.

Så vil jeg være klar, afslutningen kan komme, og jeg vil være tilfreds.





Om at påtage sig ansvaret

4 06 2013

Det betyder mindre for mig nu at dele de tanker, der også er eksistentialistiske bekymringer.

Måske det skyldes, at jeg er tilfreds med tingenes tilstand, eller måske det skyldes, at jeg har trukket mig mere ind i mig selv.

Det er nok en kombination, for jeg er tilfreds, men jeg har også trukket mig mere ind i mig selv.

Ansvaret for hverdagen, for det hele, hviler på mine skuldre, og jeg forventer af mig selv, at jeg kan bære det.

Tidligere pippede jeg det hele ud.

-Vi skal dele alt, var mit udsagn.

Men, når man deler alt, så giver man ansvaret fra sig, og ansvaret er altid mit – helt igennem.

At skrive om bekymringerne til en anonym kreds er samme overspringshandling.

-Det er godt at få det ud, tænkte jeg.

Men det er dybest set noget sludder. Hvis man ikke kan holde sit eget tankelort ud, så er det på tide, at få gjort noget ved det, så er snak ikke nok.

Det er også selvbedrag at tro man kan vælge at være på en særlig måde, eller at tro, at man som person kan beskrives simpelt, som god, ond, svag eller stærk.

Vi er alle sammensatte og kalejdoskopiske i vores personlighed. Opgaven er at rumme det, og leve med sig selv i tilfredshed med alle de forskellige facetter.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: