Greyindarkness

Livet efter døden kan dokumenteres, og det mest tydelige eksempel så jeg i en TV-dokumentar om ofrene fra Præstø-ulykken.

En ung mand, med mange følger efter en times pulsløshed i iskoldt vand, fortalte om sin død. Der var intet hvidt lys, ingen engle eller basuner, men kun dybt, sort mørke, som i den dybeste søvn.

For mig var det ikke overraskende, og jeg tror, at de fleste rationelt tænkende mennesker må være nået samme konklusion.

Jeget er en tænkende bevidsthed båret i en fysisk hjerne. Ingen nerveimpulser, intet jeg, så simpelt er det.

Eksistentialisterne påpeger, at livet i udgangspunktet er absurd, og jeg er enig. Hvorfor tage en problemfyldt rejse i en skrøbelig krop, når man kan sove ubekymret i evighed?

Trods det absurde mener jeg, man har pligt til at ville livet.

At ville sit eget liv, det er den pligt, som jeg i mit tidligere etikindlæg gjorde til essensen af Immanuel kants kategoriske imperativ.

Jeg mener, min her definerede grundlæggende pligt nemt kan forenes med den formulering af Kants kategoriske imperativ, der siger ” at man ikke må handle ud fra nogen anden maksime end den, der kan være i overensstemmelse med en almen gyldig lov” (med maksime menes en persons subjektive handlingsprincip).

Hvis hver mand ikke fulgte min ovenfor definerede pligt, så ville det være i orden, at mennesker tog livet af sig selv, når som helst de mødte lidt modgang, hvilket er indlysende uheldigt.

Men det er stadig op til hvert eneste menneske selv at beslutte sig for at ville livet. Hvert individ er autonomt, hvert individ er kun bundet af sin egen vilje.

Når det overhovedet betyder noget for mig, så er det fordi, jeg har forbrudt mig mod en anden pligt. Jeg valgte skilsmissen trods det faktum, at jeg havde lovet evig troskab. At holde ord er en pligt for mig.

Nu ser jeg det etiske dilemma, og jeg forstår, hvorfor mit valg var etisk.

Det var stadig forkert at svigte mit løfte, men erkendelsen af dilemmaet gør det muligt at tilgive sig selv, hvilket jeg allerede har gjort.