Min lille mor

24 01 2012

Den 20. marts 2010 skrev jeg indlægget ”Blå Skærm”, som er et af mine mest viste indlæg. Det handler om min demente mor, som jeg fra tid til anden besøger på plejehjemmet.

Der er mange modstridende følelser i mig overfor min mor. Jeg bebrejder hende mange ting, men hun er stadig den eneste, jeg savner at kunne ringe til.

Der er givetvis mange i min tidligere omgangskreds, familien, der fordømmer de valg, som jeg har truffet de senere år.

Få ringer spontant til mig, og ad omveje falder der lejlighedsvis brokker, der afslører fordømmelsen.

Det første, der griber mig, er vreden, så arrogancen, men så kommer forståelsen og med den tilgivelsen.

”Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre”.

Og sådan kan jeg vende mig imod mig selv, og min egen pligt.

Jeg mærker ubehaget, når jeg længe har undgået hende, og jeg mærker lettelsen, når jeg har holdt hendes hånd.

Jeg besøger hende oftere nu, og det håber jeg at blive ved med.

Sidst sad jeg ved hendes side, hun skiftevis græd og lo, men egentlige ord er det slut med.

Hun rystede i angst, da jeg pludselig lagde armen om hende.

-Jeg er kun dit barn, og dog indgyder min omfavnelse dig skræk.

-Herregud mor, hvilke dæmoner slipper en fremmed mands berøring fri i dit indre?

Det får jeg aldrig at vide, og det er nok også bedst sådan.





Fødselar

9 11 2011

Kære Mor

Tillykke med fødselsdagen, i går.

Du fyldte 70 år, men jeg havde desværre ikke tid til at komme til den lille fest, som far havde arrangeret for dig på plejehjemmet.

Det var jobbet, der kaldte, og det kender du jo udmærket til. Man skal opføre sig ordentligt, ikke stikke ud og sætte arbejdet over alt andet. Sådan har du opdraget mig, og du er gået foran som et godt eksempel.

Jeg vil også gerne sige, at jeg ikke længere bærer nag.

Jeg hader dig ikke længere fordi du lærte mig at man i børneopdragelsen kommer lang ved at dunke sine børn oven i hovedet, at hidse sig op og true med børnehjem.

Engang var jeg altid så bange for at du skulle gå og aldrig mere komme tilbage.

Nu er jeg ikke længere bange. Jeg har opdaget at jeg sagtens kan klare mig selv.

Du har nok heller ikke bemærket at jeg manglede til festen.

Din hjerne har tabt i vægt og fungerer ikke rigtigt længere, den hakker af sted, og du kan ikke kende forskel på mig og far. Ja faktisk aner du nok slet ikke hvem vi er.

Du græder meget fortæller han, men det er vist helt normalt at demente har depressioner.

Jeg håber serotoningenoptagshæmmeren snart virker så tårerne holder inde og du igen bedre kan se den kedelige gang, det grå lineoleum og de andre indsatte, der altid sidder og sover i opholdsstuen.

Jeg lover, at jeg snart kommer og besøger dig igen, jeg skal bare lige tage mig sammen.

Jeg savner dig, og jeg elsker dig.

Kærlig hilsen

Din søn.





Mekaniske kroppe

9 01 2011

Som jeg foragter dem, foragter de mig.

Fødselsdagsfest hos min fireårige nevø, som jeg pligtskyldigt anstrenger mig for at huske navnet på, men som i virkeligheden er mig inderligt ligegyldig.

Søndagsfrokost og kaffe, så kan det lige presses ind, før alle kalenderne skal begynde på arbejdet mandag morgen.

Værtinden var min søster, som jeg stort set ikke vekslede et eneste ord med. Hun rendte rundt og serverede eller ryddede af.

Effektivitet, gæsterne ud af døren før klokken atten, sønnen i seng, et rydeligt hus inden det igen går løs på jobbet.

Jeg havde taget min stramme hvide langærmede G-star T-shirt på, den, hvor dragen ses gennem stoffet og hvor dens ører titter op ved halsudskæringen.

En ældre oldemor, troede det var en stjerne og lyttede vantro til forklaringen om dragen, der slynger sig fra ryg til bryst.

Hun behøvede ikke sige noget, hendes ansigtsudtryk sagde det hele.

Så bliv dog voksen mand! Næsten halvtreds og så klæder han sig i hullede jeans, stram T-shirt med bogstavstryk og så er han tilmed blevet tatoveret.

En mand i min alder bør passe sin kone og ellers lægge an til at blive bedstefar.

En mand som mig er en trussel imod deres trygge verdensbillede og det passer mig fint.

Ligesom jeg nød blikket fra den lækre unge kvinde, familiens ældste og nu voksne barn, der udfordrende og nysgerrigt fangede mine øjne i et kort øjeblik.

Selvfølgelig kunne hun lide hvad hun så!

Jeg har aldrig set bedre ud end jeg gør nu, jeg har aldrig været mere mand end jeg er nu.

To timer, så kunne jeg ikke klare mere.

Hr. Asperger og jeg smuttede hjem.

Han er sgu bedre selskab end de mekaniske kroppe, der brugte snakken om børnebørn, skiferie og romtoddy til ynkelig virkelighedsflugt fra bevidstheden om det liv, der i dets uendelige kedsommelighed blev deres nittelod.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.