En god ven havde afleveret en kuvert i min postkasse.
-Til forfatteren, havde han skrevet i adressefeltet.
Indholdet var et eksemplar af gymnasielærernes fagblad ”Gymnasieskolen”, og skæve bogstaver ved min vens hånd pegede mig i retning af artiklen på side 26.
-Dette mærkelige liv som forfatter, var titlen.
Forud havde jeg gennem et års tid mærket hans aftagende interesse for mit skriveprojekt, der nu er en roman. Han har kæmpet for at hænge på, men forandringen har været tydelig.
Uenighed om retning og stil, sådan kan det vel forklares.
Artiklen i gymnasieskolen var hans anerkendelse. Hans venlige thumbs up, og hans tegn på stille beundring.
Ikke begejstring for den konkrete roman, men hans accept af, at når en rigtig forfatter fødes, så mister læremesteren kontrollen over lærlingen.
Han begræder sikkert stadig, at mit talent spildes på mærkværdige ordeksperimenter, og en handling, der i sin grovkornede perversitet, skræmmer de fleste væk.
Men sådan må det nødvendigvis være.
-En kunstner er et væsen, der drives af sted af dæmoner. Han ved ikke, hvorfor de vælger ham, og han har i almindelighed for travlt til at spekulere over det, citeres William Faulkner i Gymnasieskolens artikel.
Det kan jeg godt sætte mig ind i.
I mit forfatterskab er der sætninger og plots, der kun kan være, som de er skrevet. Det er indiskutabelt og dikteret af noget udenfor viljens kontrol.
Måske det gør mig smal, men det gør mig samtidig ægte, og det er det vigtigste for mig.
Seneste kommentarer