En kunstners fødsel

14 10 2012

En god ven havde afleveret en kuvert i min postkasse.

-Til forfatteren, havde han skrevet i adressefeltet.

Indholdet var et eksemplar af gymnasielærernes fagblad ”Gymnasieskolen”, og skæve bogstaver ved min vens hånd pegede mig i retning af artiklen på side 26.

-Dette mærkelige liv som forfatter, var titlen.

Forud havde jeg gennem et års tid mærket hans aftagende interesse for mit skriveprojekt, der nu er en roman. Han har kæmpet for at hænge på, men forandringen har været tydelig.

Uenighed om retning og stil, sådan kan det vel forklares.

Artiklen i gymnasieskolen var hans anerkendelse. Hans venlige thumbs up, og hans tegn på stille beundring.

Ikke begejstring for den konkrete roman, men hans accept af, at når en rigtig forfatter fødes, så mister læremesteren kontrollen over lærlingen.

Han begræder sikkert stadig, at mit talent spildes på mærkværdige ordeksperimenter, og en handling, der i sin grovkornede perversitet, skræmmer de fleste væk.

Men sådan må det nødvendigvis være.

-En kunstner er et væsen, der drives af sted af dæmoner. Han ved ikke, hvorfor de vælger ham, og han har i almindelighed for travlt til at spekulere over det, citeres William Faulkner i Gymnasieskolens artikel.

Det kan jeg godt sætte mig ind i.

I mit forfatterskab er der sætninger og plots, der kun kan være, som de er skrevet. Det er indiskutabelt og dikteret af noget udenfor viljens kontrol.

Måske det gør mig smal, men det gør mig samtidig ægte, og det er det vigtigste for mig.





Halvtreds nuancer af grå

28 06 2012

En engelsktalende kvinde forklarede forkortelsen BDSM. Det kom som en chok for mig, og mine arme bøjede under mine 25 kilos håndvægte.

Det er sjældent, at jeg skal forholde mig til min anden side i fitnessrummet, mens jeg hører P3.

Radioværtinden, Ida Ebbensgaard, havde historien om en London-mor, E.L. James, som nu er succesfuld forfatterinde med sin erotiske romanserie: ”Fifty shades of Grey”.

Mens Ida Ebbensgaards præsentation af BDSM perspektivet var positiv, så var hendes mandlige værtsmodstykke, Tony Scott, det ikke.

Romanen skulle ikke ligge under juletræet til ham.

Min interesse var vakt, og da jeg hjemme åbnede den informer, som mit syvsoveri havde forhindret mig i at læse om morgenen, var der gud hjælpe mig en dobbeltsidet artikel om det samme.

- Fifty shades of grey

Man bemærker ordspillet om den grå farve – mørk, men ikke sort. En grå farve, der kan være et navn, ligesom Grey i ”Secretary”, eller altså nu Christian Grey i E.L James roman.

Et intelligent ordspil, som er velkendt for mig.

Hvad, der også er interessant, er forfatterindens succes.

Først afvisning, så e-bogsudgivelse, og nu millionær med tryglende forlag på knæ for at få en bid af rettighederne.

Men hun skriver dårligt, siger de, anmelderne.

De har garanteret ret.

Det er bare uvæsentligt, for hun har læsere.

Begejstrede læsere, og dermed er hun lykkedes med det, som alle forfattere drømmer om.

Til efteråret udgiver jeg også en e-bog. Perversion på perversion, sikkert ikke noget for Tony Scott, men måske Ida vil være interesseret.





Kvinden i buret

27 05 2012

Jeg læste en levnedsbeskrivelse af Jussi Adler-Olsen, det var vist i weekendavisen.

Han er en fin fyr, ham kan jeg godt lide.

Specielt kan jeg godt lide hans uakademiske tilgang til litteraturen. Ingen litteraturvidenskab eller forfatterskole har spoleret ham.

Men kan han skrive?

Min cand.mag ven mener det ikke. Hans svigerinde, der også er cand. mag i dansk, mener derimod at Jussi Adler-Olsen skriver godt.

Forhåbentligt er hendes standpunkt en hævn, en mulighed for at hævde sig overfor sin ellers dominerede svoger.

Ellers står det sløjt til med fagligheden på danskstudiet.

Min søster gav mig tre bøger af Jussi Adler-Olsen, og jeg har nu læst tyve sider fra ”kvinden i buret”.

Ren tortur, og jeg ser nu tydeligt, hvorfor det Knausgaard og ikke Jussi Adle-Olsen, som har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.

Han er nu stadig en fin fyr, Jussi Alder-Olsen.  Jeg kan stadig lide ham og hans uakademiske tilgang.

Hans store salgstal er heller ikke overraskende.

Det vil altid være nemmere at sælge kassettebånd  med Jodle Birge end LP’er med Carl Orff.

Udfordringen af det bestående er for mig det spændende.

Paradigmebrud, latterliggørelse af den finkulturelle elite.

Men det kræver mere end blot kvinden i buret.





Rig, fed og nuttet?

19 04 2012

Min skrivecoach gjorde mig opmærksom på Politikens Forlags romankonkurrence.

Skriv en samtidsroman og vind en kvart million kroner.

-Fed ide, pengene er så godt som mine, tænkte jeg.

Der er måske behov for lidt simpel opstramning i min skrivestil, men det burde være en smal sag.

En god blogven gav mig en privat kommentar til min korte novelle: ”Det sidste møde

Når jeg i mod slutningen af novellen pludselig smider ord som ”røvhul” og ”kusse” ind, så virker det anmassende, som forfatterens forsøg på at presse sin mening igennem.

For en sikkerheds skyld, læste jeg så novellen igen. Jeg elsker den novelle, min skrivestil har fundet sit leje, og dermed er der vel ikke mere at sige om den sag.

Hvad skulle jeg egentlig med en kvart million kroner?

For det første ville det nok glæde min lille, fede bankrådgiver, der bekymret ser på mig og hændervridende begræder husprisernes fald, mens han diskret banker med kuglepennens spids på oversigten over mine afdragsfrie F1-lån.

Men den glæde skal han ikke have. Så er jeg meget mere på linje med Thomas Rathsack.

Hos frisøren læste jeg i Euroman, at han havde købt en ny BMW for de penge, jægerbogen havde indbragt.

Jeg er mere til en Porsche Cayenne, men tanken om en fed bil, en rigtig pussy magnet, kan jeg godt følge!

Problematikken er klassisk for kunstnere.

Hvordan opnås bred anerkendelse, når man i sagens natur nødvendigvis må være smal i sin kunst.

Ja, for hvis man ikke tør bryde grænser, være smal og anderledes, så ender man som brødrene Price.

Rig, fed og nuttet.

Jeg har som sådan mit på det tørre, og dermed har jeg en ekstra pligt til at turde.

Politikens litterære X-factor konkurrence er altså ikke vejen for mig, det har jeg allerede indset.





Et lem til forskel

30 03 2012

Det er nu, efter en måneds læsning, lykkedes mig at komme næsten hundrede sider ind i Karl Oves skriveprojekt.

Teksten er som sådan ikke direkte kedelig, og jeg ser den træge fremgang mere som et udtryk for min travlhed med andre ting end et udtryk for bogens manglende kvaliteter.

Ellers bemærker jeg forfelter af varierende længde, relativt komplicerede sætningsopbygninger og så tegnsætning uden startkomma før ledsætninger.

Jeg læser om Karl Ove Knausgårds kamp for at lære. Jeg vil lære, hvorfor netop han er blevet så succesfuld med sin bog.

Allerede nu står det klart, at jeg selv har skrevet samme historie som Karl Ove.

Og, hvis vi er to, er vi garanteret rigtig mange mænd, der i midtvejskrisen har skrevet om børnene, som vi ikke orker, og om kællingen, som ikke siger os noget mere.

Banaliteter og første lektion er, at eftersom Karl Ove kom først med sine seks monstrøse bind, så er mulighederne for, at andre kan følge efter, ligesom eftertrykkeligt udtømte.

Det er ikke nødvendigvis dårligt, for hvad efterlader Karl Ove?

Et indtryk af en usikker høj mand, med en skæv erigeret pik, der kommer for tidligt.

Her er så anden lektion.

Karl Oves typiske læser er en kvinde, der med glæde identificerer sig med det uperfekte, der gemmer sig i en ellers på overfladen perfekt person.

-          Jeg er ikke god nok, tænker hun.

Derfor er det i hendes optik godt, at Karl Ove heller ikke er god nok, og at han tilmed har skrevet flere tusind sider om sin utilstrækkelighed.

Tredje lektion må blive, at jeg skal forsøge at differentiere mig fra Karl Ove.

Her kan jeg så konstatere, at mit erigerede lem står snorlige ud fra kroppen, er pinligt tykt og kommer til tiden.

Det er da et godt udgangspunkt.





En sand mester

16 01 2012

Min søn fik syv for begge sine sidste danske stile. Det er meget glædeligt, for han er kravlet fra et 2-tal i skriftligt dansk sidste år midt i niende klasse, til nu altså syvtaller, i tiende.

”De kan ikke lide min skrivestil”, var hans forklaring på, at det ikke blev til endnu mere.

Jeg har læst hans værker, og jeg må indrømme, at de ikke er specielt strømlinede. Men hvor især grammatikken og stavningen godt kunne tåle afpudsning, så har hans skrivestil nu noget over sig.

En sær form for spring, der med lidt modning godt kunne blive til noget særegent, let og moderne. Jeg kan bare ikke hjælpe ham, for jeg kan ikke sige præcis, hvor han skal sætte ind.

Problematikken er interessant. Jeg genkender nemlig tilsvarende problemer hos mig selv.

Både her på bloggen og fra venner, som jeg har bedt om en mening, er der kommet samme analyse.

Midt i et til tider nærmes overrealistisk univers mangler læseren et ståsted, noget at identificere sig med. Balancen tipper med provokationen, og lysten til at smide bogen væk bliver påtrængende.

Vejen mod forbedring er belagt med problemer.

Vælger man at efterligne kendte idealer, forsvinder man nemt i strømmen.

Vælger man at stå udenfor, afvises man nemt som talentløs.

At sætte kursen er heldigvis ikke svært.

Enhver ægte kunstner anerkender kun en sand mester, sig selv.





Åndssløve underholdningsnarkomaner

8 01 2012

“Mit smukke genom” er en bog skrevet af videnskabsjournalisten og forfatteren Lone Frank.

Bogen burde oplagt være læst af mig, men det er den altså ikke.

Jeg kan godt lide hende, Lone.

Hun var i DR2 i en glimrende udsendelse, der portrætterede hendes skabelse af bogen i skyggesiden af hendes sygdom, depressionen.

Hun er en pæn pige, energisk og selvstændig, lige til at træde på.

Faktisk kastede hun sig efter eget udsagn også i grams til en intellektuel mand, hun mødte på sin vej, hun kunne ikke sige nej!

I udsendelsen interviewede hun en buddhistisk munk.

Depression er vestens sygdom, som vi fejlagtigt tror, skal behandles med medicin. Næ, den lagenklædte, skaldede herre, smilede overbærende, han havde forklaringen.

Vi skal ind til sindet!

Jeg garanterer, at Buddha selv ville falde direkte i depressionens mørke, hvis han var udstyret med de rigtige, forkerte gener og desuden fik et lille skub i livets tivoli.

Strøm mod hans kranium kunne måske hjælpe, mens alverdens afholdenhed og stirren i væggen kun ville gøre det værre.

Det bedste ved Lone Franks DR2 udsendelse var hendes ærlighed med sin skuffelse over dårlige salgstal for den ellers anmelderroste bog.

”Hvorfor helvede køber folk den så ikke? Hvorfor læser de dårlige krimier og lortebøger?”, siger hun mod slutningen af udsendelsen.

Hun har jo ret!

Folk er åndssløve underholdningsnarkomaner, der helst vil gå i graven med en ubrugt storhjerne.

Men så må man jo bare lære lektien.

Enten skriver man smalt til egen netudgivelse, eller også må man lirke sin lødige litteratur ind mellem X Factor og Dan Brown.

Hvordan gør man det?

Hvis du ved det, så send mig svaret, jeg lover ikke at give det videre.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: