Den biseksuelle psykopat

28 01 2012

Det går fremad for mig med ”Lyst og forbrydelse”, og jeg er nu godt inde i Jeromes historie, som jeg har kunnet spore tilbage til de Sades ”La Nouvelle Justine ou Les Malheurs de la vertu”.

Jeg vil ikke bruge mere energi på research, blot konstatere, at den megen tid Donatien Alphonse François, Marquis de Sade tilbragte i fængsler har gjort hans skrifter lidt vanskelige at stedfæste.

I parentes kan vi også bemærke, at de Sade allerede for mere end 200 år siden satte en trend med hensyn til at slå igennem som forfatter fra fængselscellen. En trend Jønke, Lundin og nu Breivik har videreført.

Nå, men Jerome lægger ikke fingrene imellem. Han hylder pædofili, incest og nekrofili.

Mindre perverse sysler som afføringssex og urinsex indgår også i hans CV.

Når jeg læser ordene, rammes jeg af en blanding af vantro og ophidselse. Jo, der er mange ting, som jeg genkender fra mit eget seksuelle univers.

Hvad, jeg ikke genkender, er Jeromes manglende evne til at føle kærlighed. Jerome er dyssocial, han er psykopat, og det behøver en sadist altså ikke at være.

Interessant er også den lethed, hvormed hans biseksualitet berøres.

Jerome både giver og tager den i røven, det er han ikke skamfuld over, en rigtig sadist har ingen hæmninger, han drives kun af sit eget begær.

I går besøgte jeg, lillesub og vores S-ven en homoklub.





Samfundsdebatøren Marquis de Sade

23 01 2012

Da jeg forleden afleverede Nabokovs Lolita på folkeoplysningens sidste bastion, kommunebiblioteket, skævede jeg nervøst til politistationen, der ligger ved siden af.

Jeg glædede mig pludselig over, at jeg ikke bor i Singapore.

En østat, der giver høje bøder for at spytte tyggegummi på gaden, og som for lidt mere alvorlige forbrydelser, f.eks. vandalisme, tildeler retfærdige stokkeslag.

En mand, der har lånt Lolita i tre måneder for derefter at hjemtage Marquis de Sades ”Lyst og forbrydelse” ville givetvis have kandideret til en kammeratlig samtale hos østatens ordensmagt i bygningen ved siden af biblioteket.

Sjovt nok er Marquiens skrifter udgivet på dansk hos forlaget, Tiderne Skifter, (Siderne klistrer blandt forlagsvenner). Et forlag, som vel er de intellektuelles forlag, og som gerne sætter seksualitet, ligestilling og kønskamp til debat gennem dets udgivelser.

Lyst og forbrydelse indeholder tre Maquies de Sade fortællinger, og jeg er kun en tredjedel inde med min læsning, hvorfor jeg skal afstå fra en længere udredning eller beskrivelse.

Her rækker det at klargøre, at værkerne opererer med en alvidende fortæller, der afgør, hvem der er god, og hvem der er ond.

I dag er vi alle veluddannede og behøver ikke at blive instrueret i, hvem der er gode, og hvem der er onde.

Derfor ville teksterne aldrig være fundet publiceringsværdige som originale førsteudgivelser ved de intellektuelles forlag.

Oversættelsen og genudgivelsen retfærdiggøres netop ved, at en sand intellektuel forstår at sætte sin læsning i perspektiv, forstår at nærme sig værket ud fra dets samtid.

Enhver er sin egen lykkes smed!

Sådan stiller de Sades skrifter æstetikeren på spidsen, dog med den krølle, at den højeste lykke skal søges opnået gennem forfølgelse af ens egne mest perverse lyster og i disrespekt for andres integritet.

Ser man de Sade som en samfundsdebattør og samfundsrevser, så indser man, at hans skrifter rækker langt videre end blot lummer pornografi.

Paradokset og udfordringen for den gode vilje er, at mens vi har pligt til at tilgive og vende den anden kind til, så lever forbryderne et liv i luksus i jagten på total tilfredsstillelse.

Se dig omkring og gendigt de Sade for dig selv her i tiernes samfund.

Hvem er forbryderen?

Er det krænkeren fra underdanmark? Eller er det finansfyrsterne i det globaliserede pyramidespil?

Hvem er det, der virkelig voldtager, røvpuler og efterlader os udslukte med angst for fremtiden?

(For omtale af “Lyst og Forbrydelse” fra Tiderne Skifter se Information december 2007)





Åndssløve underholdningsnarkomaner

8 01 2012

“Mit smukke genom” er en bog skrevet af videnskabsjournalisten og forfatteren Lone Frank.

Bogen burde oplagt være læst af mig, men det er den altså ikke.

Jeg kan godt lide hende, Lone.

Hun var i DR2 i en glimrende udsendelse, der portrætterede hendes skabelse af bogen i skyggesiden af hendes sygdom, depressionen.

Hun er en pæn pige, energisk og selvstændig, lige til at træde på.

Faktisk kastede hun sig efter eget udsagn også i grams til en intellektuel mand, hun mødte på sin vej, hun kunne ikke sige nej!

I udsendelsen interviewede hun en buddhistisk munk.

Depression er vestens sygdom, som vi fejlagtigt tror, skal behandles med medicin. Næ, den lagenklædte, skaldede herre, smilede overbærende, han havde forklaringen.

Vi skal ind til sindet!

Jeg garanterer, at Buddha selv ville falde direkte i depressionens mørke, hvis han var udstyret med de rigtige, forkerte gener og desuden fik et lille skub i livets tivoli.

Strøm mod hans kranium kunne måske hjælpe, mens alverdens afholdenhed og stirren i væggen kun ville gøre det værre.

Det bedste ved Lone Franks DR2 udsendelse var hendes ærlighed med sin skuffelse over dårlige salgstal for den ellers anmelderroste bog.

”Hvorfor helvede køber folk den så ikke? Hvorfor læser de dårlige krimier og lortebøger?”, siger hun mod slutningen af udsendelsen.

Hun har jo ret!

Folk er åndssløve underholdningsnarkomaner, der helst vil gå i graven med en ubrugt storhjerne.

Men så må man jo bare lære lektien.

Enten skriver man smalt til egen netudgivelse, eller også må man lirke sin lødige litteratur ind mellem X Factor og Dan Brown.

Hvordan gør man det?

Hvis du ved det, så send mig svaret, jeg lover ikke at give det videre.





Sur eddike

27 12 2011

Det er hårdt, ensomt og fyldt med ringe glæde at være forfatter.

Jeg begyndte skriveriet for alvor i 2007.

Længe havde jeg haft lyst til at udtrykke mig med sjælen, og da jeg ikke kan tegne, synge, spille eller danse ballét var prosaen eneste tilbageværende mulighed.

I Danmark kan alle skrive, gu’ faen kan de! Og heller ikke jeg.

Begavet med en altødelæggende tillid til egne intellektuelle evner kastede jeg mig ud i projektet.

Lige så latterligt som dengang jeg som barn ville låne en latinsk læsebog på det kommunale bibliotek, så jeg kunne tage turen tilbage til det kongelige biblioteks læsesal, hvorfra jeg var blevet forvist, fordi jeg talte højt med min farmor.

”Bøgerne her er skrevet på latin”, sagde den sure bibliotekar. Nå ja og hvad så, det kan min farmor og jeg vel nemt lære.

Da jeg fik 11 i den lille latinprøve, var min farmor desværre død, og så gad jeg ikke rigtigt at tage turen over Langebro for at besøge læsesalen.

Det tog mig næste to år, at få skrevet historien om mit livs værste krise. Overbevist om manuskriptets fortræffelighed, lod jeg det ligge i skuffen og kastede mig ud i nye projekter.

I forgårs købte jeg debutanten Bjørn Rasmussens bog, ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”.  Jeg ville lige checke ePub formatteringen på min Aldiko reader, men jeg ville også i smug, og lidt misundeligt, læse hans værk.

Det, som jeg indtil nu har læst, er godt. De enkle ord er stillet mærkeligt sammen, men mærkeligt på en god måde. Jeg drives videre i læsningen, jeg vil gerne vende en side mere.

Det er så her, det bliver ensomt at være forfatter.

Min årgangsrødvin har ligget for længe. Den er blevet til sur eddike, eller også var den det allerede, da jeg fyldte den på flasken.

Det, jeg har i min skuffe, er et storyboard, en fin historie for den, der orker at skrive den. Jeg orker næsten ikke, men jeg skriver den nok alligevel (om).





Dolores Haze

23 12 2011

Dolores, Dolly, Lola, Lo, Lolita.

Jeg stod I gangen, hvor min nys erhvervede tredje søn (han ved det ikke selv endnu) havde smidt sin rygsæk på gulvet. Jeg skulle køre dem til stationen, og i ventetiden følte jeg mig kaldet til lidt spas.

”Er det dit tornyster?”, spurgte jeg og pegede på den lille tøjbylt på gulvet.

Han så desorienteret på mig, og for at pejle mig ind på den otteåriges litterære stade, stillede jeg et ledende, supplerende spørgsmål.

”Du kender H. C. Andersen? Hunden med øjne så store som tekopper?”

”Jeg aner ikke, hvad du taler om”, svarede den otteårige, hvorefter han betragtede mig overbærende. Man skal være sød ved sin mors kæreste, syntes han at tænke.

Se, hvis man ikke kender betydningen af ordet tornyster, så vil man absolut heller ikke få noget ud af at læse Vladimir Nabokovs legendariske roman, ”Lolita”.

Roman er fyld med en midaldrende mands refleksioner i et avanceret sprog med mange gammeldags udtryk iflettet en del franske gloser. Spild af tid, vil den moderne kommunikationsekspert mene, men det siger mere om eksperten end om Nabokovs værk.

Lolita ramte mig i tre bølger.

Jeg fnisede i begyndelsen fornøjet over den ligefremhed, hvormed Humbert Humbert beskrev sit forbudte begær mod ti- tolvårige piger.

Midtvejs fik jeg kvalme over, hvor åbenbart Humbert gjorde en pige fortræd. Stjal hendes barndom, med foragtelige midler. Tilbød den forældreløse et ståsted, hvor ellers intet var og forlangte en voksen kvindes ydelser til gengæld. Hendes reaktion i trods var kun alt for troværdigt beskrevet.

Mod slutningen blev jeg rørt til tårer over den gennemsyrende og altødelæggende forelskelse, der sled Humbert i stykker. En kærlighed så stor og i evig kamp med hans selverkendte og selvforhadte begær.

Jeg har for resten mødt Lo.

Vi drak kaffe sammen på Café Sebastopol, hun var 24 år gammel og havde de mest vidunderlige bryster.

Med himmelvendte øjne og en viftende højre hånd pludrede hun sig gennem rollen.

Nu ved jeg, hvorfor hun ikke tændte på mig.

Jeg huser simpelthen ikke begæret efter smånymfer.

 





Kafka og stivnakken

11 10 2011

Jeg åbnede telefonen kort efter flyet havde sat hjulene på bane 22L i Kastrup Lufthavn. Straks trillede sms-beskederne ind fra lillesub.

Hun savnede mig, og hun glædede sig til at se mig igen.

Tre døgn, ikke mere, havde jeg været borte fra kongeriget!

En varm, dejlig følelse bredte sig i mit mellemgulv, og den eksploderede da jeg en times tid senere samlede hende op ved togstationen.

En lille rødhåret pige i hvid, kort frakke og med lilla Converse sko.

Vi købte ind sammen, og senere holdt jeg foredrag for hende mens jeg spiste den mad hun havde serveret for mig.

Hun står ved min højre side og lægger maden sirligt på min tallerken mens hun ivrigt ser efter mindste tegn på ros fra mig.

Jeg smiler, nikker og siger altid tak.

Først derefter kan hun servere for sig selv og snart sidder vi overfor hinanden i tosomheden mens vi konverserer.

I fredags holdt jeg foredrag om Franz Kafka som jeg læser for øjeblikket:  ”Der Prozess”, eller processen som titlen er på dansk.

Kafkas absurde historie blev forelagt hende. Især morede jeg mig over en scene hvor den anklagede Josef K. er på besøg hos en kunstmaler der måske er den eneste som kan hjælpe ham i det mærkværdige retsvæsen. Kunstmaleren ender med at ligge under sin seng og tilbyde Josef K. malerier mens tre fattige piger i trettenårsalderen hyler op på den anden side af døren til loftslejligheden.

Absurd, men alligevel bliver man hvirvlet ind i universet hvor man føler med den hårdt prøvede, retskafne Josef K.

Lillesub tog det pænt, lo på de rigtige tidspunkter i min opførsel af teaterstykket. Det er skønt at have et så loyalt og hengivent publikum.

Efter maden gik vi til voksenlegen.

Hun fik besked på at klæde sig nøgen og iføre sig sine ludersko.

Jeg fikserede hende i mit hjemme SM-arrangement og indledte piskningen med min ruskindspisk.

Hun kender den nu, og hun strittede modigt med numsen mens jeg malede hendes balder højrøde.

Hendes suk faldt i takt til slagene. Hun var uimodståelig og snart var også jeg selv nøgen.

Hendes numse smagte skønt, og lidt efter var den også helt fyldt med mig.

Jeg trak klimakset ud, tog en tur med den korte pisk med de tynde snerter. Det var ikke længere tilfredse suk der lød, men den pisk er heller ikke skabt til at glæde hende.

Jeg elsker at se røde, tynde striber overalt på hendes krop, så jeg slår bare løs. Derved bliver det hurtigere overstået, det er mere humant på den måde.

Vi gik i seng sammen derefter. Fyrfadslys lullede os ind i søvnen med deres bløde, gule skær.

Det er disse stunder hvor jeg rigtigt mærker hendes dejlige indflydelse på mit gamle, stivnakkede sind.

.





Aktiv eller passiv?

8 10 2011

Jeg havde lige en novelle mere på lager, og den udgiver jeg her.

Der er porno og sågar homosex i denne novelle – så er alle advaret!

Hent novellen og min kommentar herunder:

Udgivelsesdato : 8-10-2011
Download: Aktiv eller passiv?: PDF format til PC, Mac eller Tablet
(Copyright: MCN: CBNKF-EW7MN-ML74W )

Download: Aktiv eller passiv?: ePub format til ebook reader på smartphone eller I-phone
(Copyright: MCN: CX7BA-TKBQW-18GF9)

Forfatter kommentar (åbner i siden):http://www.4shared.com/embed/830389894/f2e25de6

Forfatterkommentar i MP3 format (til download)

(Copyright: MCN: CG5TV-96HTB-DU259)





Det smukkeste øjeblik

2 10 2011

Jeg har nu besluttet mig for at blogge som hidtil, men med den tilføjelse at jeg fra tid til anden vil udgive skriverier som er længere end mine typiske blogs og som mere har karakter af skønlitteratur.

For mig er det en del af mine bestræbelser på at blive en bedre forfatter, og alle kommentarer vil være en god hjælp for mig.

For at holde styr på tingene vil jeg annoncere hver ny udgivelse her på bloggen hvor man også kan indsende kommentarer til den enkelte udgivelse.

Desuden har jeg oprettet en ny side ”OpenBooks” hvor udgivelserne vil blive lagt ud til download for diverse platforme.

Mine udgivelser er gratis, og man må gerne distribuere dem videre så længe videredistributionen ikke har et kommercielt sigte.

Som noget nyt vil jeg producere en lydfil med mine egne kommentarer og tanker til hver udgivelse.

Den første udgivelse er novellen ”Det smukkeste øjeblik”.

Der er hverken porno eller hektisk handling i denne novelle, men jeg holder af den fordi det er den første novelle som jeg har påbegyndt netop med det mål at skrive en skønlitterær novelle. Den har haft forskellige formater, og det nærværende er klart det korteste. Første version var næsten fyrre sider lang (gab).

For god ordens skyld vil jeg bemærke at antallet af uploads på ”openBooks” siden vil være begrænset. Det tager nemlig rigtig lang tid at komme fra idé til færdig produkt når man bakser med skønlitterær fiktion (i hvert tilfælde for mig).

Hent novellen og min kommentar herunder:

Udgivelsesdato : 1-10-2011
Download: Det smukkeste øjeblik: PDF format til PC, Mac eller Tablet
(Copyright: MCN: CAYYG-RER2D-MX3KT)

Download: Det smukkeste øjeblik: ePub format til ebook reader på smartphone eller I-phone
(Copyright: MCN: CJV73-W9QC5-7CX9Q)

Forfatter kommentar (åbner i siden): http://www.4shared.com/embed/uXibqogy/Authors_comments.html

Forfatterkommentar i MP3 format (til download)

Copyright:
MyFreeCopyright.com Registered & Protected





Bjergtur

28 08 2011

De gjorde ophold, da de kom ud fra bjergbanens gondol. Området var afsvedet. Nøgne sten rejste sig i forvredne strukturer. Længere oppe ad stien knejsede Monte Tamaro, som et afpillet juletræ.

Næsten to kilometer oppe i skyerne.

Han elskede bjerge, og han havde glædet sig til vandreturen.

Monte Tamaro til Monte Lema, fem timers gåtur på en sti i de schweiziske alper.

Det var varmt, næsten tredive grader ved foden og omkring femogtyve grader Celsius i deres nuværende højde.

Gruppen bestod af fem mænd med et aldersspænd på tre dekader. Lederen var næsten tres, selv var han nær de halvtreds, og deres yngste medlem var midt i tyverne.

Den første time gik jævnt opad, han kunne mærke sveden under stropperne på sin Nike rygsæk. Han blev våd i hænderne, når han tog ved remmene for at løfte den af. Han drak af colaen, som han havde købt i restauranten ved bjergbanens endestation.

Første egentlige ophold på ruten var ved en stenhytte, hvor en tibetansk kvinde og hendes vesteuropæiske mand solgte forfriskninger.

.

.

Mens lederen syntes, de kun skulle købe en kop kaffe, besluttede han sig for at supplere med hjemmebag, en chokoladekage, som den lille tibetanske kvinde skar ud og placerede på tallerkenen for ham.

Hun var en lille, tynd kvinde med en meget solbrændt teint. Hun mindede ham om østens kvinder, og hans tanker cirklede pludselig om sex.

Der sad kun et andet par udenfor ved de slidte bænke. De spiste morgenmad, kvinden var i trediverne. Hun var tynd og bar intet fodtøj, kun blå sokker, der forsvandt op under joggingbuksernes kant.

Igen tænkte han på sex.

Så kaldte lederen dem til orden, og de fortsatte turen.

På et tidspunkt fik den tredje ældste deltager problemer. Han var en høj, tynd mand med fuldskæg og en topmave.

Man kunne se, at han led. Hvert skridt var ledsaget af en humpen. Det var hans venstre knæ, der smertede. De var næsten alle læger, og de gav sig til at diskutere knæet.

Overanstrengelse eller menisken?

De befandt sig midtvejs på ruten, og de skulle nå enden inden klokken sytten, hvor bjergbanen ved Monte Lema indstillede kørslen. Det kunne komme til at knibe.

Selv blandede han sig ikke så meget i den andens knæproblemer. Han bemærkede pludselig en indtørret død mus på stien. Han sparkede den ud over kanten, mens de andre diskuterede færdigt.

Lægen med det dårlige knæ besluttede sig for at gå i forvejen. Mens de drak sodavand, kunne de se hans violette T-shirt forsvinde om hjørnet.

Lidt efter gik de videre. Han mærkede mobiltelefonen brumme. Han havde fået en sms.

Den var fra hende, hans kæreste. Hun elskede ham og savnede ham.

Han så ud over de omgivende dale og bjergtoppe.

For sig kunne han se hendes ansigt. Fregnet, smalt, pergament tynde øjenbryn med en rød rand.

Jo, han elskede også hende, og han savnede hende.

Lederen af gruppen var standset op for at forklare noget om en fugl, der svævede længere nede.

Kærestens ansigt var stadig i hans tanker. Han forestillede sig, hvor fin hun ville gøre sig, når han kom på besøg efter sin bjergtur. Han forestillede sig hendes glade ansigt omgivet af hendes viltre røde hår. Han forestillede sig hendes forskrækkede udtryk, når han begyndte at tæve hende.

Det kildrede i hans mellemgulv.

Sex, han tænkte igen på sex.

De kaldte på ham. Toppen lidt længere fremme var åbenbart Monte Lema. Han kunne se en mand i violet T-shirt næsten helt fremme ved foden.

Så satte de i gang for at gå det sidste stykke.





En rigtig dreng

20 08 2011

Hemmingway er stadig på min læseliste.

Senest har jeg tygget mig igennem en samling af hans noveller. Her må jeg indrømme, at jeg ikke er blevet fanget på samme måde, som jeg blev det af romanen om Edens have.

Bedst tror jeg, at jeg syntes om ”De ubesejrede” fra samlingen ”Mænd uden kvinder”.

Det er en tyrefægterhistorie, som vel lige så meget handler om en mand, der lever i fortiden.

Tyrefægtning er ikke noget for kvinder, og jeg tror ikke Hemmingway ville have haft stor succes som forfatter i dag.

Anno 2011, er det kun kvinder, der læser skønlitteratur.

Omhyggeligt har jeg studeret mesterens teknik.

Det er rigtigt, at han udelader ting, at der ved historiens slutning melder sig flere spørgsmål end svar.

Det er måske derfor, at jeg finder novellerne lidt anstrengende. Individuelt er de gode, men læst i et rap, sidder man og klør sig lidt på issen bagefter.

Minimalisme kan man vel i princippet heller ikke tale om, i hvert fald ikke som gennemført koncept.

Sjældent har jeg læst så detaljerede og medrivende beskrivelser af fluefiskeri ved vandløb i skove.

Sådan cirka halvvejs igennem novellesamlingen fandt jeg lidt gamle skriverier frem fra harddisken og gik løs på dem med ny inspiration.

Væk med afsnit, ind med ting, som jeg ikke helt kunne redegøre for.

Overlærerens stemme forsvandt og historierne fik deres eget liv.

Spændende iagttagelse – nu er jeg måske snart ”en rigtig dreng!”

.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.