Vi. Sat af med udsigt til fatamorganaer. En blafrende dis, der lovede mening og kærlighed, men som i aftenskumringen forduftede i den dug, der fortættedes mellem kaktussens stive torne. Så så vi på hverandre og skiltes. Tre skridt og mørket tog over. Morgenens komme. Disen og drømmene de samme, men jeg en dag fattigere.
.
(Jeg har været nærmest sygeligt optaget af denne video med Lana Del Rey)
Bogforum i Bella Centeret. Ikke om jeg gider!
Længe sad jeg og ventede på en invitation til at fortælle om min bog på store scene, men den må være bortkommet i posten.
Så kan det også være lige meget, det foretagende vil jeg ikke støtte med en entreindtægt.
En grim ting, er misundelsens ry. Helt forfejlet, mener jeg.
Vrede og bitterhed er ikke følelser, der opstår hos mig som følge af misundelse. Derimod bliver jeg inspireret til forbedring og selvransagelse.
Nøgternt set, er der også en fordel i ikke at være kendis med en ny bog.
Rytterriet, Preben Elkjær, Søren Rye matchet op med James Price, Anne Linnet.
Listen er lang, og de nævnte nærmest falder over hinanden i Aftenshowet, mens de står i kø for at småsnakke om deres udgivelser.
Personligt nyder jeg i øjeblikket, at for mig fuldstændigt ukendte mennesker køber min ebog til download.
Økonomisk er det en dundrende underskudsforretning for mig, men den personlige tilfredsstillelse er helt fantastisk.
Min bog lever!
Kendisserne har nok højere ambitioner, når det gælder salgstal, og det er der, jeg godt kan have ondt af dem.
Rocksanger eller Weberekspert?
På række står de som markedspladsens skæggede damer og faldbyder deres produkt.
Anne Linnet citeres i avisen for at ”SM er kunst”, og der er jeg helt enig, men jeg vil alligevel ikke købe hendes bog.
Jeg kan godt lide hende, Linnet. Det rykker bare ikke nok til, at jeg gider tage dankortet op.
Skulle jeg til læderet, så blev det nok Kristian Bang Foss ”døden kører Audi”, som jeg ville vælge.
Ja, ham Foss, ham er jeg lidt misundelig på.
En god ven havde afleveret en kuvert i min postkasse.
-Til forfatteren, havde han skrevet i adressefeltet.
Indholdet var et eksemplar af gymnasielærernes fagblad ”Gymnasieskolen”, og skæve bogstaver ved min vens hånd pegede mig i retning af artiklen på side 26.
-Dette mærkelige liv som forfatter, var titlen.
Forud havde jeg gennem et års tid mærket hans aftagende interesse for mit skriveprojekt, der nu er en roman. Han har kæmpet for at hænge på, men forandringen har været tydelig.
Uenighed om retning og stil, sådan kan det vel forklares.
Artiklen i gymnasieskolen var hans anerkendelse. Hans venlige thumbs up, og hans tegn på stille beundring.
Ikke begejstring for den konkrete roman, men hans accept af, at når en rigtig forfatter fødes, så mister læremesteren kontrollen over lærlingen.
Han begræder sikkert stadig, at mit talent spildes på mærkværdige ordeksperimenter, og en handling, der i sin grovkornede perversitet, skræmmer de fleste væk.
Men sådan må det nødvendigvis være.
-En kunstner er et væsen, der drives af sted af dæmoner. Han ved ikke, hvorfor de vælger ham, og han har i almindelighed for travlt til at spekulere over det, citeres William Faulkner i Gymnasieskolens artikel.
Det kan jeg godt sætte mig ind i.
I mit forfatterskab er der sætninger og plots, der kun kan være, som de er skrevet. Det er indiskutabelt og dikteret af noget udenfor viljens kontrol.
Måske det gør mig smal, men det gør mig samtidig ægte, og det er det vigtigste for mig.
Dagens begyndelse var mørk. I postkassen bragte Informeren en interessant anmeldelse.
”Bundløs sorg og boblende fryd”, var overskriften.
Pia Juul kendte jeg ikke, men Skyum-Nielsens beskrivelse af et lille ”kun”, der var mesterligt placeret, rørte ved noget i mig.
Jeg ville gerne kunne skrive, så tårerne sprang, fordampende i blussende glæde. Jeg ville i det hele taget gerne kunne skrive, altid, kun.
Da jeg tog hjem, havde få skrivemuligheder budt sig.
Et udkast til en beklagelse over skrald, der ikke var korrekt sorteret. En beklagelse til en mand, der tror, vi tror, at vi er bedre end ham.
En beklagelse og en videresendt teknisk korrektur. Det, og så kridt på en tavle og en afpillet knogle i sprit.
Hjemme var der medister og wolford til hofteholder.
Vi tør nu gøre det, der ikke længere er en leg, men et liv.
jeg gyser over frydefuld synd, og jeg elsker hende, min vidunderlige sub.
For fem år siden lavede jeg en facebookprofil for at kunne kontakte en kær gammel ven.
Kontakten lykkedes, og vi skriver stadig sammen fra tid til anden.
Facebookprofilen, derimod, har levet en hensygnende tilværelse. Jeg gemte alt, hvad jeg kunne gemme og loggede aldrig ind.
Forklaringen er simpel: Jeg hader facebook, som måske er den mest massestyrende maskine verden endnu har set!
Jeg er dog ikke bedre, end at jeg nu kommer krybende tilbage.
Jeg har brug for fjæset.
Min plan er at bruge netværket til målrettet markedsføring af min kommende roman.
Håbet er, at et spark i den rigtige retning sætter zombierne i selvsving og forcerer klikkende ind på min side.
Så i weekenden støvede jeg den gamle profil af. Jeg fyldte litteratur- og filmkærlighed ind på min væg. Konstaterede endvidere, at DR2 Deadline har 6100 likes, mens Lady Gaga har 51 millioner.
Nu har hun så 51 millioner og en.
Jeg konstaterede også, at jeg ikke kan skrive min kæreste eller mine børn på som ”familie”, uden de godkender mig – så det droppede jeg.
Drengene synes vist ikke min perverse bog er så fed, så de er nok helst fri for at reklamere for den gamle nar.
Faktisk er det lidt op ad bakke, for jeg har ingen venner, og hver gang jeg logger ind bliver jeg uvist af hvilken grund foreslået, at jeg måske kender Eva Kjær Hansen.
Den unge blondine ude til højre ville jeg meget hellere være ven med, men hun viste sig at være en reklame for et dating site.
Altså et lille skridt fremad, men markedsføringsstrategien mangler stadig en del afpudsning.
En blodig mund.
En udvidet anus.
En nålepude på et bryst.
En klitorisberøring.
En herskerinde i orgasme.
I erkendelsen af afslutning rammes jeg af tristesse.
Man giver noget af sig selv, det ligger i ordene. På siderne, i kilobytes, på disken, i tiden.
Det er dette noget, som ikke længere lader sig indfange. Det kan ses, læses, men ikke længere ejes eller formes.
Tankekrystaller fra en tankeportal.
Tilbage står forvirring, hvad nu?
Jeg tror jeg læser ”kvinden i buret færdig”, så har jeg da noget at tage mig til.
Efterhånden som jeg graver mig gennem denne kriminalroman nuanceres mit syn.
Jeg skrev selv præcis sådan for et år siden.
Sarkasme om nutiden, klynk over fortiden, jævnet ud i et referat af handlingsforløbet.
Og det er fint sådan.
Super på liggestolen med sand mellem tæerne og med en cerveza ved sin side.
- det lyder godt, men der er så mange ord, jeg ikke forstår, sagde hun, da jeg læste mit eget op.
Menigmandstesten, det bruger jeg hende til.
Men sådan må det være. Særegen, kringlet og finurlig lokkende. Først da, er der en berettigelse, til en plads på bibliotekshylden mellem feriekriminalromanen og den store altafslørende nordiske selvbiografi.
Jeg læste en levnedsbeskrivelse af Jussi Adler-Olsen, det var vist i weekendavisen.
Han er en fin fyr, ham kan jeg godt lide.
Specielt kan jeg godt lide hans uakademiske tilgang til litteraturen. Ingen litteraturvidenskab eller forfatterskole har spoleret ham.
Men kan han skrive?
Min cand.mag ven mener det ikke. Hans svigerinde, der også er cand. mag i dansk, mener derimod at Jussi Adler-Olsen skriver godt.
Forhåbentligt er hendes standpunkt en hævn, en mulighed for at hævde sig overfor sin ellers dominerede svoger.
Ellers står det sløjt til med fagligheden på danskstudiet.
Min søster gav mig tre bøger af Jussi Adler-Olsen, og jeg har nu læst tyve sider fra ”kvinden i buret”.
Ren tortur, og jeg ser nu tydeligt, hvorfor det Knausgaard og ikke Jussi Adle-Olsen, som har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.
Han er nu stadig en fin fyr, Jussi Alder-Olsen. Jeg kan stadig lide ham og hans uakademiske tilgang.
Hans store salgstal er heller ikke overraskende.
Det vil altid være nemmere at sælge kassettebånd med Jodle Birge end LP’er med Carl Orff.
Udfordringen af det bestående er for mig det spændende.
Paradigmebrud, latterliggørelse af den finkulturelle elite.
Men det kræver mere end blot kvinden i buret.
En krydderbolle og en kop kaffe.
Information bladres hen på bogtillægget.
Erik Valeurs bog ”Det syvende barn” er igen at finde på Arnold Buscks bestsellerliste, mens hverken Helle Helle eller Jousefine Klougart har været på den længe.
Hvorfor mon det er sådan?
Min underdanige kæreste ristede krydderbollen og smurte den med honning. Lyden af hendes bad kommer til mig gennem loftet, hvor afløbsrøret løber.
Jeg konstaterer, at køkkenbordet er som støvsuget, ikke en eneste brødkrumme afslører, at hun har håndteret bagværk.
Jo, hun læser også min blog.
På min chaiselong ligger Knausgaards første bind. Det er nu gennemlæst, og konklusionen har ikke ændret sig. En pivskid og en kujon, det er, hvad første bind beskriver.
Men er vi ikke alle sådan, pivskidder og kujoner?
Det er vi nok mere eller mindre, men det er i krisen, man skal se sin sande natur.
Min egen krise er overstået, og min kæreste reddede mig det sidste stykke, da hun for snart tre år siden kom ind i mit liv.
Jeg var ved at forstå livets realitet, og med hende faldt det på plads.
Det handler om ansvar. For sit eget liv og for andres.
Jeg fik taget en HIV-test i sidste uge.
Jeg tænker i dekader nu. Havde jeg ikke mødt lillesub, så tror jeg faktisk ikke, jeg havde orket at tage en dekade mere.
Min skrivecoach gjorde mig opmærksom på Politikens Forlags romankonkurrence.
Skriv en samtidsroman og vind en kvart million kroner.
-Fed ide, pengene er så godt som mine, tænkte jeg.
Der er måske behov for lidt simpel opstramning i min skrivestil, men det burde være en smal sag.
En god blogven gav mig en privat kommentar til min korte novelle: ”Det sidste møde”
Når jeg i mod slutningen af novellen pludselig smider ord som ”røvhul” og ”kusse” ind, så virker det anmassende, som forfatterens forsøg på at presse sin mening igennem.
For en sikkerheds skyld, læste jeg så novellen igen. Jeg elsker den novelle, min skrivestil har fundet sit leje, og dermed er der vel ikke mere at sige om den sag.
Hvad skulle jeg egentlig med en kvart million kroner?
For det første ville det nok glæde min lille, fede bankrådgiver, der bekymret ser på mig og hændervridende begræder husprisernes fald, mens han diskret banker med kuglepennens spids på oversigten over mine afdragsfrie F1-lån.
Men den glæde skal han ikke have. Så er jeg meget mere på linje med Thomas Rathsack.
Hos frisøren læste jeg i Euroman, at han havde købt en ny BMW for de penge, jægerbogen havde indbragt.
Jeg er mere til en Porsche Cayenne, men tanken om en fed bil, en rigtig pussy magnet, kan jeg godt følge!
Problematikken er klassisk for kunstnere.
Hvordan opnås bred anerkendelse, når man i sagens natur nødvendigvis må være smal i sin kunst.
Ja, for hvis man ikke tør bryde grænser, være smal og anderledes, så ender man som brødrene Price.
Rig, fed og nuttet.
Jeg har som sådan mit på det tørre, og dermed har jeg en ekstra pligt til at turde.
Politikens litterære X-factor konkurrence er altså ikke vejen for mig, det har jeg allerede indset.
Det er nu, efter en måneds læsning, lykkedes mig at komme næsten hundrede sider ind i Karl Oves skriveprojekt.
Teksten er som sådan ikke direkte kedelig, og jeg ser den træge fremgang mere som et udtryk for min travlhed med andre ting end et udtryk for bogens manglende kvaliteter.
Ellers bemærker jeg forfelter af varierende længde, relativt komplicerede sætningsopbygninger og så tegnsætning uden startkomma før ledsætninger.
Jeg læser om Karl Ove Knausgårds kamp for at lære. Jeg vil lære, hvorfor netop han er blevet så succesfuld med sin bog.
Allerede nu står det klart, at jeg selv har skrevet samme historie som Karl Ove.
Og, hvis vi er to, er vi garanteret rigtig mange mænd, der i midtvejskrisen har skrevet om børnene, som vi ikke orker, og om kællingen, som ikke siger os noget mere.
Banaliteter og første lektion er, at eftersom Karl Ove kom først med sine seks monstrøse bind, så er mulighederne for, at andre kan følge efter, ligesom eftertrykkeligt udtømte.
Det er ikke nødvendigvis dårligt, for hvad efterlader Karl Ove?
Et indtryk af en usikker høj mand, med en skæv erigeret pik, der kommer for tidligt.
Her er så anden lektion.
Karl Oves typiske læser er en kvinde, der med glæde identificerer sig med det uperfekte, der gemmer sig i en ellers på overfladen perfekt person.
- Jeg er ikke god nok, tænker hun.
Derfor er det i hendes optik godt, at Karl Ove heller ikke er god nok, og at han tilmed har skrevet flere tusind sider om sin utilstrækkelighed.
Tredje lektion må blive, at jeg skal forsøge at differentiere mig fra Karl Ove.
Her kan jeg så konstatere, at mit erigerede lem står snorlige ud fra kroppen, er pinligt tykt og kommer til tiden.
Det er da et godt udgangspunkt.
.
Mr.e.e.grey@gmail.com
(eller: mreegrey@gmail.com)
Seneste kommentarer