Bikertøs

20 02 2013

Vi. Sat af med udsigt til fatamorganaer. En blafrende dis, der lovede mening og kærlighed, men som i aftenskumringen forduftede i den dug, der fortættedes mellem kaktussens stive torne. Så så vi på hverandre og skiltes. Tre skridt og mørket tog over. Morgenens komme. Disen og drømmene de samme, men jeg en dag fattigere.

.

(Jeg har været nærmest sygeligt optaget af denne video med Lana Del Rey)





De skæggede damer

13 11 2012

Bogforum i Bella Centeret. Ikke om jeg gider!

Længe sad jeg og ventede på en invitation til at fortælle om min bog på store scene, men den må være bortkommet i posten.

Så kan det også være lige meget, det foretagende vil jeg ikke støtte med en entreindtægt.

En grim ting, er misundelsens ry. Helt forfejlet, mener jeg.

Vrede og bitterhed er ikke følelser, der opstår hos mig som følge af misundelse. Derimod bliver jeg inspireret til forbedring og selvransagelse.

Nøgternt set, er der også en fordel i ikke at være kendis med en ny bog.

Rytterriet, Preben Elkjær, Søren Rye matchet op med James Price, Anne Linnet.

Listen er lang, og de nævnte nærmest falder over hinanden i Aftenshowet, mens de står i kø for at småsnakke om deres udgivelser.

Personligt nyder jeg i øjeblikket, at for mig fuldstændigt ukendte mennesker køber min ebog til download.

Økonomisk er det en dundrende underskudsforretning for mig, men den personlige tilfredsstillelse er helt fantastisk.

Min bog lever!

Kendisserne har nok højere ambitioner, når det gælder salgstal, og det er der, jeg godt kan have ondt af dem.

Rocksanger eller Weberekspert?

På række står de som markedspladsens skæggede damer og faldbyder deres produkt.

Anne Linnet citeres i avisen for at ”SM er kunst”, og der er jeg helt enig, men jeg vil alligevel ikke købe hendes bog.

Jeg kan godt lide hende, Linnet. Det rykker bare ikke nok til, at jeg gider tage dankortet op.

Skulle jeg til læderet, så blev det nok Kristian Bang Foss ”døden kører Audi”, som jeg ville vælge.

Ja, ham Foss, ham er jeg lidt misundelig på.





En kunstners fødsel

14 10 2012

En god ven havde afleveret en kuvert i min postkasse.

-Til forfatteren, havde han skrevet i adressefeltet.

Indholdet var et eksemplar af gymnasielærernes fagblad ”Gymnasieskolen”, og skæve bogstaver ved min vens hånd pegede mig i retning af artiklen på side 26.

-Dette mærkelige liv som forfatter, var titlen.

Forud havde jeg gennem et års tid mærket hans aftagende interesse for mit skriveprojekt, der nu er en roman. Han har kæmpet for at hænge på, men forandringen har været tydelig.

Uenighed om retning og stil, sådan kan det vel forklares.

Artiklen i gymnasieskolen var hans anerkendelse. Hans venlige thumbs up, og hans tegn på stille beundring.

Ikke begejstring for den konkrete roman, men hans accept af, at når en rigtig forfatter fødes, så mister læremesteren kontrollen over lærlingen.

Han begræder sikkert stadig, at mit talent spildes på mærkværdige ordeksperimenter, og en handling, der i sin grovkornede perversitet, skræmmer de fleste væk.

Men sådan må det nødvendigvis være.

-En kunstner er et væsen, der drives af sted af dæmoner. Han ved ikke, hvorfor de vælger ham, og han har i almindelighed for travlt til at spekulere over det, citeres William Faulkner i Gymnasieskolens artikel.

Det kan jeg godt sætte mig ind i.

I mit forfatterskab er der sætninger og plots, der kun kan være, som de er skrevet. Det er indiskutabelt og dikteret af noget udenfor viljens kontrol.

Måske det gør mig smal, men det gør mig samtidig ægte, og det er det vigtigste for mig.





Før sengetid

28 08 2012

Dagens begyndelse var mørk. I postkassen bragte Informeren en interessant anmeldelse.

”Bundløs sorg og boblende fryd”, var overskriften.

Pia Juul kendte jeg ikke, men Skyum-Nielsens beskrivelse af et lille ”kun”, der var mesterligt placeret, rørte ved noget i mig.

Jeg ville gerne kunne skrive, så tårerne sprang, fordampende i blussende glæde. Jeg ville i det hele taget gerne kunne skrive, altid, kun.

Da jeg tog hjem, havde få skrivemuligheder budt sig.

Et udkast til en beklagelse over skrald, der ikke var korrekt sorteret. En beklagelse til en mand, der tror, vi tror, at vi er bedre end ham.

En beklagelse og en videresendt teknisk korrektur. Det, og så kridt på en tavle og en afpillet knogle i sprit.

Hjemme var der medister og wolford til hofteholder.

Vi tør nu gøre det, der ikke længere er en leg, men et liv.

jeg gyser over frydefuld synd, og jeg elsker hende, min vidunderlige sub.





Facebookstormer

6 08 2012

For fem år siden lavede jeg en facebookprofil for at kunne kontakte en kær gammel ven.

Kontakten lykkedes, og vi skriver stadig sammen fra tid til anden.

Facebookprofilen, derimod, har levet en hensygnende tilværelse. Jeg gemte alt, hvad jeg kunne gemme og loggede aldrig ind.

Forklaringen er simpel: Jeg hader facebook, som måske er den mest massestyrende maskine verden endnu har set!

Jeg er dog ikke bedre, end at jeg nu kommer krybende tilbage.

Jeg har brug for fjæset.

Min plan er at bruge netværket til målrettet markedsføring af min kommende roman.

Håbet er, at et spark i den rigtige retning sætter zombierne i selvsving og forcerer klikkende ind på min side.

Så i weekenden støvede jeg den gamle profil af. Jeg fyldte litteratur- og filmkærlighed ind på min væg. Konstaterede endvidere, at DR2 Deadline har 6100 likes, mens Lady Gaga har 51 millioner.

Nu har hun så 51 millioner og en.

Jeg konstaterede også, at jeg ikke kan skrive min kæreste eller mine børn på som ”familie”, uden de godkender mig – så det droppede jeg.

Drengene synes vist ikke min perverse bog er så fed, så de er nok helst fri for at reklamere for den gamle nar.

Faktisk er det lidt op ad bakke, for jeg har ingen venner, og hver gang jeg logger ind bliver jeg uvist af hvilken grund foreslået, at jeg måske kender Eva Kjær Hansen.

Den unge blondine ude til højre ville jeg meget hellere være ven med, men hun viste sig at være en reklame for et dating site.

Altså et lille skridt fremad, men markedsføringsstrategien mangler stadig en del afpudsning.





Tankeportalen

22 06 2012

En blodig mund.
En udvidet anus.
En nålepude på et bryst.
En klitorisberøring.
En herskerinde i orgasme.

I erkendelsen af afslutning rammes jeg af tristesse.

Man giver noget af sig selv, det ligger i ordene. På siderne, i kilobytes, på disken, i tiden.

Det er dette noget, som ikke længere lader sig indfange. Det kan ses, læses, men ikke længere ejes eller formes.

Tankekrystaller fra en tankeportal.

Tilbage står forvirring, hvad nu?

Jeg tror jeg læser ”kvinden i buret færdig”, så har jeg da noget at tage mig til.

Efterhånden som jeg graver mig gennem denne kriminalroman nuanceres mit syn.

Jeg skrev selv præcis sådan for et år siden.

Sarkasme om nutiden, klynk over fortiden, jævnet ud i et referat af handlingsforløbet.

Og det er fint sådan.

Super på liggestolen med sand mellem tæerne og med en cerveza ved sin side.

- det lyder godt, men der er så mange ord, jeg ikke forstår, sagde hun, da jeg læste mit eget op.

Menigmandstesten, det bruger jeg hende til.

Men sådan må det være. Særegen, kringlet og finurlig lokkende. Først da, er der en berettigelse, til en plads på bibliotekshylden mellem feriekriminalromanen og den store altafslørende nordiske selvbiografi.





Kvinden i buret

27 05 2012

Jeg læste en levnedsbeskrivelse af Jussi Adler-Olsen, det var vist i weekendavisen.

Han er en fin fyr, ham kan jeg godt lide.

Specielt kan jeg godt lide hans uakademiske tilgang til litteraturen. Ingen litteraturvidenskab eller forfatterskole har spoleret ham.

Men kan han skrive?

Min cand.mag ven mener det ikke. Hans svigerinde, der også er cand. mag i dansk, mener derimod at Jussi Adler-Olsen skriver godt.

Forhåbentligt er hendes standpunkt en hævn, en mulighed for at hævde sig overfor sin ellers dominerede svoger.

Ellers står det sløjt til med fagligheden på danskstudiet.

Min søster gav mig tre bøger af Jussi Adler-Olsen, og jeg har nu læst tyve sider fra ”kvinden i buret”.

Ren tortur, og jeg ser nu tydeligt, hvorfor det Knausgaard og ikke Jussi Adle-Olsen, som har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.

Han er nu stadig en fin fyr, Jussi Alder-Olsen.  Jeg kan stadig lide ham og hans uakademiske tilgang.

Hans store salgstal er heller ikke overraskende.

Det vil altid være nemmere at sælge kassettebånd  med Jodle Birge end LP’er med Carl Orff.

Udfordringen af det bestående er for mig det spændende.

Paradigmebrud, latterliggørelse af den finkulturelle elite.

Men det kræver mere end blot kvinden i buret.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: