Indtryk fra en majmorgen

18 05 2012

En krydderbolle og en kop kaffe.

Information bladres hen på bogtillægget.

Erik Valeurs bog ”Det syvende barn” er igen at finde på Arnold Buscks bestsellerliste, mens hverken Helle Helle eller Jousefine Klougart har været på den længe.

Hvorfor mon det er sådan?

Min underdanige kæreste ristede krydderbollen og smurte den med honning. Lyden af hendes bad kommer til mig gennem loftet, hvor afløbsrøret løber.

Jeg konstaterer, at køkkenbordet er som støvsuget, ikke en eneste  brødkrumme afslører, at hun har håndteret bagværk.

Jo, hun læser også min blog.

På min chaiselong ligger Knausgaards første bind. Det er nu gennemlæst, og konklusionen har ikke ændret sig. En pivskid og en kujon, det er, hvad første bind beskriver.

Men er vi ikke alle sådan, pivskidder og kujoner?

Det er vi nok mere eller mindre, men det er i krisen, man skal se sin sande natur.

Min egen krise er overstået, og min kæreste reddede mig det sidste stykke, da hun for snart tre år siden kom ind i mit liv.

Jeg var ved at forstå livets realitet, og med hende faldt det på plads.

Det handler om ansvar. For sit eget liv og for andres.

Jeg fik taget en HIV-test i sidste uge.

Jeg tænker i dekader nu. Havde jeg ikke mødt lillesub, så tror jeg faktisk ikke, jeg havde orket at tage en dekade mere.





Rig, fed og nuttet?

19 04 2012

Min skrivecoach gjorde mig opmærksom på Politikens Forlags romankonkurrence.

Skriv en samtidsroman og vind en kvart million kroner.

-Fed ide, pengene er så godt som mine, tænkte jeg.

Der er måske behov for lidt simpel opstramning i min skrivestil, men det burde være en smal sag.

En god blogven gav mig en privat kommentar til min korte novelle: ”Det sidste møde

Når jeg i mod slutningen af novellen pludselig smider ord som ”røvhul” og ”kusse” ind, så virker det anmassende, som forfatterens forsøg på at presse sin mening igennem.

For en sikkerheds skyld, læste jeg så novellen igen. Jeg elsker den novelle, min skrivestil har fundet sit leje, og dermed er der vel ikke mere at sige om den sag.

Hvad skulle jeg egentlig med en kvart million kroner?

For det første ville det nok glæde min lille, fede bankrådgiver, der bekymret ser på mig og hændervridende begræder husprisernes fald, mens han diskret banker med kuglepennens spids på oversigten over mine afdragsfrie F1-lån.

Men den glæde skal han ikke have. Så er jeg meget mere på linje med Thomas Rathsack.

Hos frisøren læste jeg i Euroman, at han havde købt en ny BMW for de penge, jægerbogen havde indbragt.

Jeg er mere til en Porsche Cayenne, men tanken om en fed bil, en rigtig pussy magnet, kan jeg godt følge!

Problematikken er klassisk for kunstnere.

Hvordan opnås bred anerkendelse, når man i sagens natur nødvendigvis må være smal i sin kunst.

Ja, for hvis man ikke tør bryde grænser, være smal og anderledes, så ender man som brødrene Price.

Rig, fed og nuttet.

Jeg har som sådan mit på det tørre, og dermed har jeg en ekstra pligt til at turde.

Politikens litterære X-factor konkurrence er altså ikke vejen for mig, det har jeg allerede indset.





Et lem til forskel

30 03 2012

Det er nu, efter en måneds læsning, lykkedes mig at komme næsten hundrede sider ind i Karl Oves skriveprojekt.

Teksten er som sådan ikke direkte kedelig, og jeg ser den træge fremgang mere som et udtryk for min travlhed med andre ting end et udtryk for bogens manglende kvaliteter.

Ellers bemærker jeg forfelter af varierende længde, relativt komplicerede sætningsopbygninger og så tegnsætning uden startkomma før ledsætninger.

Jeg læser om Karl Ove Knausgårds kamp for at lære. Jeg vil lære, hvorfor netop han er blevet så succesfuld med sin bog.

Allerede nu står det klart, at jeg selv har skrevet samme historie som Karl Ove.

Og, hvis vi er to, er vi garanteret rigtig mange mænd, der i midtvejskrisen har skrevet om børnene, som vi ikke orker, og om kællingen, som ikke siger os noget mere.

Banaliteter og første lektion er, at eftersom Karl Ove kom først med sine seks monstrøse bind, så er mulighederne for, at andre kan følge efter, ligesom eftertrykkeligt udtømte.

Det er ikke nødvendigvis dårligt, for hvad efterlader Karl Ove?

Et indtryk af en usikker høj mand, med en skæv erigeret pik, der kommer for tidligt.

Her er så anden lektion.

Karl Oves typiske læser er en kvinde, der med glæde identificerer sig med det uperfekte, der gemmer sig i en ellers på overfladen perfekt person.

-          Jeg er ikke god nok, tænker hun.

Derfor er det i hendes optik godt, at Karl Ove heller ikke er god nok, og at han tilmed har skrevet flere tusind sider om sin utilstrækkelighed.

Tredje lektion må blive, at jeg skal forsøge at differentiere mig fra Karl Ove.

Her kan jeg så konstatere, at mit erigerede lem står snorlige ud fra kroppen, er pinligt tykt og kommer til tiden.

Det er da et godt udgangspunkt.





Mein Kampf!

9 03 2012

Et nyoversavet grantræ dufter af harpiks, nyflækket granit af krudt.

Jeg kan godt følge det, duftene breder sig i min hjerne.

Skønt alderdom og bihulebetændelser ellers har fjernet det meste af min lugtesans, så overspringes denne fysiske del for at give plads til sansernes fortolkning.

Det er Karl Ove, der har tændt sanserne i min hjerne. Karl Ove er Karl Ove Knausgård, og hans selvbiografiske roman er næste trin i min litteraturuddannelse.

- Arnold Busk Boghandel, kan byttes inden 2 /4 -2012

Men den skal aldrig byttes, den er en gave fra hende.

Hvordan lugter der hjemme hos mig? Hvordan lugter der bag ligusteren sådan en tåget morgen?

Det lille handikap i næseslimhinden sætter jo sine begrænsninger, men oftest lugter der af flybrændstof, hvilket passer fint med sodstriberne, der breder sig på den hvidmalede gavl over karnappen.

Tænk på det, næste gang du letter fra CPH!

Tænk på afbrændt flybrændstof, der som små sorte kugler presser sig ned og tænder de sidste lugtreceptorer i en gammel mands udtørrede næse.

Jeg fik kun læst de første ti sider i går aftes. Depressionen ramte mig. Ikke en slem depression, men lige nok til at jeg ikke rigtigt gad dagen længere, og så smuttede jeg i seng.

Det var 21-nyhederne, der slog mig ud. Historien om Claus Meyer, hans kriminelle ansatte og så den forurettede søde dame, der hulkede for åben skærm.

- Det kan ikke være rigtigt, at det er mig, der må kæmpe, mens han får det hele forærende, appellerede den forurettede.

- Kan det være, at vi af hensyn til offeret ikke skal give kriminelle så gode muligheder for at komme ud af deres kriminalitet? spurgte den blege TV-dulle alvorligt.

Hun mente det, TV-dullen, og så gik jeg  i seng.

Den forurettedes vrede er berettiget, men som samfund har vi en pligt til at tilgive, eller rettere, det troede jeg vi havde, men nu er jeg ikke sikker længere. Mens jeg har passet mig selv, er samfundet blevet et andet.

Det hjalp at få sovet.

Jeg, der har overskud, har en pligt til at tage kampen op. Kampen for anstændigheden.

Ligesom Karl Ove, der er en kamp at kæmpe, min kamp.





Den biseksuelle psykopat

28 01 2012

Det går fremad for mig med ”Lyst og forbrydelse”, og jeg er nu godt inde i Jeromes historie, som jeg har kunnet spore tilbage til de Sades ”La Nouvelle Justine ou Les Malheurs de la vertu”.

Jeg vil ikke bruge mere energi på research, blot konstatere, at den megen tid Donatien Alphonse François, Marquis de Sade tilbragte i fængsler har gjort hans skrifter lidt vanskelige at stedfæste.

I parentes kan vi også bemærke, at de Sade allerede for mere end 200 år siden satte en trend med hensyn til at slå igennem som forfatter fra fængselscellen. En trend Jønke, Lundin og nu Breivik har videreført.

Nå, men Jerome lægger ikke fingrene imellem. Han hylder pædofili, incest og nekrofili.

Mindre perverse sysler som afføringssex og urinsex indgår også i hans CV.

Når jeg læser ordene, rammes jeg af en blanding af vantro og ophidselse. Jo, der er mange ting, som jeg genkender fra mit eget seksuelle univers.

Hvad, jeg ikke genkender, er Jeromes manglende evne til at føle kærlighed. Jerome er dyssocial, han er psykopat, og det behøver en sadist altså ikke at være.

Interessant er også den lethed, hvormed hans biseksualitet berøres.

Jerome både giver og tager den i røven, det er han ikke skamfuld over, en rigtig sadist har ingen hæmninger, han drives kun af sit eget begær.

I går besøgte jeg, lillesub og vores S-ven en homoklub.





Samfundsdebatøren Marquis de Sade

23 01 2012

Da jeg forleden afleverede Nabokovs Lolita på folkeoplysningens sidste bastion, kommunebiblioteket, skævede jeg nervøst til politistationen, der ligger ved siden af.

Jeg glædede mig pludselig over, at jeg ikke bor i Singapore.

En østat, der giver høje bøder for at spytte tyggegummi på gaden, og som for lidt mere alvorlige forbrydelser, f.eks. vandalisme, tildeler retfærdige stokkeslag.

En mand, der har lånt Lolita i tre måneder for derefter at hjemtage Marquis de Sades ”Lyst og forbrydelse” ville givetvis have kandideret til en kammeratlig samtale hos østatens ordensmagt i bygningen ved siden af biblioteket.

Sjovt nok er Marquiens skrifter udgivet på dansk hos forlaget, Tiderne Skifter, (Siderne klistrer blandt forlagsvenner). Et forlag, som vel er de intellektuelles forlag, og som gerne sætter seksualitet, ligestilling og kønskamp til debat gennem dets udgivelser.

Lyst og forbrydelse indeholder tre Maquies de Sade fortællinger, og jeg er kun en tredjedel inde med min læsning, hvorfor jeg skal afstå fra en længere udredning eller beskrivelse.

Her rækker det at klargøre, at værkerne opererer med en alvidende fortæller, der afgør, hvem der er god, og hvem der er ond.

I dag er vi alle veluddannede og behøver ikke at blive instrueret i, hvem der er gode, og hvem der er onde.

Derfor ville teksterne aldrig være fundet publiceringsværdige som originale førsteudgivelser ved de intellektuelles forlag.

Oversættelsen og genudgivelsen retfærdiggøres netop ved, at en sand intellektuel forstår at sætte sin læsning i perspektiv, forstår at nærme sig værket ud fra dets samtid.

Enhver er sin egen lykkes smed!

Sådan stiller de Sades skrifter æstetikeren på spidsen, dog med den krølle, at den højeste lykke skal søges opnået gennem forfølgelse af ens egne mest perverse lyster og i disrespekt for andres integritet.

Ser man de Sade som en samfundsdebattør og samfundsrevser, så indser man, at hans skrifter rækker langt videre end blot lummer pornografi.

Paradokset og udfordringen for den gode vilje er, at mens vi har pligt til at tilgive og vende den anden kind til, så lever forbryderne et liv i luksus i jagten på total tilfredsstillelse.

Se dig omkring og gendigt de Sade for dig selv her i tiernes samfund.

Hvem er forbryderen?

Er det krænkeren fra underdanmark? Eller er det finansfyrsterne i det globaliserede pyramidespil?

Hvem er det, der virkelig voldtager, røvpuler og efterlader os udslukte med angst for fremtiden?

(For omtale af “Lyst og Forbrydelse” fra Tiderne Skifter se Information december 2007)





Åndssløve underholdningsnarkomaner

8 01 2012

“Mit smukke genom” er en bog skrevet af videnskabsjournalisten og forfatteren Lone Frank.

Bogen burde oplagt være læst af mig, men det er den altså ikke.

Jeg kan godt lide hende, Lone.

Hun var i DR2 i en glimrende udsendelse, der portrætterede hendes skabelse af bogen i skyggesiden af hendes sygdom, depressionen.

Hun er en pæn pige, energisk og selvstændig, lige til at træde på.

Faktisk kastede hun sig efter eget udsagn også i grams til en intellektuel mand, hun mødte på sin vej, hun kunne ikke sige nej!

I udsendelsen interviewede hun en buddhistisk munk.

Depression er vestens sygdom, som vi fejlagtigt tror, skal behandles med medicin. Næ, den lagenklædte, skaldede herre, smilede overbærende, han havde forklaringen.

Vi skal ind til sindet!

Jeg garanterer, at Buddha selv ville falde direkte i depressionens mørke, hvis han var udstyret med de rigtige, forkerte gener og desuden fik et lille skub i livets tivoli.

Strøm mod hans kranium kunne måske hjælpe, mens alverdens afholdenhed og stirren i væggen kun ville gøre det værre.

Det bedste ved Lone Franks DR2 udsendelse var hendes ærlighed med sin skuffelse over dårlige salgstal for den ellers anmelderroste bog.

”Hvorfor helvede køber folk den så ikke? Hvorfor læser de dårlige krimier og lortebøger?”, siger hun mod slutningen af udsendelsen.

Hun har jo ret!

Folk er åndssløve underholdningsnarkomaner, der helst vil gå i graven med en ubrugt storhjerne.

Men så må man jo bare lære lektien.

Enten skriver man smalt til egen netudgivelse, eller også må man lirke sin lødige litteratur ind mellem X Factor og Dan Brown.

Hvordan gør man det?

Hvis du ved det, så send mig svaret, jeg lover ikke at give det videre.





Sur eddike

27 12 2011

Det er hårdt, ensomt og fyldt med ringe glæde at være forfatter.

Jeg begyndte skriveriet for alvor i 2007.

Længe havde jeg haft lyst til at udtrykke mig med sjælen, og da jeg ikke kan tegne, synge, spille eller danse ballét var prosaen eneste tilbageværende mulighed.

I Danmark kan alle skrive, gu’ faen kan de! Og heller ikke jeg.

Begavet med en altødelæggende tillid til egne intellektuelle evner kastede jeg mig ud i projektet.

Lige så latterligt som dengang jeg som barn ville låne en latinsk læsebog på det kommunale bibliotek, så jeg kunne tage turen tilbage til det kongelige biblioteks læsesal, hvorfra jeg var blevet forvist, fordi jeg talte højt med min farmor.

”Bøgerne her er skrevet på latin”, sagde den sure bibliotekar. Nå ja og hvad så, det kan min farmor og jeg vel nemt lære.

Da jeg fik 11 i den lille latinprøve, var min farmor desværre død, og så gad jeg ikke rigtigt at tage turen over Langebro for at besøge læsesalen.

Det tog mig næste to år, at få skrevet historien om mit livs værste krise. Overbevist om manuskriptets fortræffelighed, lod jeg det ligge i skuffen og kastede mig ud i nye projekter.

I forgårs købte jeg debutanten Bjørn Rasmussens bog, ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”.  Jeg ville lige checke ePub formatteringen på min Aldiko reader, men jeg ville også i smug, og lidt misundeligt, læse hans værk.

Det, som jeg indtil nu har læst, er godt. De enkle ord er stillet mærkeligt sammen, men mærkeligt på en god måde. Jeg drives videre i læsningen, jeg vil gerne vende en side mere.

Det er så her, det bliver ensomt at være forfatter.

Min årgangsrødvin har ligget for længe. Den er blevet til sur eddike, eller også var den det allerede, da jeg fyldte den på flasken.

Det, jeg har i min skuffe, er et storyboard, en fin historie for den, der orker at skrive den. Jeg orker næsten ikke, men jeg skriver den nok alligevel (om).





Dolores Haze

23 12 2011

Dolores, Dolly, Lola, Lo, Lolita.

Jeg stod I gangen, hvor min nys erhvervede tredje søn (han ved det ikke selv endnu) havde smidt sin rygsæk på gulvet. Jeg skulle køre dem til stationen, og i ventetiden følte jeg mig kaldet til lidt spas.

”Er det dit tornyster?”, spurgte jeg og pegede på den lille tøjbylt på gulvet.

Han så desorienteret på mig, og for at pejle mig ind på den otteåriges litterære stade, stillede jeg et ledende, supplerende spørgsmål.

”Du kender H. C. Andersen? Hunden med øjne så store som tekopper?”

”Jeg aner ikke, hvad du taler om”, svarede den otteårige, hvorefter han betragtede mig overbærende. Man skal være sød ved sin mors kæreste, syntes han at tænke.

Se, hvis man ikke kender betydningen af ordet tornyster, så vil man absolut heller ikke få noget ud af at læse Vladimir Nabokovs legendariske roman, ”Lolita”.

Roman er fyld med en midaldrende mands refleksioner i et avanceret sprog med mange gammeldags udtryk iflettet en del franske gloser. Spild af tid, vil den moderne kommunikationsekspert mene, men det siger mere om eksperten end om Nabokovs værk.

Lolita ramte mig i tre bølger.

Jeg fnisede i begyndelsen fornøjet over den ligefremhed, hvormed Humbert Humbert beskrev sit forbudte begær mod ti- tolvårige piger.

Midtvejs fik jeg kvalme over, hvor åbenbart Humbert gjorde en pige fortræd. Stjal hendes barndom, med foragtelige midler. Tilbød den forældreløse et ståsted, hvor ellers intet var og forlangte en voksen kvindes ydelser til gengæld. Hendes reaktion i trods var kun alt for troværdigt beskrevet.

Mod slutningen blev jeg rørt til tårer over den gennemsyrende og altødelæggende forelskelse, der sled Humbert i stykker. En kærlighed så stor og i evig kamp med hans selverkendte og selvforhadte begær.

Jeg har for resten mødt Lo.

Vi drak kaffe sammen på Café Sebastopol, hun var 24 år gammel og havde de mest vidunderlige bryster.

Med himmelvendte øjne og en viftende højre hånd pludrede hun sig gennem rollen.

Nu ved jeg, hvorfor hun ikke tændte på mig.

Jeg huser simpelthen ikke begæret efter smånymfer.

 





Kafka og stivnakken

11 10 2011

Jeg åbnede telefonen kort efter flyet havde sat hjulene på bane 22L i Kastrup Lufthavn. Straks trillede sms-beskederne ind fra lillesub.

Hun savnede mig, og hun glædede sig til at se mig igen.

Tre døgn, ikke mere, havde jeg været borte fra kongeriget!

En varm, dejlig følelse bredte sig i mit mellemgulv, og den eksploderede da jeg en times tid senere samlede hende op ved togstationen.

En lille rødhåret pige i hvid, kort frakke og med lilla Converse sko.

Vi købte ind sammen, og senere holdt jeg foredrag for hende mens jeg spiste den mad hun havde serveret for mig.

Hun står ved min højre side og lægger maden sirligt på min tallerken mens hun ivrigt ser efter mindste tegn på ros fra mig.

Jeg smiler, nikker og siger altid tak.

Først derefter kan hun servere for sig selv og snart sidder vi overfor hinanden i tosomheden mens vi konverserer.

I fredags holdt jeg foredrag om Franz Kafka som jeg læser for øjeblikket:  ”Der Prozess”, eller processen som titlen er på dansk.

Kafkas absurde historie blev forelagt hende. Især morede jeg mig over en scene hvor den anklagede Josef K. er på besøg hos en kunstmaler der måske er den eneste som kan hjælpe ham i det mærkværdige retsvæsen. Kunstmaleren ender med at ligge under sin seng og tilbyde Josef K. malerier mens tre fattige piger i trettenårsalderen hyler op på den anden side af døren til loftslejligheden.

Absurd, men alligevel bliver man hvirvlet ind i universet hvor man føler med den hårdt prøvede, retskafne Josef K.

Lillesub tog det pænt, lo på de rigtige tidspunkter i min opførsel af teaterstykket. Det er skønt at have et så loyalt og hengivent publikum.

Efter maden gik vi til voksenlegen.

Hun fik besked på at klæde sig nøgen og iføre sig sine ludersko.

Jeg fikserede hende i mit hjemme SM-arrangement og indledte piskningen med min ruskindspisk.

Hun kender den nu, og hun strittede modigt med numsen mens jeg malede hendes balder højrøde.

Hendes suk faldt i takt til slagene. Hun var uimodståelig og snart var også jeg selv nøgen.

Hendes numse smagte skønt, og lidt efter var den også helt fyldt med mig.

Jeg trak klimakset ud, tog en tur med den korte pisk med de tynde snerter. Det var ikke længere tilfredse suk der lød, men den pisk er heller ikke skabt til at glæde hende.

Jeg elsker at se røde, tynde striber overalt på hendes krop, så jeg slår bare løs. Derved bliver det hurtigere overstået, det er mere humant på den måde.

Vi gik i seng sammen derefter. Fyrfadslys lullede os ind i søvnen med deres bløde, gule skær.

Det er disse stunder hvor jeg rigtigt mærker hendes dejlige indflydelse på mit gamle, stivnakkede sind.

.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.