Mit eget ansvar

8 02 2012

Jeg så ud over forsamlingen af unge mennesker. For femte gange råbte jeg godmorgen. Mikrofonen virkede fint, men alligevel vedblev deres snakken.

Så endelig efter, hvad der syntes som en evighed, døde snakken ud.

Vreden brusede i mig, og inden jeg vidste af, hvad jeg gjorde, fandt jeg mig selv ekstemporerende gennem en anekdote, om dengang jeg var løjtnant i forsvaret.

Hver morgen titulerede min deling mig med et punktligt ”Godmorgen hr. Løjtnant!”

Koldkrigslogikken er altid grim at se på, og pludselig var der helt stille.

De måbende ansigter fortalte mig, at en dårlig stemning var ved at bygge sig op.

Rutinen klarede det videre forløb til en tilfredsstillende afslutning, men her flere dage efter sidder oplevelse stadig i mig.

Hvorfor tier de ikke stille, når vi skal i gang?

Der gives et svar, som bare ikke er simpelt, men interesserede kan ekstrahere det i historien for perioden fra ungdomsoprøret og frem til i dag.

Ansvaret er mit.

Det var ressourcestærke unge mennesker som mig selv, der tilbad Klaus Riskjær, Thatcher og Reagan. Det var unge mennesker som jeg selv, der troede på, at grænseløs frihed er ensbetydende med friheden til at skide på andre.





Samfundsdebatøren Marquis de Sade

23 01 2012

Da jeg forleden afleverede Nabokovs Lolita på folkeoplysningens sidste bastion, kommunebiblioteket, skævede jeg nervøst til politistationen, der ligger ved siden af.

Jeg glædede mig pludselig over, at jeg ikke bor i Singapore.

En østat, der giver høje bøder for at spytte tyggegummi på gaden, og som for lidt mere alvorlige forbrydelser, f.eks. vandalisme, tildeler retfærdige stokkeslag.

En mand, der har lånt Lolita i tre måneder for derefter at hjemtage Marquis de Sades ”Lyst og forbrydelse” ville givetvis have kandideret til en kammeratlig samtale hos østatens ordensmagt i bygningen ved siden af biblioteket.

Sjovt nok er Marquiens skrifter udgivet på dansk hos forlaget, Tiderne Skifter, (Siderne klistrer blandt forlagsvenner). Et forlag, som vel er de intellektuelles forlag, og som gerne sætter seksualitet, ligestilling og kønskamp til debat gennem dets udgivelser.

Lyst og forbrydelse indeholder tre Maquies de Sade fortællinger, og jeg er kun en tredjedel inde med min læsning, hvorfor jeg skal afstå fra en længere udredning eller beskrivelse.

Her rækker det at klargøre, at værkerne opererer med en alvidende fortæller, der afgør, hvem der er god, og hvem der er ond.

I dag er vi alle veluddannede og behøver ikke at blive instrueret i, hvem der er gode, og hvem der er onde.

Derfor ville teksterne aldrig være fundet publiceringsværdige som originale førsteudgivelser ved de intellektuelles forlag.

Oversættelsen og genudgivelsen retfærdiggøres netop ved, at en sand intellektuel forstår at sætte sin læsning i perspektiv, forstår at nærme sig værket ud fra dets samtid.

Enhver er sin egen lykkes smed!

Sådan stiller de Sades skrifter æstetikeren på spidsen, dog med den krølle, at den højeste lykke skal søges opnået gennem forfølgelse af ens egne mest perverse lyster og i disrespekt for andres integritet.

Ser man de Sade som en samfundsdebattør og samfundsrevser, så indser man, at hans skrifter rækker langt videre end blot lummer pornografi.

Paradokset og udfordringen for den gode vilje er, at mens vi har pligt til at tilgive og vende den anden kind til, så lever forbryderne et liv i luksus i jagten på total tilfredsstillelse.

Se dig omkring og gendigt de Sade for dig selv her i tiernes samfund.

Hvem er forbryderen?

Er det krænkeren fra underdanmark? Eller er det finansfyrsterne i det globaliserede pyramidespil?

Hvem er det, der virkelig voldtager, røvpuler og efterlader os udslukte med angst for fremtiden?

(For omtale af “Lyst og Forbrydelse” fra Tiderne Skifter se Information december 2007)





Oprørets genkomst

16 10 2011

Hvordan skulle jeg egentlig have begyndt?

Hvordan skulle jeg have fået gang i fortællingen om hans far der blev sadist?

Sadist er da et skældsord! En psykiatrisk uddybning i beskrivelsen af afvigende personer?

Hvordan skulle jeg have fået kommunikeret budskabet, at for mig er min sadisme tillid, dyb kærlighed og respekt?

Jeg vender i tankerne ofte tilbage til det tidspunkt i mit liv hvor jeg betroede mig til min ekskone, hvor jeg forvirret forklarede at jeg ønskede anderledes sex. Noget hun tog imod med åbent sind hvilket jeg er hende uendelig taknemmelig for.

For mig var bekendelsen overfor mig selv et oprør mod min egen professionelle karriereekstremisme.

Ekstremisme af enhver art bør påkalde oprør

Jeg er en gammel og træg person, men jeg ser alligevel efterhånden noget meget interessant i det gryende oprør som dokumenteres hver aften i DR2-Deadline.

Det arabiske forår og Occupy-bevægelserne.

Jeg indrømmer at jeg til at begynde med håbede at Muammar Muhammad ville vinde. Ikke fordi jeg kan lide ham, men fordi jeg frygtede forandringerne, jeg frygtede en dag ikke at kunne betale huslejen fordi renten på mit F1-lån var eksploderet som følge af urolighederne.

Langsomt indser jer at disse oprørsmennesker måske netop er hvad jeg selv har efterspurgt, mennesker der med fare for sig selv sætter spørgsmålstegn ved det bestående, og er parat til at risikere noget for at sprede budskabet.

Har jeg en rolle i alt dette?

Indtil videre sidder jeg ved min skrivepult og nyder den ro som frisættelsen af den anderledes kærlighed har bragt mit sind. Her i min hule skuer jeg ud, måske bliver jeg bare siddende som betragter mens jeg fornøjet registrerer at min stille bøn om oprørets genkomst tilsyneladende er blevet hørt.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.