En manddomsprøve

16 02 2012

Allerede da jeg læste hendes profiltekst, vidste jeg, at hun kunne være den rigtige.

Da jeg så hende første gang, var jeg solgt.

At hun knaldede på første date, så jeg ikke som noget specielt, men at hun kastede sig ned i klinkegulvet og kyssede min fod, det rørte mig dybt.

Det sker, at jeg glemmer, hvor skrøbelig hun er.

Hun har også behov for at mærke mit engagement, det er bare så dejligt, at se hende græde over mig, en fristelse, som kan være svær at modstå.

På den anden side, så er det svært at tænke på alt.

Lige nu er jeg gået fra passiv analyse, til aktiv handling, og der er meget, der skal falde på plads, inden de flytter ind.

Økonomien optager mig meget i disse dage. Med vores planer, får jeg for alvor ansvaret for en familie igen.

Hvis jeg får nok af jobbet, kan jeg ikke bare sælge huset, og tage en eventuel teknisk insolvens i stiv arm.

Huslejen skal ind hver måned, og det er mig, manden, der skal sørge for det.

For en tryghedsnarkoman som jeg, er det en manddomsprøve, at navigere med tålmod og stålsathed gennem karrierebeslutninger og andet, der kan påvirke min økonomi.

En manddomsprøve, som jeg har godt af at gennemgå.





Længslen – en svigagtig følelse

14 02 2012

Selv på mine sorteste dage, brager lyset bag øjenlågene og løfter mit sind.

Stemningslejet er støt og roligt kravlet op til normalen fra lavpunktet i december 2007.

Men alt er ikke som før, der er en forandring.

Jeg bærer på en kugle, der tynger i den ene side.

Som en indkapslet knude ligger den inaktiv og grim, et minde om det bedste og værste i mit liv.

Kuglen drejer om sin akse. På den ene halvkugle findes længslen og på den anden skuffelsen.

Længslen er svigagtig, den fik mig til at se alt fra den samme side.

Men, det var ikke kun mig, der røvrendte dem, det var også dem, der røvrendte mig.

Min ekskone, min ekselskerinde. De røvrendte mig begge to.

Kuglens tyngde, er den tristhed, der aldrig helt forsvinder.





Det sidste møde

4 02 2012

Novellerne var en god ide. De gør det muligt for mig, at udtrykke tanker, der vanskeligt klares med et blogindlæg.

I min litterære udvikling giver novellen mig mulighed for at arbejde med min skrivestil samt kæle mere for teksten.

I forhold til en roman, så er novellen derimod hurtigt overstået, og jeg bliver straks belønnet med den tilfredshedsfølelse, der følger udgivelsen på min OpenBooks side.

Det er sgu OK!

Novellen, som jeg udgiver i dag, ”Det sidste møde”, blev dejlig kort.

Hvorfor det endte sådan, skal jeg ikke kunne sige, men pludselig føltes det rigtigt at gøre den kort. Jeg skal dermed også give den mine varmeste anbefalinger til smartphone læsning.

Perfekt til et lokumsbesøg eller turen mellem to metrostationer.

Lancering er vanen tro med teksten af første afsnit.

God læsning.

******************

Der fandtes en lille syrenlund, hvor bierne om sommeren summede flittigt i de hvide blomster, og hvor gamle tjæremættede sveller omkransede en lille sandkasse. Der var sjældent børn i sandkassen, men derimod kunne man godt træffe mennesker på bænken. Et kærestepar, der holdt i hånd, eller som den dag, en midaldrende mand med azurblå øjne.

Download hele novellen i pdf format her.

Download hele novellen i epub format her.

Eller kom tilbage en anden dag og hent novellen sammen med mine andre noveller på OpenBooks.





Submissive Barbie Girls

29 01 2012

Jeg måtte skænde på hende, og hun kastede sig ned og greb om mine ben og borede sit ansigt grædende mod mine bukser.

Jeg lod hende ligge der en stund.

Tit ser jeg på hende for at forvisse mig om, at hun er den rette.

Måske findes der smukkere kvinder, mere indbydende kvinder, mere selvstændige
kvinder, men der findes ingen som hun, og hun er den rette.

Undgå at give hele straffen i affekt. Nydelsen er så meget desto større for os begge, når straffen ophøjes.

Vi så Steen Schapiros Art Core Trilogi i går aftes, og herskerindens svirpende bullwhip inspirerede mig på en kildrende måde.

Jeg vil anskaffe mig sådan en pisk og to Barbiedukker, som jeg vil klæde nøgne, male kønsbehåring på og slå til måls efter.

Når dukkernes sorte kussehår er slidt af kommer turen til lillesub.





Status quo periode

21 01 2012

I sommers proklamerede jeg en status quo-periode på 12 måneder.

En periode, hvor min kæreste og jeg fortsætter forholdet som hidtil, altså som kærester med hver sin matrikel.

Det smarte ved en sådan proklamation er, at man sagtens kan snakke drømme, mens man udsætter beslutningen, der i dens definitive karakter altid rumme muligheden for fiasko, muligheden for, at man, stillet overfor valget af fast tosomhed, løber forskrækket væk.

Vi er nu seks måneder inde i status quo-perioden, og på stilfærdig vis er beslutningen taget.

Vi vil flytte sammen efter sommerferien. Bekvemt passer det også med skolernes sommerferieafslutning.

Der var ingen fanfarer, middage på fine restauranter eller lange taler. Det var en gradvis proces, hvor vi til sidst stod på den anden side og indså, at vi havde taget beslutningen.

Jeg har selvfølgelig også testet beslutningen for at se, om den kan bære.

Først en forsigtig fod og så hele vægten, og det bærer uden problemer.

Hvordan ville mit liv se ud uden lillesub?

Min stue ville pludselig være kedelig afpillet. En gildesal, hvor festen var blevet aflyst.

Jeg ville sidde apatisk med udsigt til guirlander af spindelvæv og groteske hvide kroge i betonen.

Hvide kroge til lænkning af spøgelser, der koldt ville puste gåsehud på mine aldrende arme og minde mig om perversionernes endestation, ensomheden.

En alenemand uden lyst til at lede efter andre kvinder og uden præcist mål.

Nej, jeg ville ikke orke, eller have lyst til, igen at åbne mig i breve til kvinder, som jeg måske, eller måske ikke, en dag ville møde.

På en måde er det paradoksalt.

Jeg savner hende, og jeg glæder mig til jeg en dag skal komme hjem til en rengjort stue, med friske blomster og duften af biksemad med spejlæg, men alligevel synes jeg, der er noget trist dybt inde et sted.

Men glæden er der også, og glæden springer fra hendes fine røde øjenlågsrand, der omkring de blide øjne viser vejen mod en dejlig og meningsfyldt fremtid.





Frie viljer forpligtet overfor hinanden

11 01 2012

I efteråret spidsede det til med min ældste søn, som var aggressiv og truende overfor sin mor og lillebror.

Det foregik kun, når han var hos min ekskone, hos mig var der ingen problemer, og dermed kunne jeg nemt afvise at blande mig.

”Det er ikke mit problem!”

Bag facaden argumenterede jeg med mig selv. Løsningen, at han flyttede fast hen til mig, forekom mig lidet attraktiv. Nu havde jeg endelig fået styr på mit liv, ingen grund til ændringer i samværet.

Min ekskone blev noget muggen, men ellers var der ingen, der anfægtede mit synspunkt, bortset fra mig selv.

Som ugerne gik gnavede det irriterende i mig.

Da han næste gang gik amok, gjorde vi forældre fælles sag.

Jeg var indstillet på, at han alligevel skulle bo hos mig. Det endte ikke sådan, han lovede bod og bedring, og det har holdt sådan nogenlunde indtil nu.

Brudstykker af denne historie har jeg lempet ud her på bloggen før, og når jeg nu igen fremstiller forløbet, så er det fordi, jeg i går næsten nåede til slutningen af Immanuel Kants bog ”Grundlæggelsen af sædernes metafysik”, som han udgav i1785.

Det er berigende at opdage, at de tankerækker, som jeg selv har puslet med for eksempel vedrørende problemet med min rolle i forhold til min store søns problemer, genfindes i Kants bog.

Omvendt er det lidt skuffende, at måtte indse i hvor høj grad Kant formulerer sig svævende og hævet over de blindgyder, som min stadig betydelige selvoptagethed tvinger mig selv ind i.

Nuvel, jeg har sgu en pligt til at interessere mig for min søns færd i livet. Øv, bøv, det kan ikke være anderledes, uanset hvor irriterende det kan forekomme.

Vi er frie viljer kun bundet af de regler vi selv sætter. Men Kant kan bevise, at fornuftsvæsener kun kan vælge regler, som er pligter (imperativer) og som kan være alment gyldige.

Hvis alle følger pligterne, så vil der ikke være behov for rettigheder.

Joakim B. Olsen har følgelig pligt til at interesserer sig for Carinas velbefindende. Til gengæld har Carina også pligt til at forsørge sig selv.

At diskutere rådighedsbeløbets størrelse er at lade sig vildlede af erfaringen.

Pligter kan komme i konflikt med hinanden, når det sker, opstår etiske dilemmaer.

Her er det så Søren Kierkegaard træder til, i det etiske valg, vælges den person man rettelig er.

Jeg har det faktisk godt med mit valg, når nu det ikke kan være anderledes!





Afsat

7 01 2012

Der sker noget mærkeligt med mig i denne tid.

Når jeg læser Elle, siger de smukke modelpiger mig ikke længere noget. De er smukke, men uinteressante.

En svulmende lækker ny kollega, kun tomhed.

Mine studiner, fantasien om deres submissive sind – opløst, fordampet. De er unge piger, der skal være kærester med unge mænd.

Pornofilmene viser kun én kvinde. Hende, min egen lillesub.

I Fields, hvor er de?

Kvinderne, der altid så på mig med sultne blikke? Har de opdaget det? Afslører jeg så tydeligt mig selv?

Jeg ser kun én pige, min kæreste, og det skræmmer mig lidt.





Godt nytår

31 12 2011

Foden trykkede uvilkårligt kraftigere på speederen, mens jeg efter bedste evne sang med på omkvædet: ”Working nine to five” i sangen med Dolly Parton.

Hun har en dejlig klar stemme, men det, der virkelig optog mig, var mit fremkaldte billede af en lille sammenpresset kvinde med blond hår, svulmende røde læber og kæmpe store, struttende patter.

Ja, jeg ved det er plat, men sådan tænkte jeg.

Hjemme røg jeg straks på youtube, men glæden ebbende efterhånden ud, og jeg røg ind i lidt research for at afklare, om fru Dolly mon havde gennemgået brystforstørrende operationer.

Når jeg nævner det her på årets sidste dag, så er det, fordi året for mig har været en kulmination, hvor jeg gennem mit nu helt faste og etablerede BDSM-parforhold har fundet dejlig fred i min seksualitet.

Jeg befinder mig vel og forsøger nu kun sjældent at forstå, hvorfor jeg er som jeg er.

Youtube turen efter et glimt af Dollys attributter ledte mig dog tilfældigt til et klip med Suzi Quatro fra 1973.

Dengang havde vi kun én radio i huset og et sort-hvid TV. Jeg skulle i seng efter børnetimen, og min mor frarådede mig ofte at ryge hash, når jeg blev stor.

En af mine venner havde plakater af glitterrockstjerner på sin væg, også en plakat med Suzi Quatro. Her mange år efter husker jeg, at det kildede i maven, når jeg betragtede læderkvinden på hans væg.

Døm selv, men jeg forstår sgu godt, hvorfor det kildede hos lille Grey!

Godt nytår til alle.

.





Vejen til det nye liv

18 12 2011

Jeg havde kun kendt min kæreste i lidt over to måneder, da jeg i januar måned foreslog, at vi skulle flytte sammen efter sommerferien.

Det er snart to år siden, og først nu begynder tanken rigtigt at give mening.

Hvorfor alt dette hastværk, og hvorfor gav vi op i første omgang?

Hastværket er nemt forklaret.

Jeg søgte en kæreste, der skulle blive min livsledsager, og derfor skulle jeg kunne se hende bo sammen med mig. Hvis jeg ikke kunne se den del igennem, da måtte jeg afbryde forholdet.

Jeg kunne sagtens se den del igennem, med hende og jeg.

Men der var også ungerne, hendes og mine. Det var straks noget andet, den del kunne jeg ikke forlige mig med.

Dels var der problemerne med min yngste, der ikke bryder sig om forandringer, men endnu vigtigere, jeg kunne ikke forlige mig med tanken om at have børn omkring mig det meste af tiden.

Det mindede mig for meget om det, som jeg var flygtet fra. Jeg turde ikke tage chancen.

Derfor endte jeg med at sætte det hele i bero, og det lettede. Stille og fredeligt kunne lillesub og jeg udvikle den vigtigste del, vores eget samliv.

Hvad er så forandret nu? Mange ting.

Jeg er blevet en sat mand, jeg har ikke lyst til andre kvinder. Det vil sige, jeg vil gerne kneppe dem sammen med lillesub, men jeg kan ikke se andre end hende som min livsledsager.

Jeg opdagede, at min tristesse når jeg var alene, havde ændret sig til et savn efter hende.

Endelig faldt også den vigtigste tiøre. Hvis vi skal flytte sammen, skal hun gå hjemme og være husmor. Det vil give netop den forandring, der betyder, at jeg ikke havner i den gamle parforholdsfælde, hvor madlavning, rengøring og tøjvask skal klares af to trætte voksne i deres fritid.

Med hendes husmoderhånd skabes den ro, der bringer harmonien ved samlivet tilbage til mig.

Det skal ikke være som før, det skal være anderledes, og nu ved jeg altså præcis på hvilken måde.

Jeg skal skabe rammerne, og i stedet for at reducere mine udgifter, skal jeg føre en keynesiansk, ekspansiv husholdningsøkonomi.

Jeg må ind til chefen i morgen og kræve lønforhøjelse.





Mod den endelige forening

14 12 2011

Intens lykkefølelse udløst ved bizarre, seksuelle oplevelser sammen med min kæreste.

Ikke sjældent er følelsen kommet til mig i seancer i swingerklub, hvor jeg har lånt hende ud.

Hendes føjelighed kombineret med hendes letantændelighed gør noget ved mig.

Det vil utvivlsomt være svært for mange at forstå, hvordan kærlighed kan udløses ved vulgær, seksuel optræden.

Ikke desto mindre gør det mig så blød, at jeg næsten kan tude over det.

Naturligvis vil det også være en forenkling at tro, at vores kærlighed kun er båret af oplevelser med anderledes sex.

Det hører med, at jeg om aftenen ved sengetid glæder mig til at slynge min arm omkrig hendes lille krop.

Det hører med, at jeg smiler af glæde ved gensynet af hendes fregnede ansigt

Det hører med, at jeg elsker hendes servering af måltidet for mig.

Der er meget andet end sex, der hører med til billedet af vores parforhold. Vi passer sammen hele vejen rundt.

For mig var en ny livsledsager altid målet. Det var vigtigt at turde konfrontere ensomheden, men målet har altid været et parforhold.

Tiden er nu moden til forberedelse af den endelige forening.

Udfordringen er at forstå de bærende elementer i vores kærlighed og gøre dem til fundamentet for samlivet.

Det fordrer alternative løsninger, men mon ikke jeg er manden for det?








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.