Den glade juletid

21 11 2012

Jul og Kongehuset har de seneste år haft en dalende stjerne hos mig.

De royale kan jeg nemt undgå, mens julen er sværere at komme udenom. Ikke mindst nu, hvor vi er to voksne i huset igen.

Glædelige julehilsner, juleand og gavehungrende børn fylder mig med tristhed.

Jeg har ikke ødelagt mine egne børns illusion om kernefamilien for at sidde bag en ny decembernøgen liguster og foregive juleglæde.

-Tag du bare ned til dine forældre.

Jeg fortalte hende det, og hun blev ked af det.

Det forstår jeg godt, al den stund at hun helst vil være med mig, og at hun slet ikke vil se mig sidde alene juleaften.

For mig ville selve oplevelsen være vidunderlig. Stilhed bag legabetonen, en dr. Oetker pappizza og så noget musik, Pink Floyd, tror jeg.

Musik og så nogle gode skrivetimer bag pulten til juleånden kom på besøg.

Men denne Hr. Scrooge ville ikke frygte noget, ånden kunne vise, end ikke sin egen gravsten, for er det ikke den vej, vi alle skal?

Løsningen blev, at min gamle far gerne ville være julemand.

Vi finder en restaurant, der har åbent, og så julehygger vi sammen.

Det var pænt af ham, og jeg har lovet mig selv, at vende de døve øren til hans forherligelse af finanskapitalismen og den afledte nødvendighed af lønmodtager tilbageholdenhed.

Skidt med det, han er sgu en rar far.

Og dagen efter tager jeg turen ad E20 og henter min elskede. Så sidder jeg og smiler, mens jeg spiser sild og ser de omkringværende ændre form med snapsen.

Så er det på plads, nu mangler jeg bare julegaverne.

*****************

Greys juleopskrift:





Søndagskvisten

5 09 2012

Min barndoms søndage begyndte i en periode med børneprogrammet ”søndagskvisten”.

.

.

Den karakteristiske kendingsmelodi, hørt på en transistorradio omkring et egetræsbord plantet midt mellem gulvarmekobberrør.

Marmorfliser skulle en dag dække rørene, men de ventede længe på min fars hånd.

Selvbyg, hvad, der er sparet, er tjent, og derfor bugner friværdispengene nu på det pensionerede gør-det-selv folks konti.

Faktisk var det hyggeligt. Min søster, mine forældre og så mig. Om bordet og med søndagskvisten fra en transistorradio, mens morgensolen krøb ind af det østvendte vindue.

I en periode fugle vi med spænding en føljeton, hvor børnehovedpersonerne spillede et computerspil, der sprang fra sine computerrammer og over i deres hjerner. Når børnene vendte sig bagud, skimtede de i synsfeltets periferi skygger af de onde fra spillet.

Fanget i et uhyggeligt computerspil!

Jeg kan godt følge tanken, for det sker også for mig. Blot er det ikke et computerspil, men fortidens virkelighed, der trænger sig på.

Ved træskuret, ved plænen, ved tulipantræet i haven. Mens jeg vandrer blandt mine yndlingssynsindtryk indhentes jeg af en skygge i synsfeltets periferi.

Det er tristessens snert.

Hurtigt er den rystet af.

- Det er kun fortid, siger jeg til mig selv.

Og det er sandt. Skyggen antager ikke noget fast motiv, men svigtet går igen.

Det nødvendige svigt, som jeg brutalt gennemførte, med åbne øjne og med overlæg.

Jeg accepterer det. Sådan er jeg også. Jeg gør det, som jeg finder nødvendigt, når det er nødvendigt.

Andre kunne have valgt anderledes. Prioriteret børnenes tryghed. Prioriteret familien og undertrygt utilfredsheden. Fundet afløb i hundetræning eller porcelænsmaling.

Men det duer ikke for mig, og derfor må jeg finde mig i skyggen i periferien.





Minder på kampdagen

3 05 2012

Den første maj bringer altid et bestemt minde op hos mig.

Det er solskin, eftermiddag, og på min vej ned ad Blegdamsvej mødes jeg af en hob af forskellige mennesker.

Der er for eksempel to unge mænd, der bærer en ramme Sommersby cider. Jeg når lige at spekulere over det mærkværdige i, at disse ungersvende slæber dette fisefornemme champagne surrogat med til kampdagen.

En rigtig arbejder drikker HOF!

Så er jeg ved Trianglen og kan begynde turen ad Østerbrogade mod kiosken.

Lidt længere nede end Århusgade, der, hvor et blåt skilt over LOTTO reklamerne fortæller, at der bor en psykolog.

Jeg skulle til samtale, redde mit ægteskab.

Vid dette: En psykolog kan ikke give svar, men hjælpe med at stille spørgsmål.

En måned senere gik mit ægteskab i stykker.

Forleden var jeg så til skolehjemsamtale. En af de lejligheder, hvor jeg nu møder min ekskone.

Det er begyndt at blive kærkomne lejligheder. Jeg bliver glad ved at se hende, og vi småsludrer om mangt og meget.

Da vi sagde farvel, kaldte hun mig ”Gamle swinger”, med et glimt i øjet.

Jeg blev rørt og havde stor lyst til at fortælle hende mange ting, forklare mine handlinger, men jeg undlod.

Den virkelige smerte, det virkelige bedrag, opstod i forsøget på at redde forholdet.

Den virkelige fejl var forsøget på at nå hinanden igen, når nu vi var blevet så forskellige.

Det tror jeg godt, vi begge ved nu, men det kunne vi ikke se dengang.





Livsfarligt singleliv

1 04 2012

I tiden op til og efter min skilsmisse havde jeg en tvangsrutine, hvor jeg ustanseligt spejdede efter kvinder, der kunne blive min nye livsledsagerske.

En orientalsk ung pige i regionaltoget, en ny sekretær i administrationen, en studerende på afdelingen.

Hver gang samme rutine.

Kunne det være hende? Forsøgte jeg at afgøre, mens jeg i fantasien placerede os sammen i allehånde situationer.

Tvangsrutinen forsvandt, da jeg fandt min kæreste. Nu er det en helt anderledes mand, der møder fremmede kvinder.

Jeg glædes ved mødet, men der er kun en dyrebar, kun en livsledsager.

Når jeg nu igen nævner denne iagttagelse, så er det, fordi min nysgerrighed er pirret.

Hvorfor denne sygelige higen efter en partner? Hvorfor ikke flirte mere med singletilværelsen?

Kan det være sådan, at vi og andre tvekønnede dyr fra naturens side er indkodet med et program, der får os til at hige efter en mage? Det er en nærliggende tanke, der støttes af talrige naturudsendelser på National Geographics Channel.

Kan det også være sådan, at manglen på en partner er dårligt for os? At det stresser os og gør os syge?

Lidt søndags Google-gymnastik sendte mig først til dating.dk (bemærk her hvor useriøs de sponsoreret links gør søgemaskinen) og dernæst til flere artikler, der lovpriste singletilværelsen.

-Single ser jeg som et powerbrand, citeres en kvinde for i Information

I Psykolog Nyt refereres til en Australsk undersøgelse, der gør op med fordommene om singler. De er faktisk slet ikke ulykkelige.

Men de lever kortere fortælles en passant.

Er det virkelig rigtigt? Lever singler kortere end mennesker i parforhold?

Jeg kastede mig ud i søgning i PubMed databasen, hvilket ikke var helt nemt.

Emnet var uvant for mig, og dermed ramte jeg ikke den rigtige jargon i min søgning, men efter lidt øvelser lykkedes det.

”Marital status mortality”, ledte mig for eksempel til en interessant metaanalyse fra 2007

Konklusionen er klar, parforholdet beskytter imod død.

Powersingler brænder med andre ord ud før tiden.

I mit eget personlige erfaringsunivers passer det fint med den ro, der er fulgt med kæresteforholdet.

En lære kunne være: Lev stærkt sammen, lev lykkeligt og bliv smukke seniorer.





Petgirl

22 02 2012

Vi er begyndt at snyde os til weekendsex i børneweekenderne. Et hurtigt besøg hos hende, hvor 7-Elevendonut og -romkugle holder ungersvenden fangen foran Cartoon Network.

Så ligger vi påklædt, krammende under dynen i værelset ved siden af, mens vi som to teenagere forløser hinanden.

Faktisk er det hende, som først forløser mig, og derefter sig selv.

Der er noget uhørt tilfredsstillende ved at aflevere det hele i hendes mund, oprydningen er hendes pligt.

Da hun var kommet i søndags gik hendes jeansrøv som halen på en kåd hundehvalp, og tungen hang langt ud af hendes glade ansigt.

Hvad fantaserer min kæreste egentlig om sådan en søndag formiddag med sin Master under dynen?

- Jeg er til hundeudstilling.

- Ja, og?

- Jeg viser mig frem foran den kvindelige dommer.

- Spændende!

- Og så ydmyger du mig ved at have sex med hende, mens jeg sidder ved siden af!

Da hun sagde det, var jeg ved at græde. Så dybt rørte det mig, jo sex og kærlighed hører sammen.

Det betyder alt, at vi kan mødes i det samme univers.

*****************************************************

Nå ja, petgirl, det er forresten lige os

.

.





Min lille mor

24 01 2012

Den 20. marts 2010 skrev jeg indlægget ”Blå Skærm”, som er et af mine mest viste indlæg. Det handler om min demente mor, som jeg fra tid til anden besøger på plejehjemmet.

Der er mange modstridende følelser i mig overfor min mor. Jeg bebrejder hende mange ting, men hun er stadig den eneste, jeg savner at kunne ringe til.

Der er givetvis mange i min tidligere omgangskreds, familien, der fordømmer de valg, som jeg har truffet de senere år.

Få ringer spontant til mig, og ad omveje falder der lejlighedsvis brokker, der afslører fordømmelsen.

Det første, der griber mig, er vreden, så arrogancen, men så kommer forståelsen og med den tilgivelsen.

”Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre”.

Og sådan kan jeg vende mig imod mig selv, og min egen pligt.

Jeg mærker ubehaget, når jeg længe har undgået hende, og jeg mærker lettelsen, når jeg har holdt hendes hånd.

Jeg besøger hende oftere nu, og det håber jeg at blive ved med.

Sidst sad jeg ved hendes side, hun skiftevis græd og lo, men egentlige ord er det slut med.

Hun rystede i angst, da jeg pludselig lagde armen om hende.

-Jeg er kun dit barn, og dog indgyder min omfavnelse dig skræk.

-Herregud mor, hvilke dæmoner slipper en fremmed mands berøring fri i dit indre?

Det får jeg aldrig at vide, og det er nok også bedst sådan.





Status quo periode

21 01 2012

I sommers proklamerede jeg en status quo-periode på 12 måneder.

En periode, hvor min kæreste og jeg fortsætter forholdet som hidtil, altså som kærester med hver sin matrikel.

Det smarte ved en sådan proklamation er, at man sagtens kan snakke drømme, mens man udsætter beslutningen, der i dens definitive karakter altid rumme muligheden for fiasko, muligheden for, at man, stillet overfor valget af fast tosomhed, løber forskrækket væk.

Vi er nu seks måneder inde i status quo-perioden, og på stilfærdig vis er beslutningen taget.

Vi vil flytte sammen efter sommerferien. Bekvemt passer det også med skolernes sommerferieafslutning.

Der var ingen fanfarer, middage på fine restauranter eller lange taler. Det var en gradvis proces, hvor vi til sidst stod på den anden side og indså, at vi havde taget beslutningen.

Jeg har selvfølgelig også testet beslutningen for at se, om den kan bære.

Først en forsigtig fod og så hele vægten, og det bærer uden problemer.

Hvordan ville mit liv se ud uden lillesub?

Min stue ville pludselig være kedelig afpillet. En gildesal, hvor festen var blevet aflyst.

Jeg ville sidde apatisk med udsigt til guirlander af spindelvæv og groteske hvide kroge i betonen.

Hvide kroge til lænkning af spøgelser, der koldt ville puste gåsehud på mine aldrende arme og minde mig om perversionernes endestation, ensomheden.

En alenemand uden lyst til at lede efter andre kvinder og uden præcist mål.

Nej, jeg ville ikke orke, eller have lyst til, igen at åbne mig i breve til kvinder, som jeg måske, eller måske ikke, en dag ville møde.

På en måde er det paradoksalt.

Jeg savner hende, og jeg glæder mig til jeg en dag skal komme hjem til en rengjort stue, med friske blomster og duften af biksemad med spejlæg, men alligevel synes jeg, der er noget trist dybt inde et sted.

Men glæden er der også, og glæden springer fra hendes fine røde øjenlågsrand, der omkring de blide øjne viser vejen mod en dejlig og meningsfyldt fremtid.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: