Greyindarkness

I efteråret spidsede det til med min ældste søn, som var aggressiv og truende overfor sin mor og lillebror.

Det foregik kun, når han var hos min ekskone, hos mig var der ingen problemer, og dermed kunne jeg nemt afvise at blande mig.

”Det er ikke mit problem!”

Bag facaden argumenterede jeg med mig selv. Løsningen, at han flyttede fast hen til mig, forekom mig lidet attraktiv. Nu havde jeg endelig fået styr på mit liv, ingen grund til ændringer i samværet.

Min ekskone blev noget muggen, men ellers var der ingen, der anfægtede mit synspunkt, bortset fra mig selv.

Som ugerne gik gnavede det irriterende i mig.

Da han næste gang gik amok, gjorde vi forældre fælles sag.

Jeg var indstillet på, at han alligevel skulle bo hos mig. Det endte ikke sådan, han lovede bod og bedring, og det har holdt sådan nogenlunde indtil nu.

Brudstykker af denne historie har jeg lempet ud her på bloggen før, og når jeg nu igen fremstiller forløbet, så er det fordi, jeg i går næsten nåede til slutningen af Immanuel Kants bog ”Grundlæggelsen af sædernes metafysik”, som han udgav i1785.

Det er berigende at opdage, at de tankerækker, som jeg selv har puslet med for eksempel vedrørende problemet med min rolle i forhold til min store søns problemer, genfindes i Kants bog.

Omvendt er det lidt skuffende, at måtte indse i hvor høj grad Kant formulerer sig svævende og hævet over de blindgyder, som min stadig betydelige selvoptagethed tvinger mig selv ind i.

Nuvel, jeg har sgu en pligt til at interessere mig for min søns færd i livet. Øv, bøv, det kan ikke være anderledes, uanset hvor irriterende det kan forekomme.

Vi er frie viljer kun bundet af de regler vi selv sætter. Men Kant kan bevise, at fornuftsvæsener kun kan vælge regler, som er pligter (imperativer) og som kan være alment gyldige.

Hvis alle følger pligterne, så vil der ikke være behov for rettigheder.

Joakim B. Olsen har følgelig pligt til at interesserer sig for Carinas velbefindende. Til gengæld har Carina også pligt til at forsørge sig selv.

At diskutere rådighedsbeløbets størrelse er at lade sig vildlede af erfaringen.

Pligter kan komme i konflikt med hinanden, når det sker, opstår etiske dilemmaer.

Her er det så Søren Kierkegaard træder til, i det etiske valg, vælges den person man rettelig er.

Jeg har det faktisk godt med mit valg, når nu det ikke kan være anderledes!