Greyindarkness

Autisme, skilsmisse, dyresex og sexklubber. Fælles for disse ord og deres kombinationer er, at mennesker, der har googlet dem, er endt på min blog.

At perverse, sexhungrende personer får lidt belæring om familielivets afledte problematikker, har jeg intet imod.

Til gengæld kan jeg godt få lidt dårlig samvittighed over vildledningen af mennesker, der søger oplysning om deres barns psykiske handicap. Hvad mon de tænker, når de ender med at læse om dracula og de mørke sider eller om børneerotica?

Det kan bare ikke være anderledes.

Som jeg er en seksuelt aktiv person, er jeg også far til en søn med et psykisk handicap. Begge dele optager mig, og begge dele er jeg nødt til at skrive om.

Tiden før diagnosen var svær.

Jeg elskede den dreng, jeg så i ham meget, som jeg genkendte fra mig selv. Men til forskel fra mig, så mistrivedes han i skolen, var rebelsk og endte i konflikter. Frustrationen var min daglige følgesvend, og tit gjorde jeg det forkerte, det forstår jeg nu.

Naturligvis måtte det være skolens skyld.

Lærerne mente vist, der var et problem i hjemmet.

Skolepsykologen så jeg som en slags våbenhvile.

Normal begavet, men med en enkelt undernormal score i evnen til strukturering af komplicerede opgaver. Sammenholdt med hans ringe sociale indføling, så blev børnepsykiatrien anbefalingen, bare for at være på den sikre side.

Aspergers syndrom er vel den for lægfolk mest kendte form for barndomsautisme. Naturligvis ved de færreste præcis, hvad det indebærer, at have et barn med Aspergers (som det oftest bare kaldes i folkemunde).

Det ved jeg heller ikke selv, for min søn har ikke Aspergers syndrom.

Han har heller ikke infantil autisme, men derimod ICD-10 diagnosesystemets kategori F84.8: Other pervasive developmental disorders, der på dansk oversættes med: ”Gennemgribende udviklingsforstyrrelse, anden” (GUA). Min søn har med andre ord den form for barndomsautisme, der er tilbage, når formerne med mere mundrette undergruppenavne er taget.

F84.8 udløser en billet til specialklasse, hvilket var en ufattelig lettelse.

Han mener naturligvis stadig, han er fejlplaceret, men efter tre år i klassen er han som en fisk i vandet. Ingen konflikter mere, han er glad, og han kan læse, skrive og regne nogenlunde som en lidt doven, men velbegavet dreng på samme alderstrin.

Det med dovenskaben plager mig fra tid til anden, men det er netop ikke dovenskab.

Han kan løse enkeltopgaver helt på niveau med sine jævnaldrende, men han kan ikke strukturere sin egen arbejdsindsats. Han kan ikke beslutte sig for, om han skal begynde straks, eller om han skal vente fem minutter. Hvis han endelig går i gang, så holder han hurtigt op, fordi det forekommer helt uoverskueligt for ham at nå til vejs ende.

Han behøver blot et par enkelte vejledende ord, enkelte opfordringer: ”Kom så, du er hurtigt færdig”, så går det fint.

Det er den kognitive del af hans handikap. Den emotionelle del af handikappet domineres af hans til tider manglende situationsfornemmelse.  ”Nu tuder hun igen!”, var hans kommentar, da hans mor græd i sorg ved sin moders død.

I samme gade finder vi hans lidt aparte tilgang til socialt samvær. Han mundhugges altid med andre børn over ligegyldige småting, og så kan han gå helt i sort, hvis han presses til hyggeligt familie samvær med nye voksne. Så virker han uvorn og opfører sig som et slattent uoplagt hængetræ.

Selvfølgelig er han uvorn. Han er teenager, og han er et hængetræ. Sådan er alle drenge, men når autismen griber ham, og tvinger ham i usikkerhed, så accentueres disse træk, og han fremstår som uhørt uopdragen.

Jeg ved det, for jeg er hans far, og jeg rummer det. Han skal bare have lov at gå i haven, eller gemme sig lidt væk, så letter det. Ethvert pres i den situation forværrer kun situationen – tro mig, for jeg taler af bitter erfaring.

En fast rytme er altafgørende for hans velbefindende. Aldrig må man tvinge ham til noget uventet. Altid skal han have et varsel. Jo mere indgribende forventninger fra min side, jo længere varsel skal han have.

Hans sociale mangler ses allertydeligst i det, som han er bedst til. Computerspil.

Tit spiller han xBox spillet, Halo, på nettet, men selvom han spiller på et hold, så spiller han altid alene.

Han kan ikke deltage i et koordineret raid, men så er det jo godt, at han i sig selv er en enmandshær. Qua disse solo-evner accepteres han alligevel af holdet.

Min accept og erkendelse af diagnosen har givet mig en vidunderlig frihed til at møde ham på hans egne præmisser. Og i filmens verden kan vi sammen svømme væk i stereotyp betragtning af de samme film, igen og igen.

Vort slægtskab fornægter sig ikke, vi har samme filmpræferencer. Dog har han stadig ikke indset det smukke ved 2001: A Space Odyssey eller Apocalypse Now, men det skal nok komme. The Matrix, The Terminator og Alien har han da taget fint imod.

Ritualer? Ja det burde han have, når nu han er i F84.8 diagnosegruppen.

Faktisk så har han ingen påfaldende ritualer, det skulle da lige være hans faste brug af ”slap-af bukser”, et par knælange slidte joggingbukser, som jeg altid har renvasket og klar til ham, når det bliver fredag i en ulige uge.

Hvordan får man sådan en F84.8 af sted om morgenen, er det besværligt? Nej egentlig ikke.

Jeg pakker hans taske, kontrollerer at nøglen er der. Så sætter jeg vækkeuret på hans bord.

Uret er vigtigt, for det dirigerer ham i mit fravær. Jeg lægger tøj og håndklæder frem. Så sikrer jeg mig, at han er med på forløbet.

Først bad, så påklædning klokken 0730, ud af døren klokken 0750. Det hele kører som et program uden min indblanding, jeg kan roligt køre på job.

F84.8 er en eksklusionsdiagnose, som stilles ved skøn (og scoring) fra flere medlemmer af det børnepsykiatriske team. Hvad nu hvis skønnet er forkert?

Se, det er ikke så vigtigt, hvor godt han passer ind i F84.8.

Jeg anerkender, at på væsentlige områder i sit følelsesmæssige og tankemæssige univers er han anderledes.

F84.8 kan synes som et nittelod, men for mig var det en øjenåbner.

Uden diagnosen havde jeg risikeret at miste ham til min egen mistro og frustration. I stedet lærte jeg, at ikke alt kan kontrolleres og styres. Noget er simpelthen bare givet, og det må man kunne forholde sig til.

Hvad skal der blive af ham?

Det ved jeg ikke, men jeg skal nok være der og hjælpe ham på vej.

Et kærligt skub i den rigtige retning, så findes der nok også en hylde til ham.