En mandingo kamp er en nævekamp på liv og død mellem sorte slaver. Sådan er det i hvert fald udlagt i filmen Django unchained.
I et rum af luksus, med lædermøbler, med en bar, med en sort glædespige og med Leonardo di Caprio som herremand nydes kampen mellem to muskuløse negre, en kamp til døden.
I filmscenen er indsat en stuepige. Strutskørt, lange strømpeklæde ben og et villigt underdanigt smil.
Stuepigen! Jeg gispede i biografsædet.
Da jeg i sin tid læste lillesubs profiltekst forestillede jeg mig hende altid som hvid og i skotskternet nederdel.
Men der var hun jo, i filmen og lige foran mig. Lillesub som sort.
Bagefter gik vi i mørket på Nørrebro.
-Hvis der er en ting i filmen, som du vil fremhæve, hvad skulle det så være? Noget du i særlig grad lagde mærke til?
Et simpelt spørgsmål, et trickspørgsmål.
-Stuepigen, kom det uden tøven.
Glæden strømmede varmt igennem mig, og vi lo sammen.
Hjemme tog jeg hende, som en herre tager sin slavinde.
Jeg tog hende helt derud, hvor underkastelsen blev håndgribelig.
Fornedrelse strømmede fra hendes liderlige udtryk og fik mig til at sitre af begær.
Der er intet, intet, hun ikke vil gøre for mig, og hun elsker det, uanset hvad jeg byder hende.
Seneste kommentarer