Ofre

6 02 2014

Det var en ældre herre, en gammel mand, vil mange sikkert synes.

Han tog hende i røven, mens hun spillede sig selv.

- Ja spil din frække fisse, sagde manden.

Og hun fik orgasme, og manden kom, og han var glad.

Men hun havde ikke behøvet at spille sig selv. Hun var alene på en opgave givet af hendes Master, en opgave givet af mig.

Hun tænder på gamle mænd, og det fryder mig, at hun ikke kunne styre sig. Det fryder mig, at hun kan lide at få disse aleneopgaver, og det fryder mig så meget, at jeg bliver liderlig, og så mærker jeg kærligheden til hende som et sug i maven og et smil på læben.

Vi arbejder os længere og længere ind i vores eget univers, hvor begær og kærlighed følges ad. Jeg kan nu genkende og kontrollere alle mine følelser og mine begær.

Der er kun en som hende. Der er kun en, der kan følge mig overalt, og som jeg lægger armen omkring om aftenen, så varmen stråler fra hende til mig, som en corona mellem to objekter i en galaktisk begivenhed.

Men mit begær kræver andre kvinder, og hun vil misbillige, og derefter vil hun ofre sig og give det til mig.

Forleden læste jeg om et par, hvor herren tog kvinder med hjem til dem begge, men kvinden i parret ønskede en ændring i rutinen. Hun ville undslippe opgaven med at tage stilling.

-Er hun ok, eller hvad synes du om hende her?

Løsningen blev, at manden måtte lege videre på egen hånd, det var ok med hende. Og det er sikkert ok for dem, men det er ikke ok for os. Når der leges med kvinder, skal hun altid være med. Sådan vil jeg have det. Hun skal altid være med og ved selvsyn se, hvordan hendes offer giver mig den fulde nydelse.

For det er et offer, at se sin master lege med en anden tøs, og det kræver jeg.

Ofre, for gennem hendes offer og hendes smerte lever vi sammen.





Og derefter ikke mere bryllupssnak

26 01 2014

Jeg kommer gående ad flisegangen mod vores hus. Det er bidende januarkulde, og nuancerne er grå. Jeg memorerer min tale, gommens tale til bruden.

- Jeg giver dig min kærlighed uden tanke for mig selv

Pludselig sker det.

 Midt i kulden, midt i det grå, forstår jeg, hvordan det hænger sammen.

Kærlighed skal gives uden tanke for sig selv. Når man kan gøre det, give kærligheden af et ærligt hjerte, så er man klar til at træde ud af sin egen skygge.

Jeg forstår, hvorfor det er lillesub, der nu er min kone.

Jeg forstår, hvorfor det tog mig seks år at nå hertil, og jeg forstår, hvorfor dette ægteskab har alle forudsætninger for at vare.

Det er stadig koldt, men da jeg drejer ansigtet mod himlen, ser jeg blå floder med skybredder badet i rød sol.

Morgenrøden, der hæver oplevelsen og giver mig fred.

Jeg kæmper mig gennem talen, holder pauser, hvor gråden hopper i mit bryst, og i finalen fucker jeg up og lader ordene trille forkert, men meningen er til at forstå, det mærker jeg.

Jeg bærer hende over dørtrinnet, og med en hjerne opfyldt af tusind stemmer, fotograferer jeg hendes kusse, som hun blotter ved at sprede ben. En rød mund og to hvide lår, midt i bryllupskjolens tyl.

-Kom, knep mig Master, siger læberne.

Og hun takker mig, igen og igen.

-Tusind tak, du har gjort mig så lykkelig, det har været den bedste dag i mit liv, jeg er en heldig pige.

Og nej, tænke jeg, du er ikke en heldig pige.

Vi er et heldigt par.





SM og kærligheden

18 01 2014

Vi står lidt usikre foran døren, så går jeg foran og åbner den.

Indenfor er der endnu en dør, og så træder vi ind i det store rum, der langt nede i modsatte ende afsluttes med glasmosaik.

Blåt, rødt, gult. Det sidste dagslys oplyser motivet, som er bibelsk.

Jeg kan mærke en spirende bevægelse. Ikke sorg, men en dyb bevægelse, som når lang tids frygt erstattes af tryghed og ro. Et bevægende øjeblik, og derfor har jeg allerede en klump i halsen, da jeg rækker præsten hånden i en hilsen.

Præsteværelset er spartansk, men også stoisk og ophøjet.

Efter salmevalget tager jeg teten og fortæller præsten om os.

Jeg fortæller, hvordan jeg elsker hende, og hvordan jeg elsker hendes livshistorie, der, synes jeg, viser, at der findes andre veje til et godt liv, end Pisarapportens konklusioner.

Helt så langt nåede jeg ikke i min argumentation, for gråden pressede sig på, og mine tanker løb over ved glæden over, at hun er min.

I det spartanske rum erklærede jeg, uden at være afkrævet det, min tro og vores kærlighed og dens sammenhæng med vores seksualitet.

Det blev sagt af mig. Vi har fundet hinanden, fordi vi i vores kærlighed deler en sadomasochistisk seksualitet.

Og præsten rummede det. Han vendte det, og indbyggede det i vores videre snak, der tog os langt omkring i eksistentialistiske betragtninger. Vores kærlighed, lillesubs og min, er egoistisk, men med den, der gør os til et kød, kan vi nu vende os udad til dem, der også elsker os, og som glædes ved at dele vores selskab.

Her til morgen så jeg porno. En SM-film med et amatørpar. Hun og han alene. Og han piskede hende fælt, og hun stod i al sin spinkle hvidhed og tog imod. Og så elskede de, i deres kælder, hvor der var et sort trækors, og hvor stemningens opbygning havde efterladt en uorden af instrumenter, der alle var beregnet til at slå. Instrumenter beregnet til at slå en kvinde, til hun græd og smørblød flød hen og kyssede sin herres fødder, der var fundament for en mand, der blot er et beskedent menneske, der elsker sin hustru.

Det er os, tænkte jeg, sådan skal vi leve i de stunder, hvor vi har kærligheden helt for os selv.





Sadomasochisme

7 12 2013

Jeg tager hende hen til stolen. Hun er nøgen, og hendes hud damper af varmt bad.

Så fikserer jeg hende. Hun ender med at sidde ret op og ned med anklerne bundet til stolens ben og med sine håndled samlet bag stoleryggen.

Så gagger jeg hende. En stor rød gummibold sidder nu i hendes mund.

Sådan skal en kvinde være. Nøgen og med lukket kæft.

Så smider jeg tøjet, og mens jeg onanerer, pisker jeg hende.

På brysterne og det jeg kan ramme af hendes skød.

Hendes skrig er vanvittige, og gaggen er virkelig nyttig.

Hvorfor er hun så pjevset? Så ondt kan det da ikke gøre at få slag på venusbjerget?

Til sidst er hendes bryster oversået med brede røde mærker, og hendes skød ligner et festfyrværkeri i pink.

Hun kravler til sengen, og lidt efter tømmer jeg mig i hende. I øjeblikket er jeg vanvittigt optaget af at sperme i en kælling. En måde at demonstrere min magt på, tror jeg.

Vi har gennem tiden leget meget med andre, haft swingersex, men der er intet som sadomasochisme dyrket alene.

Hun og jeg.

Bagefter hænger hun på mig, og hun smører spegepølsemad til mig. På rugbrød og med peberrodssalat. Og så holder jeg foredrag for hende, om det, der lige optager mig. Og så går solen ned, og vi er stadig sammen under dynen, og i morgendagen.





Vietcong

22 11 2013

Ventetiden fordrev jeg på Hamburger Hill.

Den meningsløse død og det gale livsmod, der følger med.

Ludere, og købesex.

Krigen efterlod drab, og mig med en trang til onani.

En sms bragte nutiden. og det slog mig, hvad der gør mig glad.

Hun, og så vores aparte fascination af mørket før solopgang.

.

hamburgerhill





Hende

9 11 2013

Motivet optager mig.

Man skal forstå, at når jeg forestiller mig hende med udslået hår, netstrømper og de smukke høje ludersko, så bliver jeg blød, og kærligheden strømmer igennem mig.

Man skal forstå, at det er en anderledes kærlighed. Hendes ubetingede lydighed omsættes hos mig til en uimodståelig trang til at elske hende. Elske hende for evigt.

Man skal forstå, at når vi er allermest lykkelige, så ydmyger og slår jeg hende. Vi er kun os, og hendes ansigt er opløst i tårer. Glædestårer.

Man skal forstå, at når vi har det sådan, så lukker vi os om os selv, og vi ønsker aldrig at vige fra hinanden.





Ydmyg

3 11 2013

Hun er glad, og det er min skyld. Det er min beslutning og min anvisning af justeringer i vores liv, der har udløst glæden.

-Du sætter mig kun til noget, som er godt for mig, sagde hun i fredags.

Og hun har ret. Jeg er hendes hersker, hendes master, men det er jeg kun, fordi jeg elsker hende, og jeg elsker hende, fordi hun er som jeg.

Hun stråler, og gavmildt lader hun al sin kærlighed strømme ind i mig.

Fra de blå øjne, fra den fregnede krop, fra de små fine hænder, strømmer det over i mit gamle stive sind.

Og jeg vil aldrig mere være en sur gammel mand, jeg vil være åben for livet, positiv og overbærende, og så vil jeg lukke døren til stuen, mens jeg spytter hende i ansigtet.

For det gør jeg også, og så presser jeg mig ind gennem hendes ringmuskel, og jeg kan se, hvor smukt hun lukker sig om mig, og jeg kan høre, hvor vidunderligt hun først tuder, og sidenhen sukker.

-Åh ja.

For man kommer ikke ind til hende, hvis man er et bløddyr, man kommer kun ind til hende, hvis man maser på, når hun siger nej, og man aer hendes røde hår, når hun smiler, og man krammer hende, mens man står i køen i Netto.

Og jeg tager billeder af hende, nøgen og i lænker, i stuen og alene, os to.

Ydmygheden overvælder mig, og jeg lover fremover kun at vie mit liv til at formidle det smukke, som jeg ser gennem hende.

.

lillesub





Herre og slavinde – er det det, vi vil?

28 09 2013

Vi gå ind i en periode, hvor lillesub kan koncentrere sig mere om subrollen.

Er det det, som hun vil?

Jeg husker for år tilbage, hvor jeg drømte om et herre- og slavindeforhold med en anden kvinde, som jeg havde mødt. Det var en plan, som vi havde, men som aldrig blev til noget.

Mange gange har jeg senere tænkt – mente hun det virkeligt? Og mente jeg det virkeligt selv?

Situationen nu er meget anderledes.

Vi er sammen, lillesub og jeg, og vi har fra første færd arbejdet os støt og roligt ind i vores egen version af et D/s forhold.

Man kan drømme, og man kan love hinanden alt, men hverdagen vil vise, hvad der er muligt, og det er ikke omgivelserne, der sætter grænserne, det er os selv.

Hvor isoleret kan en kvinde leve? Kan hun virkelig opgive al kontakt, opgive et job og kun hellige sig sin mand? Og på de betingelser, at han ejer hende, på alle måder?

Hvor meget vil en mand påtage sig? Vil han virkelig forpligte sig til at passe på sin slavinde og til at tage sig af hende 24/7? Vil han virkelig leve i et forhold, hvor han kan kræve alt af hende undtagen hendes råd og hendes vilje til at bære sin del af ansvaret?

Jeg mærker, hvordan lillesub allerede er blomstret op. I går var hun overalt på mig. Krammende og kyssende, og jeg nød hende, og jeg tænkte i går, som jeg har tænkt de foregående mange hundrede dage:

-Hende skal du passe på, hun er fantastisk.

Og så ville jeg købe blomster til hende, men tiden løb fra mig, men det er tanken der tæller, og jeg havde lyst til at købe blomster.

Række dem til hende og lukke min store mund op.

Så skulle vi stå ved vinduet, og hun skulle ved dagslyset se mig langt ned i halsen, se den store hjerteformede klump, der sidder der og gør mig til en lille forelsket mus.

 





Dagen i dag

30 07 2013

Udenfor er der dunkelt. Grønt og dunkelt.

Grønt, fordi der er vegetation, dunkelt fordi det er overskyet.

Og så er der stille. Jeg sidder i min fars sommerhus, som jeg låner. Det er ferie med min søn, den yngste. Der er kun os to, for min ældste søn har undslået sig.

Jeg fornemmer, at han ikke gider sin gamle far mere, og først var jeg en smule skuffet, men så blev jeg pludselig glad.

Han er på vej væk, og sådan skal det være. Han kommer kun, når han vil opnå noget. Og det er fint nok. Langsomt smækker jeg kassen i, og så må han selv tage over. Det hedder: ”At flyve fra reden.”

Men den yngste er slet ikke så langt endnu. Han hader mig, fordi jeg ville skilles, og han hader mig, fordi jeg inviterede en ny kvinde hjem. Men han elsker mig også, og det kommer langsomt frem, som timerne går.

Da vi siger godnat, krammer han mig.

Selv tænker jeg på min egen far.

-Der er skønt deroppe, siger han altid.

Røvsygt, er som regel min inderste tanke, når det gælder sommerhuset, men her tidligt om morgenen med dunkel grønhed udenfor og en total stilhed, forstår jeg ham bedre.

Sådan et sted kunne lillesub og jeg godt ende. Hun og jeg alene i dunkelheden.

Det er hendes fødselsdag i dag, og bare det at skrive det giver mig en klump i halsen. Dejligt.

Sammen med hende er jeg kommet meget tæt på mig selv, meget tæt på at forstå mig selv til bunds, og det er hendes skyld. Hun accepterer mig, som jeg er, og hun accepterer min seksualitet, der i sine eksperimenterende afvigelser ville jage de fleste væk. Men ikke hende.

Hun klæber til mig, er helt nederst i sølet, og så er hun i mig.

Derfor tør jeg fortælle hende alt, selv det, som jeg helst ville lyve om. Selv, når jeg slikker en luder i røven, eller har sex med en sygeplejerske, som er mand.

-Skal doktoren have sin frække sygeplejerske, siger han, der er i selvsiddende strømper og en fin uniform.

Og så ler vi sammen, lillesub og jeg, for vi holder så meget af sygeplejersken begge to.

Djævelen lurer altid, men lillesub holder ondskaben væk.

Det udslåede røde hår, mælkevejen af fregner, og de nedslåede blå øjne.

Tommelise, som jeg løfter op i min hånd, putter i en æske af vat, og bærer ud i livet, mens jeg anstrenger mig for ikke at love hende noget. For det behøver jeg ikke, vi er sammen, og vi skal aldrig glæde os til morgendagen, men kun grådigt inhalere dagen i dag og dernæst igen vågne sammen.

Inhalation, søvn, inhalation – altid.





Maske og halsbånd

24 07 2013

Jeg rækker hende halsbåndet, og hun tager det på, mens vi sætter os.

Selv tager jeg min lædermaske på.

I samme øjeblik min næse lukkes inde bag de to små åndehuller, begynder jeg at leve.

For mig er det som at tage masken af. Duften af læder breder sig og får min puls til at falde. Gennem kikhullerne ser jeg hende sidde afventende. Halsbåndet er sat fast, og hendes røde hår falder hen over den ene skulder.

Min mund begynder at tale. Det er mumlende tale, for læberne er presset gennem den lille ovale åbning. Selv hører jeg stemmen gennem mit kranium, for ingen lyd trænger gennem det stramme læder, der lukker for mine øregange.

Jeg taler om os. Om vores liv, og om alt det, som jeg godt kan lide. Jeg taler om, at hun skal pierces, om at hun skal fotograferes og udstilles.

Og så taler jeg om fremtiden, om testamente og om, hvordan jeg vil tage mig af hende.

Vi skal arbejde sammen i en periode. Hver især skal vi bruge de evner, vi har, så der er plads til vores børn og det liv, som vi gerne vil leve.

-De næste fem år, siger jeg.

Bagefter kommer en ny og dejlig periode, men vi glæder os ikke. Vi skal derimod glæde os lige nu, og derfor skal de næste fem år leves, som var der ikke mere.

Nogenlunde sådan argumenterer jeg. Så smider vi fetichrekvisitterne, og hun bliver sendt i seng.

Fem minutter på sofaen med maske og halsbånd – det kunne blive vores ritual.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: