Submissive Barbie Girls

29 01 2012

Jeg måtte skænde på hende, og hun kastede sig ned og greb om mine ben og borede sit ansigt grædende mod mine bukser.

Jeg lod hende ligge der en stund.

Tit ser jeg på hende for at forvisse mig om, at hun er den rette.

Måske findes der smukkere kvinder, mere indbydende kvinder, mere selvstændige
kvinder, men der findes ingen som hun, og hun er den rette.

Undgå at give hele straffen i affekt. Nydelsen er så meget desto større for os begge, når straffen ophøjes.

Vi så Steen Schapiros Art Core Trilogi i går aftes, og herskerindens svirpende bullwhip inspirerede mig på en kildrende måde.

Jeg vil anskaffe mig sådan en pisk og to Barbiedukker, som jeg vil klæde nøgne, male kønsbehåring på og slå til måls efter.

Når dukkernes sorte kussehår er slidt af kommer turen til lillesub.





Afsat

7 01 2012

Der sker noget mærkeligt med mig i denne tid.

Når jeg læser Elle, siger de smukke modelpiger mig ikke længere noget. De er smukke, men uinteressante.

En svulmende lækker ny kollega, kun tomhed.

Mine studiner, fantasien om deres submissive sind – opløst, fordampet. De er unge piger, der skal være kærester med unge mænd.

Pornofilmene viser kun én kvinde. Hende, min egen lillesub.

I Fields, hvor er de?

Kvinderne, der altid så på mig med sultne blikke? Har de opdaget det? Afslører jeg så tydeligt mig selv?

Jeg ser kun én pige, min kæreste, og det skræmmer mig lidt.





Boldkunst

30 12 2011

Rimming nævnes i Bjørn Rasmussens bog (slå om fornødent ordets betydning op).

Han har fat i noget, for praktikken er en af de skønneste former for dyrkelse af dominans og underkastelse.

Vi havde set halvdelen af The Aviator, da jeg slukkede TVet og forlangte hende i soveværelset.

Når det gælder boldbegavelse, så behøver jeg ikke skamme mig, og en fodbold kan jeg stadig jonglere med. Det er en nyttig evne, for derved kan jeg relativt trygt bruge vristspark mod hendes bryster.

Efter således at have spankuleret skrydende omkring hende, mens mine spark regnede over hendes gyngende bryster, så var jeg helt klar til afslutningen.

Siddende over hende kunne jeg på dybden af hendes tunges indtrængen mærke højden af hendes kærlighed til mig.

Jeg kom med et brag, hun fik et kys, men ingen orgasme.

Måske var det derfor, hun hang på mig som en kåd killing, da jeg dagen efter sagde farvel.





Kinky juleaften

26 12 2011

Det synes nærmest umuligt at få lov til at være alene hjemme juleaften. Sådan tror jeg, det er for de fleste, som omgives af mennesker, der holder af dem.

En alene-hjemme juleaften, uden gran juletræ, glaskugler, støjende børn og sange man alligevel ikke kan huske teksten til.

Hvordan skulle den perfekte juleaften i familiens skød da ellers være?

I min fantasi sidder jeg i mine læderbukser overfor min kæreste, som er i lak stuepigeuniform, selvsiddende sorte strømper og højhælede ludersko.

Vi spiser mørbradgryde og kartoffelmos.

I stuen blinker et plastikjuletræ fra Harald Nyborg. En behagelig blød symfoni af lys i regnbuens farver strømmer ud fra enden af træets lysledergrene.

Vi giver hinanden gaver.

Jeg får en billedbog med Lady Gaga, og hun får en enstensring i rødguld med en ifattet brilliant.

Inden isdesserten sutter hun den af på mig, og vi slutter aftenen med at se Ryū Murakamis film, Tokyo Decadence.

I år blev fantasien endelig til en vidunderlig virkelighed.

Tak for en dejlig kinky juleaften.

.





Vejen til det nye liv

18 12 2011

Jeg havde kun kendt min kæreste i lidt over to måneder, da jeg i januar måned foreslog, at vi skulle flytte sammen efter sommerferien.

Det er snart to år siden, og først nu begynder tanken rigtigt at give mening.

Hvorfor alt dette hastværk, og hvorfor gav vi op i første omgang?

Hastværket er nemt forklaret.

Jeg søgte en kæreste, der skulle blive min livsledsager, og derfor skulle jeg kunne se hende bo sammen med mig. Hvis jeg ikke kunne se den del igennem, da måtte jeg afbryde forholdet.

Jeg kunne sagtens se den del igennem, med hende og jeg.

Men der var også ungerne, hendes og mine. Det var straks noget andet, den del kunne jeg ikke forlige mig med.

Dels var der problemerne med min yngste, der ikke bryder sig om forandringer, men endnu vigtigere, jeg kunne ikke forlige mig med tanken om at have børn omkring mig det meste af tiden.

Det mindede mig for meget om det, som jeg var flygtet fra. Jeg turde ikke tage chancen.

Derfor endte jeg med at sætte det hele i bero, og det lettede. Stille og fredeligt kunne lillesub og jeg udvikle den vigtigste del, vores eget samliv.

Hvad er så forandret nu? Mange ting.

Jeg er blevet en sat mand, jeg har ikke lyst til andre kvinder. Det vil sige, jeg vil gerne kneppe dem sammen med lillesub, men jeg kan ikke se andre end hende som min livsledsager.

Jeg opdagede, at min tristesse når jeg var alene, havde ændret sig til et savn efter hende.

Endelig faldt også den vigtigste tiøre. Hvis vi skal flytte sammen, skal hun gå hjemme og være husmor. Det vil give netop den forandring, der betyder, at jeg ikke havner i den gamle parforholdsfælde, hvor madlavning, rengøring og tøjvask skal klares af to trætte voksne i deres fritid.

Med hendes husmoderhånd skabes den ro, der bringer harmonien ved samlivet tilbage til mig.

Det skal ikke være som før, det skal være anderledes, og nu ved jeg altså præcis på hvilken måde.

Jeg skal skabe rammerne, og i stedet for at reducere mine udgifter, skal jeg føre en keynesiansk, ekspansiv husholdningsøkonomi.

Jeg må ind til chefen i morgen og kræve lønforhøjelse.





Slavinde eller husmor?

7 12 2011

Hun havde fri i mandags, den sædvanlige fridag efter weekendarbejdet.

I telefonen lød hun glad, der blev luftet ud og gjort rent.

Jeg kom i tanke om noget snavs, der har irriteret mig et stykke tid. Det sad på køkkenstolen mellem ryglænets tremmer. Indgroet snavs holdt sammen med fedt fra års stegning og brankning.

Hun gjorde ingen indsigelser, accepterede med glæde at tage sig af det.

Her til morgen var det så tid til diskret inspektion.

Hun havde glemt det, og jeg stak hende derfor straks en lussing.

Hun fik lige lov til at indse sin fejl, men jeg ramte hende, inden hun havde nået at bøje hovedet og se flov ud. Et billigt trick, der ikke bider på mig.

Hurtigt var det af ude af verden, og vi kunne komme videre.

Hun er min slavinde, og hvis jeg ikke straffer hende korporligt, vil hun forlade mig en dag.





Når vi er helt alene

7 11 2011

Vi er tættest når vi er helt alene.

I kæderne virker hun så skrøbelig. Bange og forventningsfuld.

Pludselig lukker rummet sig om os, alt er tavst. I mine tanker er kun hende, min kæreste, min elskede.

Min sadisme strømmer gennem mig, den er fuldt under min kontrol. Jeg vil aldrig skade hende, men smerten er mit suveræne valg.

Smerte kan ikke fingeres, den kan ikke leges. Smerte skal gøre ondt, ellers er det ikke smerte.

Hendes beklagelser irriterer mig, det er hendes drilleri. ”Du tør jo ikke!”, men det tør jeg godt! Jeg fryder mig, slår i flæng, lader kvindeligheden lide.

Bryster bliver til patter. Venusbjerg til kusse. Legitime mål for pisk og voldelig hånd.

Råheden indhenter mig, jeg stønner, hoverer og fører mig frem. Min nøgenhed er afslørende. Blodet fylder mig op ved fryden over hendes smerte.

Jeg undersøger hende. Jeg er et biologisk instrument, en føler for sjælens tilstand.

Jeg står bag hende og fører instrumentet ind. Det er nemt. Hun afslappes, hun beklager sig ikke mere, men klynker. Hun er nu en betvunget, lille pige.

Hendes hvidhed er smuk.

Uberørt sne, der farves i den opgående morgenrødes farver. Vores læber mødes, vi elsker til hun er bleg om munden.

En bleg klovnemund midt i et purpurrødt ansigt fortrukket i et lidenskabeligt klimaks.

Jeg kysser hende og hun farer sammen.

Mine kærtegn beroliger hende.

Hun slapper af, smiler og modtager tillidsfuldt min omfavnelse.

Hun er min lillepige, min vidunderlige lillesub.





Miraklernes tid

4 11 2011

IC3 toget var midt på Lillebæltsbroen da han endelig henvendte sig til hende:
”Din mor hader mig! Det er ret svært at få noget godt ud af det!”
Mille havde våde øjne. Det havde hun haft siden de stod på Odense banegårds perron. Hun fastholdt sit blik mod broens tremmer der fløj forbi og efterlod indtrykket af en sammenhængende grå metalplade.
Torben rejste sig fra sit sæde overfor, drejede trægt rundt og lod sig tungt falde ned på den ledige plads ved siden af Mille. Han lagde armen om hende. Han virkede kæmpestor som han sad der ved siden af den spinkle pige.
Mille pressede sin næse helt ind mod ruden.
”Næste stop Fredericia”, sagde en højtalertransmitteret kvindestemme akkompagneret af en klokkes klemten. En gruppe mennesker stimlede efterhånden sammen i gangen mellem de blå stofsæder. Torben sad stadig med armen om sin kæreste. Hans runde, skaldede hoved betragtede en ældre kvinde, som stirrede lige på de to.
”Hvad glor du på!” udbrød han vredt.

**********

Hent hele novellen i pdf format: Miraklernes tid i pdf

Hent hele novellen i epub format: Miraklernes tid i epub

Se alle noveller på: OpenBooks

Copyright:

http://myfreecopyright.com/registered_mcn/C4S8Y-XVHED-WR9B2

http://myfreecopyright.com/registered_mcn/CHQJW-6WC9T-ASLUP





Sådan er vi

1 11 2011

Mit hoved er fyldt med lyden af hylende babyer, rindende vand, snakkende kvinder, hvinende rundsave, hoppende brolæggerjomfruer.

Et virvar af tanker. Et hæsblæsende koffeinforgiftet hjerte bag en hvid hud oplyst af et hvidglødende skær af uro.

Tinnitussen ringer hånende af mig, min hud på højre overarm er rynket som min mormors var sidst jeg så hende, lidt før hun døde.

Nej, jeg kan ikke finde ro og det der hjemsøger mig allermest er den forbandede ligestilling.

Ovenpå mit powerkvindeudfald ønskede jeg at fremføre en elegant forsvarstale for mit alternative livssyn.

Hvordan forsvarer man udlevelsen af kærligheden i en fælles trang til at dominere og blive domineret?

Kønsroller, etik og moral. Ligestillingen og kapitalismen i en uskøn ikke angrebspagt. De tilsyneladende frie mennesker og deres forkætrede markeder. Alt har jeg vendt, tilmed begreber som konsekvensetik og ligestillingsfeminisme.

Nu giver jeg op.

Erkender at det ikke kan forsvares, kun begrundes med et: Sådan er vi.

Ja, sådan er vi, Lillesub og hendes master.





Nu også med kornsnog

10 10 2011

Jeg mente egentlig at jeg havde givet udtryk for min holdning til kæledyr. Jeg tolererer at andre holder dyr under forhold der er i klar modstrid med dyrenes natur.

Omvendt kunne jeg aldrig i min vildeste fantasi finde på selv at anskaffe mig et kæledyr.

Det gælder også slanger som jeg foretrækker at se enten med en knappenål i nakken på Zoologisk museum eller levende i deres naturlige omgivelser, på Discovery Channel.

Derfor var det barokt at jeg i lørdags lå på knæ foran et plastikbur for at se hendes nyanskaffelse, en tyve centimeter lang kornsnog ved navn Carlo, fortære en optøet, nyfødt og nøgen museunge.

Jeg ville ikke holde Carlo, den ydmygelse ville jeg ikke udsætte ham for!

Naturligvis fortalte jeg min kæreste, lillesub, min utvetydige mening om hendes uvornhed ved, mod min vilje, at anskaffe et krybdyr, men jeg straffede hende ikke.

Det giver ikke mening at straffe nogen, der blot følger sin natur. Den submissive natur, som jeg elsker mere end noget andet ved hende.

Nu har hun så tre herrer. Den unge skoledreng, Carlo og så mig, den onde Master.

Den nænsomhed hvormed hun kræsede om Carlo gjorde mig blød, det sugede i min mave og når jeg så ud i gråvejret lyste mit sind op i glæde.

Det er denne, hendes totale hengivenhed, der nærer min store kærlighed til min lillesub.

.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.