Slavinde eller husmor?

7 12 2011

Hun havde fri i mandags, den sædvanlige fridag efter weekendarbejdet.

I telefonen lød hun glad, der blev luftet ud og gjort rent.

Jeg kom i tanke om noget snavs, der har irriteret mig et stykke tid. Det sad på køkkenstolen mellem ryglænets tremmer. Indgroet snavs holdt sammen med fedt fra års stegning og brankning.

Hun gjorde ingen indsigelser, accepterede med glæde at tage sig af det.

Her til morgen var det så tid til diskret inspektion.

Hun havde glemt det, og jeg stak hende derfor straks en lussing.

Hun fik lige lov til at indse sin fejl, men jeg ramte hende, inden hun havde nået at bøje hovedet og se flov ud. Et billigt trick, der ikke bider på mig.

Hurtigt var det af ude af verden, og vi kunne komme videre.

Hun er min slavinde, og hvis jeg ikke straffer hende korporligt, vil hun forlade mig en dag.





Når vi er helt alene

7 11 2011

Vi er tættest når vi er helt alene.

I kæderne virker hun så skrøbelig. Bange og forventningsfuld.

Pludselig lukker rummet sig om os, alt er tavst. I mine tanker er kun hende, min kæreste, min elskede.

Min sadisme strømmer gennem mig, den er fuldt under min kontrol. Jeg vil aldrig skade hende, men smerten er mit suveræne valg.

Smerte kan ikke fingeres, den kan ikke leges. Smerte skal gøre ondt, ellers er det ikke smerte.

Hendes beklagelser irriterer mig, det er hendes drilleri. ”Du tør jo ikke!”, men det tør jeg godt! Jeg fryder mig, slår i flæng, lader kvindeligheden lide.

Bryster bliver til patter. Venusbjerg til kusse. Legitime mål for pisk og voldelig hånd.

Råheden indhenter mig, jeg stønner, hoverer og fører mig frem. Min nøgenhed er afslørende. Blodet fylder mig op ved fryden over hendes smerte.

Jeg undersøger hende. Jeg er et biologisk instrument, en føler for sjælens tilstand.

Jeg står bag hende og fører instrumentet ind. Det er nemt. Hun afslappes, hun beklager sig ikke mere, men klynker. Hun er nu en betvunget, lille pige.

Hendes hvidhed er smuk.

Uberørt sne, der farves i den opgående morgenrødes farver. Vores læber mødes, vi elsker til hun er bleg om munden.

En bleg klovnemund midt i et purpurrødt ansigt fortrukket i et lidenskabeligt klimaks.

Jeg kysser hende og hun farer sammen.

Mine kærtegn beroliger hende.

Hun slapper af, smiler og modtager tillidsfuldt min omfavnelse.

Hun er min lillepige, min vidunderlige lillesub.





Miraklernes tid

4 11 2011

IC3 toget var midt på Lillebæltsbroen da han endelig henvendte sig til hende:
”Din mor hader mig! Det er ret svært at få noget godt ud af det!”
Mille havde våde øjne. Det havde hun haft siden de stod på Odense banegårds perron. Hun fastholdt sit blik mod broens tremmer der fløj forbi og efterlod indtrykket af en sammenhængende grå metalplade.
Torben rejste sig fra sit sæde overfor, drejede trægt rundt og lod sig tungt falde ned på den ledige plads ved siden af Mille. Han lagde armen om hende. Han virkede kæmpestor som han sad der ved siden af den spinkle pige.
Mille pressede sin næse helt ind mod ruden.
”Næste stop Fredericia”, sagde en højtalertransmitteret kvindestemme akkompagneret af en klokkes klemten. En gruppe mennesker stimlede efterhånden sammen i gangen mellem de blå stofsæder. Torben sad stadig med armen om sin kæreste. Hans runde, skaldede hoved betragtede en ældre kvinde, som stirrede lige på de to.
”Hvad glor du på!” udbrød han vredt.

**********

Hent hele novellen i pdf format: Miraklernes tid i pdf

Hent hele novellen i epub format: Miraklernes tid i epub

Se alle noveller på: OpenBooks

Copyright:

http://myfreecopyright.com/registered_mcn/C4S8Y-XVHED-WR9B2

http://myfreecopyright.com/registered_mcn/CHQJW-6WC9T-ASLUP





Sådan er vi

1 11 2011

Mit hoved er fyldt med lyden af hylende babyer, rindende vand, snakkende kvinder, hvinende rundsave, hoppende brolæggerjomfruer.

Et virvar af tanker. Et hæsblæsende koffeinforgiftet hjerte bag en hvid hud oplyst af et hvidglødende skær af uro.

Tinnitussen ringer hånende af mig, min hud på højre overarm er rynket som min mormors var sidst jeg så hende, lidt før hun døde.

Nej, jeg kan ikke finde ro og det der hjemsøger mig allermest er den forbandede ligestilling.

Ovenpå mit powerkvindeudfald ønskede jeg at fremføre en elegant forsvarstale for mit alternative livssyn.

Hvordan forsvarer man udlevelsen af kærligheden i en fælles trang til at dominere og blive domineret?

Kønsroller, etik og moral. Ligestillingen og kapitalismen i en uskøn ikke angrebspagt. De tilsyneladende frie mennesker og deres forkætrede markeder. Alt har jeg vendt, tilmed begreber som konsekvensetik og ligestillingsfeminisme.

Nu giver jeg op.

Erkender at det ikke kan forsvares, kun begrundes med et: Sådan er vi.

Ja, sådan er vi, Lillesub og hendes master.





Nu også med kornsnog

10 10 2011

Jeg mente egentlig at jeg havde givet udtryk for min holdning til kæledyr. Jeg tolererer at andre holder dyr under forhold der er i klar modstrid med dyrenes natur.

Omvendt kunne jeg aldrig i min vildeste fantasi finde på selv at anskaffe mig et kæledyr.

Det gælder også slanger som jeg foretrækker at se enten med en knappenål i nakken på Zoologisk museum eller levende i deres naturlige omgivelser, på Discovery Channel.

Derfor var det barokt at jeg i lørdags lå på knæ foran et plastikbur for at se hendes nyanskaffelse, en tyve centimeter lang kornsnog ved navn Carlo, fortære en optøet, nyfødt og nøgen museunge.

Jeg ville ikke holde Carlo, den ydmygelse ville jeg ikke udsætte ham for!

Naturligvis fortalte jeg min kæreste, lillesub, min utvetydige mening om hendes uvornhed ved, mod min vilje, at anskaffe et krybdyr, men jeg straffede hende ikke.

Det giver ikke mening at straffe nogen, der blot følger sin natur. Den submissive natur, som jeg elsker mere end noget andet ved hende.

Nu har hun så tre herrer. Den unge skoledreng, Carlo og så mig, den onde Master.

Den nænsomhed hvormed hun kræsede om Carlo gjorde mig blød, det sugede i min mave og når jeg så ud i gråvejret lyste mit sind op i glæde.

Det er denne, hendes totale hengivenhed, der nærer min store kærlighed til min lillesub.

.





Trælår

24 09 2011

Min plads var i vinduesrækken hvorfra jeg lige før sommerferien kunne se ud på græsplænen og de blomstrende syrenbuske.

Min sidekammerat hed Kurt, og han indledte timen med at sende mig et lammende slag på skulderen.

”Av for helvede!”

Så gengældte jeg med et trælår, og Kurt ømmede sig mens han grinede.

Vi var ekvilibrister, jeg kunne ramme hans lårmuskel præcist lige der hvor det gør allermest ondt.

Års stræben efter at blive et voksent menneske har sløvet mit sigte. Nu virker det akavet for mig når jeg præparerer min kæreste.

En lussing, en knytnæve mod skulderen, håndkanten hårdt i hendes lår.

Timingen er dårlig, mine vinkler er ikke som de var, jeg er simpelthen rusten i mine slag, og jeg priser mig lykkelig for at det ikke er Kurt jeg kæmper med.

Min kæreste gør ikke modstand. Hun ser forskrækket på mig, forsøger at værge for sig, men hun er elendig, så selv den dårligste finte går hun på og efterlader overarmen åben for min næve.

Hun gisper, hendes øjne er våde, og hun virker skræmt.

Sært at hun er så våd når jeg trænger ind.





Retledning

18 09 2011

”Jeg er utryg!”, hun sagde ordene med irriteret stemme i telefonen.

Hun havde snakket aggressivt om problemerne med skift af telefonoperatør. Jeg forsøgte at berolige hende.

”Ring til dem på mandag!”

Hendes staccato stemme fortsatte, og den begyndte at gå mig på. Jeg havde jo givet hende instruks.

Jeg endte med først at blive rigtig irriteret og dernæst rigtig vred.

Jeg gider sgu ikke høre om trivialiteter og slet ikke når jeg har anvist en løsning.

På sin vis har jeg kørt på frihjul længe.

I den seksuelle leg har jeg slået hende, ydmyget hende og brugt hende brutalt.

Bagefter har vi ligget i hinandens arme, fjollet og grinet hvorefter søvnen har indhentet os.

Sådan en som hende har brug for mere end det. Hun har brug for retledning.

Man må altid se mod sig selv. Ansvaret er mit, og nu vil jeg leve op til det.

Når de besøger mig i dag, giver jeg informationen.

Hård afstraffelse uden sex, det er hvad ugen vil byde på





Valgindlæg

6 09 2011

Væk med kortsigtede vækstinitiativer og ind med langsigtede løsninger.

Det er for dyrt at producere i Danmark. Ned med lønnen og ned med skatten.

Det var dansk erhvervslivs tunge drenges formaning til politikerne i valgkampens første uge.

Der var ingen forslag til hvordan man skulle håndtere armod og social uro blandt udstødte i konkurrencesamfundet, men måske det skal ske med politistatsmetoder præcis som i de regimer, de misundeligt henviser til?

I halvfjerdserne stod vesten vagt om friheden foran jerntæppet, og vi vandt til sidst den kolde krig.

Forskellen er åbenbart at Warszawa-pagten ikke havde nogen penge, og derfor som sådan ikke interesserede det kapitalistiske manufaktur segment.

Det var med andre ord gratis at satse på frihed, demokrati og ytringsfrihed.

Man burde sige fra overfor Kina, indføre handelssanktioner og forbyde dansk registrerede firmaer at have aktiviteter i landet.

Det skulle ske for at standse Kinas forbrydelser i Tibet og landets overgreb mod dets egne demokratiforkæmpere.

Sådan nogenlunde var mit foredrag hen over krebinetterne som lillesub havde lavet til mig. Nydeligt rundet og perfekt panerede.

”Hvem skal jeg stemme på”, spurgte hun pludseligt.

Jeg blev tavs.

Retten til at stemme hemmeligt og frit i boksen er for mig indbegrebet af demokrati.

På den anden side, så forventede hun et svar.

”Jeg skal lige tænke over det”, jeg købte tid.

Skulle jeg rådgive hende efter hendes sociale position? Skulle jeg rådgive hende efter mine egne nationaløkonomiske betragtninger? Skulle vi i det hele taget stemme det samme?

Svaret kom ret hurtigt til mig.

Vi har fundet hinanden fordi vi har en anderledes seksualitet, og det er det vigtigste for os begge når krydset skal sættes.

Frihed i højsædet.

Frihed til at rejse uhindret over grænser.

Frihed til at tage sin Thailandske kone med til Danmark.

Frihed til at vælge sin seksualitet også selvom den indbefatter at man prostituerer sig.

Dagen efter fortalte jeg hende hvilket bogstav hun skulle sætte sit kryds ved.

”Det skal jeg nok gøre”, hun smilede glad til mig da hun svarede.





Bjergtur

28 08 2011

De gjorde ophold, da de kom ud fra bjergbanens gondol. Området var afsvedet. Nøgne sten rejste sig i forvredne strukturer. Længere oppe ad stien knejsede Monte Tamaro, som et afpillet juletræ.

Næsten to kilometer oppe i skyerne.

Han elskede bjerge, og han havde glædet sig til vandreturen.

Monte Tamaro til Monte Lema, fem timers gåtur på en sti i de schweiziske alper.

Det var varmt, næsten tredive grader ved foden og omkring femogtyve grader Celsius i deres nuværende højde.

Gruppen bestod af fem mænd med et aldersspænd på tre dekader. Lederen var næsten tres, selv var han nær de halvtreds, og deres yngste medlem var midt i tyverne.

Den første time gik jævnt opad, han kunne mærke sveden under stropperne på sin Nike rygsæk. Han blev våd i hænderne, når han tog ved remmene for at løfte den af. Han drak af colaen, som han havde købt i restauranten ved bjergbanens endestation.

Første egentlige ophold på ruten var ved en stenhytte, hvor en tibetansk kvinde og hendes vesteuropæiske mand solgte forfriskninger.

.

.

Mens lederen syntes, de kun skulle købe en kop kaffe, besluttede han sig for at supplere med hjemmebag, en chokoladekage, som den lille tibetanske kvinde skar ud og placerede på tallerkenen for ham.

Hun var en lille, tynd kvinde med en meget solbrændt teint. Hun mindede ham om østens kvinder, og hans tanker cirklede pludselig om sex.

Der sad kun et andet par udenfor ved de slidte bænke. De spiste morgenmad, kvinden var i trediverne. Hun var tynd og bar intet fodtøj, kun blå sokker, der forsvandt op under joggingbuksernes kant.

Igen tænkte han på sex.

Så kaldte lederen dem til orden, og de fortsatte turen.

På et tidspunkt fik den tredje ældste deltager problemer. Han var en høj, tynd mand med fuldskæg og en topmave.

Man kunne se, at han led. Hvert skridt var ledsaget af en humpen. Det var hans venstre knæ, der smertede. De var næsten alle læger, og de gav sig til at diskutere knæet.

Overanstrengelse eller menisken?

De befandt sig midtvejs på ruten, og de skulle nå enden inden klokken sytten, hvor bjergbanen ved Monte Lema indstillede kørslen. Det kunne komme til at knibe.

Selv blandede han sig ikke så meget i den andens knæproblemer. Han bemærkede pludselig en indtørret død mus på stien. Han sparkede den ud over kanten, mens de andre diskuterede færdigt.

Lægen med det dårlige knæ besluttede sig for at gå i forvejen. Mens de drak sodavand, kunne de se hans violette T-shirt forsvinde om hjørnet.

Lidt efter gik de videre. Han mærkede mobiltelefonen brumme. Han havde fået en sms.

Den var fra hende, hans kæreste. Hun elskede ham og savnede ham.

Han så ud over de omgivende dale og bjergtoppe.

For sig kunne han se hendes ansigt. Fregnet, smalt, pergament tynde øjenbryn med en rød rand.

Jo, han elskede også hende, og han savnede hende.

Lederen af gruppen var standset op for at forklare noget om en fugl, der svævede længere nede.

Kærestens ansigt var stadig i hans tanker. Han forestillede sig, hvor fin hun ville gøre sig, når han kom på besøg efter sin bjergtur. Han forestillede sig hendes glade ansigt omgivet af hendes viltre røde hår. Han forestillede sig hendes forskrækkede udtryk, når han begyndte at tæve hende.

Det kildrede i hans mellemgulv.

Sex, han tænkte igen på sex.

De kaldte på ham. Toppen lidt længere fremme var åbenbart Monte Lema. Han kunne se en mand i violet T-shirt næsten helt fremme ved foden.

Så satte de i gang for at gå det sidste stykke.





Lussinger

11 08 2011

Mens regnen silede ned ad ruden ved Ishøjsammenfletningen, hørte jeg noget om lussinger i radioen.

Jo, det var rigtigt nok. Gratisavisen 24-timer havde historien: “Danskere ser stort på lussinger”.

Voksne ignorerer, hvis andre voksne i deres børneopdragelse bruger lussinger til poderne.

I supermarkeder har jeg set mange umulige børn og opkogte forældre, men jeg har aldrig set en anden voksen lange sit barn en lussing.

Jeg har helt sikkert taget mine drenge hårdt i overarmen som led i deres socialisering, men jeg tror faktisk ikke jeg har brugt lussinger.

I går stak jeg min kæreste en del lussinger.

Hun havde været uden mig i en uge, det havde gjort hende doven og magelig.

Lidt veltilrettelagt vold var på sin plads.

Det hjalp også – hun teede sig som en dejlig vulgær mær, mens vi havde sex.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.