Greyindarkness

Den store marmortrappe lignede sig. Brede trin og i centrum en rød løber holdt fast med messinglister.

Der lød dæmpet snakken oppefra, og da jeg nåede helt op på etagen, så jeg, at der var dækket op til cirka tredive personer.

Foredraget ville altså blive velbesøgt.

Sildebensparketten tog imod mig, til venstre stod et bord med sodavand og glas, men der ikke var nogen whisky at se.

Hvor var maltwhiskyen, som selskabets bestyrelse bruger det meste af deres tid på at udvælge?

For mig har netop kombinationen af whisky og videnskabeligt foredrag stået som selskabets egentlige berettigelse.

Et oprør, det useriøse lige i ansigtet på lærdommen. Et åndehul, der forbinder nutiden med den tid, hvor professoren havde hushold. Hjemmegående kjolekone og tiende, der måtte stå til rådighed.

Foredragsholderen var der allerede. En kvinde sidst i trediverne.

Jeg mødte hende i 2003 i Orlando, i Florida.

Dengang stod hun udfordrende foran mig. Lille, blond, lårkort og fræk.

- Fortæl mig, hvordan jeg kommer frem i verden, jeg er parat til alt, sagde hendes kropssprog.

Nu, ni år senere, er hun stadig blond, lille, men med trætte, buttede kinder. Jo, det er gået hende godt.

Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle gøre af mig selv, så jeg vandrede tilbage på trappen.

- Nå, der er andre unge, sagde en pige i trediverne henvendt til mig.

Hun var kommet op af trappen med en veninde. De var ph.d.-studerende hos foredragsholderen.

- Her er jo mest gamle mænd, uddybede hun.

Hun havde en antydning af overskæg og en lidt hjulbenet gang, men ellers var hun en nydelig kusse.

Jeg rankede mig op, smilede og fik samtalen ledt hen på noget andet, noget fagligt.

Det var ikke venlighed eller konversationslyst, der drev pigen, næ, hun var simpelthen ude for at skabe kontakter til karrieren.

Men hvorfor omtalte hun mig som ung?

Fordi jeg ser ung ud. Jeg er veltrænet, jeg klæder mig i G-Star Raw, og så hjælper fru Botox med at holde panderynkerne væk.

Tøjet og den glatte hud kan dog ikke ændre på realiteterne. Jeg orker ikke flere konversationer for at skabe kontakter,  jeg orker ikke se flere fremstormende håb presse sig ind blandt os andre selvoptagede, miskendte genier.

Når jeg tager til træning om eftermiddagen, mærker jeg min læg smerte ved fiberskaden, der aldrig læges.

Når jeg får en sur e-mail, skvulper mavesyren i et festfyrværkeri af halsbrand

Når jeg kommer hjem fra en hård dag, sidder jeg lammet foran fladskærmen med nyhederne som virkningsløs terapi.

Hver dag tænker jeg på alle de døde, alle dem, der forsvandt fra en glad dreng med livet foran sig.

Ingen krige, ingen trafikuheld, bare tidens ubønhørlige arbejde. Farmor, mormor, onkel, svigermor, professorens datter, kollegaen.

Men der er en dag i morgen. Der er lillesub, og der er mig.

Der er os i et mørkt rum med en sort lædermadras, med støn og duften af nyslået græs.

Jeg elsker stadig morgendagen, men jeg begynder endelig at forstå, hvorfor det alligevel ikke må være så fedt at være Highlander.

.