To som elsker hinaden

15 03 2014

Det meste af dagen opholdt jeg mig på vejen.

-On the road, som man siger

Landskabet tog sig betagende ud på den kedelige made, som Danmark ofte gør. Goldt på en martsdag, hvor vintersæds spirer var et grønt lagen, der ledte tankerne hen på udkant.

Jeg var på udkanten, og mens jeg kørte, tænkte jeg på hende. Min kone, der havde sagt farvel til mig om morgenen.

Træt kom hun mig i møde. Kun i trusser og med sit lange røde hår om skuldrene og med en figur!

Ja, jeg tænkte på hendes figur.

Jeg tænkte på hvor smukt hendes talje tegnes, når hun står overfor mig, og hvor perfekte hendes bryster er.

En håndfuld med lysrøde vorter, der nonchalant kigger ud til siderne i en perfekt vinkel.

Ved en rasteplads kørte jeg ind. Jeg måtte tale med hende, fortælle det til hende.

-Jeg tænker på dig.

Bagefter kunne jeg køre videre, men jeg længtes efter hende, rigtig meget. Og så tænkte jeg på os, og der hvor vi er kommet til.

Ja, vi har taget chancer, men vi har vundet. Hun stråler af selvtillid og stolthed. Hun er stolt over at være min kvinde, men hun er også stolt over at være sig selv. Stolt over at kunne gøre sin herre glad og over at kunne give sit vigtige bidrag til, at vores liv fungerer.

Vi dyrker ydmygelse, smerte, dominans og underkastelse, men vi lykkes kun, fordi vi er to, der respekterer hinanden, og som kærer sig om hinandens ve og vel.

Vi er gode ved hinanden, det er grundlaget for vores kærlighed.





Nytårstale

4 01 2014

Da det blev midnat, og da det nye år således meldte sin ankomst, stod jeg på vores terrasse og fotograferede fyrværkeriet.

Hvorfor jeg fotograferede, kan jeg ikke helt forklare, men det var en ide, som jeg havde, en ide om, at arkivere det perfekte fyrværkeribillede til brug for en senere lejlighed.

Et minut før, havde jeg skålet med lillesub og vores børn, i alkoholfri børnechampagne. På den måde var det en fantastisk nytårsaften. Den bedste i mange år, for den var beseglingen af at godt år, og løftet om et lige så dejligt nyt år.

Tidspunktet, hvor vi bliver et, er i mere end en forstand nær. Hun sætter ingen begrænsninger for mig, og jeg sætter ingen begrænsninger for mig selv længere, men jeg føler aldrig, at jeg søger andet end at få stillet en nysgerrighed på livet og så på det mærkelige fænomen, der er vores seksualitet.

Kærligheden har jeg fundet, og den er sammen med hende, og i hendes accept af min konstante søgen efter noget mere, opstår vores dybe samhørighed. Jeg føler nu, at jeg kan have hende med alle steder, uden at min oplevelse spoleres derved.

Det ligger nemlig dybt i mig, at jeg til tider har et behov for at bevæge mig ind i mørket, og faren, uden at blive forstyrret ved min egen forventning om at være social. Skal hun med, skal hun være usynlig, ikke brokke sig og i øvrigt holde kæft, også bagefter, med mindre hun specifikt bliver spurgt. Og spørger jeg, skal hun svare det, som jeg ønsker at høre.

Hun er der nu, det mærker jeg, og dermed er vi et menneske, og jeg kan være helt mig selv sammen med hende, og derfor er mit sind fredfyldt, og min stemning glad.

Denne fredfyldthed har også vist mig vejen til en ny kreativitet, hvor hun, og vores seksualitet, bliver en uudtømmelig kilde til at lave noget, synes jeg selv, smukt. At skabe kunst, og det vel at mærke kun ud fra et ønske om at skabe netop det, som jeg selv er tilfreds med, uden skelnen til, hvad andre siger.

Det forekommer måske indlysende, at sådan må en kunstner være, men prøv selv, og mærk efter. Mærk hvordan higen efter anerkendelse, og frygten for spot, driver kreativiteten i en retning, der ligger langt fra den oprindelige ide. Men det er, efter min mening, den oprindelige ide, som kommer fra det, der optager mig, kærligheden og seksualitet, som jeg skal have frem.

Det skylder jeg, med tanke for alt det dejlige, som jeg derigennem har fået.





Og Gud synes om kærligheden

24 12 2013

I aften er det juleaften.

Om fire timer er alle børnene afleveret. Mine sønner vil være hos deres mor, hvor de altid er juleaften, og papsønnen vil være hos sin far.

Derefter er der kun os. Hun og jeg, alene i stuen.

Det er min gave til os begge, og jeg glæder mig som et lille barn til at åbne den.

Omkring mig ligger bunker af tasker med video-, foto- og lydoptageudstyr.  I flere uger har jeg forberedt mig. Tænkt over kameravinkler og lysfald. Jeg har lagt en plan for, hvordan jeg kan mørklægge stuen, hvilket er vigtigt, så lyset kan sættes præcist, som jeg ønsker.

Så lyset fanger det smukke, som jeg ser i hende.

Imens jeg knokler med det tekniske, laver Lillesub mørbradgryde til mig. Med kartoffelmos.

Maden serverer hun iklædt sin nye stuepigeuniform af lak. Hun vil bære hofteholdere, sorte strømper og højhælede sko.

Jeg tænker mere og mere udad. Jeg tænker positivt og fornøjet. Jeg fortrænger alt sortsynet og det sarkastiske lune.

Hvordan andre vil fejre deres jul er op til dem. Jeg er glad ved tanken om, hvordan familier omkring mig hygger sig med flæskesteg, juleand, gaver og sange om nisser.

Og jeg ved, at de også glæder sig ved tanken om mennesker der er anderledes. Mennesker, som også har en dejlig jul, selvom maden ikke har svær.

Som nu mig selv, der vil ydmyge min kommende kone, piske hende med spanskrør, så de røde striber antager en farve, der kan opfanges med den rette hvidbalance og foreviges som et kunstværk.

Jeg ved, at familier i det ganske land vil glædes ved mangfoldigheden, så mens de er oppustede af risalamande og stressede ved udsigten til gavebytning, så glædes de inderligt ved viden om, at der et sted er to isolerede mennesker, som udnytter deres talenter i kærligheden, som Gud synes er smuk.

Og derfor skal lillesub og jeg blive beriget også i det kommende år.

For til dem der har, til dem skal der mere gives.





Vietcong

22 11 2013

Ventetiden fordrev jeg på Hamburger Hill.

Den meningsløse død og det gale livsmod, der følger med.

Ludere, og købesex.

Krigen efterlod drab, og mig med en trang til onani.

En sms bragte nutiden. og det slog mig, hvad der gør mig glad.

Hun, og så vores aparte fascination af mørket før solopgang.

.

hamburgerhill





Magnoliaen

7 09 2013

Når stilheden sænker sig, kaffen dufter, og sensommerens morgenlys rammer det lille Magnoliatræ i vores have, så er jeg lykkelig.

Jeg savner også lidt. Min hårdkogte slavetøs, L…., der ikke har tid til mig mere, og så hende, som er forsvundet fra mit liv.

Og sådan er det. Lykken er allerdejligst, når den bygger på gode minder sammen med det, der gør en lykkelig lige nu.

Og Magnoliaen. Den plejer jeg hver dag. Jeg følger knopperne, der kommer frem, og jeg noterer mig, hvorledes det aftagende lys, får brune rande til at sprede sig på bladene.

Snart er der løvfald, og så må træet stå nøgent i vinteren, mens jeg vinker ud til det fra stuen.

Måske kunne jeg grave det op, tage det med ind, og så sætte det tilbage i forårets lune jord?

Nej, træet lever lige der. På sin plads i hjørnet af plænen, hvor det hvert år i maj minder mig om alt det smukke, der giver livet mening.

Alt det smukke, der for mig er samlet i minderne, i træet og så i nuet.

Nuet, som er min vidunderlige lillesub, der er mit foretrukne motiv, min eneste elskede, og min vildeste fantasi, som kun er for mig at nyde.

.





Stemmer

25 08 2013

Teksten strømmede fra optagelsen og ind i mit hoved. Det var min tekst, og det var min stemme.

Jeg fulgte ordene på skærmen, mens jeg prøvede at føle lyden.

Hvordan føltes den?

Den føltes god, men med en skarp kant.

En knivsæg, der skar mig, lytteren, i strimler. Et stykke blankpoleret stål, der jog gennem alt, og efterlod et afpillet, forpustet stykke mark.

Så med et ændredes det. Jeg kan ikke forklare hvorfor.

Måske var det kærligheden i handlingen, eller måske var min machete simpelthen blevet sløv, og jeg havde grebet efter et andet værktøj, en anden stemme. Stemmen, der var tæt på det, som jeg efterstræber.

En blid stemme, der nænsomt viser det smukke, som er overalt, og som er selve grunden til, at jeg laver kunst.

En dejlig stemme. Fløjlsblød, men ikke kvalm. Udvidende, men ikke belærende.

En stemme, der indhyller lytteren og varmer et koldt sind. En stemme, som fortæller, at her er en mand, som er overens med sig selv.

Den har fundet mig. Fra mit indre, har den arbejdet sig vej ud, og den kalder på mig.

-Kom, vælg mig som din stemme, siger den.

Og jeg vil gerne, vælge den. Jeg vil gerne være overens med mig selv, jeg vil gerne vise mig selv og min verden, jeg vil gerne tilgive, jeg vil gerne være glad for andres entusiasme, og jeg vil gerne oprigtigt være tilfreds med min egen kreativitet.

Her til morgen er jeg alene i stuen, men i aften kommer lillesub hjem, og jeg glæder mig sådan.

Jeg glæder mig til hun kommer, og til jeg skal fortælle hende om den stemme, der er det liv, hvor jeg er overens med mig selv, og hvor vi sammen kan lytte, mens den tager os det sidste stykke vej hjem.





Mørkets haller

18 08 2013

Vi havde pornotøsen til middag. Kun middag og konversation.

I et anfald af inderlighed gav jeg hende chancen for at se ind i mig selv. En chance for at se derind, hvor lillesub færdes.

En drøm, insomnia, et mørkt slot med vægge af sten og fyldt med evig dekadence. At bo der og aldrig forlade mørket, det ville være usigelig lykke.

- Come on, få dig dog et liv, lo pornotøsen.

Jeg så på lillesub, og blev bekræftet.

Hun og jeg alene.

At træde ind i mørket som sig selv. Ingen rusmidler, ingen hæmninger, ingen frygt. Kun varm glæde.

Så vil jeg være klar, afslutningen kan komme, og jeg vil være tilfreds.





Dagen i dag

30 07 2013

Udenfor er der dunkelt. Grønt og dunkelt.

Grønt, fordi der er vegetation, dunkelt fordi det er overskyet.

Og så er der stille. Jeg sidder i min fars sommerhus, som jeg låner. Det er ferie med min søn, den yngste. Der er kun os to, for min ældste søn har undslået sig.

Jeg fornemmer, at han ikke gider sin gamle far mere, og først var jeg en smule skuffet, men så blev jeg pludselig glad.

Han er på vej væk, og sådan skal det være. Han kommer kun, når han vil opnå noget. Og det er fint nok. Langsomt smækker jeg kassen i, og så må han selv tage over. Det hedder: ”At flyve fra reden.”

Men den yngste er slet ikke så langt endnu. Han hader mig, fordi jeg ville skilles, og han hader mig, fordi jeg inviterede en ny kvinde hjem. Men han elsker mig også, og det kommer langsomt frem, som timerne går.

Da vi siger godnat, krammer han mig.

Selv tænker jeg på min egen far.

-Der er skønt deroppe, siger han altid.

Røvsygt, er som regel min inderste tanke, når det gælder sommerhuset, men her tidligt om morgenen med dunkel grønhed udenfor og en total stilhed, forstår jeg ham bedre.

Sådan et sted kunne lillesub og jeg godt ende. Hun og jeg alene i dunkelheden.

Det er hendes fødselsdag i dag, og bare det at skrive det giver mig en klump i halsen. Dejligt.

Sammen med hende er jeg kommet meget tæt på mig selv, meget tæt på at forstå mig selv til bunds, og det er hendes skyld. Hun accepterer mig, som jeg er, og hun accepterer min seksualitet, der i sine eksperimenterende afvigelser ville jage de fleste væk. Men ikke hende.

Hun klæber til mig, er helt nederst i sølet, og så er hun i mig.

Derfor tør jeg fortælle hende alt, selv det, som jeg helst ville lyve om. Selv, når jeg slikker en luder i røven, eller har sex med en sygeplejerske, som er mand.

-Skal doktoren have sin frække sygeplejerske, siger han, der er i selvsiddende strømper og en fin uniform.

Og så ler vi sammen, lillesub og jeg, for vi holder så meget af sygeplejersken begge to.

Djævelen lurer altid, men lillesub holder ondskaben væk.

Det udslåede røde hår, mælkevejen af fregner, og de nedslåede blå øjne.

Tommelise, som jeg løfter op i min hånd, putter i en æske af vat, og bærer ud i livet, mens jeg anstrenger mig for ikke at love hende noget. For det behøver jeg ikke, vi er sammen, og vi skal aldrig glæde os til morgendagen, men kun grådigt inhalere dagen i dag og dernæst igen vågne sammen.

Inhalation, søvn, inhalation – altid.





Det skæve lys

12 06 2013

Engang fik jeg den ide, at jeg ville gå på caminoen. Altså gå til byen santiago de compostela ad pilgrimsruten.

Jeg får stadig e-mails fra en nyhedsliste, som jeg dengang begyndte at abonnere på, men jeg læser dem ikke mere.

Jeg ville væk fra det hele, og jeg turde ikke blive skilt.

Det forekom indlysende, at jeg sagtens kunne forklare familien, hvorfor jeg skulle bruge en måned alene i uvejsomt terræn i det nordlige Spanien. Indlysende, når jeg tænkte tanken, for selvom jeg snakkede meget om pilgrimsruten, så fik jeg aldrig sagt planerne højt.

Senere fulgte jeg Mikael Berthelsens 24 afsnit om hans vej på ruten, og sjældent har jeg set så grimt og goldt et landskab. Godt jeg aldrig kom af sted.

Trangen til at stikke af fra det hele hjemsøger mig ikke længere, men jeg kan godt tage mig selv i at standse op og spekulere på, om jeg mon overser noget.

Det går godt for mig og min kæreste. Hun smelter stadig mit hjerte, og det sker i de stille øjeblikke, hvor mit blik fanger hende fra siden. Selv er hun blind, altså hun lægger ikke mærke til det, netop fordi jeg sniger mit blik ind fra siden. Så smelter jeg med en dejlig gysende fornemmelse.

Ellers lever jeg stadig helt i hvidt.

Lyset er skævt, som om jeg er i den forkerte tidszone. En hektisk zone, hvor jeg aldrig sover, og derfor er jeg træt, når jeg kommer hjem, og når klokken når 15 på kontoret, men ellers går jeg fra det ene til det næste og ekstemporerer mig igennem på den måde, som andre i min type stilling er nødt til at gøre, for det er netop det, som jeg får løn for. At ekstemporere mig igennem der, hvor de andre sygemelder sig med stress.

Så er det, jeg standser op, og tænker om jeg overser noget, men det kommer ikke til mig. Det er nok sådan her det skal være, et stykke tid endnu, og så lidt længere.

Jeg har også trukket mig mere ind i mig selv. Det er helt tydeligt nu, at jeg er to forskellige personligheder. To modpoler. Den gode og den skruppelløse, eller måske er det omvendt, for tit er det den gode, som fucker up, mens det er den skruppelløse, der ikke behøver puste sig op i evindelig retfærdiggørelse, og så er det netop den skruppelløse, der ender med at være god, altså i resultatet, men ikke etisk, men det var altså også pointen.

Sankt Hans nærmer sig, og så er det et stille håb, at lyset dæmpes til et mere udholdeligt niveau.





Om at påtage sig ansvaret

4 06 2013

Det betyder mindre for mig nu at dele de tanker, der også er eksistentialistiske bekymringer.

Måske det skyldes, at jeg er tilfreds med tingenes tilstand, eller måske det skyldes, at jeg har trukket mig mere ind i mig selv.

Det er nok en kombination, for jeg er tilfreds, men jeg har også trukket mig mere ind i mig selv.

Ansvaret for hverdagen, for det hele, hviler på mine skuldre, og jeg forventer af mig selv, at jeg kan bære det.

Tidligere pippede jeg det hele ud.

-Vi skal dele alt, var mit udsagn.

Men, når man deler alt, så giver man ansvaret fra sig, og ansvaret er altid mit – helt igennem.

At skrive om bekymringerne til en anonym kreds er samme overspringshandling.

-Det er godt at få det ud, tænkte jeg.

Men det er dybest set noget sludder. Hvis man ikke kan holde sit eget tankelort ud, så er det på tide, at få gjort noget ved det, så er snak ikke nok.

Det er også selvbedrag at tro man kan vælge at være på en særlig måde, eller at tro, at man som person kan beskrives simpelt, som god, ond, svag eller stærk.

Vi er alle sammensatte og kalejdoskopiske i vores personlighed. Opgaven er at rumme det, og leve med sig selv i tilfredshed med alle de forskellige facetter.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 43, der følger denne blog

%d bloggers like this: