På restaurant

7 09 2014

Jeg kommer direkte fra IKEA i Gentofte. Klokken er ved at være 20, og jeg er ret sulten.

IKEA-turen var en adspredelse, og jeg fik købt diverse småting, som stod noteret på min notesblok.

Det er en plan, noget af den står på min notesblok, men det meste findes i mit hoved. Der er altid en plan derinde, og den er som regel genial.

Jeg parkerer på Nørrebro og går så hen for at hente hende fra arbejde.

Hun er glad, da vi mødes. Træt, glad og sulten.

Nørrebros lyde er fra unge menneskers snak på cafeerne, og det efterlader mig med en følelse af ikke at høre til.

I hvert fald ikke den aften.

Så vi kører til Østerbro, hvor bilen mere eller mindre af sig selv finder Randersgade.

Vi ser på hinanden og smiler.

I Randersgade findes en sexklub, der primært frekventeres af biseksuelle mænd, og vi kommer der. Jeg kan godt lide stedets lummerhed, der absolut er i en klasse for sig.

Vi bevæger os mod et torv med cafeer, men så får jeg øje på et skilt.

- Jeg har lyst til Pizza, siger jeg.

Stedet er en indisk pizza-og-diverse-restaurant. Med bestilling via Just-Eat, men også med mulighed for “spise her”.

-Jeg lukker klokken ti, siger ejeren.

Men han bliver alligevel glad, da vi bestiller til ”spise her”.

En mand kommer ind og bestiller en sandwich. Vi kan høre en ”swisssh”-lyd, da han knapper en dåsesodavand op for at drikke den i ventetiden.

Vi spiser uden at sige noget. Lyset er mest blåhvidt fra blinkende fra lysstoffrør, men lidt  kulør iblandes fra det røde plast, der danner  Coca-Cola-logoet på køleskabet med drikkevarer.

Overtøjet har vi beholdt på, og til vores mad drikker vi Zero, direkte fra flasken, min plastprop ligger på bordet, og min BOSS-cap hænger på min stol. Hun er i sin blomstrede Desigualfrakke, og mønstret synes at leve under pizzamandens belysning.

Jo, der hører vi til, og vi lever.

Der, med mørket udenfor, kommer lykken kravlende til mig. Jeg tror den kommer fra gulvet, hvor Inderen har viftet den op, mens han fejer ude i baglokalet.

Sønnen sidder og ser sur ud, de sidste pizzaer er vist bragt ud, og for lidt siden måtte han tage en reprimande fra sin far. En reprimande på indisk, men jeg forstod godt, hvad den sagde.

-Tag dig sammen, bliv nu voksen!

Fædre behandler deres sønner ens over hele verden, og måske var det Inderens optagethed af sønnens dannelse, der gjorde, at han overså lykken.

Den blev ligesom viftet hen over gulvet og lige i favnen på lillesub og mig, for vi er altid parate til den.

Jo, lykken er lige der, hvor vi er.





Sexpol

30 08 2014

Aftenshowet onsdag d. 27. august bragte et indslag om en bog: ”Orgasmeland” af journalist og forfatter Lea Korsgaard, som selv præsenterende sin bog i aftenshowet.

-Godt gået, tænkte jeg fra min plads i sofaen.

For jeg blev grebet af indslaget. Er jeg stødt på fru Korsgaard tidligere, nøgen? Måske, jeg kan ikke placere det, nej sikkert ikke.

Sådan er det med aftenshowet. Lidt tændt bliver jeg altid, men lige netop dette indslag gik dybere.

Det var interessant at høre om Sexpolorganisationen, og det var nyt for mig, at der har fandtes en sådan politisk gruppering i tredivernes København. En gruppe, der prædikede socialisme og seksuel frigørelse.

Det fik mig til at reflektere på en måde som er uvant for mig med aftenshowet. Normalt ser jeg programmet for at nyde tidens kvinder i nylonstrømpelår og deres patter bag strikbluser.

Så sidder jeg der i sofaen med den ene hånd i bukserne, indtil jeg, som regel ret hurtigt, falder i en vidunderlig dyb søvn, som kun Aftenshowet kan fremkalde.

Men i onsdags faldt jeg ikke i søvn.

Værten, Louise Wolf, spurgte sin gæst, om hvad hun havde fået ud af studierne i arkiverne.

Og så skete der noget med Lea Korsgaard, som med et drømmende udtryk kastede sig ud i en ret lang monolog:

”Det har været helt rørende at møde nogle Mennesker, der havde evnen til at forestille sig, at verden kunne se helt anderledes ud, og at vi kunne få en smukkere og bedre og mere retfærdig verden og virkelig var total indstillet på at kæmpe for den verden med næb og klør …

Det synes jeg har været vildt inspirerende, fordi vi i dag ikke har den kampvilje, synes jeg, selvom der sådan set er nok at kæmpe for…”

-Fuck, det var sgu godt sagt, der er bid i hende Korsgaard, tænkte jeg begejstret.

Næste indslag i aftenshowet var om ”et vasehysteri – Kählergate”, og det blev annonceret i en tekst nederst i skærmen, mens Lea Korsgaard bragte sin fantastiske monolog.

Jeg sad der i sofaen (med begge hænder i fri luft), og jeg blev kun lidt sur over den åndssvage annoncering af dette næste indslag om en total ligegyldig ting.

Opium for masserne, det er hvad chefjurist og –ideolog, producerer, men onsdag d. 27 august ramte hun alligevel noget hos mig.

Sexpol, en gruppe der troede på det rigtige i, at man skal komme i kontakt med sit ægte indre jeg gennem sin seksualitet. Det synspunkt passer virkelig godt til mig, og tak til Public Service, der bragte mig på sporet af denne gruppe, sexpol – Orgasmeland skal være mit eneste julegaveønske. Jeg køber den nok selv, og beder lillesub om at give mig den.

Savnet af oprøret. Det savn, som Lea Korsgaard giver udtryk for i interviewet, det føler jeg også i mig, og det skal have afløb – i fiktionen …..





Ferietid

22 06 2014

Når jeg ser tilbage til tiden 2006 / 2007, så forstår jeg nu fuldstændigt, hvordan de følelser, der rasede i mig, varslede et opbrud.

Det var begyndelsen til en ny tid, til en ny epoke, i mit liv.

Netop nu, her til morgen, sidder jeg med udsigten til en dejlig lang ferie, men det bliver igen en ferie, der står i projekternes tegn. Projekter, der må forekomme mange mennesker helt vanvittige, men som ikke desto mindre giver mening for mig, og for min kone.

Man kan sige, at det handler om at gribe dagen, og det gør jeg nu. Jeg griber den med hele min intellektuelle formåen og med al den erfaring, som jeg har samlet op.

Men jeg griber den fuldt og helt, for det, som jeg lærte der tilbage i nullerne, var, at jeg visner, hvis jeg ikke træder ud og tager det, som jeg vil have.

Det er essensen af dominans, opfyldelsen af et egoistisk behov.

Et behov for hvad? Ja, tit kan jeg ikke forklare præcis, hvad det er, som jeg kræver, jeg sidder blot med en stærk fornemmelse af, at det her vil jeg simpelthen have.

Og jeg er parat til at satse, min kone, mine børn, mit hus, mit job.

Man kunne sige, at jeg er en gambler, men jeg ser ikke mig selv sådan.

Jeg hader risikoen for at miste kontrol, men i visse sager er præmissen simpelthen er, at jeg vil have det på en bestemt måde, uanset hvad oddsene er.





En billig pige

4 05 2014

På en tidspunkt gik jeg eget op i Søren Kierkegaards eksistentialisme, og det gør jeg på sin vis stadigvæk, om end jeg ser hans filosofi i et bredere perspektiv nu.

Det for mig interessante ved Søren Kierkegaard er hans formulering: ”at træde i eksistens”.

Dette begreb er på den ene side nemt at forstå (efter nogen grublen) og samtidigt uendeligt svært at formulere betydningen af for sig selv.

Der er tale om at tage moralen på sig og derved blive det menneske, man er, og det er jo vigtigt at komme overens med sig selv, men Kierkegaards fokusering på moralen er overdreven. Det vil sige, moralen er ikke uvæsentlig, og men for Kierkegaard ender det med at gå over gevind.

Den anden store eksistentialist, Sartre, er på sin side i den anden ekstreme grøft – der er ingen moral, skab den selv.

Hvad er rigtigt?

Se, det er det uendeligt svære ved at træde i eksistens, og det får mig til at tænke, at man ikke præcist kan definere dette, at træde i eksistens, men at det må være en følelse af at være i balance med sig selv, at acceptere sig selv på godt og ondt.

Jeg føler, at jeg er trådt i eksistens, og det sidste skridt tog jeg med ægteskabet til min lillesub, og dermed er moralen også en del af min træden i eksistens, for ægteskabet er for mig (igen) et håndslag på troskab.

Og jeg tager hende med åbne øjne, for jeg ved, at hun, så blid hun end er, dybt inde er en ”billig” pige, og det er en egenskab, som jeg elsker meget ved hende.

En billig pige, der tit skal behandles sådan, men som ligeså tit har brug for at blive ført ved et fast greb af en mand, der bestemmer.





To som elsker hinaden

15 03 2014

Det meste af dagen opholdt jeg mig på vejen.

-On the road, som man siger

Landskabet tog sig betagende ud på den kedelige made, som Danmark ofte gør. Goldt på en martsdag, hvor vintersæds spirer var et grønt lagen, der ledte tankerne hen på udkant.

Jeg var på udkanten, og mens jeg kørte, tænkte jeg på hende. Min kone, der havde sagt farvel til mig om morgenen.

Træt kom hun mig i møde. Kun i trusser og med sit lange røde hår om skuldrene og med en figur!

Ja, jeg tænkte på hendes figur.

Jeg tænkte på hvor smukt hendes talje tegnes, når hun står overfor mig, og hvor perfekte hendes bryster er.

En håndfuld med lysrøde vorter, der nonchalant kigger ud til siderne i en perfekt vinkel.

Ved en rasteplads kørte jeg ind. Jeg måtte tale med hende, fortælle det til hende.

-Jeg tænker på dig.

Bagefter kunne jeg køre videre, men jeg længtes efter hende, rigtig meget. Og så tænkte jeg på os, og der hvor vi er kommet til.

Ja, vi har taget chancer, men vi har vundet. Hun stråler af selvtillid og stolthed. Hun er stolt over at være min kvinde, men hun er også stolt over at være sig selv. Stolt over at kunne gøre sin herre glad og over at kunne give sit vigtige bidrag til, at vores liv fungerer.

Vi dyrker ydmygelse, smerte, dominans og underkastelse, men vi lykkes kun, fordi vi er to, der respekterer hinanden, og som kærer sig om hinandens ve og vel.

Vi er gode ved hinanden, det er grundlaget for vores kærlighed.





Nytårstale

4 01 2014

Da det blev midnat, og da det nye år således meldte sin ankomst, stod jeg på vores terrasse og fotograferede fyrværkeriet.

Hvorfor jeg fotograferede, kan jeg ikke helt forklare, men det var en ide, som jeg havde, en ide om, at arkivere det perfekte fyrværkeribillede til brug for en senere lejlighed.

Et minut før, havde jeg skålet med lillesub og vores børn, i alkoholfri børnechampagne. På den måde var det en fantastisk nytårsaften. Den bedste i mange år, for den var beseglingen af at godt år, og løftet om et lige så dejligt nyt år.

Tidspunktet, hvor vi bliver et, er i mere end en forstand nær. Hun sætter ingen begrænsninger for mig, og jeg sætter ingen begrænsninger for mig selv længere, men jeg føler aldrig, at jeg søger andet end at få stillet en nysgerrighed på livet og så på det mærkelige fænomen, der er vores seksualitet.

Kærligheden har jeg fundet, og den er sammen med hende, og i hendes accept af min konstante søgen efter noget mere, opstår vores dybe samhørighed. Jeg føler nu, at jeg kan have hende med alle steder, uden at min oplevelse spoleres derved.

Det ligger nemlig dybt i mig, at jeg til tider har et behov for at bevæge mig ind i mørket, og faren, uden at blive forstyrret ved min egen forventning om at være social. Skal hun med, skal hun være usynlig, ikke brokke sig og i øvrigt holde kæft, også bagefter, med mindre hun specifikt bliver spurgt. Og spørger jeg, skal hun svare det, som jeg ønsker at høre.

Hun er der nu, det mærker jeg, og dermed er vi et menneske, og jeg kan være helt mig selv sammen med hende, og derfor er mit sind fredfyldt, og min stemning glad.

Denne fredfyldthed har også vist mig vejen til en ny kreativitet, hvor hun, og vores seksualitet, bliver en uudtømmelig kilde til at lave noget, synes jeg selv, smukt. At skabe kunst, og det vel at mærke kun ud fra et ønske om at skabe netop det, som jeg selv er tilfreds med, uden skelnen til, hvad andre siger.

Det forekommer måske indlysende, at sådan må en kunstner være, men prøv selv, og mærk efter. Mærk hvordan higen efter anerkendelse, og frygten for spot, driver kreativiteten i en retning, der ligger langt fra den oprindelige ide. Men det er, efter min mening, den oprindelige ide, som kommer fra det, der optager mig, kærligheden og seksualitet, som jeg skal have frem.

Det skylder jeg, med tanke for alt det dejlige, som jeg derigennem har fået.





Og Gud synes om kærligheden

24 12 2013

I aften er det juleaften.

Om fire timer er alle børnene afleveret. Mine sønner vil være hos deres mor, hvor de altid er juleaften, og papsønnen vil være hos sin far.

Derefter er der kun os. Hun og jeg, alene i stuen.

Det er min gave til os begge, og jeg glæder mig som et lille barn til at åbne den.

Omkring mig ligger bunker af tasker med video-, foto- og lydoptageudstyr.  I flere uger har jeg forberedt mig. Tænkt over kameravinkler og lysfald. Jeg har lagt en plan for, hvordan jeg kan mørklægge stuen, hvilket er vigtigt, så lyset kan sættes præcist, som jeg ønsker.

Så lyset fanger det smukke, som jeg ser i hende.

Imens jeg knokler med det tekniske, laver Lillesub mørbradgryde til mig. Med kartoffelmos.

Maden serverer hun iklædt sin nye stuepigeuniform af lak. Hun vil bære hofteholdere, sorte strømper og højhælede sko.

Jeg tænker mere og mere udad. Jeg tænker positivt og fornøjet. Jeg fortrænger alt sortsynet og det sarkastiske lune.

Hvordan andre vil fejre deres jul er op til dem. Jeg er glad ved tanken om, hvordan familier omkring mig hygger sig med flæskesteg, juleand, gaver og sange om nisser.

Og jeg ved, at de også glæder sig ved tanken om mennesker der er anderledes. Mennesker, som også har en dejlig jul, selvom maden ikke har svær.

Som nu mig selv, der vil ydmyge min kommende kone, piske hende med spanskrør, så de røde striber antager en farve, der kan opfanges med den rette hvidbalance og foreviges som et kunstværk.

Jeg ved, at familier i det ganske land vil glædes ved mangfoldigheden, så mens de er oppustede af risalamande og stressede ved udsigten til gavebytning, så glædes de inderligt ved viden om, at der et sted er to isolerede mennesker, som udnytter deres talenter i kærligheden, som Gud synes er smuk.

Og derfor skal lillesub og jeg blive beriget også i det kommende år.

For til dem der har, til dem skal der mere gives.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: