En manddomsprøve

16 02 2012

Allerede da jeg læste hendes profiltekst, vidste jeg, at hun kunne være den rigtige.

Da jeg så hende første gang, var jeg solgt.

At hun knaldede på første date, så jeg ikke som noget specielt, men at hun kastede sig ned i klinkegulvet og kyssede min fod, det rørte mig dybt.

Det sker, at jeg glemmer, hvor skrøbelig hun er.

Hun har også behov for at mærke mit engagement, det er bare så dejligt, at se hende græde over mig, en fristelse, som kan være svær at modstå.

På den anden side, så er det svært at tænke på alt.

Lige nu er jeg gået fra passiv analyse, til aktiv handling, og der er meget, der skal falde på plads, inden de flytter ind.

Økonomien optager mig meget i disse dage. Med vores planer, får jeg for alvor ansvaret for en familie igen.

Hvis jeg får nok af jobbet, kan jeg ikke bare sælge huset, og tage en eventuel teknisk insolvens i stiv arm.

Huslejen skal ind hver måned, og det er mig, manden, der skal sørge for det.

For en tryghedsnarkoman som jeg, er det en manddomsprøve, at navigere med tålmod og stålsathed gennem karrierebeslutninger og andet, der kan påvirke min økonomi.

En manddomsprøve, som jeg har godt af at gennemgå.





Længslen – en svigagtig følelse

14 02 2012

Selv på mine sorteste dage, brager lyset bag øjenlågene og løfter mit sind.

Stemningslejet er støt og roligt kravlet op til normalen fra lavpunktet i december 2007.

Men alt er ikke som før, der er en forandring.

Jeg bærer på en kugle, der tynger i den ene side.

Som en indkapslet knude ligger den inaktiv og grim, et minde om det bedste og værste i mit liv.

Kuglen drejer om sin akse. På den ene halvkugle findes længslen og på den anden skuffelsen.

Længslen er svigagtig, den fik mig til at se alt fra den samme side.

Men, det var ikke kun mig, der røvrendte dem, det var også dem, der røvrendte mig.

Min ekskone, min ekselskerinde. De røvrendte mig begge to.

Kuglens tyngde, er den tristhed, der aldrig helt forsvinder.





Mit eget ansvar

8 02 2012

Jeg så ud over forsamlingen af unge mennesker. For femte gange råbte jeg godmorgen. Mikrofonen virkede fint, men alligevel vedblev deres snakken.

Så endelig efter, hvad der syntes som en evighed, døde snakken ud.

Vreden brusede i mig, og inden jeg vidste af, hvad jeg gjorde, fandt jeg mig selv ekstemporerende gennem en anekdote, om dengang jeg var løjtnant i forsvaret.

Hver morgen titulerede min deling mig med et punktligt ”Godmorgen hr. Løjtnant!”

Koldkrigslogikken er altid grim at se på, og pludselig var der helt stille.

De måbende ansigter fortalte mig, at en dårlig stemning var ved at bygge sig op.

Rutinen klarede det videre forløb til en tilfredsstillende afslutning, men her flere dage efter sidder oplevelse stadig i mig.

Hvorfor tier de ikke stille, når vi skal i gang?

Der gives et svar, som bare ikke er simpelt, men interesserede kan ekstrahere det i historien for perioden fra ungdomsoprøret og frem til i dag.

Ansvaret er mit.

Det var ressourcestærke unge mennesker som mig selv, der tilbad Klaus Riskjær, Thatcher og Reagan. Det var unge mennesker som jeg selv, der troede på, at grænseløs frihed er ensbetydende med friheden til at skide på andre.





Videre

3 02 2012

Mørket bringer frosten, som fryser auraen omkring mig. Jeg stivner hele vejen ind.

Tilbage er kun en lille pulserende glød et sted mellem hjertet og venstre binyre.

Jeg røg engang cigaretter. Prince Light, som jeg hentede i 10-styks pakker og nød alene på mit kollegieværelse.

Med røgen bølgende omkring mig og med en kop kaffe i hånden fulgte kvalme og mavekramper. Gennem mit vindue kunne jeg se en pige i spisesalen, helt ovre på den anden side af jorden.

På Østerbro brugte jeg min feriegirokupon til et besøg på et bordel. Jeg blev klædt i lakkjole og kaldt slave.

Det kunne jeg godt lide, men hvorfor fandt jeg aldrig ud af. Resten af feriepengene gik til et par sko, Timberland med kraftig sål.

Så vandrede jeg videre i en mærkelig verden, mens mit hår faldt af, og min usikkerhed øgedes.

Men helt derude, hvor man tror, det er løgn, skal man hanke op i sig selv og fortsætte.





Varme i en kold tid

1 02 2012

Overgangen fra overblik til hektisk kaos kommer altid som en knytnæve sidst i januar.

Jeg burde ikke være overasket og er det vel egentlig heller ikke, kan bare konstatere, at arbejdet som vanligt kræver meget lige nu.

Lyspunkter er der dog også.

Det er endelig lykkedes mig at slå igennem som debattør i den offentlige debat, godt nok ikke om ligestilling eller pervers seksualitet, men det er trods alt et fremskridt.

Fagligt har jeg også haft succes. Et treårigt projekt er afsluttet med et godt resultat.

Sådan er det indenfor mit fag. En lang ørkenvandring kun afbrudt af enkelte lyspunkter, og dem må man så nyde i fulde drag!

I går havde jeg to vidt forskellige præsentationer. Begge var tilfredsstillende for mig, og det var de, fordi jeg bagefter kunne stå inde for mig selv.

Ved sidste præsentation fulgte jeg en kollega, der duknakket havde taget imod en tvær sals hån.

Selv havde jeg planlagt et teknokratisk indlæg, men mine kollegaers uforskammede selvhøjtidelighed triggede noget i mig.

Spontant og på stedet korrigerede jeg mit oplæg og leverede en åndelig kindhest til de forkælede.

Så kan de sgu lære det!

Der var få klapsalver, så budskabet gik ind.

Hjemme i parcellen var det en tilfreds mand, der gik til ro.

Det varmer i en kold tid at være ærlig hele vejen igennem.





Samfundsdebatøren Marquis de Sade

23 01 2012

Da jeg forleden afleverede Nabokovs Lolita på folkeoplysningens sidste bastion, kommunebiblioteket, skævede jeg nervøst til politistationen, der ligger ved siden af.

Jeg glædede mig pludselig over, at jeg ikke bor i Singapore.

En østat, der giver høje bøder for at spytte tyggegummi på gaden, og som for lidt mere alvorlige forbrydelser, f.eks. vandalisme, tildeler retfærdige stokkeslag.

En mand, der har lånt Lolita i tre måneder for derefter at hjemtage Marquis de Sades ”Lyst og forbrydelse” ville givetvis have kandideret til en kammeratlig samtale hos østatens ordensmagt i bygningen ved siden af biblioteket.

Sjovt nok er Marquiens skrifter udgivet på dansk hos forlaget, Tiderne Skifter, (Siderne klistrer blandt forlagsvenner). Et forlag, som vel er de intellektuelles forlag, og som gerne sætter seksualitet, ligestilling og kønskamp til debat gennem dets udgivelser.

Lyst og forbrydelse indeholder tre Maquies de Sade fortællinger, og jeg er kun en tredjedel inde med min læsning, hvorfor jeg skal afstå fra en længere udredning eller beskrivelse.

Her rækker det at klargøre, at værkerne opererer med en alvidende fortæller, der afgør, hvem der er god, og hvem der er ond.

I dag er vi alle veluddannede og behøver ikke at blive instrueret i, hvem der er gode, og hvem der er onde.

Derfor ville teksterne aldrig være fundet publiceringsværdige som originale førsteudgivelser ved de intellektuelles forlag.

Oversættelsen og genudgivelsen retfærdiggøres netop ved, at en sand intellektuel forstår at sætte sin læsning i perspektiv, forstår at nærme sig værket ud fra dets samtid.

Enhver er sin egen lykkes smed!

Sådan stiller de Sades skrifter æstetikeren på spidsen, dog med den krølle, at den højeste lykke skal søges opnået gennem forfølgelse af ens egne mest perverse lyster og i disrespekt for andres integritet.

Ser man de Sade som en samfundsdebattør og samfundsrevser, så indser man, at hans skrifter rækker langt videre end blot lummer pornografi.

Paradokset og udfordringen for den gode vilje er, at mens vi har pligt til at tilgive og vende den anden kind til, så lever forbryderne et liv i luksus i jagten på total tilfredsstillelse.

Se dig omkring og gendigt de Sade for dig selv her i tiernes samfund.

Hvem er forbryderen?

Er det krænkeren fra underdanmark? Eller er det finansfyrsterne i det globaliserede pyramidespil?

Hvem er det, der virkelig voldtager, røvpuler og efterlader os udslukte med angst for fremtiden?

(For omtale af “Lyst og Forbrydelse” fra Tiderne Skifter se Information december 2007)





Status quo periode

21 01 2012

I sommers proklamerede jeg en status quo-periode på 12 måneder.

En periode, hvor min kæreste og jeg fortsætter forholdet som hidtil, altså som kærester med hver sin matrikel.

Det smarte ved en sådan proklamation er, at man sagtens kan snakke drømme, mens man udsætter beslutningen, der i dens definitive karakter altid rumme muligheden for fiasko, muligheden for, at man, stillet overfor valget af fast tosomhed, løber forskrækket væk.

Vi er nu seks måneder inde i status quo-perioden, og på stilfærdig vis er beslutningen taget.

Vi vil flytte sammen efter sommerferien. Bekvemt passer det også med skolernes sommerferieafslutning.

Der var ingen fanfarer, middage på fine restauranter eller lange taler. Det var en gradvis proces, hvor vi til sidst stod på den anden side og indså, at vi havde taget beslutningen.

Jeg har selvfølgelig også testet beslutningen for at se, om den kan bære.

Først en forsigtig fod og så hele vægten, og det bærer uden problemer.

Hvordan ville mit liv se ud uden lillesub?

Min stue ville pludselig være kedelig afpillet. En gildesal, hvor festen var blevet aflyst.

Jeg ville sidde apatisk med udsigt til guirlander af spindelvæv og groteske hvide kroge i betonen.

Hvide kroge til lænkning af spøgelser, der koldt ville puste gåsehud på mine aldrende arme og minde mig om perversionernes endestation, ensomheden.

En alenemand uden lyst til at lede efter andre kvinder og uden præcist mål.

Nej, jeg ville ikke orke, eller have lyst til, igen at åbne mig i breve til kvinder, som jeg måske, eller måske ikke, en dag ville møde.

På en måde er det paradoksalt.

Jeg savner hende, og jeg glæder mig til jeg en dag skal komme hjem til en rengjort stue, med friske blomster og duften af biksemad med spejlæg, men alligevel synes jeg, der er noget trist dybt inde et sted.

Men glæden er der også, og glæden springer fra hendes fine røde øjenlågsrand, der omkring de blide øjne viser vejen mod en dejlig og meningsfyldt fremtid.





Solariets pris

19 01 2012

Jeg slukker stearinlysene og finder min frakke frem.

Mens jeg snører støvlerne, undrer jeg mig over noget mærkeligt blafrende udenfor hoveddørens matterede rude.

Sne! Kæmpe store snefnug.

Vidunderlig sne, som hæver mit humør.  En tiltrængt afvigelse fra det grå januar.

Jeg er fremme efter kun to minutters kørsel, to kabiner er i brug, men der er heldigvis en fri tilbage.

Der er meget tøj, der skal af, og jeg når kun lige at smide mig nøgen og frysende på glaspladen, før radio Voice tænder sammen med den kraftige lilla sol.

Syv minutter får man, så er det ud igen. Aftørring må man selv stå for.

Jeg savner tiden, hvor en læspende afbleget solbrun blondine sad i receptionen og stimulerede fantasierne, mens jeg forsøgte at bekæmpe erektionen bag foldedøren.

Sollys, det er hvad man trænger til!

Jeg hverken ryger eller drikker, og så vil jeg skide på eksvidenskabsjournalistens ensidige kræftkampagne.

Hun får garanteret lønbonus, hver gang hun optræder i TV.

Den spraglede blå skjorte, kombineret med min dejlige bronze teint.

Det er noget, der giver fugt i kontordamernes fundament!





En sand mester

16 01 2012

Min søn fik syv for begge sine sidste danske stile. Det er meget glædeligt, for han er kravlet fra et 2-tal i skriftligt dansk sidste år midt i niende klasse, til nu altså syvtaller, i tiende.

”De kan ikke lide min skrivestil”, var hans forklaring på, at det ikke blev til endnu mere.

Jeg har læst hans værker, og jeg må indrømme, at de ikke er specielt strømlinede. Men hvor især grammatikken og stavningen godt kunne tåle afpudsning, så har hans skrivestil nu noget over sig.

En sær form for spring, der med lidt modning godt kunne blive til noget særegent, let og moderne. Jeg kan bare ikke hjælpe ham, for jeg kan ikke sige præcis, hvor han skal sætte ind.

Problematikken er interessant. Jeg genkender nemlig tilsvarende problemer hos mig selv.

Både her på bloggen og fra venner, som jeg har bedt om en mening, er der kommet samme analyse.

Midt i et til tider nærmes overrealistisk univers mangler læseren et ståsted, noget at identificere sig med. Balancen tipper med provokationen, og lysten til at smide bogen væk bliver påtrængende.

Vejen mod forbedring er belagt med problemer.

Vælger man at efterligne kendte idealer, forsvinder man nemt i strømmen.

Vælger man at stå udenfor, afvises man nemt som talentløs.

At sætte kursen er heldigvis ikke svært.

Enhver ægte kunstner anerkender kun en sand mester, sig selv.





Åndssløve underholdningsnarkomaner

8 01 2012

“Mit smukke genom” er en bog skrevet af videnskabsjournalisten og forfatteren Lone Frank.

Bogen burde oplagt være læst af mig, men det er den altså ikke.

Jeg kan godt lide hende, Lone.

Hun var i DR2 i en glimrende udsendelse, der portrætterede hendes skabelse af bogen i skyggesiden af hendes sygdom, depressionen.

Hun er en pæn pige, energisk og selvstændig, lige til at træde på.

Faktisk kastede hun sig efter eget udsagn også i grams til en intellektuel mand, hun mødte på sin vej, hun kunne ikke sige nej!

I udsendelsen interviewede hun en buddhistisk munk.

Depression er vestens sygdom, som vi fejlagtigt tror, skal behandles med medicin. Næ, den lagenklædte, skaldede herre, smilede overbærende, han havde forklaringen.

Vi skal ind til sindet!

Jeg garanterer, at Buddha selv ville falde direkte i depressionens mørke, hvis han var udstyret med de rigtige, forkerte gener og desuden fik et lille skub i livets tivoli.

Strøm mod hans kranium kunne måske hjælpe, mens alverdens afholdenhed og stirren i væggen kun ville gøre det værre.

Det bedste ved Lone Franks DR2 udsendelse var hendes ærlighed med sin skuffelse over dårlige salgstal for den ellers anmelderroste bog.

”Hvorfor helvede køber folk den så ikke? Hvorfor læser de dårlige krimier og lortebøger?”, siger hun mod slutningen af udsendelsen.

Hun har jo ret!

Folk er åndssløve underholdningsnarkomaner, der helst vil gå i graven med en ubrugt storhjerne.

Men så må man jo bare lære lektien.

Enten skriver man smalt til egen netudgivelse, eller også må man lirke sin lødige litteratur ind mellem X Factor og Dan Brown.

Hvordan gør man det?

Hvis du ved det, så send mig svaret, jeg lover ikke at give det videre.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.