Den forfærdelige sommer

18 05 2013

Jeg havde glemt, hvor forfærdelig sommeren er.

Kraftigt sollys, der løber ind i mig og får det hektiske til at eksplodere i et virvar af ukontrollabel energi.

Lidet ønsker jeg det, men jeg har ingen fri vilje, jeg må bare kaste mig ud i lynene, der efterlader mig kørt op og hungrende efter mørke og stilhed.

Men intet forandres. Intet kommer, hverken stilheden eller mørket. I stedet er det hjertebanken og kropsrystelser, der tvinger mig til at virre med hovedet og tænke, at jeg må tage mig sammen.

Og der er ikke andet at stille op. Jeg tager mig sammen, samler tøjlerne op og rider videre i et sindssygt ridt.





Kierkegaards år

17 05 2013

Det er Kierkegaards år, og det gør det dejlig allestedsnærværende, at kunne læse belærte menneskers formidling af filosoffen.

F.eks. læste jeg, at Kierkegaards filosofi er rettet imod individet, hvilket vist var problematisk.

Hvorfor egentlig? Jeg er kun blevet fænget af Kierkegaard, fordi han sætter jeg’et, dvs. mig i centrum. Dybest set interesserer jeg mig kun for mig selv.

Hvem er jeg så?

Det har jeg efterhånden en ret god ide om, og jeg er langt fra altid køn – men jeg har ikke lyst til at være anderledes.

Der er brug for den anden side til at sparke liv i lortet, så dagen kan bringes i skred, og så Hestekastanjen ved søerne igen bliver et betagende syn.

Uden den anden side, er alt bare leverpostej.





Rødt møke

5 05 2013

Lyset vil ikke gå væk. Det er forårets lys, der vækker mig inden uret, og som holder mig svævende i en hektisk rytme. Det er som om verden invaderer mit rum, uden jeg kan forhindre det. En invasion af indtryk og en labyrint af fortolkninger, der holder mig kørende i dagevis. En lang technofest, hvor jeg er narkomanen, der glider fra bane til bane, holdt oppe af et fjoget udtryk i ansigtet. Der er så lidt plads i mit rum, at jeg er begyndt at tale højt for mig selv i bilen. Ordene, der svæver i kabinen, presser sig tilbage og ind ad en anden indgang, der kræver min opmærksomhed, og sådan får jeg lidt styr på det. Lige netop længe nok, til jeg kan lede efter mørket. Et rødt mørke, hvor intet forstyrrer, hvor begær og smerte driver dagen fremad i et langsomt pace, og hvor hver ejakulation tegner sig foran mig i slow.  En hvid, salt søjle, der spreder sig ud over rødt læder og gennempiskede kroppe og sætter sig i klumper i rødt hår, eller som hvid stearin over en eng af fregner. Og så starter filmen igen. I mørke, hvor jeg mærker en puls, som kun slår hver anden dag. Tunge pulsslag, på de ulige dage, som ikke længere har noget navn, men bare opstår, når pulsen slår. På de lige dage er der ingenting, kun helt ro og et mørke, som jeg nyder. En overfrakke af behagelighed. En overfrakke, som man kan sidde indeni, mens man venter på næste slag, der indvarsler endnu en dag i et rødt mørke, hvor erektionen kommer med slaget og ejakulationen varer resten af dagen.





Det forestående forår

14 04 2013

Jeg fornyede mit domænenavn i sidste uge. Egentlig udløb det først om to måneder, men jeg valgte at gøre det nu, så skal jeg ikke spekulere mere på det.

To år betalte jeg for, så Greyindarkness står altså ikke lige for at lukke ned.

Der er lidt længere mellem indlæggene for tiden, men det har sine årsager.

Netop nu bruger jeg al fritid på mit næste store skriveprojekt. Der sker det, at projektet samler et kritisk moment, og så skal det simpelthen gøres færdigt. Der er jeg så nu, over bakken og i gang som ”skrivefabrik”.

At skrive er at nå helt ind i sin egen sjæl. År efter vender jeg tilbage for at se på begivenheder, der betød noget. Det gør ikke nær så ondt længere, men der findes stadig begivenheder, som jeg skal bekæmpe.

Bekæmpe så de ikke hopper op og får sortsynet og sarkasmen til at forpeste mig.

Så er det dejligt, at lillesub kommer hjem i aften. Jeg savner hendes lille betuttede ansigt, de mange fregner og de tynde øjenlåg, der er så tynde, at de lyser rødt i kanten.

Røde af det blod, der løber i hende, og som redder mig, når de mørke tanker presser sig på, altid.

Men det er lyst i dag, foråret er på vej, og lur mig, om der ikke ligger fire eller måske fem sider i den gamle mands fingre her til morgen, og så skal jeg have strøget en skjorte til i morgen, og så skal jeg i gang med en ny uge, hvor jeg skal sparke røv, på den første som jeg møder på min vej.





Personligheden

6 04 2013

Personligheden er noget grundfæstet, som fastlægges tidligt i barndommen, og som formentlig også er påvirket af genetikken.

Den måde vi reagerer på i kontakten med andre.

Nogle er fremfusende, nogle tilbagetrukne. Nogle føler angst og usikkerhed ved nye input, nogle drages af det ukendte.

Helt ekstreme forhold kan ændre personligheden, ellers er den stabil over tid.

Sådan fremlægges det i psykiatrien, og jeg har ingen grund til at betvivle denne fremstilling.

Faktisk støtter mine egne erfaringer, denne personlighedsopfattelse.

Efter at have gennemgået en årelang proces med skilsmisse, et nyt forhold og et nyt liv som dominant i et 24/7 D/s parforhold, så konstaterer jeg, at jeg ikke har forandret mig det mindste.

Jeg har de samme rare sider, og de samme mindre pæne sider, som altid har været i mig, så længe jeg kan huske.

Men noget er der sket.

Det går op for mig, at andres syn på mig har været ret så forskelligt fra min egen selvopfattelse.

Jeg har altid opfattet mig selv som en person, som andre havde respekt for. En person, der styrede og som andre rettede ind efter.

Det hænger sammen med en ukuelig selvgladhed og selvrespekt.

Min udviklingsproces har især åbnet mine øjne for andres opfattelse af mig.

Ufarlig!

Rar, dygtig, men ufarlig. Sådan har andres opfattelse været af mig i årevis, uden jeg selv har erkendt det.

Sjovt nok, så var denne personlighedsproblematik slet ikke en del af vejen fra det kærlighedsløse liv til der, hvor jeg er nu. Det fulgte ligesom med, ubemærket.

Jeg har ikke forandret mig, men andres syn på mig er ændret.

Det kulminerede ved et stunt, som jeg lavede sidste år. Man kan sige, at jeg sprang en bombe, som jeg udnyttede til at vise mit  rigtige jeg.

Hvordan er det så?

Dejligt, men det er kommet med en pris.

Der er koldt på toppen, som man siger, og jeg er netop blevet mere alene.

Respekten er så at sige kommet med en pris af isolation.

Men sådan er det at gå foran, og endelig føler jeg en perfekt overensstemmelse mellem mit indre og mit ydre jeg.





Den farlige inspiration

17 03 2013

Der er ingen vej udenom. Jeg er nødt til at gå tilbage.

Det er kunst, og jeg søger den rigtige glød, som findes seks år tilbage.

Her finder jeg brudstykker af et liv, og jeg skærer det hele i småstykker, vælter det hele ud på bordet, mens jeg betragter hver klump.

Jeg ser, hvor jeg fejlede.

Jeg ser, hvor jeg valgte ret.

Jeg ser, hvor muligheder gled mig af hænde.

Så rejser jeg mig, går lidt rundt og ser så på klumperne igen.

Intet gled mig af hænde.

Intet sted fejlede jeg.

Så rejser jeg mig og begynder forfra.

Impulshæmning. Jeg kæmper, jeg må kontrollere mig selv.

Så kommer hun hjem, min pige, og roen falder igen på mig.

Hun er vigtig, det ved jeg, og så klarer jeg den nok.





På vej mod foråret

14 03 2013

Tre dage fri, så på arbejde og så endnu en fridag.

I spejlet ligner jeg mig selv, sådan med lidt naturlig ælde, men alligevel mig selv.

Før jeg slumrede ind i går, kom forskellige indtryk til mig. Afsat af begivenheder og de valg, der satte dem i gang.

Jeg er temmelig langt ude, tænkte jeg øjeblik.

Den næste tanke viskede tavlen ren.

Forandret er jeg i virkeligheden ikke, det er stadig de samme ting, der betyder noget for mig.

Kærlighed, ærlighed, sex.

Og så det skæve, som er mig helt igennem.

Uforudsigeligheden, der sætter omgivelserne i nervøs undren, og som får mig selv til at tro på, at det hele nytter noget.





Fremtidsplaner

2 03 2013

Trætheden sidder i hende.

En gennemtrængende træthed, der ryster hendes lille krop op i sammenføjningerne. Ved armhulerne, ved hofterne, ved håndleddene. Lillesubs samlinger, hvorfra pudset drysser ud, og hvor man kan se knoglerne krakeleret som vejrramt beton.

Selv kæmper jeg med jobbet. Fanget med et ben i hver lejr. Fanget i besættelsen af livet i drømmehuset og med uendelige muligheder. En righoldig overflod, så hun kan se, hvor dygtig en Master jeg er.

Så sidder hun på sengen med røde rande under øjnene og en krop, der sover. Sæden sluger hun, når pornoen har hjulpet mig, for jeg gider ikke kneppe hende, en udslidt halvsovende kvinde!

Så kysser jeg hende godnat, og hun smiler.

Slået hjem?

Nej, jeg er ikke som før.

Jeg ser hendes røde hår fylde puden, jeg ser de lukkede øjne, jeg ser de vidunderlige fregner, som jeg aer i tankerne til følelsen af ren kærlighed strømmer gennem mine fingerspidser og op i min sjæl. En snurrende fornemmelse i min skaldede hud over kalotten.

Jeg elsker den lille sub, hun er min, for altid.

Det forpligter.

Hun forstår det godt, hun accepterer det, men er også bange. På samme måde, som jeg er bange.

Omvæltninger er aldrig uden risiko. Og har jeg ikke netop altid undgået risici, ageret med mangfoldige sikkerhedsnet.

Altid noget at falde tilbage på.

Det kender jeg til, det er gammel rutine, der garanterer forudsigelighed og en tom følelse i hjertet.

- Du skal holde op med at arbejde, forklarede jeg hende.

- Har vi råd til det? Spurgte hun.

Har vi råd til, at hun får smukke røde negle tilbage på fingrene, at hendes hår bruser rødt omkring hendes smilende øjne, at hun hver morgen lukker strømpeholderen om de fine sorte nylonstrømper, at hendes fugtige glatte skød hver dag gør hendes Master glad, af længsel?

Ja, det har vi råd til.





Bikertøs

20 02 2013

Vi. Sat af med udsigt til fatamorganaer. En blafrende dis, der lovede mening og kærlighed, men som i aftenskumringen forduftede i den dug, der fortættedes mellem kaktussens stive torne. Så så vi på hverandre og skiltes. Tre skridt og mørket tog over. Morgenens komme. Disen og drømmene de samme, men jeg en dag fattigere.

.

(Jeg har været nærmest sygeligt optaget af denne video med Lana Del Rey)





I en unipolær verden

17 02 2013

Vi er gået fra en tid med to modpoler adskilt af jerntæppet, til en tid med kun en pol.

Hvad repræsenterer denne pol? Jeg evner ikke at beskrive den i få ord, men må luske omkring den, og i stedet konkretisere den ud fra de indtryk, der strømmer mod mig fra dens top.

Markedet som motor, der trods løfter om det modsatte, driver verden imod stadig større ulighed.

En verden, hvor skævhed leder til udstødelse, og hvor debat aldrig har som formål at forene synspunkter.

I vores hus lever lillesub og jeg.

Et liv, hvor sanselighed og etik er forenet. Kærlighed i respekt skønt bygget på modpoler.

Yin og Yan, tårer i en fælles cirkel.

Men vi kan ikke fortælle om det.

De, som har forsøgt er endt som kuriositeter i Bubbers freakshow.

Sådan tænker jeg, men så tænker jeg igen.

Man skal yde efter evne og nyde efter behov.

Med mine evner er jeg forpligtet til at yde, også langt mere endnu.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 27 other followers

%d bloggers like this: